Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9141Visninger
AA

16. What an Asshole

”Nå, nu er det vist vores tur til at krydsforhører jer,” udbrød jeg og slog mig på lårene og dermed Zayn på den ene hånd, da han så diskret havde placeret den der. Ikke at det gjorde noget. Jeg kunne godt lide at have ham tæt på mig. Men i visse situationer kunne det altså være pænt upraktisk. Som når man skal slå sig på lårene, men kun rammede det ene lår og så en hånd.

Zayn hev sin hånd til sig, men jeg var hurtigt og tog fat i den igen og flettede nøje mine fingre ind i den.

”Hvad vil I?” Jeg fjernede mit blik fra min og Zayns hånd og stirrede i stedet for irriteret på Louis, Harry, Niall og Liam.

”Jo, ser I. Sagen er den-” Louis kiggede alvorligt på os, hvorefter han brød ud i et grin. ”Seriøst, Chanel, hvis du skal i aviser, hvor du går hånd i hånd med Zayn, skal du nok overveje at farve dit hår igen. Blond og rødt svinger ikke særlig godt.” Jeg sukkede. Vi skulle åbenbart ind på udgroningerne. Zayn havde nævnt dem for en uge siden, men det havde jeg glemt alt om.

Jeg skulle lige til at klaske mig selv i hovedet med en flad hånd og kommer med en flabet bemærkning om, at det nu var lyserødt, da Zayn hviskede mig i øret: ”Så slemt ser det altså heller ikke ud.” Jeg bed mig i læben for ikke at smile som en lalleglad idiot. I sidste ende var det jo også kun Zayns mening, jeg bekymrede mig for.

”Nurh, mumlede Loverboy lige noget helt utroligt sødt, som du bare blev helt vildt glad for?” spørger Harry og imiterede perfekt en babystemme. Jeg rakte tunge af ham som svar. Loverboy? Tsk.

”Så originalt, Harry,” sagde Zayn. ”Ved du hvad, Harry? Jeg tror måske, at du er – hvad er det nu, man kalder det? – en idiot?” Harry skød underlæben frem og samlede fornærmet sine arme i et kryds.

”Du er bare jaloux!” Liam daskede til Harrys skulder, mens ingen af de andre kunne lade være med at grine. Selv måtte jeg gøre mit bedste for at kværne et grin, men det var noget nær umuligt, når Harry skulle spille tøsefornærmet.

Jeg dunkede mit hoved ned i Zayns skulder, så en lille hovedpine brød frem. Mit hoved rystede under Zayns latter. Da han stoppede med at grine sammen med de andre, lagde han en arm på min skulder.

”Hvad er I så rigtigt kommet for at snakke om?” brummede Zayn.

”Hvad?! – nåh, det. Jo, altså.. prøv lige at vente.” Louis hev et blad op ad en rygsæk, han tydeligvis havde haft med. Han smed bladet på bordet. ”Chanel, vedrørende Simon, jeg tror ikke det er godt, at I slog op – for lang tid siden.” Jeg blinkede med øjnene og kiggede undrende på Louis. Han så fra mig til bladet. Jeg forstod hurtigt hans hentydning og greb ud efter bladet.

På forsiden stod der med store, fede bogstaver: CHANEL TOMLINSON, SANDT ELLER FALSK. Hvad? Chanel Tomlinson, sandt eller falsk?

”Hvad er det her, Louis?” Jeg havde mine bange anelser. Men det kunne da ikke passe, at Simon havde snakket med et sladderblad, bare fordi vi ikke kunne lide hinanden. Kunne det?

”Jeg ved det ærligtalt ikke,” sagde Louis frustreret. ”Altså, der ligger babybilleder og billedere af ham og dig. Jeg ved ikke hvem, der ellers skulle have snakket med bladet. Og Simon var jo hjemme hos mig her for en uge siden.” Han kørte frustreret en hånd gennem håret. ”Det må være Simon. Hvem skulle det ellers være? Altså helt ærligt! Vi har da ikke haft indbrud. Har vi haft indbrud, Harry?” Louis hev sig frustreret i håret, mens han kiggede desperat på Harry. ”Nej, selvfølgelig har vi ikke haft det! Så havde jeg jo nok opdaget det, ik? Jo, det havde jeg! Jeg er jo ligesom ik-”

”Fiiiint, Louis,” afbrød Liam. Det var da egentlig også på tide, en eller anden afbrød ham. Han tog det jo værre end mig, og det var mig, der var billeder af!

