Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9017Visninger
AA

13. Never Stop Hugging

Jeg kiggede chokeret ind i Zayns øjne. Der måtte være tegn på fusk. Det måtte der simpelthen være. Han kunne jo ikke ved sine fulde fem mene, at han var ked af det. Måske var han beruset? Nah, det kunne godt streges over. Han var i hvert fald ikke beruset. Så havde hans ånde afsløret ham for længst. Han kunne selvfølgelig også have taget noget?

Jeg finkæmmede hans øjne efter tegn på rusmidler. Men de så bare helt almindelige ud. Ingen større pupiller – eller mindre for den sags skyld – de så helt almindelige ud. Jeg sad bare og stirrede på Zayn efter andre tegn, men da jeg ikke rigtigt kendte til andre tegn, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle kigge efter. Måske røde øjne? Det havde han i hvert fald ikke – det ville jeg nok også have set før. Så meget regnede jeg heller ikke med, at mit syn ville svigte mig.

Med sammenknebne øjne måtte jeg konstatere, at han så helt og derigennem normal ud. Han lignede ikke engang én, der var ved at dø af grin. Der var selvfølgelig også den mulighed, at Zayn havde et skjult talent for skuespil. Måske var han ligefrem en fænomenal skuespiller. Det måtte det være. Han ønskede bare at tage røven på mig. Det var det, jeg havde lettest ved at forholde mig til. Tanken om, at Zayn lod som om, han mente det, hvorefter jeg ville tro på ham, og så ville han sende mig igennem samme tur igen, var ubærlig. Jeg ville helst undgå at blive svigtet – på den ene eller den anden måde – af Zayn igen.

”J-jeg må-å,” mumlede jeg forvirret, mens jeg kiggede ind i Zayns øjne, der hurtig så meget skuffede ud. Hurtigt fik jeg skubbet stolen tilbage, så jeg kunne komme væk fra Zayn, og hans utroligt sårede øjne. Jeg kunne ikke bære, at se på ham.

Stolen skramlede, og hurtigt kiggede alle de andre også på mig, mens jeg fumlede mig væk fra spisebordet.

Luft. Jeg måtte have luft.

Et brag og lyden af smadret glas lød, da jeg væltede ud af en dør. Varmen steg op i mig, og mine øjne blev helt tåget, mens Zayns ord rungede i mine øre. Jeg kan ikke have, at du hader mig. En tåre undslap mine tågede øjne. Jeg kan ikke have, at du hader mig. Han ønskede ikke, at jeg hadede ham. For pokker, den vase havde mor givet mig. Det mindedes jeg ikke helt, at han havde sagt til mig, men det kunne selvfølgelig godt være. Jeg følte mig så utrolig tåget. Luft ville hjælpe, det var jeg helt sikker.

Jeg kan ikke have, at du hader mig. Jeg hev ud i min bluse. Varmen dræbte mig langsomt. Havde Louis ikke aircondition?

Du må altså meget undskylde, at jeg har været sådan en idiot. Jeg tog en dyb indånding, men endte med at hoste og harke for at få den op igen. Frisk luft. Jeg måtte have frisk luft.

Da jeg nåede terrassedøren, fik jeg med besvær åbnet den med mine spastiske hænder, der havde besluttet sig for, at de ikke ville hjælpe mig med at få luft. Med besvær fik jeg skubbet døren en lille smule op. Du er så skide tiltrækkende. Døren lukkede med et brag, og den var med nød og næppe, at den ikke havde taget mine fingre med sig. Et kort sekund stod jeg og fik pusten. Hvis jeg ikke snart fik noget frisk luft, ville jeg dø af varme. Jeg tog endnu engang kampen op mod døren. Det lykkedes endnu engang for mine slatne arme at åbne den en lille smule. Jeg kiggede mig kort over skulderen. Det virkede ikke sådan umildbart som om, der var nogle, der var fulgt efter mig.

