Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9026Visninger
AA

9. Just Complicated

Zayns P.O.V

Mine fingre fumlede med mine nøgler. Klodset fik jeg placeret nøglen i nøglehullet og drejet den rundt, til det velkendte ’klik’ lød.

”Chanel?” spurgte jeg, men der var ingen tegn på Chanel. Så var hun sikkert taget hjem til Louis igen. Det var helt sikkert også bedst på den måde. Jeg vidste ikke en gang, hvorfor jeg i første omgang havde taget hende med hjem. Det var en kæmpe fejltagelse. Hun var forfanden Louis’ lillesøster, det var forkert på så mange måder.

Jeg fik tager mine sneakers af og hængt min jakke på en af knagerne. Med dovne skridt bevægede jeg mig ud i køkkenet. Min mave skreg efter mad. Selvom der havde været mad til interviewet, men der havde jeg altså ikke været sulten.

Køleskabet stod og lyste hele mit køkken op. Guds gave til mennesket, intet ringere. Drevet af min sult fik jeg lirket køleskabet op. Mit supersyn skannede det på 0,5. Det var meget sparsomt fyldt, jeg skulle seriøst have købt noget mere mad. Det der dog fangede mine opmærksomhed var et lille krøllede stykke papir. Jeg fik manøvret min hånd ind i det overraskende kolde område – til mit forsvar, var det meget varmt udenfor. Min hånd fik fat i sedlen og trukket den med ud.

Der ligger mad i skabene og på bordet, så bare ta’ for dig. Drengene og jeg er til et interview på en radiostation i nærheden, så smut bare forbi, hvis du vil. Jeg er hjemme igen i aften, hvis du vil være her så længe. Knus Zayn. Så det var min seddel. Min hjerne arbejde på højtryk. Hvad var der sket? Hvorfor havde Chanel krøllet min seddel sammen og smidt den i køleskabet? 

Dette måtte forblive ubesvarede spørgsmål lidt endnu, sulten drev mig til vanvid. Mit blik afsøgte køkkenbordet, og – som forventet – stod bollerne stadig fremme. Jeg havde godt nok også sat en del frem – sådan cirka ni, for at være helt præcis – ved hurtigt at tælle efter, kunne jeg med lethed sige, at Chanel havde spist én af dem. Så havde hun da i det mindste spist noget, inden hun blev sur og krøllede min seddel.

Jeg nuppede én af bollerne og begyndte at gnave af den – eller æde af den. Som tidligere nævnt, så var jeg skide sulten. Mit blik bevægede sig langsomt over køkkenbordet. Ledte efter spor, på hvorfor Chanel var blevet sur. Der måtte da være en forklaring. Jeg stoppede ved synet af artiklen om Perrie. Jeg havde ikke efterladt den slået op, ergo måtte en anden have gjort det.

Minderne om Perrie borede, som en syl i mit hjerte. Hvorfor artiklen stod på vid gab ragede mig en pind lige nu. Perrie havde endnu engang sneget sig ind i min bevidsthed. Hvordan hendes vidunderlige smil normalt lyste min hverdag op. Hvordan hun altid kunne få mig til at le. Hvordan hun bare var Perrie. Jeg elskede alt ved hende, selvom hun sikkert intet elskede ved mig længere.

Oprevet over Perries bagholdsandgreb, rev jeg siden ud avisen. Målet var at destruere den fuldstændig. Det lykkedes også mere eller mindre. Til min tilfredsstillelse kunne jeg nu beundre det arbejde mine hænder havde udført. På gulvet foran lå nu tusinder af små papirstumper. Hvis jeg nogensinde fik lyst til at læse artiklen igen, var det alligevel lige meget, jeg kunne hvert et ord, der stod i den. Hvorfor skulle kærlighed være så besværlig?

Til Perrie

Så.. dig og Sykes? :)

Uden at tænke over det kørte jeg mine fingre over tastaturet. Jeg var nød til at vide besked, desuden burde hun have fortalt mig det. Hun havde lovet mig, at vi forblev venner, for, som hun selv sagde, det var også det, hun selv ønskede. Og jeg havde troet på hende. Jeg havde inderligt troet på, at hun i det mindste stadig ønskede mig i sit liv. Havde det været ren indbildning? Vi havde skrevet og snakket lidt sammen efter bruddet. Derfor syntes jeg også, at jeg havde ret til at vide, om der var noget imellem hende og Sykes.

