En ulykke kommer sjældent alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne novelle handler om nogle begivenheder som ændrer en hel normal familie.

0Likes
0Kommentarer
315Visninger
AA

3. En familie minus mor

 

 

Jeg vågnede op i ambulancen. Jeg ved ikke hvor lang tid efter. Jeg drejede hovedet en anelse til venstre, og så min storesøster ligge ved siden af mig. Hun havde en masse slanger omkring sig. Først nu, opdagede jeg, at jeg også selv havde en masse slanger omkring mig. Jeg kiggede op i loftet, og prøvede at huske noget fra ulykken, men intet kom frem. Kun Christinas skrig.

Oppe på hospitalet kom en læge ind på Christina og jegs stue.

”Hej.” Sagde hun. ”Kan I høre hvad jeg siger?” spurgte hun. ”I behøver kun at nikke.” Vi nikkede begge to. ”Godt så.” Lægen satte sig på Christinas seng. ”I har været ude for en meget slem ulykke.” Sagde hun. Hendes stemme lød så pædagogik, at jeg fik kvalme. ”I var heldige at overleve.” Christina spærrede øjnene op, og kiggede stift på lægen.

”Hvad siger du?” spurgte hun stille. Lægen tog en dyb indånding.

”Jeres mor, kørte med 90 km i timen.” Jeg holdt vejret. ”Det gjorde lastbilen ikke. Han kørte 110.”
Der var stille i flere minutter.

Mor døde den dag. Det var en af de værste dage i mit liv.

Præcis to år senere: Det var fredag, og far og jeg var alene hjemme. Christina er ude til fest hos Maja hendes veninde.

Far tager et fotoalbum frem fra den brune reol, og beder mig om, at sætte mig ved siden af ham i sofaen. Vi skal til at planlægge min konfirmation. Jeg ved ikke, hvordan vi skal komme igennem al planlægningen – uden mor. Hende og jeg, havde aftalt at vi skulle planlægge det sammen, kun os to.

”Se her!” siger far. Han bladrer i albummet, og finder hans og mors bryllupsbillede frem. Jeg har aldrig set det før. Eller spurgt efter det. Jeg har aldrig tænkt over det før nu, at mor og far havde et liv før Christina og jeg blev født.

”Far...” siger jeg stille, og holder min hånd om hans, mens tåre triller ned af mine kinder. ”I dag er det jo 2 år siden!” Han nikker, men tåre i øjnene.

”Dine ligner små krystaller, Josefine.” siger han, og tørrer mine tåre væk.

Far og jeg, græd begge den aften. Delte minder om mor, og snakkede om ulykken.

Vi satte os til at spise. Mors livret, koteletter i fad. Det er også blevet min livret. Telefonen ringede.

Vi gad ikke tage den, det plejer vi aldrig at gøre. Den blev ved med at ringe. Vi blev færdige med at spise, og jeg ryddede af. Telefonen havde ringet i over 10 minutter. Det var ikke nogen, der gav op. vi regnede med, at det var en fra familien, der ville høre hvordan vi havde, 2 år efter mor var død. Far tog telefonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...