Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9134Visninger
AA

11. Confusedness

Tidligere samme dag: 

 

Louis P.O.V

Chanel var lige stormet ud døren, og jeg kunne mærke vreden pumpe rundt i min krop. Der fandtes ikke ord for, hvor vred jeg var. Det ville være fuldstændig nytteløst at begynde at beskrive. Chanel kunne på ingen måde være det bekendt, Lucifer seriøst? Hun hadede mig? Hvorfor? Hvad havde jeg gjort?

At følge efter hende, ville ikke være til nogen gavn. Tværtimod.

”Hvad sker der for hende?” spurgte en forvirret Zayn. Han stod lænet op af dørkammen, og gloede afventende på mig. Zayns blik var alvorligt, men alligevel lidt håneligt. Lidt som, når man ved, at man har gjort noget forkert, men alligevel smiler, for man ved ikke, hvad man ellers skal gøre. Alligevel irriterede det hånelige glimt i Zayns øjne mig. Hun var alligevel min søster. Han skulle ikke håne hende, ikke på min vagt.

Argh! Nu lød jeg som en eller anden beskytteragtig bror, men det var jeg vel på en eller anden måde også, men så alligevel ikke. Havde jeg været virkelig beskytteragtig, havde jeg løbet efter hende. Men det havde jeg ikke gjort.

Zayn rømmede sig, og hev mig ud af min tankestrøm. Som svar til hans – mere eller mindre glemte – spørgsmål, trak jeg på skuldrene. Hvad, der i det øjeblik hun løb ud af døren, var sket med hende, vidste jeg ikke. Hvorfor skulle det andet køn være så svært at forstå? Nogle gange kunne det være rart, hvis jeg kunne forstå kvinder. Især Chanel… og Eleanor.

Jeg kunne mærke Zayns blik hvile på mig, underligt nok irriterede det mig. Zayn plejede normalt ikke at gå mig på nerverne, men i dag var så åbenbart en undtagelse. På den anden side, ville alt nok irritere mig lige nu. Selv uret på væggen, som sagde de sædvanlige ’tik’ og ’tak’, der normalt var beroligende. Lige nu havde jeg dog mest lyst til bare at smide uret ud af vinduet. Jeg knyttede næverne og vendte min opmærksomhed mod Zayn. Hans blik var nu en blanding mellem forvirringen og bekymring. Jeg så sikkert meget anstreng ud, det skulle ikke undre mig, for jeg følte mig meget anstrengt.

”Hey Lou,” sagde Zayn og gik lidt tættere på mig. Han havde ellers ikke rykket sig en meter fra dørkammen, siden han dukkede op i den. Han blik havde derimod allerede været tre gange rundt om jorden. ”Hvad skete der egentlig?”

Jeg trak endnu engang på skuldrene, og lod mig dumpe ned i sofaen. Zayn ville ikke forstå det. Han havde selv søstre, ja, men det var bare ikke det samme. De var opvokset med en helt anden kultur.

Med et opgivende suk, dumpede Zayn ned ved siden af mig. Mit blik var rettet stift mod det slukkede tv foran mig. Skærmen var kulstort, men hvis jeg koncentrerede mig rigtig meget, kunne jeg se små bidder fra forskellige film. 

”Louis, hvad skete der?” spurgte Zayn endnu engang. Jeg sad lidt og funderede over et svar, før jeg irriteret vendte min opmærksomhed mod ham. Mit blik borede sig ind i hans, alligevel undveg Zayn ikke mit blik. Det ville han have gjort før i tiden, men han havde vel efterhånden lært mig at kende. Det kunne jeg vel ikke bebrejde ham, vi havde jo brugt meget tid sammen. 

”Hun blev sur,” svarede jeg og trak ligegyldigt på skuldrene. Selvom det overhoved ikke var ligegyldigt, det betød noget for mig. Zayn kiggede forvirret på mig, hvorefter han begyndte at kigge eftertænksomt ud i luften. Hans blik blev altid fjernt, når han skulle tænke sig om.