Fra Perrie

*Nathan ;)

Jeg elskede Perries måde at skrive på. Selvfølgelig skulle hun rette mig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at mine læber ikke lige nu formede et smil. Det kunne godt være, at det var Sykes fra The Wanted, men på den anden side, var det også Perrie, min Perrie. Eller hun havde været min Perrie. Det hele lød dybt godnat i mine ører, hun havde forfanden slået op med mig. Hun var kommet videre, mens jeg sad i min egen lille pøl af kærestesorger. Jeg var fuldstændig væk i hende.

Med ét blev jeg opmærksom på den stadig ubesvarede SMS fra Perrie.

Til Perrie

Jah, Sykes! Men du svarede ikke på min spørgsmål: dig + Sykes = <3 ?

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over mit ’regnestykke’, for når det kom til stykket, var jeg egentlig også træt.

Jeg tog endnu en bolle og begav mig målrettet mod stuen. Mine tanker sværmede om Perrie. Sykes, lidt bedre smag havde jeg alligevel forventet, at hun havde.  

Fra Perrie

Just friends :D

Den lettede følelse i min mave var ubeskrivelig. Selvom jeg ikke stolede hundrede procent på Perries svar, kunne jeg ikke undgå det brede smil på mine læber. Havde jeg stadig en chance? Der havde godt nok stået, at en kilde tæt på stjernerne havde udtalt, at der var amoriner i luften, hvor plat. Hvem sagde amoriner nu om dage? Dog vidste jeg fra egen erfaring, at disse såkaldte ’kilder’, ikke nødvendigvis var nogen stjernerne kendte eller omvendt. Det var dog rimelig sjældent, at det skete. Modløst lå jeg mig selv flyde længere ned i sofaen. Jeg orkede ikke engang at svare Perrie. På en eller anden måde var hun både det bedste og det dårligste i mit liv, på en og samme tid.

”Hey Zayn?” Jeg genkendte hurtigt stemmen som Louis’. Og ganske rigtigt, efter få sekunder dukkede Louis’ forpustede ansigt op i dørkammen.

”Jah?” spurgte jeg og hævede undret mit ene øjenbryn. Louis’ var normalt ikke typen, der bare vadede en i andres hjem. Eller ved nærmere eftertanke, så var Louis faktisk den type.

Louis så ud som om han lige overvejede sin ord lidt. Tog jeg ikke meget fejl, så så jeg ham også bide sig nervøst i læben.

”Hey.” Jeg holdt lige en kort pause, for at være sikker på at jeg havde Louis’ opmærksomhed. ”Spyt ud.”

Louis sendte mig endnu et mere eller mindre nervøst blik. Jeg satte min albuer afventende på mine knæ og smilede opmuntrende til ham. Det så ud til at give ham det sidste mod.

”Du har vel ikke set Chanel?”

 

Chanel P.O.V

”Hva’ så, lille Loki?” spurgte jeg på babysprog, mens Loki gik logrende ved siden af mig. Aww, hvor var han egentlig kær. Og lige nu, var han min.

Den klamme grønne snor hang slapt i min hånd, for Loki trak faktisk utroligt lidt i snoren. Den snor skulle virkelig udskiftes, husk mig på, at minde Liam om det.

”Skal vi gå en tur i parken?” spurgte jeg entusiastisk, stadig på babysprog. Loki så mindst lige så entusiastisk på mig, og et smil begyndte at tage form på mine læber. I stedet for at minde Liam om at købe en ny snor til Loki, burde jeg nok minde ham om, at jeg skulle have Loki. Jeg måtte eje den hund.

Vi var på ingen tid kommet ret langt væk fra Liams lejlighed. Landskabet fløj bare forbi. Landskab og landskab, det er måske så meget sagt – byen fløj forbi, selvom det egentlig også lød pænt dumt. Mit blik afsøgte hvert et skilt på vores vej. Jeg havde ingen anelse om, hvor der lå en park. Jeg var fra Doncaster ikke London.

