Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9013Visninger
AA

10. Just Feel Like Talking

Jeg løb ud på den menneskefyldte gade. Jeg. Skulle. Væk. Fra. De. Narhoveder. Den eneste jeg havde lyst til at være sammen med, var Loki. Men ham havde Liam, that son of a bitch, jo taget fra mig. Hvad bildte han sig egentlig ind? Jeg havde passet på Loki, og det var takken. Jeg havde gjort både ham og hans stuepige en tjeneste. Mr. Payne var tydeligvis ikke blevet opdraget på hjemmefronten. Så måtte jeg jo smutte forbi ham. Han skulle ikke slippe så let fra at tage Loki fra mig. Jeg skulle vise ham, at Loki var i gode hænder hos mig. Desuden kunne Loki få mig til at glemme Zayn, og det var et klart plus.

Jeg maste mig imellem de mange mennesker. Jeg skulle have Loki. Og Liam skulle have en skideballe. En ordentlig en af slagsen.

Jeg trippede utålmodigt ved busstoppestedet. Ikke på vilkår om jeg ville tage en taxi. Så skulle jeg da være rablende gal, hvilket jeg ikke var. Jeg ville – ligesom alle andre, der havde siddet i den taxi – ikke møde Rafael igen. Jeg hadede manden som pesten. Desuden var jeg heller ikke just i snakkehumør, mere puttehumør. I puttehumør har man brug for en hund. Det kunne Loki opfylde til perfektion. Han var bare perfekt.

Bussen kørte ind i hakket, der er der specielt til busserne. Jeg trippede utålmodigt, imens jeg ventede på, at buschaufføren åbnede dørene. Da han endelig gjorde det, hoppede jeg ind i bussen. Hurtigt smuttede jeg ned bagerst, da jeg som sagt ikke var i snakkehumør. Så for at gøre det endnu mere klart, satte jeg mig på den yderste stol og lagde min Chanel taske på vinduespladsen. Ingen plads til andre.

Bussen gav et ryk i sig, da den begyndte at køre. Jeg gav mig til at grave i min taske efter nogle høretelefoner. De var bare intet sted at finde. Hvorfor havde jeg også lagt så meget lort i den?

Irriteret tog jeg diverse ting og sager ud af tasken. Mascara, mønter, slik, snotpapir, en lille giraffigur, slik, mønter, høretelefoner. Jeg tog høretelefonerne op til munden og gav dem et høretelefonkys. Nu kunne jeg endelig høre musik. Yay. Jeg fik proppet enden af hovedtelefonerne i min mobil og skruede ellers bare op får lyden. Hvis jeg vidste at musikken ville give bagslag, havde jeg aldrig tændt den, men det gjorde jeg.   

”I remember years ago someone told me I should take caution when it comes to love I did, I did” Bare starten af sangen, fik mine øjne til at svie. Jeg var ikke forelsket, men melodien og omkvædet, som godt nok ikke var kommet endnu, var så sorglig.

“Tell them all I know now, shout it from the roof tops, write it on the sky line, all we had is gone now.” Det var skræmmende sandt. Mig og Zayn havde et godt venskab – tror jeg da – men det var væk nu. Zayn havde bare brugt mig. Han følte ikke en skid. Jeg følte mig så ubeskrivelig alene. Alene og intet værd. ’Take it or leave it’ passede ikke lige nu. Lige nu hed det ’take it and leave it’.

“Tell them I was happy and my heart is broken, all my scars are open. Tell them what I hoped would be impossible, impossible.” En tåre ramte min kind. Sangen handlede godt nok om nogle, der havde slået op, men det følte jeg også, Zayn og jeg havde. Det var som om et glas havde ramt det hårde stengulv. Man ville sagtens kunne rydde det op, men man vil ikke kunne samle det, så det blev som før, hvis det overhovedet kan lade sig gøre at samle det. Intet ville blive som før. Zayn havde svigtet mig. Det var ham, jeg kom bedst ud af det med, og så brugte han mig, for at komme over Perrie.

