Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9139Visninger
AA

14. We're Back

De andre drenge var taget hjem – og Harry, den kloge gut, var taget med –, og med døren, der smækkede efter dem, var den akavede stilhed sneget sig ind. Den var krybet ind i hvert et hjørne af huset, og havde efterladt alt på sin vej i en dyster stilhed.

Louis lod sig ikke bemærke af den unaturlige anspændte stemning. Han havde heller ikke været dér og set hvad, der var sket mellem Simon og mig. Han var simpelthen så uvidende og naiv, at han kunne have været et stykke hvidt papir. Louis havde sikkert ikke tænkt over, at vi kunne være rygende uvenner. De tanker, der gik gennem hans hoved, var et helt andet sted. Stod det til ham, var vi nok ikke kommet os over bruddet, og lagde derfor en naturlig, akavet distance til hinanden. Intet ved vores distance var naturlig. Den var direkte aggressiv.

”Nå…” sukkede Simon og rykkede lidt tættere på armlænet, der heldigvis ikke led af klaustrofobi. Jeg lagde selv min arm lidt bedre til rette på armlænet, ved siden af mig. Mit hoved lod jeg hvile på min hånd, der lavede en ret vinkel.

Lysten til at være i Louis’ og Harrys lejlighed var hurtigt faldet drastisk. Sådan cirka da Simon var ved at ramme mig i hovedet med sin knytnæve, da han skulle banke på døren. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sende små nysgerrige blikke i hans retning. Jeg var nød til at se, hvordan han havde ændret sig. Det var egentlig ikke længe siden, jeg havde set ham, men det var længe siden, jeg sådan rigtig havde set ham.

Sidste gang jeg så ham, prøvede han at følge efter mig. Det var en af de sjældne gange, jeg var taget i skole. Han var så også grunden til, at jeg var taget hjem. Jeg var rygende uvenner med ham, selvom han muligvis ikke så det på samme måde.

Louis rømmede sig ovre fra den stol, han havde sat sig lidt for godt til rette i. Han rettede lidt nogle briller, han havde taget på i dagens anledning, hvorefter han åbnede munden, ”nu da I er samlet, har I endelig tid til at snakke. Er der en, der vil begynde?” Hele den scene Louis havde sat op, lugtede langt væk af parterapi. Ikke bare parterapi, men et eller andet parterapifis Louis havde fundet på. Gad vide, hvorfor han havde brug for at straffe mig.

”Ja, jeg vil gerne,” sagde jeg lidt for entusiastisk og rettede mig op i sofaen. Selv den måde Simon og jeg sad i en sofa, og Louis sad i en stol, med briller nede på næsetippen og en blok i hånden, var sygt. Ja, sygt var ordet. Hele den scene, Louis prøvede at skabe, var syg. Drengen måtte være sindssyg, og det var mig, de troede var noget galt med?

Både Louis og Simon kiggede afventende på mig. Et nysgerrigt glimt dominerede begge deres øjne. Hvad ville Chanel mon sige? Ja, hvad ville hun sige?

”Det er noget være lort, du har gang i, Louis. Og ærligtalt, så har jeg ikke lyst til at være en del af det,” sagde jeg, og hævede stemmen lidt. ”Kan du ikke se det? Simons og min tid er forbi, pist borte, og du var der ikke. Du ved ikke en skid om, hvad, der er sket. Du sidder bare og spiller så pisse hellig, som om det er mig, der er problemet. Simon har intet med dette at gøre. Men ikke desto mindre må I to hygge jer.”

Et raseri, jeg ikke havde forventet, jeg ville opleve i dag voksede som en løbeild i mig. Mine hænder rystede, og gjorde det besværligt for mig at rejse mig fra sofaen. Jeg skænkede ikke Simon og Louis så meget som et blik, og de prøvede heller ikke at stoppe mig. Klogt træk fra deres side.