”-ke blind eller noget, vel? Det mener jeg da i hvert fald ikke. Ved blinde mennesker, at de er blinde? Det burde de jo, for de er jo liges-”

”Stop en halv, Louis,” afbrød jeg med en finger i vejret. Louis åbnede munden igen. ”Ziiiiip!” Jeg lavede den seje ’ziiiiiip’-ting, der hvor man laver en streg i luften med en hånd, hvorefter man lyner den sammen. Ligesom når man lyner sin egen mund.

Louis’ mund blev, som ved et trylleslag, en tynd streg.

”Godt så,” mumlede Zayn og greb ud efter bladet. Han rankede ryggen og slikkede omhyggelig på sin højre pegefinger, hvorefter han bladrede i bladet. Han nikkede for sig selv og kom med interesserede lyde. ”Uh, se her er der noget interessant.” Han kiggede rundt på os andre, før han gav sig til at læse højt. ”Den famøse Louis Tomlinsons lillesøster, Chanel Tomlinson, har i lang tid været i mediernes søgelys. Rygterne løber, og hvad er egentlig sandt? En anonym kilde helt tæt på har opklaret mysterierne omkring Chanel Tomlinson.” Zayn kiggede forarget på artiklen. ”Hvad i alverden er dette her for noget lort.”

”Så slem kan min sladderbladsdebut da heller ikke være,” udbrød jeg. Hurtigt greb jeg bladet. Jeg vidste godt, at sladderblade ikke altid var lige rare, men de snakkede om det, som om det var døden.

Jeg rømmede mig og hev bladet væk fra Zayn, da han gjorde mine til at tage det. ”Bag facaden er hun ikke bare den søde pige, vi har set. Det blonde hår er nemlig gemt af vejen af visse årsager. Hvad helvede er dette her for noget?” Jeg var lige ved at smide bladet fra mig, da jeg kom i tanke om, at jeg helst ville læse op.

”Her har vi samlet de absolut værste rygter om Chanel Tomlinson.” En masse små, lilla kasser var sat nedenunder teksten. Jeg gav mig øjeblikkeligt til at læse den første. ”Chanels udgroninger er farvet gule, for at skjule en leverpostejshårfarve; falsk. Åh, gudske tak og lov. Hvem i alverden skulle også farve sine udgroninger en anden farve end resten af håret? - det er jo helt hul i hovedet!” I en blanding af frustration og for at vise mine pointe, slog jeg ud med hænderne og ramte dermed Zayn i hovedet med bladet.

”Skal jeg læse videre?” klukkede han.

”Burde du ikke ømme dig?”

”Så hårdt slår du ikke ligefrem.” Jeg skulede til ham og smed bladet i hovedet på ham. Jeg gad faktisk ikke rigtigt læse videre.

”Chanel slog engang hånden af Louis, fordi han havde glemt hende; saaaandt.”

Alle var stoppet med, hvad de nu end havde gang i. Louis kiggede måbende på mig. Hans øjne var spejlblanke, og hvis jeg skulle være helt ærlig, kiggede jeg nok også sådan på ham.

Havde jeg slået hånden af ham dengang? Var det sådan Simon havde tolket det? Havde jeg slået hånden af ham?

Zayn lagde armen omkring mig og kyssede mig på siden af hovedet. Han sagde ikke noget, og det gjorde han klogt i. Jeg havde bare brug for, at han skulle være der. Ingen trøstende ord ville alligevel hjælpe.

”Je-e-eg..” begyndte Louis. Jeg viftede bagatelliserende med hånden og blinkede hurtigt med øjnene. Det rippede bare en anelse op i dårlige minder.

”Vil du ikke godt læse videre, Zayn?” kvækkede jeg uden at tage blikket fra Louis. Jeg kunne mærke Zayn nikke og undslap et suk.

”Chanel farvede sit hår rødt som et oprør mod hendes forældre; sandt.” Heldigvis ikke den helt rigtige grund.

”Chanel kan til tider have svært ved at styre sit temperament, og hun har engang smadret en dyr guitar backstage til en One Direction koncert; sandt.”