Jeg slukkede for musikken og smuttede ind Twitter. Hurtigt trykkede jeg på det lille fine ikon, man skulle trykke på for at skrive en tweet.

@ChanelTomlinson

@LittleMixOffic @zaynmalik still adores you, Perrie. You should consider the possibility of taking that dickhead back. #YouDontHaveToThankMeZayn.

Lynhurtigt kom der en masse retweets og svar, men jeg orkede ikke at tjekke dem. Det var sikkert bare noget med, at nogle var uenige og andre enige. Ærligtalt kunne jeg ikke være mere ligeglad. Zayn ønskede Perrie, well I don’t give a shit, så lad ham få Perrie. Så slipper han i hvert fald for at udnytte andre for at komme over hende. Win-win situation.

Min mobil brummede en del, mens jeg bevægede mig ud af bussen. Den var endelig kommet hen til Liams lejlighed. Jeg regnede med, at folk så småt begyndte at trente #YouDontHaveToThankMeZayn. Alle ønskede Zerrie sammen, ligeså meget som Zayn.

Jeg endte endnu engang ud på en menneskefyldt gade. Typisk London. Jeg vadede tværs gennem menneskerne og smuttede hen til bygningen, Liam boede i. Jeg følte ikke rigtig for at gøre ligesom sidst, hvor jeg sneg mig ind. Denne gang tændte jeg for dørtelefonen. Efter nogle bip-lyde, lød Liams stemme i den anden ende af røret.

”Ja?” spurgte han tøvende. Han var sikkert i tvivl om, det var en fan, der tilfældigvis havde fundet hans lejlighed.

”Det er Chanel, og jeg vil rigtig gerne ind.”

”Hvad laver du her, Chanel?” Han lød en anelse kold. Det var da ikke mig, der havde taget Loki på det tidspunkt, jeg havde mest brug for ham, vel? Ergo havde han da ingen grund til at være sur.

”Luk mig nu bare ind.”

”Ikke hvis du vil stjæle Loki igen.”

”Åben for helvede den dør!”

”Lov, at du ikke stjæler Loki igen.”

”Jeg stjal ham ikke.”

”Lov, at du ikke stjæler Loki igen.”

”Fint.” Han begyndte så småt at gå mig på nerverne. Jeg stjal jo ikke Loki. Jeg gjorde ham en tjeneste.

En mærkelig lyd lød, og jeg åbnede døren. Hoppende hoppede jeg op ad trapperne, til jeg nåede Liams dør. Den stod heldigvis på klem, så jeg traskede bare ind. Loki kom mig løbende i møde. Hurtigt tittede et smil frem på mine læber.

”Hva’ så, bamse,” mumlede jeg, mens jeg ruskede hans hoved. Én inden fra stuen af råbte ”Loki,” og hurtigt var han forvundet igen. Jeg mukkede kort, hvorefter jeg traskede ind i stuen. Pigen, der højst sandsynligt havde kaldt på Loki, sad der inde og nussede Loki. Hun kiggede på mig med et ulæseligt blik.

”Liam er ude i køkkenet,” sagde krøltop, nu med sin opmærksomhed rettet mod den dejlige skabning foran hende. Jeg havde en ubeskrivelig trang til bare at kalde på Loki, selvom han sikkert ikke ville komme. Hende krøltop var jo en af hans ejere. Selvom hun nok mere var hans mor. Hmpf.

Jeg drejede om hjørnet, og forventede lidt at se køkkenet. Men hvorfor skulle det gå, som jeg forventede? Det gjorde det alligevel aldrig. Så det kom egentlig ikke så meget bag på mig, at jeg endte på et toilet. Hm, what the fuck, jeg skulle alligevel tisse.