Med Loki ved min side, spadserede – eller jokkede – jeg længere ned ad Londons gader. Solen stod stadig højt på himlen og der lugtede af mad over det hele. Uh, mad. Min mave begyndte omgående at rumle bare ved tanken om mad. Men fordi min viljestyrke vandt over min fornuft, gik jeg videre. Jeg gad ikke spise noget lige nu, bare kald mig doven. Det eneste jeg havde spist i dag, var et par bider af Zayns giftbombe. Zayn, allerede ved tanken om hans navn begyndte vreden at boble i mig. Havde Zayn ikke også en hund? Stakkels dyr, jeg håbede for dens skyld at den var hos Perrie. Jeg forstod godt hvorfor, hun havde droppet det svin. Det faldt mig slet ikke ind, at det måske var det, der var skyld i, at Zayn var et udnyttende svin.

Med hadet pumpende rundt i hver eneste celle i min krop, begav jeg mig – sammen med Loki – til nærmeste telefonboks. Nu skulle jeg altså prøve sådan en. Jeg tastede taxi-nummeret ind. Utålmodigt lod jeg min fod slå gentagende gange  mod asfalten under mig.

”Taxicentralen, hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte en kvindelig stemme i den anden ende af røret. Af en eller anden grund kom hun fra middelalderen, for vi var åbenbart dis. Jeg informerede middelalderdamen om min position og måtte også informere hende om, at de fleste nok ville ringe efter en taxi. Hun var ualmindelig hurtigt til at smække røret på, hvilket jeg egentlig fandt ufatteligt uhøfligt.

Da Loki og jeg havde stået og kigget ud i luften i utroligt lang tid, kom taxien endelig. Til min skuffelse genkendte jeg hurtigt chaufføren. Rafael.

”Hej igen, snuske. To gange på én dag?” spurgte Rafael, hvilket resulterede i et rimeligt anstrengt smil fra min side. ”Hunde skal om i baggagerummet,” informerede Rafael mig om. Men da jeg var ligeglad, smuttede jeg bare ind på bagsædet med Loki i hælene.

”Kensington Gardens,” sagde jeg kort og vendte min fulde opmærksomhed mod en meget desorienteret Loki. Rafael snakkede endnu en gang som et vandfald. Selvom radioen spillede, var Rafaels ord overdøvende, det skar decideret i ørene.

”Kan du for helvede i bare holde kæft resten af turen?” udbrød jeg, og jeg ville sværge på, at mine øjne lynede. Rafael forstod heldigvis min hentydning og lukkede arret. 

Ved Kensington Gardens gik jeg lettet ud af bilen, stadig med Loki i hælene. Lykkeligt betalte jeg Rafael, og han så lidt lamslået ud over mit brede smil. Sandheden var bare, at jeg var lykkelig over at slippe af med ham.

”Kom Loki,” kaldte jeg og bevægede med mod parken. Da intet skete, begyndte mit blik at afsøge området, for at finde forhindringen. Desværre viste denne forhindring sig at være ingen ringere end mr. Liam Payne. Loki spænede hen til ham, så snoren røg ud af min hånd. Tak for lort, Loki.

”Hvad fanden har du gang i, Chanel?” spurgte Louis, der lige pludselig var kommet meget tæt på mig. Jeg trak ligegyldigt på skuldrene, hvilket resulterede i et endnu vredere blik fra Louis – det kom bag på mig, at det overhovedet var muligt.

”Tak for hjælpen, Liam. Vi tager hjem nu.” Det sidste var henvendt til mig. Det var utroligt så meget forskel, der var på tonefaldene i den sætning. Før ’Liam’ var hans tonefald rigtig venligt og taknemmeligt, men efter ’Liam’ tog det et dyk i den forkerte retning. Jeg rev irriteret den hånd til mig, som Louis lige havde taget fat i.

”Hvem siger, at jeg vil med?” hvæsede jeg spydigt. Min øjne lynede for anden gang i dag, og jeg var overbevist om, at det heller ikke ville blive sidste gang.

