Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9030Visninger
AA

8. It’s Not Burglary… It’s a Favor

Den næste morgen vågnede jeg op med en forfærdelig kløen i øjet. Jeg greb fat om den bløde dyne – som duftede forfærdelig dejligt af Zayn – og brugte den til at kradse mit øje. For helvede, hvor det kløede.

Jeg tog dynen væk fra øjet og så noget søvnsnask ligge på den. Upsi. Der lå faktisk en del søvnsnask på den. Bare Zayn ikke ser det. Hvor er Zayn? Jeg kiggede mig forvirret omkring, men opdagede ingen Zayn. Han var så afgjort ikke på værelset. Måske var han stukket af? Nah, han var sikkert bare inde i stuen. Selvom han så ville være meget, meget stille.. Var han stukket af? Fortrød han så meget, at han stak af?

Jeg smed mit hoved ned i puden og gav mig til at klø i mit øje. En kvalmende fornemmelse arbejde sig op gennem min hals. Jeg skulle så meget kaste op. Røv! Dynen blev hurtigt kastet af mig, og jeg løb ud af værelset. Jeg endte ude på en lys gang, som jeg ikke helt mindes, jeg havde set før. Men okay, det var også mørkt, da jeg kom i går. Så det var vel forståeligt nok.

Jeg kiggede mig febrilsk omkring. Så. Mange. Døre. Hvordan i alverden skulle jeg kunne finde et toilet. Well.. jeg havde ikke rigtig andre muligheder end at… ÅBNE ALLE DØRENE. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne og åbnede rimelig hurtigt en hel række døre. Desværre havde jeg så travlt, at jeg ikke fik set, hvad der gemte sig bag dørene.

Jeg gik mut tilbage og kiggede ind i dørene en efter en. Køkken, entre, tomt, gæsteværelse, gæsteværelse. Gal, den dreng havde mange rum. Man skulle jo tro, at han var milliardær… hvilket han nok også var. Sikke fattig jeg lige pludselig følte mig. Hvis Zayn havde et almindeligt hus, ville jeg være hjemløs.

Jeg gik sukkende hen til den sidste dør i rækken og åbnede den. Da jeg kiggede ind, opdagede jeg til min glæde, at det var et toilet.

Jeg gik glad ind og kiggede mig i spejlet. Et gisp undslap mine læber, da det gik op for mig, at jeg var nøgen. Bare der ikke havde været nogle vinduer i gangen, der førte ud til gaden. Det ville have været så pinligt, hvis nogle havde set mig nøgen. Et smil prydede mine læber. Zayn havde set mig nøgen. Og jeg havde set ham. En kvalmende fornemmelse ramte mig som et slag i hovedet. Han var stukket af, sikkert fordi jeg ikke var god nok. Hvor ydmygende. Virkelig ydmygende. Jeg løb hen til toilettet og knækkede mig. Jeg havde det virkelig dårligt. Tømmermænd blandet med dårligt selvværd er aldrig godt. Man får det virkelig dårligt. Især når det var med en kendis. Ydmygende. Ydmygende. Ydmygende!

Jeg rejste mig op fra det kolde badeværelsesgulv og gik hen til vasken for at skylle mit ansigt. Med meget koldt vand.

Jeg tændte for – den meget fine – vandhane og samlede det iskolde vand i hænderne. Let og elegant – sjusket og yderst frastødende – fik jeg pjasket det forfærdelig kolde vand i ansigtet. Jeg rystede mit ansigt og hev ud efter et håndklæde, hvorefter jeg tørrede mit ansigt med det.

