Good Girl Gone Bad (1D)

Louis og Chanel var det man ville kalde de perfekte søskende.
Deres forhold var utroligt stærkt, lige indtil Louis melder sig til X-factor,
og langsomt glemmer Chanel.
Det ændrer hende, og hun begynder at hade Louis!
Chanels opførelse bliver så dårlig, at hun til sidst bliver smidt ud af sin skole.
Hendes forældre får nok og vælger derfor, at hun skal tilbringe sin sommer hos Louis i London.
Hvordan kommer det dog til at gå, når hun møder de drenge, der tog hendes elskede bror fra hende?
Det bliver en sommer fyldt med Drama!
Husk i kan tjekke traileren i højre hjørne------->

65Likes
55Kommentarer
9017Visninger
AA

12. An Unexpected Conversation

Så der var gået en uge siden mit nervesammenbrud hos Liam og jeg havde virkelig gjort alt hvad der stod i min magt for at ignorere dem alle sammen. Især Louis. Han havde opdaget sårene på mit håndled og blev ved med at spørge om det var hans skyld og hvorfor fanden jeg havde gjort det. Som han så fint selv havde formuleret det. Men jeg kunne bare ikke fortælle ham det. Og for at være helt ærlig, gad jeg heller ikke.

Jeg traskede ned ad Oxford-Street, fordi Louis var i sit lad-mit-gøre-Chanel-lykkelighumør. I morges kom han ind på mit tildelte værelse og lagde sit kreditkort og kode foran mig. Han fortalte mig kort, at jeg bare skulle forkæle mig selv, da han og drengene alligevel havde travlt med interviews. Og her var jeg så, på Oxford-Street med alt for mange penge mellem hænderne og dertil mindst lige så mange poser.

Jeg var – heldigvis – ikke blevet opdaget endnu. Men nu var jeg jo heller ikke den mest famøse person, der traskede ned af Londons gader.

Jeg gik lidt i mine egne tanker og lyttede til Union J - Carry you, mens jeg gik og kiggede på alle butikkerne. Shopping er dejligt! Jeg fik øje på en TopShop og besluttede mig for at gå derind. Det viste sig at være overraskende besværlig at skrå over gaden. De travle englændere, der bare skulle videre og de afslappede turister, som tog sig god tid til at se på de forskellige butikker, syntes at komme god ud af med hinanden. Men så var der Chanel. Hende skulle der jo ikke være plads til.

Da jeg endelig kom ind i butikken var faktisk ikke specielt mange mennesker derinde. Hvilket er dejligt for der er ikke noget værre end en prop fyldt butik, når man lige kommer fra en propfyldt gade.

Jeg gik rundt og kiggede på alle deres shorts, da jeg snart skulle med drenge på deres Take Me Home Tour, og det ville jeg gerne have nogle nye ting til. Og, så havde jeg et enormt behov for flere short.

Jeg gik helt i min egne verden, da en pige pludselig råbte: "OMG! DET ER CHANEL TOMLINSON," og løb hen mod mig. Jeg nåede kun lige at betragte hendes lyse hår, der svang fra side til side, før hun stod med næsen helt oppe i mit ansigtet. 

"Omg, Chanel jeg elsker dig! Må jeg ikke få en autograf og billede. Jeg elsker din stil, du er mit forbillede," sagde hun i en lang køre.

"Ja selvfølgelig. Hvad hedder du?" spurgte jeg - okay hvorfor fanden er jeg så søde i dag?

”Ashley.” Jeg tog i mod den stump papir, jeg fik stukket i hånden. ’Til Ashley fra’, Jeg havde aldrig rigtigt øvet mig på min autograf, eller underskrift for den sags skyld, derfor skrev jeg bare mit navn så hurtigt jeg kunne. Ashley tog sedlen ud af hånden, idet jeg løftede kuglepennen fra den.

”Jen, vil du ikke lige tage et billede af mig og Chanel?” spurgte pigen. En høj, tynd pige kom til syne. Hun nikkede tavst, og tog imod den mobil, hun fik stukket i hånden. Jeg lagde armen om Ashley, hvorefter jeg smilede stort. Knips, sagde det og billede var taget. Ashley gav mig et hurtigt kram, og gik så hen til sin veninde.