”Ingen. Til dit uheld, har du bare intet valg.” Louis tog atter fat om mit håndled, denne gang endnu hårdere. Jeg blev stædigt stående på det sted, mine fødder havde plantet sig, ikke så meget fordi jeg var irriteret, mere mundlam. Hvilket egentlig førte tilbage til irriteret. For jeg var jo mundlam, fordi han mente, han bestemte over mig, ergo var jeg jo irriteret.

”Hvem tror du, egentlig du er?” hvæsede jeg arrigt. Nok var han min storebror, men han skulle ikke komme efter flere år, hvor han bare havde ignorerede mig, og så mene at han kunne bestemme over mig. Ikke på vilkår.

”Din storebror,” svarede han irriterende roligt. 

”Det var ikke det jeg mente.”

”Så må du udtrykke lidt mere specifikt.” Jeg var så tæt på at skrige. Mental lussing til Louis, meget hård mental lussing til Louis.

”Jeg mente,” begyndte jeg, men måtte lige få styr på min vejrtrækning, før jeg fortsatte. ”Er du måske en eller anden form for Gud?”

”Det er der en del teenagepiger, der mener.” Tusind mentale lussinger til røvhullet Louis. Eller bare en enkel rigtig! Mission, giv Louis en lussing, gik hermed i gang. Mission var måske så meget sagt, jeg skulle jo bare føre min hånd op til hans kind. ’Klask’ mission fuldført. Mentalt highfive til Chanel fra Chanel.

”Okay unge dame, nu går vi hjem,” spyttede Louis arrigt. Han var helt tomatrød i ansigtet. På trods af den mere eller mindre alvorlige situation, havde jeg svært ved ikke at grine. Louis’ ansigts udtryk var mere end almindeligt morsomt. 

Jeg lod Louis trække af sted med mig, da jeg ikke fandt det passende at provokere yderligere. Arh, hvad snakker jeg dog om? Selvfølgelig var det passende at provokere yderligere.

”Kan man ikke klare mosten, skal du ikke spise kosten,” sagde jeg, velvidende om at der sikkert ikke var noget der hed det. Så måtte jeg sørge for, at det skete. Jeg var hermed forfatter til et helt nyt ordsprog, hell yeah! 

”Det kan du godt droppe lige med det samme,” vrissede Louis, uden så meget som at skænke mig et eneste blik. Jeg skænkede godt nok ham et jeg-hader-dig-du-har-ødelagt-mit-liv-og-jeg-vil-aldrig-tilgive-dig blik, jeg ved det, meget deltaljeret. 

 

♣♣♣

 

Døren sagde det velkendte ’klik’, da Louis brutalt rev den op. Han stormede ind i lejligheden og efterlod mig forvirret i entreen. 

”Chanel, vi er nød til at snakke.” Den måde han sagde ’snakke’ på, fortalte mig, at han ønskede alt andet end at snakke med mig. Det var mere end bare gengældt fra min side. Min tildelte seng skreg efter mig.

”Virkelig? Kan vi ikke bare lade være?” spurgte jeg en anelse for bedende. Jeg orkede virkelig ikke en seriøs samtale med Louis. Det var faktisk det sidste i verdenen, der stod på min to-do liste.

”Fandme nej, Chanel, nu tager du dig lige sammen,” råbte Louis, og jeg kunne høre ham sprænge op af sofaen. Så ville jeg hellere gå ind i stuen, end at Louis skulle komme og tvinge mig til det.

”Ihh!” vrissede jeg og stormede ind i stuen. Det gik så stærkt, at jeg var ved at gå ind i Louis. Så kunne idioten, da bare lade være med at stå i vejen. Med en hoppede bevægelse sprang jeg ned i sofaen. Mit blik borede sig koldt ind i Louis’. ”Jeg venter.”

Louis kiggede lidt mere roligt på mig, selvom det sikkert bare var stilhed før stormen. Han bevægede sig over til stolen, der stod over for sofaen, jeg sad i. Hvor gik det dog uendeligt langsomt. Kort overvejede jeg muligheden for at flygte, men konstaterede hurtigt, at jeg ikke ville have en chance. Louis var syttentusind gange hurtigere end mig.

