Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9251Visninger
AA

17. Welcome To the Family

Mennesker begyndte så småt at tumle ind af døren, bogstavelsestalt. Zayn var kommet på den fantastisk idé, at vi skulle sætte gennemsigtige snøre hen over dørkammen, lige højt nok til, at de ville falde over den. Og det gjorde de. Og det så sjovt ud. 

Det ødelagde det selvfølgelig lidt, at når de nu kom i grupper, var det kun den forreste, der faldt. Men det var alligevel det hele værd. Jeg var vitterligt i tvivl om, jeg nogen sinde havde grinet så meget i hele mit liv.

”Meget. Morsomt.” Niall spyttede ordene ud, og prøvede at se fornærmet ud. Han lagde armene over kors, så godt han nu kunne, stadig med hovedet mod gulvet. Zayn stod ved siden af mig og holdt sig krampagtigt om maven. Af alle faldene i dag, var Nialls helt sikkert en vinder.

Han havde snakket fredsommeligt med blondinen, han kom med, og bum, så lå han på gulvet, mens Zayn og jeg grinede hysterisk.

”Er I godt klar over, hvor farligt her er?” Zayns og mine hænder røg begge hurtigt til vejrs. Vi havde været forberedte på dette spørgsmål, og havde sågar lagt en plan. En god plan, hvis jeg selv skulle sige det.

Zayn gav sig ud i en lang forklaring om, hvorfor den enorme grå pude lå gulvet og at snøren ikke var gennemsigtig. Vi havde også på forhånd aftalt, at det var Zayn, der skulle tage den snak. Både fordi, at det var hans idé, og fordi han var bedre til at tale. Og fordi jeg havde bedre ting at tage mig til, for eksempel SLIK!

”Hej, jeg er Chanel. Louis’ søster og Zayns kæreste.” Jeg rakte blondinen hånden og hjalp hende over snøren. I et kort øjeblik overvejede jeg at gøre et eller andet spontant, så hun ville falde, bare for at ønske hende rigtigt velkommen. Men jeg lod være, da jeg så hvor meget hun havde gjort ud af sit hår, der virkelig sad per-fect.

”Beth,” svarede hun og gav slip på min hånd.

”Beth?” Hun kiggede spørgende på mig, ”hvis du gerne vil have en tur over snøren, så skal du være velkommen.” Dristede jeg mig til at sige. Jeg krydsede flere fingre end hvad muligt var. 

Beth grinede en perlende latter. Den smittede, og før jeg vidste af det, grinede jeg med. Selvom det er totalt latterligt at grine over noget, man selv havde sagt, og så faktisk noget, der havde været noget nær gravalvorligt.

Vi drejede ind ad dørhullet og endte i stuen. Louis, Eleanor, Liam, Danielle og Harry havde allerede indtaget sofamøblementet. På trods af, at de kun var fem mennesker, formåede de at fylde lige så meget som ti – overdrivelse fremmer forståelse.

”Flyt jer,” sagde jeg, og annoncerede dermed vores velkomst.

”Hvor er loverboy og Niall?” spurgte Harry. Tak for velkomsten, retard. Jeg skulede ondt til ham, men blev hurtigt opstemt ved synet af ærteposen mod hans kind. Haha.

Beth blev stående lettere akavet på gulvet, mens jeg dumpede ned ved siden af Danielle, så langt fra Harry som muligt. Niall og Zayn kom ind i rummet. Zayn dumpede ned på den ledige plads ved siden af Louis, som også havde en ærteposen – Zayn havde købt en masse af dem i forvejen - mens Niall gik hen til Beth. Han hviskede et eller andet i Beths ører og kyssede hende på kinden. De var så søøøde!! Beth smilede ved Nialls ord. Jeg kunne virkelig ikke lade være med at prøve at regne ud, hvad han havde sagt.

Men det behøvede jeg heller ikke, for Beth sprang bare ud i det. ”Jeg ved ikke, hvor meget I ved, men Niall og jeg dater, og jeg har sådan glædet mig til at møde jer.” Hun stoppede efter sin hurtige talestrøm, som om hun havde brugt al den energi, hun havde sparet op.

Eleanor var den første til at reagere. Hun gik, med et bredt smil klisteret på læberne, hen mod Beth. Jeg væmmedes. Eleanor hilste på en meget lettet Beth og inviterede hende over ved siden af sig.

”Velkommen til familien,” skreg Louis. Jeg smilede ved hans ord. Vi havde fået et bedre forhold til hinanden, selvom han virkede lidt underlig over det der sladderblads noget. Han havde prøvet at snakke lidt med mig om det, men det havde der ikke været tid til. Jeg ville til hver en tid sværge med hånden på hjertet, at jeg vil udsætte den snak så meget som overhoved muligt.