Jeg væltede ud igennem sprækken, jeg lige før havde lavet. Den friske luft ramte mit ansigt med sådan en kraft, at jeg snublede to skridt baglæns og lige ind i væggen. Mine ben kollapsede under mig, og jeg sank udmattet ned på fliserne, der dannede terrassen. Vinden omkransede mig, da den denne gang ikke kunne vælte mig. Med dybe vejrtrækninger fik jeg sænket min temperatur. Men det ændrer ikke noget ved den virkning, du har på mig. Vinden fortsatte med at sænke min kropstemperatur. En skælven gik igennem mig, og fik mine tænder til at klapre. Hvorfor havde Zayn denne virkning på mig? Kunne han ikke tillade, at jeg havde en normal kropstemperatur?

Jeg bankede hovedet tilbage og dermed ind i en ret hård stenvæg. En utilfreds jamren undslap mine læber. Hvorfor skulle jeg gøre alting så kompliceret? Det var jo overhovedet ikke så kompliceret. Forbandede dramaqueen-gener. Måske ville han bare gerne på et venskabeligt plan igen. Du er så skide tiltrækkende. Sagde man sådan noget, hvis man vil tilbage på et venskabeligt plan? Måske hvis man hed Zayn og tilfældigvis havde en meget mærkelig tendens til altid at flirte. Det kunne jo sagtens være, at han havde sagt det helt ubevidst. Det var jo ikke lige fordi studenterhuen klemmede. Det måtte være det. Zayn havde snakket uden at tænke sig om, og jeg havde gjort det meget mere kompliceret, end det egentlig var.

Vi kunne blive venner igen!

Det kunne vi, hvis vi bare lagde fortiden bag os. Så ville det måske fungere. Det ville fungere.

Jeg kunne sagtens lægge alt bag mig, hvis Zayn var villig til at prøve igen. Jeg var sikker på, at han ville prøve igen. Det var jo næsten det, han havde sagt. Vi kunne fucking blive venner igen! Og hvis det skulle lykkes, måtte jeg ikke spilde et sekund mere på den friske luft.

Hurtigt kom jeg på benene, men måtte lige støtte mig til muren, hvis jeg ikke skulle kollapse igen, før jeg kunne bevæge mig. Med adrenalinen pumpende i mig tog det ikke særlig lang tid. Den før så tunge dør var blevet utrolig let, så jeg havde ikke de store problemer med at åbne den. En kraftig følelse af at være et overmenneske ramte mig. For som jeg stod der i døren ud til Louis’ terrasse (jeg havde helt enkelt frasagt Harrys ret til terrassen), gik det op for mig, at jeg kunne alt! Den sammenfiltrede knude, der dannede mit liv, ville blive rettet ud, og mit liv ville blive så enkelt, som det førhen havde været.

Jeg gav mig til at løbe så hurtigt, jeg kunne ind i stuen, mens jeg var bevidst om alt omkring mig. Måden mit hår flagrede på. Hvordan mine muskler blev spændte. Mine fødder, der ramte gulvet for derefter at komme op igen.

Da jeg drejede rundt om hjørnet, ramlede jeg ind i noget hårdt og røg tilbage. Jeg kunne da umulig have ramt væggen. Så længe havde jeg tilbragt i Louis’ og Harrys lejlighed.

”Av,” mumlede en stemme. Jeg løftede blikket og fik øje på Zayn. Hvad lavede han her? Jeg var jo på vej ind til ham. Sabotør!

”Du skulle have været i stuen,” klynkede jeg. Han havde ligesom lige ødelagt min helteagtige plan. Hvordan skulle jeg bære mig ad med at redde dette venskab, hvis han saboterede det?

Han trak øjenbrynene sammen, så han fik en lille rynke. Jeg viftede afværgende med hånden af hans forvirrede ansigt.

”U-undskyld. Slog d-du di-ig?” stammede han. Var han nervøs? Var selveste Zayn Malik fra One Direction nervøs? Dette øjeblik måtte jeg så sandelig huske!

Zayn kom på benene og gik hen for at hjælpe mig op. Han stak nervøst hånden ned til mig, og i det korte sekund jeg kiggede på den, glemte jeg helt min mission. Min foragt for ham kom langsomt tilbage. Trods hans søde ord, havde han udnyttet mig.