Da jeg var færdig og havde vasket mine hænder, begyndte jeg at lede videre. Lejligheden var jo enorm. Den var meget enkelt indrettet, hvilket også var det eneste jeg lagde mærke til. Jeg søgte, og jeg søgte, men lige meget nyttede det. Jeg begyndte så småt at tro, at de intet køkken havde. Ellers havde arkitekten fundet ud af at lave en hemmelig dør.

”Fandt du ham?” spurgte krøltop. Jeg var endt i stuen, igen. Krøltop sad ikke længere med Loki. Hvor var Loki? Jeg trak på skuldrene, burde hun ikke vide, hvor Liam var? Og Loki, for den sags skyld?

”Hvor er jeres køkken i det hele taget?” spurgte jeg og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg havde ikke set skyggen af et køkken. Krøltop rykkede lidt på sig, for derefter at sætte sig helt op. Jeg kunne ikke læse hendes blik, men én ting var sikker, så svært var køkkenet heller ikke at finde. Åbenbart.

”Øh, derinde?” sagde krøltop, som om jeg var dum. Hun pegede mod et hul i væggen. Man kunne tydeligt se, at der var køkkenborde, og hvad der ellers hører til i et køkken, bag væggen. Jeg lod min håndflade ramme min pande. Man skulle jo være blind, for ikke at se det. Så måtte jeg jo være blind, selvom mit syn var i tip top form.

Jeg vendte mig om og begav mig mod hullet. Og ganske rigtigt, på den anden side, fandt jeg ingen ringere end Liam Payne. What a surprise. Liam vendte sin opmærksomhed mod, da jeg trådte over den ikkeeksisterende dørtærskel.

”Hej.. Liam,” sagde jeg mere eller mindre akavet. Liam havde åbenbart ikke tænkt sig at svare mig, men så bare afventende på mig. Hans blik var fuldt ud læseligt: hvad fanden vil du, Chanel? Men fordi Liam ikke bander så meget, ville det nok mere være: hvad ….. vil du, Chanel?

”Først og fremmest, er du nød til at give mig Loki! Det er nødvendigt for min overlevelse!” sagde jeg bedende. For at undgå, at jeg smed mig grædende på knæene, satte jeg mig i stedet for på en af deres spisestole. Liam undlod endnu engang at svare, men løftede bare det ene øjenbryn.

”Okay.. det snakker vi om en anden gang,” mumlede jeg. ”Hvad synes du egentlig om vejret?” Hvad lavede jeg overhovedet hos Liam? Jeg var jo bare kommet for at se Loki. Hvorfor var det lige pludselig, at jeg sad og snakkede med Liam? Liam afbrød mig, så det måtte forblive et ubesvaret spørgsmål.

”Chanel, jeg er godt klar over, at det ikke er det, du er kommet for at snakke om,” sagde Liam alvorlig. Han så lige igennem mig. Hvordan kunne han vide, hvad jeg var kommet for at snakke om, når jeg ikke engang selv vidste det? Nogle gange kunne Liam godt være en anelse skræmmende.

”Fint Liam, men jeg ved ikke engang, hvad jeg vil snakke om,” sagde jeg frustreret. Mit hoved var bare et stort kaos. Jeg kunne ikke hitte rede i, hvad der længere var drøm eller virkelighed. Eller det kunne jeg muligvis, jeg ville bare ikke. Det hele havde bare været noget rod siden Louis’ havde været med i X-Factor. Hvorfor havde det påvirket mig så meget? Jeg kunne ikke beskrive, hvor meget jeg hadede mig selv, for at være så svag.

”Kan du huske sidste gang, vi snakkede sammen? Til prisuddelingen?” spurgte Liam og tændte for elkedlen. Jeg kunne godt drikke en kop sort kaffe, rigtig sort kaffe. ’Mm’ fik jeg mumlet. Jeg håbede bare, at Liam ville forstå min hentydning til, at han skulle fortsætte.