”Orh, det er så meget løgn. Jeg aldrig – og gentager gerne mig selv; aldrig – smadret en guitar backstage til en af jeres koncerter,” råbte jeg halvhysterisk. Chokket over, at Simon havde sagt god for det med hånden, og irritation over en så simpel løgn, som en ødelagt guitar i et raserianfald, kulminerede i, at jeg var på randen af gråd.

”Skal jeg stoppe nu, Chanel?” hviskede Zayn mig i håret. Jeg rystede stædigt på hovedet. Han skulle i hvert fald ikke stoppe. Jeg kunne godt klare det. Jeg skulle kunne klare det! Zayn tog en dyb indånding, hvorefter han fortsatte. ”Chanel har engang været til udpumpning klokken fire om morgenen; sa-”

”KOMMER DER SNART NOGLE FALSKE?” skreg jeg frustreret og hev mig i håret. Zayn strammede grebet om mig, så jeg ikke forlod sofaen. ”Han har vel ikke bare sagt ’sandt’ til alle sammen. Det kan han ikke, vel?” klynkede jeg. Jeg havde frygteligt meget brug for nogle falske. Der skulle være nogle falske. Det skulle der!

”Der kommer én nu.” Han kyssede mig kort på min skilning, fordi jeg havde begravet mit hoved i hans skulder. ”Chanel kan også synge ligesom sin bror; faa-”

”WHAAAT? Jeg troede, at det ville være noget godt! Jeg sværger, at hvis jeg nogen sinde møder Simon, hugger jeg hovedet af ham. Og parterer ham, hvorefter jeg gemmer små dele af ham over hele jordkloden – i sådan nogle små klumper cement. De vil aldrig kunne finde ham. NEVAAAAAR!” Jeg hævede en pegefinger for at understrege min pointe.

”Seriøst?” Louis kiggede på mig med alvorlige øjne, og lignede ikke én, der forstod, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Jeg var jo ikke syg i hovedet eller noget.

”Ja, jeg synes ellers også, du strammer den en tand,” medgav Harry.

Jeg sendte ham et forarget blik. Pokkers til medløber.

”Ja, det må jeg gi’ Harry og Louis. Vi vil da også partere Simon,” smilede Liam. Et suk undslap mine læber. Nånådada.

”Men jeg vil ikke have jer med; I tiltrækker for meget opmærksomhed.” Jeg hævede en finger og pegede sigende på dem. Opmærksomhed er ikke godt, hvis man myrder nogen. ”Eller vent nu engang.” Idé dingdingding! ”I KAN AFLEDE OPMÆRKSOMHEDEN! – Åh, Gud, det er jo genialt!”

 

***

 

Sour cream and onion eller barbecue? Hvorfor skulle det også være så svært?

Jeg skød irriteret underlæben frem. Zayn skulle også bare have lavet et loft for, hvor meget jeg måtte købe. Fem pakker chips og seks liter sodavand – intet slik, sjovt nok. Men de var tydeligvis ikke de store tilhængere af slik – men det var jeg, så det var bare synd. Derfor havde jeg skåret det ned til tre pakker chips og uanede mængder af slik (og chokolade, men de to ting hænger ligesom lidt sammen).

Så nu stod det mellem sour cream and onion og barbecue, da jeg havde taget nogle fancy chips med pizza og burgersmag. Det skulle nok blive sjovt.

Til sidst kom jeg frem til den konklusion, at jeg lige så godt kunne tage begge. Zayn havde selv overladt ansvaret til mig, så måtte han kunne klare konsekvenserne. Det kunne han i hvert fald være nød til.

Med chip, sodavand, slik og chokolade i favnen – fordi der var ingen kurve – traskede jeg ned til kassen. Hvilket var lettere sagt end gjort. En to liters Cola truede ildevarslende med at tage springet. Den ene plade chokolade havde været på gulvet, så den var knækket flere steder. Chipsene var så småt blevet til brødkrummer – dog kun sour cream and onion og barbecue, de andre var i rør. Nogle gange var jeg også bare utrolig dum. Zayn og Louis havde tilbudt at komme med, men jeg havde insisteret på at tage af sted alene.

Colaen røg på gulvet og en hvæsende lyd undslap mine læber. Jeg havde ingen jordisk chance for at få den op igen uden at tabe diverse andre ting og sager. Røvlort!