Han gjorde mine til at trække hånden til sig. Hans øjne udstrålede både skuffelse og sorg, men også noget, som om han havde en form for forståelse. Sorgen vældede op i mig. Selvom Zayn havde været en idiot, var han stadig min ven, og jeg kunne ikke klare, at det var min skyld, at Zayn var ked af det.

Han trak langsomt sin hånd til sig, eller sådan følte jeg det, han trak den sikkert meget hurtigt til sig. Jeg var hurtig til at lange min hånd frem og gribe fat om Zayns. Et vældigt sus gik igennem mig, da Zayn trak mig op. Han bed sig i læben for at undertrykke et smil. Jeg gjorde ikke det helt store for at undertrykke mit smil, da jeg så ind i Zayns øjne.

Jeg ville få min ven igen!

Da jeg kommet helt op at stå og var sikker på benene, trak Zayn mig ind i et kram. I et kort sekund stivnede jeg, hvorefter jeg lagde armene omkring ham. Hvis vi skulle blive venner, ville det nok ikke være det bedste at afvise ham. Så ville jeg være sabotøren.

”Undskyld,” mumlede Zayn ind mod min hals, mens han strammede grebet om mig. ”Jeg er virkelig, virkelig ked af det.” En tåre trillede ned ad min kind, mens jeg indsnusede Zayns duft. Lige meget hvor stort et røvhul han kunne være, ville jeg aldrig nogensinde kunne undvære ham.

Da han gjorde mine til at afslutte krammet, strammede jeg mine arme omkring ham, mens jeg fik mumlet et ”nej.” Som svar grinede han kort, men heldigvis afsluttede han ikke krammet. Jeg kunne ikke give slip på ham allerede. Hvis jeg først gav slip, ville han sikkert forsvinde ud af mit liv igen, og det ville jeg ikke kunne bære. Hvis det stod til mig, ville jeg aldrig nogensinde give slip ham. Aldrig! Selv ikke når vi skulle tale alt det her igennem. Jeg strammede grebet om ham, så et utilfreds grynt kom fra ham. Jeg ville ikke tale alt det her igennem. Jeg ville ikke. Men vi var nød til det, og det vidste jeg udmærket. Hvis Zayn og jeg skulle blive rigtige venner igen, måtte der ikke ligge noget lort imellem os.

”Chanel?” gryntede Zayn.

”Mm?”

”Du klemmer mine ribben.” Varmen steg op i mine kinder. Så hårdt havde jeg alligevel ikke troet, jeg havde holdt. ”Har du tænkt dig at gøre noget ved?” Jeg var hurtigt til at give helt slip med utroligt varme kinder, mens jeg forfjamsket børstede Zayns ømme ribben. Hele hans mave begyndte at ryste, da han ikke kunne undertrykke en latter. Jeg sank forsigtigt mine hænder. Ydmygende.

Han greb, stadig grinende, fat om mine hænder. Med tommeltotterne nussede han forsigtigt mine håndrygge.

”Så ondt gjorde det nu heller ikke, du behøvede ikke at afslutte krammet,” mumlede han, mens han kiggede på mig. En pludselig trang til at kramme ham igen vældede op i mig. Han måtte aldrig nogensinde gå fra mig. Det ville jeg ikke tillade.

Da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne undertrykke min lyst til at kramme ham, slog jeg armene om ham igen. En lille tåre forlod mit ene øje, da han lagde armene omkring mig igen. Hvorfor skulle jeg også være så sentimental?

”Du må virkelig undskylde, at jeg har været sådan en narrøv over for dig,” mumlede Zayn og begravede sit hoved i mit hår. Hvorfor skulle han også ødelægge den gode stemning, ved at tale om fortiden.

”Ikke nu,” mumlede jeg, mens jeg også begravede mit hoved bare i hans skulder, i stedet for hans hår. ”Måske senere,” fik jeg fremstammet lidt efter. Han nikkede i mit hår.