”Hvorfor blev hun sur?” Hvorfor skulle han tænke sig om, hvis dét bare var hans spørgsmål? Jeg greb ud efter fjernbetjeningen, for at undgå hans spørgsmål. Det var bare ganske almindelige søskendeskænderier. Intet andet. Mens jeg sad og zappede rundt i kanalerne, modtog jeg en del irriterede blikke fra Zayn. ”Lad nu være med at være så barnligt!” udbrød han irriteret.

”Siden hvornår blev du psykolog?” spurgte jeg, mindst lige så irriteret som Zayn. Hvorfor skulle mit skænderi med Chanel, påvirke mig så meget? Det skulle slet ikke gå ud over Zayn, det var ikke hans skyld. Men lige nu var det bare alles skyld. Jeg var bare så frustreret og sur på mig selv. Min vrede kunne slet ikke behersket. Den ville gå udover alle jeg ville møde, om jeg så ville det eller ej. Sådan var det bare. Desværre.

Jeg rejste mig fra sofaen, sendte Zayn et sidste blik, hvorefter jeg med så rolige skridt, jeg kunne præstere, gik mod hoveddøren. Jeg kunne lige forestille mig, Zayn sidde i sofaen, og kigge uforstående på mig. Dog havde jeg ikke i sinde at tjekke efter. Han kunne blive siddende, hvis han ville og følge efter, hvis det var det han ville. Jeg fik med besvær stukket mine fødder ned i nogle meget uarbejdsomme converse. Jakken blev svunget over skuldrene og armene stukket ned i ærmerne.

Mine fingre fumlede lidt med dørhåndtaget, men jeg fik det til sidst trukket ned, så jeg kunne åbne døren.

”HEY LOUIS, VENT LIGE!” Zayn havde vidst fundet ud af, at jeg havde tænkt mig at gå. Så stod det 1 – 0 til Zayn. Eller noget. Hurtigt havde han taget sit tøj på og gået ud på opgangen. ”Hvor skal vi så hen?”

”Hvor skal jeg hen,” rettede jeg. Zayn skulle bare gå ind i sin lejlighed og blive der. Hvor jeg skulle hen var en helt anden historie. Som jeg ikke helt havde fået læst endnu, hvis man altså kunne sige det. Faktum var i hvert fald, at jeg ikke anede, hvor jeg var på vej hen.

”Nej, hvor skal vi hen,” sagde Zayn, og rettede derved mig, som havde rettet ham. forvirrende. Nu, hvor jeg tænkte videre over det, så kunne jeg måske godt bruge Zayn. Måske havde han nogle svar, som kunne være nyttige for mig. Jah, det kunne blive interessant.

”Fint,” sagde jeg, og modtog en underlig grimasse fra Zayn. Jeg kunne være meget stædig, og at jeg kapitulerede så hurtigt, kom vidst lidt bag på ham. Han fik dog hurtigt plastret et smil fat på læberne. Rolig, som han nu altid var. Jeg kunne kun huske engang, hvor Zayn flippede fuldstændig ud. Det var, da Perrie slog op med ham. Han havde været helt knust, tog jeg ikke meget fejl, så var han det stadig, bare i en lettere grad. ”Meeen, så må du også give mig nogle svar.” Zayn stivnede. ’Men’er’ var aldrig gode.

”Tja, det kommer jo an på, hvad du vil vide,” sagde Zayn, og var med ét helt rolig igen. Jeg måtte have hans hemmelighed, på et eller andet tidspunkt. Hvordan kunne han være så pokkers rolig, jeg rystede stadig lidt. Det kunne selvfølgelig også bare være den ikkeeksisterende kulde.

Vi begav os ned af trapperne, fordi det var det jeg mest orkede lige nu. Zayn havde ikke protesteret, han havde heller ikke selv noget imod trapperne. De gav lidt motion, i en ellers travl hverdag. Med små skridt løb jeg, med et trin af gangen, ned af trappen. Det var nogen gange umuligt for mig at gå ned af trapper, men løbe, det var langt nemmere.

”Nå, Zayn,” lagde jeg ud. Zayn vendte sin opmærksomhed mod mig. Den ønskede reaktion. Zayn lagde sit hoved lidt på skrå, han så nysgerrig ud, men alligevel gravalvorlig. ”Har du noget, du vil afsløre?”