”Kan du huske det, vi snakkede om?” Endnu engang fik jeg mumlet nogle M’er. Det stod mig lidt uklart, hvad vi egentlig havde snakket om, for vi havde egentlig ikke snakket så meget. Det var mere det, der var sket bagefter, der gav mig lyst til at brække mig. 

”Det der med, at du havde ændret dig?” spurgte Liam og satte en kop dampende varm the foran mig. Seriøst the, jeg sagde sort kaffe. Okay, sagde og sagde, jeg tænkte det vel, men det var ikke min pointe.

”Seriøst Liam, hvad er din pointe?” vrissede jeg. Jeg vidste godt, hvad han snakkede om, men hvor han ville hen med det, var mig en gåde. Jeg hader gåder.

”Min pointe er: da jeg spurgte dig om, hvorfor du havde ændret dig, svarede du bare et eller andet med, at du bare havde ændret dig. Sagen er, at jeg tror ikke at det er sandheden,” sagde Liam bedrevidende. Men han havde ret. Hvordan kunne han bare læse mig, som en åben bog? Havde jeg ikke så fint, gemt mig bag min egen lille facade? Facader er til, for at beskytte en selv, bliver den først brudt, er man for alvor svag. Jeg kunne ikke tolerer at være svag, det kunne ikke ske.

”Nå, men det er ellers sandheden,” svarede jeg kort, og nippede til min the. Hvilke tanker, der kørte igennem mit hoved, vidste jeg ikke. Jeg kunne i hvert fald ikke forklare dem. Det var et stort rod. Den ene tanke overtog den anden, og efterhånden var der flere på samme tid. De fes bare rundt, som ejede de det hele.

”Nej, det er ej, Chanel. Jeg kan se det på dig,” sagde Liam tålmodigt. Havde han aftalt et eller andet med Louis? Det kunne jo godt være, at Louis havde advaret Liam om, at jeg var på fri fod. Og at jeg var vred. Måske var det derfor, at Liam ville være så sikker på, at jeg ikke stjal Loki.

”Okay Liam, nu skræmmer du mig. Jeg er nød til at gå.” Det var løgn, jeg havde ingen steder at gå hen. Men jeg måtte væk, Liam var ved at komme for tæt på. Det kunne jeg ikke have. Når folk først er kommet tæt på, bliver man med garanti såret. Det kunne jeg ikke lade ske. Det måtte under ingen omstændigheder ske.

”Nej, Chanel, sæt dig ned,” sagde Liam bestemt og greb ud efter mit håndled. Jeg trak min hånd til mig, jeg var så sygt træt af, at alle skulle bestemme over mig. Jeg skubbede stolen hårdt bagud, så den sagde en forfærdelig lyd. Med faste skridt stormede jeg ud af lejligheden.

Jeg gad virkelig ikke mere. Mine forældre havde smidt mig af hos Louis, hvilket måtte betyde, at de var trætte af mig. Det er sjovt, som folk vælger en fra, når man har allermest brug for dem. Mine venner var også lige så stille forsvundet. Jeg havde selv valgt Simon fra, men han var også kommet for tæt på. Louis hadede mig. Zayn hadede mig. Liam var også ved at komme for tæt. De andre drenge forholdte sig vel neutrale, ellers var de med sikkerhed på Louis’ side. De eneste jeg havde tilbage, var vel bare en bunke falske venner. Det ragede dem en høstak, hvad jeg rodede mig ud i. Med mindre det var noget med nogle fester, for så ville de med. Jeg havde bare brug for at føle kontrol. Føle at jeg styrede noget, at jeg havde magten. At det omsider var mig der bestemte. Men hvordan skulle jeg kunne få denne kontrol?