Jeg hvilede mine hænder på kanten af håndvæsken og studerede mit ansigt. Det så virkelig forfærdeligt ud. Mit ene øje var hævet og – ligesom alt andet – forfærdelig rødt. Og så kløede det stadigvæk noget så forfærdeligt. Alt i dag var bare forfærdeligt. Forfærdeligt. Forfærdeligt. Jeg fik det helt forfærdeligt bare ved at tænke på det. Hvordan kunne sådan en fantastisk aften blive til en lorte morgen? Måske var det det faktum, at Zayn fortrød. Der var bare ikke noget værre end, når den ene fortryder. Men hvis Zayn fortrød, ville jeg også være nød til at fortryde. Det er bare så akavet, når den ene fortryder, og den anden elskede det. For jeg fortrød intet, kun det faktum, at jeg havde fået, Zayn til at fortryde. Det var virkelig ydmygende. Men hvis Zayn fortrød, så fortrød jeg også. Punktum. Selvom det ikke var sådan landet lå, men så længe det kun var mig, der vidste det, var der ingen skade sket.

Jeg slog blikket op – fordi jeg under min tankestrøm havde slået det ned – og mødte endnu engang mit røde øje. Som kløede. Forfærdelig meget. Det kunne kun betyde en ting; jeg havde fået øjenbetændelse. Hvordan kunne det gå til? Jeg mindedes ikke, at en eller anden random person havde pillet mig i øjet. Det burde man huske (vi ser bort fra, at man sagtens kan få det på andre måder). Jeg kunne i hvert fald fastslå, at jeg havde fået øjenbetændelse. Hvordan, ville for altid ligge ubesvaret. Så var det næste spørgsmål bare; havde Zayn noget mod øjenbetændelse? – sådan noget flydende stads?

Jeg gav mig energisk til at gennemrode Zayns skuffer. Jeg fandt en masse random ting og nogle ting, jeg i hvert fald ikke havde lyst til at finde, men intet mod øjenbetændelse. Man kunne da forvente, at en milliardær havde noget mod øjenbetændelse. Måske havde jeg for høje forventninger? Sikkert, men jeg forventer store ting af milliardære.

Jeg luntede irriteret ind på Zayns værelse og samlede mit tøj sammen. Jeg kunne lige så godt smutte, nu når han fortrød.

Jeg fik hurtigt taget mit tøj på og smuttede ind i køkkenet for at stjæle noget mad. Han var milliardær, så han kunne tage det. Da jeg greb ud efter en bolle, der lå i en pose sammen med mange andre boller, så jeg en lille seddel. Jeg greb ud efter sedlen med den ene hånd, mens jeg kæmpede for at få en bolle med den anden. Da jeg havde fået bollen, gav jeg mig til at læse kragetæerne på sedlen:

Der ligger mad i skabene og på bordet, så bare ta’ for dig. Drengene og jeg er til et interview på en radiostation i nærheden, så smut bare forbi, hvis du vil. Jeg er hjemme igen i aften, hvis du vil være her så længe. Knus Zayn.  

Aww, hvor var det bare sødt. Så fortrød han ikke. Mit dårlige selvværd forsvandt som dug fra solen. Eller som fluen på edderkoppens spind.

Jeg bed veltilfreds i min bolle og satte mig på en stol. Avisen fra i går lå lige foran mig, så jeg bladrede ligegyldigt i det. Der var som regel ikke nogle særlig interessante historier i aviserne. Men det var blevet bedre, for aviserne begyndte så småt også at bringe sladderhistorier. Hvis der var noget, jeg fandt interessant, så var det sladder. Altså det kunne være synd for nogle, men jeg dømte dem heller ikke ud fra sladder. Det var jo bare deres liv. Selvom mange af tingene sikkert var opdigtet.

Mit blik fandt en yderst interessant artikel, der handlede om Perrie; ’Perrie Edward, fra Little Mix, er fornyligt blevet set sammen med Nathan Sykes, fra The Wanted. Kilder beretter om, at der skulle være amoriner i luften mellem de to unge bandmedlemmer. Edwards udtaler også selv, at hun er kommet sig over bruddet med popstjernen Zayn Malik, fra One Direction. Så har vi fået et nyt celebritypar?’

Og så stod der også en masse andet fis, jeg ikke nåede at læse, før mit blik fandt billedet af Perrie og Nathan sammen. Eller jeg ville da regne med, at det var Nathan, men en overstreget person er ikke meget at gå ud fra.