Zayns øjne blev store, og i et øjeblik ville jeg have svoret på, at han prøvede at skjule noget. Men før jeg kunne være sikker i min påstand, havde han sat sin uskyldige – men overbevisende – maske på. Som muligvis ikke var en maske, men en reaktion. Havde Zayn rystet hurtigt og voldsomt på hovedet, ville jeg være sikker på, at han skjulte noget. Dog rystede Zayn oprigtigt på hovedet. Jeg havde absolut intet på ham. Zayn så muligvis hård ud, men han kunne ikke gøre en flue fortræd. Han var det ultimative englebarn.

”Sikker?” Endnu engang rystede Zayn på hovedet, denne gang mere forvirret. Han havde ingen idé om, hvad jeg fiskede efter, det havde jeg heller ikke længere. Så måtte jeg vel i tænkeboks. Tænke, tænke, tænke.

”Mm, men den der dag, hvor vi var til den der prisuddeling-”

”Kom nu bare til din pointe!” afbrød Zayn, meget uhøfligt.

”Ja, ja,” bed jeg. Jeg sendte Zayn et sidste irettesættende blik, vi kunne jo nødig have, at han afbrød igen.

”Der gik jeg sådan rimelig tidligt hjem. Hvad med Chanel? Hun gik hjem til dig, right? Hvad skulle hun hjemme hos dig?” Jeg lagde tryk ’dig’, bare for at indikere, hvor forkert det alligevel var. Hun var for pokker min søster. Hun havde intet at gøre hjemme hos Zayn, medmindre der var gratis mad, hvad der faktisk altid var. Vi boede sådan cirka dør om dør, og Zayn havde en nøgle til min lejlighed. Han kunne bare have låst hende ind. Problem solved.

”Hm,” svarede Zayn. Han undveg, han havde noget at skjule! Hvorfor kunne han ikke bare sige det, som det var? Man behøvede ikke at have en særlig pervers tankegang, for at regne ud, hvad der var sket. Selv jeg kunne regne den ud – selvom min tankegang til tider var ekstremt pervers – og hun var min søster. Det burde være argument nok.  

”Du er godt klar over, hvis du ikke svarer, så begynder jeg bare selv at prøve at gætte mig til sandheden, og det går jo sjældent godt, vel?” spurgte jeg, for sådan var det jo. Jeg kunne umuligt være den eneste, der havde det sådan. 

Zayn og jeg var efterhånden kommet et stykke ned af gaden. Vi gik bare, uden nogen destination. Det vidste Zayn bare ikke. Han stolede sikkert blindt på, at jeg havde styr på det. Det plejede jeg jo at have, hvor godt jeg så end var til at skjule det.

”Fiiint,” sagde Zayn og himlede med øjnene. Det irritererede ham sikkert helt vildt, at han måtte overgive sig. Det passede mig fint, helt fint. ”Jeg var blevet lidt fuld, og lagde lidt op til det. Chanel virkede helt tryllebundet af min charme-” Han grinede lidt over sit eget udtryk. ”-Niall og Liam var gået hjem, fordi Niall havde drukket sig selv i hegnet. Jeg sagde, at jeg ville tage mig af Chanel, hun er jo ikke så kendt i byen-” Endnu engang grinte han over sit eget udtryk. Vi var jo rigtig kendte i byen. ”-Så jeg tog Chanel med hjem-”

Så var det min tur til at afbryde ham. ”Hvorfor låste du hende ikke bare ind i min lejlighed?” Zayn kiggede surt på. Han tænkte nok noget alla ’hvorfor kan du ikke bare lade mig tale, når du nu selv tvang mig selv til det?’

”Nå, men altså jeg tog Chanel hjem til mig. Hun ville, til mit forsvar godt selv, jeg har ikke tvunget hende til noget, hvis det er det du tror. Men så… gjorde vi det-”

”AHVAD GJORDE I?” skreg jeg. Der gik min grænse, der var bare for meget. Fair, nok Zayn havde lov til at være glad, det havde Chanel og så, men kunne de ikke bare finde nogle andre at være det med? Jeg havde ikke engang set dem sammen, deres ’romance’ var ikke særlig tydelig.