Gangen var mennesketom, som sædvanlig. Jeg skridtede hurtigt hen til elevatoren og trykkede det rigtige nummer. Jeg trippede lidt med foden, mens jeg ventede på den mekaniske kasse, der skulle fragte mig ned. Hvorfor havde jeg ikke bare valgt trapperne? Fordi du er doven. Det var selvfølgelig rigtig nok. Sjovt den tanke ikke havde strejfet mig.

Min mobil vibrerede i min bukselomme, og den velkendte sms-tone lød. Jeg fik fisket den op. Displayet lyste stadig op, så jeg kunne se hvem, den var fra og noget af beskeden. Zayn.

Fra Zayn

Hey CT (hahah). Hvis du keder dig, kan du jo komme hjem til mig? Det ærgrer mig lidt, at vi var nød til at gå så pludselig. Zayn x

Jeg lyste op ved synet af beskeden. Jeg manglede lidt et sted at gå hen, så hvorfor ikke Zayn. Jeg fik hurtigt tastet et svar, og trykket send.

 

Vejen over til Zayn syntes at være meget hurtigere end sædvanlig. Han boede nu heller ikke så langt væk, men det udelader vi lige. Jeg stillede mig lidt på tær, så jeg kunne se ind ad dørspionen. Desværre viste det sig, at de ikke virkede omvendt, så jeg kunne se nada og niks.  

”Chanel, står du derude?” spurgte Zayn mistænksomt. Noget sagde mig, at han også stod og så gennem dørspionen. Hvilket nok betød, at han heller ikke kunne se noget. Jeg undertrykte et fnis.

”Neeeej,” svarede jeg ikke særlig overbevisende efterfulgt af et grin. Jeg kunne høre Zayn smile på den anden side af døren. Der lød et klik, og før jeg kunne nå at reagere faldt jeg ind i Zayns favn. Den var lige så tryk som tidligere i dag. Jeg følte intet behov for at fjerne mig, nogensinde. Jeg indsnuste Zayns duft, en underlig ro lagde sig over os. På trods af, at jeg stod lidt klodset, så Zayn halvt bar mig.

”Nå, vil du med ind, eller bare stå her i døren?” spurgte Zayn. Et smil formede mine læber. Ivrigt nikkede jeg. Zayn trak sig ud af krammet, og jeg undertrykte en trang til at hive ham tilbage igen.

Zayns stue var dejlig afkølet. Aircondition. Man skulle næsten tror, at der var en hedebølge uden for. På stuebordet stod en kande the og nogle stearinlys. Jeg løftede undrende øjenbrynene. Hvad skulle det betyde? Zayn tøvede lidt bagved mig. Der lugtede langt væk af et eller andet, jeg ikke lige kunne regne ud.

”Zayn? Hvad skal det her betyde?” spurgte jeg skeptisk. Jeg vendte mig om, så jeg stod med fronten mod ham. Zayn lod forsigtigt sit blik ramme mit. Hvad var det han skjulte? Jeg blødte lidt op, da han bed sig i læben. Han så så sød og uskyldig ud. ”Spyt ud.”

”D-det var bare… Jeg tænkte… A-at det ville være smart… Hvis v-vi nu snakkede.” Endelig blev Zayn færdig med at stamme. En latter undslap mine læber. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Zayn begyndte lige så stille at grine med. ”J-jeg vidste ikke, hvordan du ville reagere.” Latteren stilnede ikke af. Den blev faktisk bare højere.

Vi smed også i sofaen, og langsomt fik vi begge styr på vores vejrtrækning. Da vi endelig var færdige, havde vi begge tårer i øjnene. Når jeg tænkte over det, var det faktisk slet ikke så sjovt. Men vi havde vel begge to brug for at grine.

”Nå, Zayn, hvad ville du snakke om?” spurgte jeg dumt. Jeg vidste godt, hvad han ville snakke om. Det var egentlig ikke særlig svært at regne ud.

”Os,” svarede han kort. En varme bredte sig i mig. Jeg blev helt fortryllet af hans varme brune øjne, og det lille usikre smil på hans læber. Jeg blev helt målløs over, hvordan et menneske kunne se så perfekt ud. Alle hans ansigtstræk arbejdede perfekt sammen, og tilsammen udgjorde de Zayns ansigt.