”Du ved godt, at du har udgroninger, ikke?” sagde Zayn lidt efter, hvilket afbrød den behagelige stilhed. ”Og utroligt fedtet hår?” Han åndede mig i håret, da han begyndte at grine. Som svar knyttede jeg næven og slog med alle mine kræfter den imod hans ryg. Det fik han bare til at grine en anelse mærkeligere – men han grinede, og det var en præstation i sig selv. Da han endelig kunne grine normalt igen, besluttede jeg mig spontant for at sabotere det. Derfor dunkede jeg af alle mine kræfter ham gentagende gange i ryggen, med min stadig knyttede næve. Så kunne han lære det. Nok var mine knoer helt hvide, men det var så absolut det værd.

”Skal vi tage en snak med Lou?” spurgte jeg langsomt og truende. Vi havde jo næsten lige været til interview, så Lou ville nok ikke blive så glad, hvis hun fandt ud af, at Zayn kritiserede hende.

”Det ville du ikke gøre,” svarede han, mens lagde tryk på hvert ord. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på hans øre – fordi det var det eneste, jeg kunne se fra min nuværende position.

”Er det noget Spåkone Zayn har set i sin skindende glaskugle?” Jeg bed mig kort i læben. Det var dejligt at snakke helt normalt med Zayn, men også en anelse mærkeligt. Jeg havde undgået Zayn i umindelige tider, og nu var vi næsten venner igen. Det var jo mere end, man kunne drømme om. Måske var det endda for godt til at være sandt. Nej, det kunne ikke passe. Jeg skubbede tanken fra mig. Zayn og jeg ville starte på en frisk nu, og vi ville få et helt normalt venskabeligt forhold igen. Altså før det gik over gevind, og vi ødelagde det hele. Mest Zayn, jeg ville ikke fralægge mig alt ansvaret, men Zayn skulle have mere end mig. Det fortjente han, og det vidste han sikkert også godt selv.

”Tja, who knows?” Jeg kunne mærke hans tænder mod min ”fedtede” hovedbund.

”Så burde du nok holde dig til musikken, for jeg har tænkt mig at tage en snak med Lou,” mumlede jeg, så han først for sent ville opdage, hvad jeg i virkeligheden sagde. Jeg fjernede forsigtigt mine hænder fra hans ryg, hvorefter jeg placerede dem på hans mave og skubbede fra. Hans hænder, der ikke holdt særlig godt fast om mig, gik øjeblikkeligt fra hinanden.

”Hva-? Din møgunge!” brølede han og satte i løb efter mig. Jeg var hurtigt til at styre imod køkkenet, da Zayn spærrede vejen mod stuen. Meget på dupperne for ikke at vælte noget på gulvet, kom jeg væk fra stedet, hvor Zayn og jeg havde stået. Jeg væltede grinene igennem døren til køkkenet og halvt snublede, halvt løb mod hoveddøren. Hvis jeg kunne lukke den bag mig, ville chancen for, at Zayn fik fat i mig være lidt mindre, end den ellers ville være. Jeg kunne også låse mig ind på toilettet, men den chance havde jeg spildt, da jeg løb forbi det.

Zayn havde sænket farten, da han sikkert også havde regnet med, at jeg ville tage toilettet. Han var dog hurtig til at sætte den op igen, da det gik op for ham, at jeg havde glemt at stoppe. Nu var der ingen anden udvej, end at styrte imod hoveddøren.

”Chanel, stop!” hørte jeg en stemme råbe, men jeg regnede med, at det var én af drengene, der ville hjælpe Zayn, så jeg løb videre. Da jeg nåede hen til døren, satte jeg farten ned, så jeg ikke løb direkte ind i døren. Med et kæmpe smil åbnede jeg døren. En knyttet næve var få centimeter fra at ramme min næse. ”Jeg troede dét, at han kom, ville hjælpe dig.”            

______________________________________________________________________________________

Wow, så kom der et kapitel, og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg, at det gik rimelig hurtigt. Så må jeg jo bare håbe, at det lever op til forventningerne. Derfor må I meget gerne skrive, hvad I synes om den, og hvad vi eventuelt kunne gøre bedre. Altså hvis jeg jabber igennem historien eller sådan noget ;) 

I er fantastiske, og I ved det :D

- Sara

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...