”Lad nu være med at afbryde, Louis. Du spurgte selv, remember? Nå, men hvor kom vi til? Dér! Nå, men vi havde det der interview den næste dag, jeg havde lagt en seddel til Chanel. Jeg ville vise hende, at jeg ikke fortrød, hvilket jeg i øvrigt gør nu, bare så du ved det. Men da jeg kom hjem, fandt jeg sedlen krøllet sammen inde i køleskabet, mærkeligt sted at lægge den, hvis du spørger mig, men der lå den altså. Bagefter nakkede Chanel Loki og sådan noget, det kender du jo til. Du havde snakket med hendes, så vidt jeg forstod. Men det gik vidst ikke så godt.” Zayn puffede drillende til mig, selvom der intet sjovt var over det. ”Men sidst jeg så hende, var i hvert fald, da hun stormede ud af din lejlighed for ikke så længe siden. Hun var vidst meget vred, og sagde noget med, at jeg skulle skride. Men da jeg kom hjem efter det der interview, fandt jeg artiklen med Perrie.” Zayns stemme knækkede, Perrie var stadig et meget ømt punkt for ham. Jeg klappede ham venskabeligt på ryggen, en indirekte opfordring til, at han skulle fortsætte.

”D-det var ikke mig, der havde slået den op, så det måtte være Chanel. Jeg havde vidst kommet til at strege Sykes’ klamme fjæs over.” Zayn grinede lidt over det, og jeg grinede med ham. Perrie og Sykes, det måtte være forfærdeligt for ham. Jeg ønskede for ingens vedkommende, at komme sammen med Sykes! ”Hun måtte have set en sammenhæng mellem artiklen og de små ujævne krøller i den. Pointen er i hvert fald, at hun må have følt sig udnyttet. Når man er nede i et hul, bliver det bare dybere og dybere for hver negative ting, man husker. Jeg synes ikke selv jeg har udnyttet hende, det var vel bare et one night stand. Det er vel ikke udnyttelse. Sagen er bare, at hun er helt ude af den.” Zayn stoppede sin talestrøm. Det var lidt over overvældende. Zayn og Chanel havde været i seng sammen. Zayn havde muligvis udnyttet Chanel, for at bevise over for sig selv, at han var kommet over Perrie. Chanel havde muligvis lagt mere i det, end Zayn.

Jeg havde en underlig trang til at være vred på Zayn. Det var der bare ikke tid til, vi måtte finde Chanel. Man kunne aldrig vide, hvad hun kunne rode sig ud i. Vi var efterhånden kommet et godt stykke ned af gaden, jeg sagtens kunne identificere, men ikke se nogen mening med. Zayn sendte mig også et spørgende blik, hans øjne var helt blanke. Det havde alligevel været hårdt for ham at sige til mig. Jeg kunne høre den velkendte lyd af min SMS tone og min lomme vibrerede.

Fra Liam

Jeg er sammen med Chanel. Vi er hjemme hos jer, hun er helt ude af den. Skynd dig lidt!

Så vidste jeg, da hvor hun var. Så langt så godt. Jeg prikkede Zayn på skulderen og vendte så om. Han forstod hentydningen og vendte derfor selv om. 

Til Liam

I’m on my way!

Byen fløj forbi. Gåturen gik meget hurtigere end før. Zayn og jeg vekslede ikke mange ord undervejs. Faktisk slet ikke nogen. Der var heller ikke så meget at sige. Ordene kunne i hvert fald slet ikke finde sin vej op af min mund. For engang skyld var jeg helt stille, og Zayn havde bare at nyde det. Han var den, der var værst til at klage over min endeløse talestrøm.

Vi steg ind i elevatoren. Som sædvanlig var ventemusikken, vores egen. One Thing, for at være helt præcis. Hvorfor det altid var vores musik, der blev spillet, havde jeg ingen anelse om. Jeg havde faktisk, spurgt viceværten, om de ikke kunne prøve at spille noget andet for en gangs skyld. Han havde omgående svaret ’ja’, så i to dage havde der ikke været en eneste One Direction sang i elevatoren. I de tre uger efter, var vores sange blevet spillet på repeat. Nu spillede de også lidt andet musik, men ellers mest vores. Sådan cirka 90% One Direction, 9,5% andet og 0,5% stilhed.