De andre drenge istemte Louis’ råb. Også Niall, der greb fat i Beth, der var på vej efter Eleanor. Et hvin undslap Beth, da Niall hev hende ind til sig. Hvis ikke det var fordi naboerne her i lejlighedskomplekset var vant til lidt af hvert, ville dørklokkens skingre klang sikkert gennembore vores øregange lige om lidt. Men så var det jo godt, at de var vant til lidt af hvert.

Jubeludbruddene stilnede af. Tilbage stod en genert Beth, med en pæn rød farve på sine lyse kinder, og en overenergisk Niall. Hvis det ikke var, fordi jeg var så pokkers sulten, så havde jeg nok bare sat mig til at se fjernsyn. Men jeg var pokkers sulten.

Jeg gik hen til Zayn, da det nu var hans lejlighed og hans komsammen, så fandt det rimeligt, at han selvfølgelig betalte. ”Skaaaat?” spurgte jeg og trak A’et længere ud, end hvad godt var.  Zayn kiggede i hvert fald mistænkeligt på mig. Han løftede det ene øjenbryn, det tog jeg som en opfordring på, at jeg skulle fortsætte.

”Jeg er sulten,” klagede jeg. Zayn kiggede fornøjet på mig, og hans blev hurtigt til en tynd streg. Han holdt helt sikkert et grin inde. ”Jeg mener det. Helt seriøst!”

”Jaja, fair nok,” svarede Zayn. Halvhjertet løftede han sine hænder op i vejret. ”Men hvorfor fortæller du det til mig?”

”Er det ikke indlysende?”

”Nej?”

”Omg, du er mere tykpandet, end jeg i min vildeste drøm havde forstillet mig. Det er jo, fordi du skal betale.” Jeg tog mig selv den frihed at lade min hånd ramme min pande, bare for at understrege min pointe.

Zayn sagde et ironisk ’oh’, hvilket måtte betyde, at han godt vidste, hvad min pointe var. Det var ikke nok at slå mig selv i hovedet, så jeg besluttede mig for at give Zayn en lammer.

”Bare… giv mig dit dankort, ik’?” sagde jeg spørgsmålsagtigt. Zayn grinede kort, men med mit insisterende blik fortalte ham nok, at det ville være smart at gøre som jeg sagde. Jeg kunne, uden overdrivelse, spise tre grise og fem køer plus tilhørende kartofler. Så I kan nok se, at jeg var ved at dø af sult.

Tilfredst trissede jeg ud i køkkenet. Jeg havde taget mig den frihed at forsyne ham med take away brochurer. Efter nøje overvejelse, besluttede jeg mig for at bestille noget sushi. Mm.

Jeg snuppede skålene med slik og chips. Med mere i hænderne end hvad godt var, gik jeg ind i stuen igen. De andre sad som jeg havde forladt dem. Kedeligt. Tv’et kørte stadig, men jeg vidste ikke, om der overhovedet var nogen, der så det. Med undtagelse af Harry, selvfølgelig. Han lignede en, der forgudede, hvad det så end var for et program.

Jeg blev enig med mig selv om, at det ville være ideelt at irritere ham. Desuden fortjente han det også. Jeg gik over mod Harry, der sad tættest på et armlæn. Selvom der ikke var noget plads, maste jeg mig ind mellem Harry og armlænet. Stadig med skålene i hænderne og klemt fast mellem armene, begyndte jeg at spise af dem. Ikke på vilkår om jeg ville dele.

”Chaneeel?? Deler du ikke?” spurgte Niall sukkersødt. Han blinkede overdrevent med øjnene. Det så så kikset ud, at jeg ikke kunne lade være med at grine. Hvilket så fik Harry til at rømme sig, sågar flytte blikket fra skærmen.

”Næ,” svarede jeg mere fattet, end jeg følte mig. Kom min sushi ikke snart?

Jeg begravede endnu engang min hånd i chips skålen og tog en ordentlig håndfuld i munden. Endnu engang rømmede Harry sig, og jeg kunne virkelig ikke se, hvad hans problem var. Mit var i hvert fald den irriterende lyd han hele tiden syntes, han skulle sige – hvis man altså siger lyde.

”Hvor er du altså streng,” mukkede Niall. Jeg smilede fornøjet, med en hel masse mad i munden. Harry syntes åbenbart ikke, at det skulle fortsætte sådan. Han tog skålen med burger og pizza chips og rakte den til Niall, der glædeligt tog imod den.

”Hvad er egentlig dit problem?” spurgte jeg, stadig med munden fuld af mad. Harry slog sig opgivende på benene og gestikulerede mod skærmen, der viste et eller andet, jeg ikke gad at se.  