Jeg løb, med tårerne piskende ned ad kinderne, hen til nærmeste busstopsted. Så måtte jeg jo bare håbe på at Louis, den spade, ikke var hjemme. Ellers skulle jeg nok skræmme ham væk. Jeg kunne høre Liam råbe efter mig, men hvornår har det sidst stoppet mig? Hvorfor skulle det i det hele taget stoppe mig? Liam kunne rende mig noget så grusomt. Adrenalinen pumpede rundt i hver eneste celle i min krop. Jeg havde brug for et kontrolrus. Nu. Og alt Liam ville, var at tage det fra mig. Jeg kunne ikke lade det ske.

 

Hvordan jeg så hurtigt kom hjem, kunne jeg ikke huske. Lige pludselig var jeg der bare. Louis var heldigvis ikke hjemme. Jeg kan ikke garantere for, hvad der var sket, hvis Louis havde været der. Eller, endnu værre, hvis Zayn havde været der.

Stilheden lagde sig som en grå sky over mig, men det gjorde mig intet. Jeg havde ikke brug for at blive opmuntret. Jeg havde bare brug for kontrollen. Intet andet.

Roligt gik jeg ud på toilettet. Jeg fik i hvert fald behersket mig så meget, at jeg formåede at gå nogenlunde roligt derud. Louis måtte have et eller i toiletskabet. Et eller andet jeg kunne bruge. Det var sådan cirka på det tidspunkt, jeg så det lille sølvglinsende barberblad. Med rystende hænder fik jeg manøvret den ud. hvad havde jeg egentlig gang i? Min fornuft blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle lægge det på plads med det samme, men noget inde i mig, blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle gøre det. At jeg skulle være stærk, bide smerten i mig.

Med et bump, fik jeg placeret min røven oven på toiletbrættet. Jeg sad lidt og beundrede det fine, lille, perfekte blad i min hånd. Hvordan kunne noget så fint, så skrøbelig gøre så meget skade?

Tøvende satte jeg barberbladet mod mine kolde arm. Var det virkelig det jeg havde lyst til? Ja. Mine hænder rystede ikke længere, det her var mit valg. Ingen kunne tage det fra mig. Jeg havde selv taget kontrollen, lige nu havde jeg magten. Jeg førte barberbladet hen af min hud. En lille, perfekt streg viste sig. Blodet trillede stille og roligt ned på mine shorts. Jeg kunne intet mærke. Det eneste, jeg kunne forholde mig til, var den følelse af succes, det gav mig. Jeg kunne rent faktisk fine ud af det her. Det var noget jeg var god til.

Min krop var ikke tilfreds med min beslutning. Min mave vendte og drejede sig. Jeg kunne smage mavesyren. Hurtigt fik jeg sat mig på gulvet og åbnet toiletbrættet. Op kom alt det, jeg ikke havde spist. Det smagte surt og bittert. Da jeg endelig var færdig, gjorde min hals ondt. Rigtig ondt. Blodet fra min arm trillede stadig, men var ellers næsten stoppet. Der var lidt blod på gulvet og på mit tøj, men helt ærligt, så var jeg ligeglad. Det var som om, at intet betød noget længere og aldrig havde betydet noget. Jeg følte intet. Jeg var helt tom.  

”Hvad fanden har du gang i?” spurgte en stemme vredt. Jeg kunne ikke lade være med at smile et lille ironisk smil. Liam – som stemmen tilhørte – havde bandet. Jeg rev et stykke toiletpapir af toiletpapirholderen og tørrede mig om munde, før jeg vendte min opmærksomhed mod en skuffet Liam. Jeg greb ud efter barberbladet, men det var der ikke. Liam, that son of a bitch. Jeg havde bare brug for at mærke bladet mod min hud igen. Det havde føltes så ægte. Selvom jeg ikke havde kunnet mærke det, gav det mig en følelse af at føle noget. At jeg var levende. Jeg skulle til at rejse mig, men denne gang lykkedes det Liam at få fat i mit håndled.