Jeg lod en finger glide over artiklen og kunne ganske let mærke, at den havde været våd nogle steder. Der var også brune pletter hist og her, kaffe. Havde Zayn grædt over denne artikel? Jeg var 99,9% sikker på, at det var det, der var sket. Det ville så sige… han havde brugt mig for at komme over Perrie. DET SVIN!

Tårerne pressede sig på, og jeg gjorde mit bedste for, at holde dem tilbage. Nogle få undslap hist og her, og jeg blev igen mindet om min øjenbetændelse. Den havde jeg ellers så lykkeligt glemt. Jeg tog irriteret hånden op og kløede mig vredt i øjet. Vreden pumpede sig vej igennem mit blod, og jeg begyndte så småt at se rød.

Efter jeg havde kløet mig i øjet, rev jeg arrigt den lorte artikel i stykker.

Ude i gangen kastede jeg min Chanel taske over skulderen og smækkede døren efter mig. Jeg ville komme til fryse uden jakke og med kun en lille kjole på, men det ragede mig en pind. Jeg skulle i hvert fald ikke have en af Zayns jakker på. Aldrig i livet. Jeg ville aldrig nogensinde se det røvhul igen. Han kunne fucke ud af mit liv ligesom resten af One Direction. Jeg gad virkelig ikke de manipulerende røvhuller. Så kunne jeg slå to fluer med et smæk. Jeg ville både slippe for Eleanor og One Direction. Så kom problemet bare; hvor skulle jeg tage hen. Jeg kunne ikke tage hjem, da hjem var mange kilometer væk. Jeg havde ikke rigtig andre muligheder end, at tage hjem til Louis. Så var det bare dejligt, at de var til interview. Måske varede det helt til i aften, siden Zayn først ville være hjemme i aften? Det håbede jeg virkelig.

Jeg hoppede ned ad trapperne, da jeg ikke gad tage elevatoren, hvis der nu skulle være andre mennesker i den. Det sidste, jeg havde brug for, var selvskab.

Da jeg havde hoppet ned ad cirka en million trappetrin, kom jeg lige pludselig i tanke om, at jeg stadig havde Zayns ækle bolle i hånden. Jeg flænsede den op med målet om at destruere den fuldstændig. Men som det endte, lå der bare en masse bolle stykker på trappen. Så længe det blev inde. Jeg ville nemlig aldrig kunne tilgive mig selv, hvis en lille fugl døde af madforgiftning. Jeg var sur, ikke ubarmhjertig.

Jeg tog fornøjet fat om min Chanel taskes rem og hoppede ned ad de sidste små tusinde trin. Det eneste jeg skulle nå inden, jeg tog hjem til Louis, var at købe noget mod min irriterende øjenbetændelse og så måske en actionfilm. Jeg havde så afgjort brug for at se blod. En masse blod! Gerne Zayns blod faktisk. Uh, det ville være så fedt.

 

♣♣♣

 

Klokken til butikken sagde en klokkelyd og meldte dermed min ankomst. Jeg luntede direkte over til disken, da jeg ingen anelse havde om, hvor det der mod øjenbetændelse stod. En mindreårig dreng med fregner og et kæmpe smil kom over mod mig. Smilet falmede dog hurtigt, da han så mit øje.

”Jeg henter det med det samme,” mumlede han og smuttede ud bagved. Jeg kiggede forvirret efter ham. Var det så indlysende? Sikkert, men jeg havde heller ikke nogle solbriller. Jeg måtte andskaf… Jeg åbnede mig taske og gennemrodede dem. Der! Jeg hev nogle sorte solbriller frem. De lignede forfærdelig meget Ray-Ban solbriller, hvilket gjorde, at jeg elskede dem. De lignede dyre briller, uden at være dyre briller.

Fregne kom tilbage, og hurtigt fik jeg solbrillerne på. Jeg tog smilende imod varen og betalte det, han forlangte. Jeg ejede noget en egoistisk milliardær ikke ejede.