”Jeg prøver ligesom at se noget, dah.” Jeg prøvede så vidt muligt ikke at grine. Men hans seriøse ansigtsudtryk, hans lidt åbne mund og det faktum, at han lige havde sagt ’dah’, gjorde det ualmindeligt svært.

”Ej, Harry, lad nu være med at være så sur, der er forfanden ikke sket noget,” sagde jeg ligegyldigt. Jeg besluttede mig for at give det, der blev vist i tv’et en chance. Harry var ikke den helt store humørspreder. Jeg skulle nok have sat mig et andet sted.

Modvilligt satte jeg mine elskede skåle på bordet, da ringeklokken lød. Min første indskydelse var, at det nok var trætte naboer, der gerne ville sove, men vores larm gjorde det umuligt. Det gik dog hurtigt op for mig, at vi ikke larmede, faktisk var vi foruroligende stille. Så måtte det være sushimanden, der kom med min sushi.

Jeg hoppede ud i gangen. Lidt for overentusiastisk åbnede jeg døren. En sløv teenager, der sikkert fik for lidt søvn, stod med min pose i hånden. Jeg tog Zayns dankort op af lommen og betalte. Jeg burde nok ikke aflevere det, før han selv spurgte. Det havde jeg i hvert fald ikke til hensigt.

Jeg snuppede posen. På min vej ud til køkkenet, sendte jeg en masse sultende blikke til posen. Jeg fik anrettet al sushien på et stort fad. Zayn ejede ikke et eneste sæt spisepinde – himlen være lovet – så jeg slap for at gøre mig selv til grin. Det var jo en selvfølge, at man spiste sushi med spisepinde, men nu når Zayn ikke havde nogen, kunne jeg give det skylden.

”Det gør du bare ikke, Chanel.” Stemmen tilhørte Niall. Han lød tydeligt forarget. Jeg nåede ikke at svare ham, før han var smuttet ud i køkkenet. Jeg havde en meget dårlig fornemmelse med det her.

Jeg valgte at sætte mig ved siden af Beth denne gang, selvom hun sad ved siden af Niall. Jeg måtte jo bare erkende, at jeg ikke kunne undgå det uundgåelige. Hvilket i denne forbindelse betød, at Niall havde tænkt at myrde min sushi.

Og ganske rigtigt, kom Niall ud af køkkenet med et sulten blik, bevæbnet med kniv og gaffel. Mine beslutning om at erkende, at jeg ikke kunne undgå det uundgåelige, faldt hurtigt til jorden. Jeg var Chanel Tomlinson, for syv sytten, jeg kunne ikke bare dele min sushi med Niall Sulten Horan. Det ville på så mange måder være urimeligt for min sushi. Den fortjente bedre. Nemlig at ende i min mave, ikke Nialls.

Jeg greb mit fad og fik mig manøvret forbi de andre. Så tog jeg ellers benene på nakken, så meget det selvfølgelig var muligt. Det var begrænset, hvor hurtigt man kunne løbe med et fad sushi i favnen.

Jeg havde ikke lyst til at se tilbage, men jeg var rimelig sikker på, at Niall var efter mig. Alt andet ville stride imod, alt det han står for. Jeg fortsatte ned af gangen. Hvis jeg kunne nå over til et eller andet sikkert sted ude på gangen, eller bare i Zayns lejlighed, ville det være fantastisk. Rigtig fantastisk endda.

Før jeg vidste af det, var jeg på vej mod hoveddøren. Så måtte det blive et sikkert sted ude på gangen. Kære Gud, lad det være muligt! Jeg vendte mit hoved om, bare for lige at finde ud af, hvor i verden Niall var. Det var i særdeleshed ikke noget klogt træk fra min side. ’Klask’, sagde det. Og så lå jeg på gulvet med hovedet begravet i sushi.

”Halleluja,” sagde jeg, men jeg tror ikke, at der kom andet end en underligt grynte lyd. Jeg var faldet over min og Zayns egen fælde. Og Niall så det. Fantastisk.

”Ligger du godt?” grinede Niall. Jeg fik en underligt lyst til at slå ham, rigtig hårdt. Men jeg måtte vel bare erkende, at jeg faktisk ikke kunne komme op. Pokkers, så måtte jeg spørge ham om hjælp. Ikke på vilkår. Det var jeg for stolt til, så hellere ligge med fjæset begravet i sushi.    

______________________________________________________________________________________

Så kom der endnu et kapitel! Hvad synes I??? I må meget undskylde, hvis I synes der er gået lang tid siden sidste opdatering, men vi skal lige ind i en ordentlig rytme (hvis dette altså er muligt :3) 

I skal være mere end velkomne til at skrive jeres mening, ris eller ros. TAK, FORDI I LÆSER MED, det er sindssygt dejligt!!!! x 

- Sofie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...