Louis rømmede sig, sikkert for at få min opmærksomhed, hvilket også lykkes. ”Hvad fanden er det egentlig, du har gang i?”

”Gang i?” spurgte jeg uforstående. Hvis der var nogen der havde gang i noget, så var det Louis. Jeg var fuldstændig uskyldig… måske ikke fuldstændig, men det burde betyde noget, at jeg havde handlet i vrede.

”Ja, hele den her attitude du har gang i.” Attitude, mig i røven. Jeg begyndte at rejse mig fra sofaen. Det her gad jeg da virkelig ikke. Jeg havde så meget andet jeg kunne lave. Desværre mærkede jeg en kølig hånd skubbe mig hårdt tilbage.

”Hvad fanden, Louis, du skal ikke tro, at du bare kan bestemme over mig. Jeg er fucking ikke et lille barn,” skreg jeg. Jeg kogte indvendigt og om ikke så længe ville jeg koge over. Havde det her være en tegneserie, havde der været røg ud af mine øre.

”Sæt dig nu bare ned,” sagde Louis opgivende, men alligevel indtrængende. ”Du synes muligvis, nej ikke muligvis, du synes, at jeg er djævlen selv, men det ændrer ikke den måde, du har opført dig på. Du er heller ikke ligefrem en af Guds engle.”

Jeg var lamslået, han havde jeg ret. Han var jo djævlen selv. Jeg var heller ikke en af Guds engle, men det var jeg jo også nød til at være død, for at være.

”Hvad er din pointe?” hvislede jeg spørgende.

”Prøv lige at vent,” sagde Louis og lavede en afvisende bevægelse med sin hånd. I hans hånd havde han sin IPhone, som åbenbart lige nu viste noget meget spændene. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde mig bare lidt nysgerrig. Med ét vendte Louis sit blik mod mig, og det talte sit tydlige sprog: du er død, Chanel. ”Hvem fanden tror du, egentlig du er?”

Jeg skulle til at svare, men Louis afbrød mig. ”Først fornærmer du min kæreste til en eller anden journalist, bagefter sover du hos en af mine bedstevenner for derefter at stjæle en anden af mine bedstevenners hund!” Louis stod helt henne ved mig, og skreg mig ind i hovedet. Jeg var rasende, mindst lige så rasende som Louis. Han skulle ikke komme og fortælle mig, hvad der var rigtigt eller forkert. Hvis jeg var dårlig til at bedømme det, så var Louis mindst lige så dårlig.

”Når vi nu alligevel står og peger fingre, vil jeg lige pointere, at du lige så godt kunne være Lucifer himself. Jeg hader dig til skyerne, at jeg nogensinde har været stolt over at kalde dig min bror, er mig en gåde. Fuck dig,” skreg jeg, og med de ord, skred jeg ud af døren. Jeg kunne høre Louis råbe efter mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Det faktum at han ikke engang prøvede at følge efter mig, frydede mig. Han skulle bare forsvinde ud af mit liv og det kunne ikke gå hurtigt nok.

”Skrid ad helvede til,” hvislede jeg i det øjeblik jeg passerede Zayn. Hvad idioten lavede her, ragede mig en pind. Jeg kunne mærke Zayns forvirrede blik bore sig ind i min ryg. Det stoppede mig ikke, jeg skulle bare væk.  

 

___________________________________________________________________________________________________________________

Mange gange undskyld for den sene opdatering. Jeg håber, at I alligevel godt kan lide kapitlet. :) 

Hvad synes I om Zayns behandling af Chanel og det faktum, at han egentlig er ligeglad med hende? 

Hvad synes I om Chanels måde at reagere på?

Hvad med Louis? - Er han for hård mod Chanel, eller er det fuldt ud fortjent?  

Andet? 

I må meget gerne skrive hvad I synes i kommentaren, eller hvis I bare har nogle spørgsmål. :) 

Tusind, tusind tak fordi I læser med, det betyder altttttt ;) 

-Sofie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...