Jeg ødelagde vores øjenkontakt, og rykkede mig lidt tilbage i sofaen. ”Jeg synes, du skal starte,” sagde jeg. Jeg havde selvfølgelig også noget at sige, men det ville være akavet, hvis Zayn havde en helt anden mening. Jeg ville gerne vide, hvor Zayn mente, vi stod.

Jeg løftede blikket igen. Zayns øjne skinnede. Var det fordi han var på randen af gråd, eller fordi han var glad, vidste jeg ikke.

”J-jeg ved ikke, om det er muligt for mig kun at være venner med dig,” begyndte Zayn tøvende. Jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn, for Zayn skyndte sig at fortsætte, ”jeg kan godt lide dig, Chanel, og nogen gange skræmmer det mig lidt, hvor meget jeg egentlig kan lide dig.”

 

Zayns P.O.V

 

Så havde jeg sagt det. Ordene var på en måde bare strømmet ud af mig, og først efter jeg havde sagt, blev jeg klar over, at det var rigtigt. I al den tid havde jeg mere eller mindre undertrykt mine følelser. Det var nok også derfor jeg kunne fornemme på Chanel, at hun blev lidt forvirret. På det ene tidspunkt var jeg ligeglad og det næste var jeg smaskforelsket. Okay, jeg var nok ikke ligefrem smaskforelsket, men jeg var i hvert fald heller ikke ligeglad. Overhovedet.

”Øhm…” sagde Chanel, lettere akavet. Jeg kiggede afventende på hende. Hun burde virkelig for farvet det hår, tænkte jeg. Hahah. ”J-jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige…”

Noget sagde mig, at Chanel helst ville være venner. Det var selvfølgelig hendes beslutning i sidste ende. Men som sagt, ville det ikke være muligt for mig kun at være venner med hende. Jeg ville ikke kunne se ind i hendes smukke øjne, og så vide, at hun ikke var min.

”Hvis du kun vil være venner, så er det fint med mig,” skyndte jeg mig at sige. Chanel rystede afværgende på hovedet, og hendes blik faldt på hendes sammenfoldede hænder, der lå trygt i hendes skød. Jeg håbede inderligt, at hun ville sige mig imod. Den underlige skuffede følelse, der boblede op i mig, skræmte mig.

”Nej, det er ikke,” sagde Chanel stille, men smilet i hendes stemme var tydelig. Hun løftede hovedet, og lod sit blik ramme mit. I tre lange sekunder sad hun bare og stirrede ind i mine øjne. ”J-jeg ved bare ikke, hvor jeg har dig, Zayn. Det ene øjeblik er du, som du er nu, og det næste sidder du og græder over Perrie.”

”Ja,” sagde jeg forlegent, ”jeg ved ikke helt, hvad der går af mig. Men jeg er rimelig sikker på, at du ville kunne få mig til at kommer over Perrie. Det har bare været rimelig forvirrende at være mig. Perrie og jeg var jo sammen så længe.” Jeg kunne se Chanel smile, og det smittede. For før jeg vidste af det, sad jeg selv med et enormt smil klistret på mine læber.

”J-jeg vil gerne prøve igen,” sagde Chanel endelig. Mit smil bredte sig og nåede til sidst helt op til mine øjne. Jeg lænede mig frem mod Chanel og vores læber eksploderede mod hinanden. Jeg kunne mærke det sitre i hele min krop, af begær.

”Hvad med Louis?” spurgte Chanel forsigtigt.

”Vi finder ud af det.” Jeg lod endnu engang vores læber mødes.      

______________________________________________________________________________________

Så kom der endnu et kapitel. Vi godt nok blevet produktive, huh? Hahah. 

I må, som sædvanlig, hjertensgerne kommentere, like og favorisere ;) x 

Tusind mange gange tak fordi I læser med, det er fantastisk! 

- Sofie x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...