Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9282Visninger
AA

19. Unexpected Things Happens

Dagen med Beth havde været okay, faktisk over al forventning. Det vil måske blive tolket, som om jeg (nogen gange) er en led bitch, men jeg havde egentlig ikke forventede det helt store af dagen. Og det mener jeg helt seriøst på den venligste venlige måde. Altså selvfølgelig havde dagen været endnu bedre, hvis Zayn havde været med. Denne påstand istemte min mave, eller mangel på samme.

Jeg fik fisket min mobil op af min sorte læder skuldertaske. Glad huskede jeg, at jeg havde droppet koden til den, da det alligevel skabte en masse bøvl, når jeg glemte den. Så Louis havde sagt, at det jo nok var nemmere, hvis jeg bare droppede lortet. Til at starte med føltes det, som om min mobil var helt ubeskyttet, men i længden havde jeg opdaget, at det var helt okay.

Jeg fandt Zayns navn – altså Zayn – og trykkede på det. Direkte til telefonsvarer. Efter at have ringet fem (plus/minus) måtte jeg konkludere, at han ikke havde tænkt sig at tænde sin mobil foreløbig – og heller ikke havde gjort i de 20 sekunder, det tog mig at kime ham ned.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville overraske ham. Hvis han ikke var hjemme, så kom han det nok på et tidspunkt. Der var ikke så langt til Zayns lejlighed, så jeg valgte at gå. Louis havde også kommenteret, at jeg var begyndt at blive en fed (som han så fint havde formuleret det) (det havde jeg selvfølgelig taget ilde op)

På vej hen til lejligheden blev jeg stoppet et par gange. Fansene spurgte, om de måtte få et billede og ind til Louis og mit forhold, for første gang svarede jeg med et smil og kunne mærke, at jeg virkelig mente det, jeg sagde. Det var vildt som mit og Louis’ forhold havde ændret sig, selvfølgelig forstod han stadig ikke en skid, men det var begyndt at gå mig mindre på nerverne, også fordi jeg nu havde Zayn. Han var så god til at forklare, hvordan tingene havde været og til at fortælle, hvornår jeg gik over stregen (hvilket skete yderst sjældent!), men også, hvornår Louis var gået over stregen (hvilket af naturlige årsager hændte en anelse hyppigere). Jeg var oprigtigt glad for, at mine forældre havde tvunget mig til dette. Måske havde jeg rent faktisk godt af at komme lidt væk. Louis og jeg var på rette vej hen mod at være Super Søskende Tomlinson, og jeg tror, at Louis havde det på samme måde.

Da jeg nåede bygningen, der udgjorde Zayns lejlighedskompleks, valgte jeg af en underlig grund at tage trapperne. Mit humør må have nået en højde, jeg ikke troede var tænkelig. Det gik overraskende hurtigt. Tiden fløj, og jeg følte jeg havde vinger. Alt skete i dobbelt tempo. Jeg nåede gangen, hvor Zayns lejlighed lå. Billederne på væggen smilede til mig og jeg til dem. Turen hen til Zayn havde gjort mig helt ekstatisk. Zayns dør nærmest lignede døren til Himmeriget. Det var den også. Mit Himmerige. Herinde var Zayn (når han, vel at mærke, var hjemme), herinde duftede det af ham, herinde var magisk.

Jeg bankede døren. første gang. Intet svar. Anden gang. Intet svar. ”Hm, tredje gang er jo lykkens gang,” mumlede jeg smilende for mig selv. Tredje gang. Intet svar. En panisk følelse af magtesløshed ramte mig, hvorefter jeg kom i tanke om min ekstra nøgle. Med et ’klik’ lukkede døren op.

Lejligheden så ud som sidste gang, jeg var her. Farverne var lyse, og rummene åbne. Jeg havde lyst til at hoppe og danse. Jeg var så glad, at jeg kunne have gjort hele lejligheden ren (men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, pff)

”Så laver jeg en overraskelse til Zayn,” sagde jeg højt til mig selv. Jeg begyndte med det samme at planlægge og kom også i tanke om, at jeg havde noget vigtigt at fortælle ham. Åh Gud, han ville blive så glad!

En halv time senere havde jeg købt et enormt bundt roser, en liter kakaomælk, skumfiduser, is, jordbær, blåbær, bananer, sirup, chokoladesovs, nutella og æg. Planen var at lave pandekager med alt, hvad det indebar. Efter en hurtig gennemgang af Zayns madrationer, havde jeg konkluderet, at Zayn havde resten af ingredienserne.

Jeg rev bladende af roserne og spredte dem ud over det halve af lejligheden. Jeg lagde en rød dug oven på spisebordet, også her lagde jeg en bunke rosenblade. Efter 12 pandekager, 21 skiver bananer, 30 halve jordbær, 20 blåbær, en halv liter flødeskum, en liter is, en bøtte med sirup, et glas nutella, 23 skumfiduser, en bøtte chokoladesovs og en liter varm kakao, var jeg endelig færdig og kunne betragte mit mesterværk. Nu måtte Zayn efterhånden være på trapperne.

Mens jeg betragtede mit mesterværk, kunne jeg høre noget rumstere ved døren. Jeg havde låst den, så han ikke fattede mistanke.