”Chanel, du er nød til at snakke med mig,” sagde Liam bestemt. ”Det er vigtigere end jeg først antog.” Det var nok ikke meningen, at jeg skulle høre det, men det gjorde jeg. Først antog? Havde han antaget, at der var noget i vejen? Selvom der ikke rigtig var noget i vejen? Hvordan kunne det lade sig gøre? Mit hoved bombarede mig med spørgsmål, jeg ikke kunne svare på.

”Bare.. bare lad mig være, okay?” mumlede jeg, selvom jeg godt var klar over, at han ikke ville gå. Jeg havde bare brug for at håbe. For håb er jo det eneste, der er stærkere end frygt. Min kontrolrus var med ét forduftet. Liam var braset ind i Louis lejlighed og stjålet min kontrol. Min strengt nødvendige kontrol. Min følelse af succes var taget med. Der var ingen spor efter den, kun minderne, hvis man kunne kalde dem det. 

”Kom,” sagde Liam og hev mig op. Jeg fulgte efter ham, som en eller anden lille hund, han havde taget kontrollen, og jeg kunne ikke få den tilbage. Jeg var magtesløs, svag. Et nul, ingenting. En byrde for samfundet.

Liam placerede mig i en af spisestolene og satte sig selv i den anden. Jeg sad og stirrede tomt ud i luften. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv. Det eneste jeg med sikkerhed vidste var, at jeg havde brug for at mærke barberbladet mod min hud igen. Jeg kørte skånsomt min finger hen over mit sår. Det blødte ikke længere.

Liam rømmede sig, og jeg vendte mig med et sæt mod ham. ”Chanel, du er nød til at sige noget,” sagde Liam, og kiggede bedende på mig. Jeg åbnede munden, men intet ord kom ud af den. I Liams øjne var der et snert af skuffelse. Han havde forventet noget af mig, alligevel havde han taget kontrollen. Det gav bare ikke mening. Han havde forventet noget af mig, alligevel havde han taget kontrollen. Han havde forventet noget af mig, men alligevel havde han taget kontrollen. Jeg blev ved med at gentage den samme sætningen, inde i mit i forvejen fyldte hoved.

”Snak nu, Chanel! Forfanden,” sagde Liam frustreret. Jeg fjernede forsigtigt mit blik fra bordpladen og vendte det mod Liam.

”Hvorfor, Liam, hvorfor?” hviskede jeg. Liam kiggede overrasket på mig, han havde ikke forventet, at det ville være så nemt. Men det var det, han havde kontrollen. ”Hvorfor kan du ikke bare lade mig være?” Min stemme var bedende.

”Fordi…” Liam overvejede sine ord. Han vidste det ikke. Selvfølgelig vidste han det ikke. Hans kæreste og hund var hjemme hos ham selv, og dem ville han egentlig meget hellere tilbringe tiden sammen med. Jeg var spild af tid, men jeg bebrejdede ham ikke. Forskellen var bare, at han kunne gå fra mig, det kunne jeg ikke. ”.. det kan jeg bare ikke.”

”Hm, det burde du. Det ville jeg have gjort.” Det sidste mumlede jeg. Det var egentlig ikke meningen, at han skulle høre det, men det gjorde han. Det var i hvert fald det hans blik fortalte mig.

”Chanel, hvorfor er det, du har det sådan?” spurgte Liam uforstående. 

”Hvorfor er det, at du gider at bruge tid på det her?” spurgte jeg lidt vredere end nødvendigt. Men det så ikke ud til at påvirke Liam. Han blev bare ved med at kigge bekymret på mig. Jeg var ikke god til sådan noget med at se hinanden i øjnene, især ikke når jeg stort set ikke kendte ham og stemningen var gravalvorlig.

”Du svarede ikke på mit spørgsmål.”

”Hvad synes du om vejret?”

”Du skal ikke skifte emne.”             

”Hvor er Loki egentlig?”