Jeg kiggede omkring for at se, om der ikke var nogle arbejdere inde for rækkevidde. Dette var dér ikke, da man tydeligvis ikke gik så meget op i at bemande supermarkeder – eller kiosker, men det var sagen uvedkommende, hvilket det ved nærmere eftertanke, så var det overhoved ikke uvedkommende - om aftenen. For at være mere præcis klokken ti om aftenen. Men jeg brokkede mig ikke, fordi det var et under, at jeg havde fundet en åben butik – eller i dette tilfælde en døgnkiosk. Det gik an og jeg brokkede mig ikke. Eller jo, det gjorde jeg vel, for lige nu forbandede jeg dette sted som bare fanden, fordi de ikke havde investeret i nogle kurve! 

”Er det muligt at få noget hjælp?” spurgte jeg ud i intetheden.

Ingen svar, for der var ingen. Jeg følte mig lidt som ’Palle alene i verden’ – eller faktisk bare ’Chanel alene i kiosken.’ ”Hallooo?”

Da ingen svarede, bøjede jeg mig ned for selv at tage colaen. Jeg gjorde mit bedste for ikke at vende min overkrop på hovedet, for jeg ønskede ikke at tabe de andre ting. Da det ligesom ikke kunne lade sig gøre, så jeg mig nødsaget til at gå ned i knæ.

”Ehrm,” rømmede en stemme bag mig. Jeg vendte hovedet om og så på en gammel mand. ”Skal jeg hjælpe dig med det der?” Han skævede til mine vare og colaen.

”Ja tak,” nikkede jeg. Endelig kunne jeg se frem til at komme tilbage til drengen. Zayn havde inviteret alle drengene og deres kærester, samt en af Nialls nye bekendtskaber. Ikke noget jeg kendte til, men jeg glædede mig da lidt til at møde hende – for ja, det var en hende, så meget havde Niall fortalt. Han havde vidst også været sammen med hende i dag – efter vi havde destrueret bladet, vel at mærke. Det havde vist sig, at der levede en lille pyroman i Liam, hvem havde troet det? – i hvert fald ikke mig. Han virkede bare så fredlig, men så fredsommelig var han så tydeligvis ikke.

Manden tog colaen fra gulvet og de øverste varer fra min favn. Sammen gik vi hen mod disken.

Zayn og jeg havde brugt dagen på at farve mit hår lyserødt og se tv – ikke det helt store – efter de andre var taget hjem. Vi havde i starten bare set helt almindeligt tv, men da det blev så kedeligt, at jeg havde taget en kuglepind og tegnet på Zayn, havde vi sat en film på. Jeg vidste endnu ikke, hvad Zayn syntes om mit lille kunstværk bestående af en candyflossmand, der åd en kat. Meget blodigt.

Da jeg havde lagt varerne på disken, bippede min telefon. Jeg fiskede den op fra min lomme for at kigge på den, da det alligevel ville tage manden et stykke tid at bippe varerne ind.

Fra Ellie

Fest sener hos mig

Hun havde tydeligvis haft en anelse travlt med at sende den sms. Lige bagefter bippede min telefon igen og et lille spørgsmålstegn viste sig på displayet.

Til Ellie

Desværre kan ikke

Fra Ellie

Hvor du kedelig

Med et lagde jeg igen mobilen i lommen. Jeg så i hvert fald ikke mig selv som kedelig. Sikke noget vås!

Manden lagde mine varer i en pose og sagde prisen. Entusiastisk stak jeg Zayns smarte kort i dankortautomaten. Jeg tastede den firecifrede kode ind og tog fat i hanken på posen. Da jeg var halvvejs ude af døren, kom jeg i tanke om, at jeg nok skulle tage kortet med – ellers ville jeg nok ende op med en rimelig sur Zayn. 

______________________________________________________________________________________

Så kom der endelig et kapitel, og det er vidst også på tide. For ja, jeg har været lidt langsom, men vi er jo alle - i hvert fald langt de fleste - startet i skole...

Nå, men I må meget gerne skrive en kommantar, om hvad I synes om kapitlet :)

Og 42 favoritlister, det er helt vildt :))) (Sofies og min favorit tæller ikke rigtig…)

- Sara :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...