Jeg gik hen til det nærmeste spejl i butikken og dryppede to dråber, som der stod i anvisningen, i øjet. Jeg lagde midlet mod øjenbetændelse ned i min taske, hvorefter jeg tog mine høretelefoner i ørene. Nynnende trissede jeg ud af butikken, og vendte næsen hjemad mod Louis. Jeg havde nemlig allerede været ned i dvd-butikken, jeg ikke lige kunne huske navnet på. Den heldige film, jeg havde købt var The Host, selvom den måske ikke var noget af det voldeligste. Jeg følte bare for, at se en eller anden blive overtaget af et væsen fra en fjern planet. Det var i hvert fald nogenlunde det bagsiden sagde.

Ude på gaden fik jeg praget en taxi. Jeg fortalte chaufføren, hvor jeg skulle hen. Taxichaufføren, som hed Rafael og kom fra Pakistan, eller sådan noget, snakkede som et vandfald, hvilket jeg overhovedet ikke havde brug for. Jeg havde gentagne gange at ignorere ham, men han kunne tydeligvis ikke forstå en hentydning.

”Jeg skal bare af her,” sagde jeg, da jeg så Liams hus. Derfra kunne jeg sagtens finde hjem til Louis. Og hvis jeg kunne slippe fra Rafael, så var det fint med mig. Faktisk mere end fint.

Jeg gav en smilende Rafael sine penge, og skyndte mig derefter ud. Jeg indånde den friske luft, og var egentlig bare glad for, at jeg kunne være alene. Ingen mennesker, der skulle snakke med mig og faktisk forventede et svar. Nu jeg tænkte nærmere over det, kunne jeg godt klare noget selvskab. Men ikke af personer. Jeg havde virkelig brug for en vamset hund.

Jeg kiggede op ad bygningen Liam boede i. Havde han ikke en hund? Det mindedes jeg, han havde. Måske skulle jeg tjekke? Han havde alligevel fortalt mig, hvor ekstranøglen var, så han havde vel ikke noget imod, at jeg kom på uventet besøg? Nah.

Med raske skridt fik jeg bevæget mig hen mod den store bygning. Mission stjæl Liams hund var officielt sat i gang. Nu skulle den bare fuldføres.

Efter jeg havde mast mig forbi en del mennesker, stillede jeg mig lidt på afstand af døren. Beboerne i bygningen skulle jo nødig tro, at jeg var en ubuden gæst, der ville ind. Selvom, det faktisk var det, jeg var. Mindre deltalje, der var fuldstændig ubetydelig i denne situation. Man kunne jo også vende det til noget positivt. Jeg reddede en sikkert ensom hund, fra ensomhedens fængsel, og så luftede jeg den også, og viste film for den.

Gud, hvor følte jeg mig gavmild. Det var en slags hemmelig, gratis hundesitting. Ja, jeg gjorde så afgjort Liam en tjeneste.

En gammel kone gik ind i bygningen, og jeg så mit snit til at følge efter. Som sagt, som gjort. Jeg gik hen og sørgede for at holde en passende afstand, hvorefter jeg smuttede ind, da hun var gået ind.

Ventemusikken i elevatoren irriterede mig grænseløst. Det var sådan noget meget roligt musik, som overhovedet ikke passede til min situation. Musikken, jeg havde brug for, var sådan noget actionmusik. Sådan noget musik, der virkelig var gang i. Denne musik gjorde mig alt for rolig, og så ville jeg klokke i det. Jeg måtte ikke klokke i det. Det kunne godt være, at der ikke var nogen hjemme, men jeg skulle stadigvæk være forberedt på det værste. Man skal altid være forberedt, det har jeg lært fra mine gysere. Hovedrollerne er altid forberedt, og siden jeg er hovedrollen i mit liv, skal jeg være forberedt. Derfor var jeg forberedt!

Elevatoren gav et ’pling’ fra sig, da jeg nåede etagen, Liam boede på. Hurtigt var jeg ude, hvorefter jeg småløb – det er nemlig aldrig særlig kønt at løbe i højhæle – hen til Liams hoveddør. Hurtig tog jeg hånden ind gennem den ubrugte brevsprække og grev fat om en lille nøgle. Jeg kastede den triumferende op i luften, hvorefter jeg stak den ind i nøglehullet. Let og elegant fik jeg drejet nøglen rundt. Jeg åbnede i døren, men den gav sig ikke. Havde jeg låst den? Hvis det var tilfældet, så var jeg godt og grunddigt i knibe, hvis personen derinde havde hørt mig.