”Hjemme hos… Argh, du skal ikke skifte emne,” sagde Liam lettere frustreret. Det skræmte mig lidt. Svaghed længe leve, juhu..

”Hvorfor vil du vide det?”

”Fordi du er Louis’ søster, og fordi Louis’ familie er min familie. Han ville gøre det samme mod mig. Chanel, jeg vil bare gerne hjælpe.” Jeg bed mærke i, at Louis ville gøre det samme for Liam.

”Hm, det er måske derfor, han har haft så travl,” mumlede jeg surt. Jeg var ikke længere ødelagt, over min manglende kontrol, nu var jeg bare muggen.

”Du behøver ikke nødvendigvis misforstå det, bare fordi du kan.”

”Kan du ikke bare komme til din pointe?”

”Du ved godt, hvad min pointe er.”

”Fint, vil du virkelig gerne vide det?” spurgte jeg, ligeglad med om han kom for tæt på. Det ville faktisk være rart at komme af med. Liam nikkede.

”Fint. Fint. Ved du hvad, der skete efter I blev til One Direction?” Liam så uforstående på mig. ”Med Louis?”

”Nej, hvad skete der?” spurgte Liam uforstående.

”Nå, men så lad os skrue tiden lidt tilbage. Har du set det der interview? Med mig og Louis, efter hans audition?” Liam nikkede, både fordi han havde set interviewet, men også for at fortælle mig, at jeg bare skulle fortsætte.

”Godt, dér var alt fryd og gammen. Men så blev I lynhurtigt super populærere, og fik derfor travlt med karrieren. Nogle mere travlt end andre,” sagde jeg bittert. Liam så stadig uforstående på mig, men så begyndte hans ansigt at lyse op. Han havde forstået.

”Jeg forstår ikke helt. Hvad mener du med, at nogle fik mere travlt end andre?” Han havde åbenbart ikke forstået. Liam kiggede afventende på mig, men jeg havde ikke rigtig lyst til at fortsætte. Det var en fejl. Jeg skulle aldrig have åbnet mig op, jeg skulle bare have ladet det æde mig op indefra. Jeg gjorde mine til at rejse mig.

”Lad nu være, Chanel,” sagde Liam og sendte mig et bekymret blik. ”Kan vi ikke… bare snakke?” Hans tonefald var bedende. Jeg havde det lidt dårlig med bare at ville forlade ham, han havde jo ikke gjort mig noget. Måske skulle jeg give det en chance. Jeg sukkede overdrevent og dumpede ned i stolen igen.

”Louis fik i hvert fald meget travlt. Så travlt, at han glemte alle os andre. Lige pludselig var hans succes det vigtigste i verdenen. Vigtigere end hans egen familie.” Jeg vidste godt, at jeg stort set gentog mig selv, men jeg havde lige pludselig svært ved at formulere mig. Ordene snublede bare over hinanden. ”Jeg elskede virkelig Louis, men det viste sig, at det ikke var gengældt. Men selvom kærligheden, især søskendekærligheden, ikke er gengældt, stopper man jo ikke med at elske sine søskende, vel? Men det gjorde jeg til sidst. Og så er der ikke mere tilbage end bitterheden.” Liam nikkede forstående, jeg havde hørt, at han selv havde søskende, så han kunne vel sætte sig lidt ind i det. Håbede jeg.

”Er du klar over, hvor meget han snakkede om dig?”

”Jeg er ligeglad med, hvor meget han snakkede om mig, han snakkede ikke med mig,” sagde jeg. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg måtte ikke vise tegn på svaghed. Jeg bed mig hårdt i læben, så blodsmagen fyldte min mund. Men heller ikke denne gang, mærkede jeg nogen smerte.

Liam nikkede forstående, men sagde ikke noget.