”Surprii..” Min stemme døde hen og blev efterløst af et ’oh’. Ind af døren væltede Zayn i fuld gang med at være optaget af Perries mund og krop. Det var afskyeligt. Det lignede en kamp mellem to gorillaer, der forgæves prøvede at æde i hinanden, mens de prøvede at knuse hinandens kroppe under berøringer. Hvis det ikke havde været helt usandsynligt uhøfligt (hvilket jeg sådan set ville skide på) havde jeg kastet op (det gjorde jeg ikke, fordi jeg stod ved siden af sofaen, som i den grad ikke fortjente det. Det var jo ikke dens skyld, at Zayn var et svin)

”Chanel,” begyndte Zayn, men jeg afbrød ham.

”Det ser ud, som om jeg har lavet klar til jer.” Jeg blev nød til at hæve stemmen, da Zayn skulle til at afbryde mig, ”skynd jer, ellers bliver kakaoen kold.” Jeg tvang mig selv til at sende et smil, bare for at give Zayn mere skyldfølelse.

”Chane..”

”Farvel Zayn, farvel Perrie.” Jeg skubbede mig forbi Zayn. På vej over mod elevatoren kunne jeg mærke, Zayns og Perries blikke brænde på min ryg, men jeg vendte mig ikke om. På vej over til Louis stirrede jeg følelsesløst ud fra mig. Turen over til Louis og Harry gik hurtigt. Jeg erindrer ingen indtryk fra turen. Jeg må have gået i en eller anden zombieagtigt tilstand. 

 

”Hej Chanel, hvordan gik venindedaten med Beth?” spurgte Louis og kluklo, men forstummede, da han iagttog min ligeglade mine, og min følelseskolde stirren. Først så han lidt undrende på mig, men så lagde han armene om mig.

”Hey, det’ okay. Uanset, hvad der er sket. Det’ okay,” sagde Louis trøstende og aede mig på ryggen. Jeg brød hulkende sammen. Tårerne strømmede ned ad mine kinder i en vild jagt efter det mystiske gulv.

”De-et er Za-ayn.” Fik jeg hulkende fremstammet. Louis stoppede kort med at ae min ryg, men begyndte så igen, da det gik op for ham, hvad jeg havde sagt.

”Hvad er der med Zayn?” spurgte han roligt.

”Louis, jeg tror, at jeg er gravid,” svarede jeg, få sekunder inden Zayn kom ind ad døren. Jeg strammede mit greb om Louis og lukkede derefter øjnene. I en åndssvag (men på daværende tidspunkt nødvendig) bevægelse drejede jeg Louis og mig rundt, således, at jeg stod længst væk fra Zayn.

”Hvad..?” spurgte Louis, inden Zayn begyndte at tale.

”Chanel, det var virkelig ikke, hvad du tror, det var.” Zayn lød desperat. Who the fuck cares? ”Det var en stor misforståelse.” Jeg kunne mærke, at Louis var forvirret.

”Det var jo ikke, fordi, der var så meget at misforstå, huh?” sagde jeg. Mine tårer stoppede med at strømme, da mit blik blev for hårdt til, at de kunne trænge igennem. Jeg løftede hovedet, så jeg kunne kigge forbi mit panserskjold og hen på ham.

”Jamen, det er ikke sket fø..”

Min stemme var iskold, da jeg afbrød ham. ”Jeg er sådan set ligeglad med om det så var tusinde gang. Du er lige så godt som jeg klar over, at det var så forkert, at kun meget få ting ville overgå det. Det er derfor, du er løbet efter mig, ik? Det er derfor, du var nød til at efterlade Perrie helt alene i lejligheden, ik’?” Det sidste vrængede jeg.

”Hvad er det, der er sket?” spurgte Louis. Han kiggede først på mig og derefter på Zayn.

”Ikke noget du skal bekymrede sig om, Louis, det er bare en lille misforståelse.” Det sidste sagde han henvendt til mig.

”Hvordan kan man misforstå, at du tumler ind ad døren rå snavende med Perrie. Hvordan kan man misforstå, at du havde slukket din mobil og tydeligvis ikke været hjemme, fordi du skulle være sammen med hende?”

Zayn sagde ikke noget. Det gjorde Louis derimod.

”Zayn, er det rigtigt?” spurgte han alvorligt. Så alvorligt, at jeg ville have fået grineflip af det i enhver anden situation.

”Ja, altså sådan lidt, men..”

”Lidt?”

”Nej, altså.” Zayn kløede sig i nakken, tydeligt ubekvemt over situationen.

”Kan du ikke se, hvad du har gjort, Zayn?” spurgte Louis, men han ventede ikke på noget svar. ”Du har fucket det hele totalt op! Hun er jo forfanden gravid!”

”Kun måske,” fik jeg hvisket. 

_______________________________________________________________________________________ 

 Heysan! I må meget undskylde den lange ventetid, men vi har meget skolearbejde lige i øjeblikket, og det er nok ikke engang rigtig begyndt... 

I skal som sædvanlig være mere end velkommen til at skrive, hvad I synes om denne - mere eller mindre - uventede drejning historien har taget, eller hvis der er noget andet, vi burde vide :DD 

Dette kapitel bliver historiens sidste, men der kommer en epilog på et tidpunkt i en ikke så fjern fremtid :D         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...