Jeg skyndte mig af den grund, at låse døren op. Det kunne jo være, at der var en lille chance for, at personen ikke havde hørt mig. Jeg åbnede lige så stille døren, mens jeg priste mig lykkelig over, at den ikke knirkede. Liam var jo også milliardær. Sikke en fattiglus, jeg var. Måske skulle jeg starte mig eget band eller gå solo? Var der ikke snart X-factor? Jeg måtte helt klart melde mig til. Det lød som en rimelig plan; deltag i X-factor – bliv kendt – bliv rig. Kort sagt; et liv på roser. Rimelig god plan, den kunne jeg starte, når jeg havde en hund ved min side.

Jeg lukkede lige så forsigtigt milliardærens ikke-knirkende dør efter mig, for derefter, at hænge nøglen på plads. Jeg listede lige så forsigtigt hen mod døren – jeg antog – førte mod stuen. En støvsugende lyd lød derinde fra. Det var sikkert bare en eller anden stuepige, der gjorde rent i kong Liams palads. Hun ville sikkert ikke have noget imod, at jeg tog hunden, så slap hun jo for hundehår. Der er nemlig ikke noget værre end, når man gør rent, og noget eller nogen så rydder til igen. Det er simpelthen det værste. Jeg gjorde faktisk også hende en tjeneste. Wauw, taget i betragtning af, at jeg var mega sur, gjorde jeg alle tjenester. Jeg var simpelthen sådan et fantastisk menneske. Nogle gange kom det selv bag på mig.

En våd snude studerede mine hænder. Jeg satte mig omgående ned til hunden, jeg regnede med, tilhørte Liam.

”Hej med dig, bamse. Skal vi ikke tage hjem til mig?” hviskede jeg og ruskede blidt dens hoved. Jeg greb fat om dens halsbånd og kiggede nærmere på vedhænget. Loki. Så den hed altså Loki. Spøjst navn. Men på den anden side sødt. Det var jo en sød hund, søde hunde kan kun have søde navne. Hvis vi ser bort fra undtagelser.

Jeg kiggede mig omkring. Hvor var der en hundesnor? Milliardærer har vel en hundesnor? Han burde have en hundesnor. Ellers skulle jeg nok sørge for, at han fik en. Alle har altså en hundesnor, hvis de har hund. Jeg forventer ikke, at folk køber en hundesnor til luft. Måske demente mennesker, der engang havde en hund, men ikke unge milliardære.

Hundesnor.

Hundesnor.

Hundesnor.

Bingo.

Gud, hvor var det en grim hundesnor. Jeg havde forventet noget lidt pænere. Bare lidt. Ikke den forfærdelig grimme grønne snor, jeg havde i hænderne.

Nå, det var bedre end ingenting. Hurtigt klikkede jeg snoren fast på Lokis halsbånd. Lige så stille listede jeg mig ud ad døren med en storsmilende Loki i hælene.

Jeg gjorde faktisk nogen en tjeneste, mens jeg bearbejdede mit indre raseri. Men så længe jeg ikke så Zayn eller de andre fra One Direction, og ingen tog Loki fra mig med det samme, var jeg rimelig glad. Og de var alle andre også, for så undgik vi tilfældige mord. Det er godt at undgå mord.     

___________________________________________________________________________________________________________________

Det var så kapitel 8 :)

Hvad syntes I? Var Zayn helt vildt uretfærdig? Var det en rigtig måde Chanel reagerede på? Er det okay, at hun stjæl Loki? Hvad tror I der sker næste gang? Opdager One Direction, at hun har taget Loki? Tror I, de bliver sure? Møder Chanel Zayn? 

Tak fordi I læser med, det betyder helt vildt meget! :) I må meget gerne efterlade en kommentar og evt. besvare spørgsmålene ;)

-Sara

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...