”Jeg følte mig glemt og overset. Som luften, man ved, den er der, men man tænker ikke videre over det. Den har en del af ens liv, om man så vil det eller ej. Mine forældre tog det ikke så tungt, det var jo bare en del af det at være teenager. Men jeg tog det rigtig tungt, selvom jeg mest af alt ville være stærk, det kunne jeg bare ikke. Desværre, men jeg havde også troet, at Louis og jeg havde lidt mere end bare et søskendeforhold. Vi var jo venner. Man glemmer ikke bare sine venner og da slet ikke sin familie.” Min stemme var stort set kun en hvisken, men Liam kunne åbenbart godt høre mig. Thumbs up for Liam Paynes gode ører. Tårerne pressede ikke længere på, de havde opgivet kampen. Mine læber var desværre en helt anden historie, jeg havde bidt i dem adskillige gange. Blodet havde løbet lidt, men så heller ikke mere end det.

”Er du okay?” spurgte Liam og lagde armene om mig. Den falske følelse af tryghed, ramte mig som en stor lyserød sky. Dårlig metafor, I know. Selvfølgelig var jeg ikke okay, det vidste Liam. Men han havde åbenbart brug for at sige noget. ”Ved du, hvad Louis sagde om dig?” spurgte Liam, og jeg rystede på hovedet som svar.

”Han sagde, at du var den bedste lillesøster en dreng nogensinde kunne ønske sig. Du var pisseirriterende, men det var aldrig muligt for ham at være sur på dig. Dig og Louis havde været partners in crime, men det var altid Louis, der havde fået skylden, når det blev opdaget, fordi du så så sød og uskyldig ud,” sagde Liam. Jeg kunne mærke tårerne bryde igennem mine skanser. Liam aede mig beroligende på ryggen. Det var rart. Trygheden. Men den var ikke ægte, det var bare noget jeg forestillede mig. Hvorfor ville Liam overhoved hjælpe mig, som han selv havde sagt?

”E- er det rigtigt?” spurgte-hikstede jeg forsigtigt, imellem mine hulk. Det var sødt, det Louis havde fortalt om mig. Og Liam fortalte sikkert ikke det hele, men jeg kunne ikke tro på det. På den anden side, ville jeg hellere høre det fra Louis. Det var underligt, at jeg hørte det igennem Liam.

”Jah, selvfølgelig er det det,” svarede Liam roligt. Havde han ikke gjort karrier inden for musikbranchen, skulle han helt sikkert have været psykolog. Det ville han have klaret godt.

”Du må ikke sige noget til Louis!” udbrød jeg.

”Nej, selvfølgelig. Det skal du selv gøre.”

”Men ikke lige nu.”

”Du gør det bare, når du selv er klar.” Hvordan kunne han være så pokkers klog? Dr. Payne, psykolog. Ikke popsanger. Selvom det fungere fint sådan. Men psykolog, var helt klart noget, det var i Liams gener.

”Tak, Liam, for alt.”

___________________________________________________________________________________________________________________

Så kom der endelig et nyt kapitel. I må meget undskylde ventetiden, men Melanie (den dovne skid) orkede ikke at lette røven. Men hun havde travlt, så søde Melanie, du er undskyldt. OG SÅ SYNES JEG LIGE, AT VI SKAL ØNSKE MELANIE TILLYKKE, MED I LØRDAGS!  x 

-Hvad synes I? 

-Hvad med den drejning historien tager? Jeg synes personligt, at det går lidt stærkt, men det måtte jo ske før eller siden. 

-Hvad med Liam? Er han ikke bare super sød? 

Mange tusind gange tak, fordi I læser med, det betyder alverden! I skal også lige være opmærksomme på, at næste kapitel - forhåbentlig - kommer til at være Louis' eller Zayns synsvinkel, om hvordan deres dag er gået. Kapitlet kommer - muligvis - til at ende nogenlunde samme tid på dagen, som dette. 

Endnu en gang, tusind mange gange tak, fordi I er de bedste læsere i verdenen. ;)

- Sara&Sofie™ x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...