Elevatoren sagde ’pling,’ og Zayn og jeg trådte ud. Med hurtige skridt begav vi os ned af gangen, til Harrys og min hoveddør. Den var ikke låst. Forsigtigt trak Zayn ned i den, og vi listede ind. Liam havde trods alt skrevet, at hun var helt ude af den. Sådan noget skulle man ikke fucke med.

”Du må ikke sige noget til Louis!” Kunne jeg høre Chanels stemme sige. Hendes stemme var svag og utydelig. Hurtigt kunne jeg konstatere, at hun havde grædt. Hun havde tit snakket med mig, når hun var ked af det, før i tiden, sådan var det overhoved ikke længere.

”Nej, selvfølgelig. Det skal du selv gøre,” sagde Liams stemme roligt. Han var også altid så pokkers rolig. De sad angiveligt i køkkenet, eller de sad i køkkenet. Stemmerne kom i hvert fald derfra.

”Men ikke lige nu.” Chanel lød mere eller mindre panisk. Hvad var det jeg ikke måtte vide? Nysgerrigt bevægede jeg mig forsigtigt tættere på køkkenet. Zayn fulgte efter mig, sikkert også drevet af nysgerrigheden.

”Du gør det bare, når du er klar.” Nej Liam, hun gør det lige nu. Jeg er nød til at vide det. Hun var trods alt min søster, og den var jeg ved at bruge lidt for meget. Men det var jo sandt. Hun burde snakke med mig, når der var noget i vejen, ikke en af mine venner. Det var bare underligt. På den anden side, hvis hun kunne snakke med mig, havde hun muligvis ikke været ked af det.

”Tak, Liam, for alt.” Chanels stemme lød mere beroliget nu. Det beroligede hende åbenbart, at hun ikke behøvede at fortælle mig det med det samme. Hvordan kunne det være så slemt? Hvorfor skulle jeg bare blive ved med at dumme mig gang på gang? I Chanels hoved kunne jeg i hvert fald intet rigtigt gøre. Samtalen fra tidligere dukkede op i mit hoved.

’Når vi nu alligevel står og peger fingre, vil jeg lige pointere, at du lige så godt kunne være Lucifer himself. Jeg hader dig til skyerne, at jeg nogensinde har været stolt over at kalde dig min bror, er mig en gåde. Fuck dig’ havde Chanel sagt. Hun ønskede mig ikke engang. Måske skulle jeg bare gå igen. Det ville nok være nok bare være bedst. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at blive vred og frustreret, når jeg tænkte tilbage. Hun var ikke perfekt selv, hvorfor havde jeg så ikke lov til at begå fejl? Hvad var min fejl i det hele taget? Jeg gik med hurtige skridt ind i køkkenet. Zayn protesterede, men jeg ignorerede det. Det var mit valg, ikke hans.

”Hvad er det egentlig, jeg har gjort?” sagde jeg en smule for hårdt. Mit blik fangede Chanels. Hun havde helt sikkert grædt. Hvis jeg ikke overvejede mine ord nøje, vil tårerne helt sikkert komme igen. Hendes øjne var i hvert fald blevet helt blanke.

Jeg stivnede, da jeg opdagede det tørre blod på hendes tøj. Mit blik skulle ikke meget højere op, før jeg så det aflange sår på hendes arm. 

___________________________________________________________________________________________________________________

Endnu et kapitel, mange gange undskyld for ventetiden. Jeg (Sofie) har skrevet de sidste tre kapitler, sådan cirka (Sara har hjulpet, Melanie den dovne skid, har ikke lavet en skid, men nu er det hendes tur) Det har været hårdt, lol, nej, det har været meget sjovt.. men alligevel deprimerende.. men sjovt. 

Hvad synes I om Louis' syn på dagen? 

Hvordan var Zayn? 

Hvad tror I, der sker i næste kapitel? 

I skriver, hvis det lyster... og I må også gerne skrive, selvom det ikke lyster, det har aldrig været noget problem. Et like eller favoritliste vil hellere ikke gøre noget :3 Ej I er dejlige. 

- Sofie :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...