Underligt glad gik jeg hen for at betale mine ting. Om det var fordi Ashley var blevet glad, da jeg gav hende en autograf og tog et billede med hende, eller, fordi jeg kunne bruge en masse penge, der ikke engang var mine, vidste jeg ikke. Det var nok en god blanding.

Jeg nåede kun lige ud fra butikken inden min mobil begyndte at ringe. Jeg fumlede lidt med mine poser, men fik den da til sidst op af mine lomme.  

"Det’ Chanel."

"Hey Søs!" lød en lettet stemme i den anden ende af røret.

"Louis, hvad vil du?"

"Øhm, du bliver nød til at komme ud til os."

"Hvorfor?" Jeg satte en hånd i siden.

"Jeg skal bruge dig til noget."

"Til hvad?" blev jeg ved. Jeg var så træt gåder.

"Chanel, drop nu alle dine spørgsmål og sæt dig ind i Pauls bil," sukkede Louis.

"Hey, vent hvordan ved du hvor jeg er?!" udbrød jeg. Det var, ved nærmere eftertanke, lidt skræmmende. Og stalkeragtigt.

"Twitter," svarede Louis kort.

"Arghh!" Det var bare en af de dage, man havde lyst til at slette sin Twitterprofil, eller bare kaste sin mobil i havet.

"Chanel?"

"Ja, jeg sætter mig derind nu," svarede jeg hurtig inden jeg lagde på og gik ind i Pauls bil.

 

Vi var endelig kommet til det studie hvor drengene var, og vi var nu i fuld gang med at masse os gennem 100.000 Directioners, der råbte og skreg mit navn. Og det skal lige siges at det er pænt svært! Det undrede mig lidt, at der ikke var en speciel indgang til ’medvirkende’.   

Vi kom endelig ind, og jeg blev guidet ind i en lang gang og fik at vide det var 3. dør på venstre hånd. Med raske skridt nærmede jeg mig døren, mens jeg talte – bare for at være på den sikre side. Jeg trak ned i håndtaget, efter jeg en sidste gang havde tjekket, at det var den rigtige. Det ville være et kønt syn, hvis jeg gik forkert!

Synet, der mødte mig overraskede mig ikke sønderligt. Fem store børn lå sammenfiltret midt på gulvet. Det var tydeligt, at alle andre heller ikke tog sig så meget af det, da de fleste bare passerede dem, uden at skænke dem et blik. Det var vel hverdag.

"Okay..." mumlede jeg, uden at flytte blikket fra dem.

"Heiiii Chanel," råbte Niall. Glad, som altid. Jeg gengældte hurtigt det enorme smil, Niall sendte mig

"Nå, hvad skulle du bruge mig til?" spurgte jeg undrende. Det var som om en byrde blev løftet af mine skuldre, jeg havde haft lyst til at stille det spørgsmål i laaang til. Paul havde ikke just været til nogen hjælp.  

"Du skal interviewes med os," svarede Niall indlysende. Det burde hun da vide, tænkte Niall sikkert. Men nej, det vidste jeg ikke. Jeg var ikke det man kunne kalde den mest opdateret person. Men det var også lidt svært, når folk nægtede at fortælle en noget. 

"Af hvad?" Jeg spytter næsten ordene ud.

"Du hørte mig godt."

"Jeg kunne have hørt forkert!" prøver jeg ynkeligt.

"Men det gjorde du altså ikke," sagde Louis. Jeg vendte mig om mod ham. Det kunne han da ikke mene.

"Seriøst?" Jeg lod blikket glide hen over de andre drenge, der alle smilte stort til mig. Jeg stivnede lidt, da jeg når til Zayn. Han smilte også. Som om der intet var sket.  

"Ja Chanel, og nu går du ind til Lou og får ordnet dit hår og makeup."

"Hey, der er intet i vejen med mit hår," skyndte jeg mig at sige. Men det var for sent. Louis havde rejst sig op, og var begyndt at genne mig ind i rummet ved siden af.

 

Lou kom straks hen imod os 

"Hej, Chanel, Gud hvor er det lang tid siden! Jeg elsker det, du har gjort ved dit hår,” sagde hun, mens hun trak mig ind i et kram. Jeg skyndte mig at gengælde krammet. 

"Jeg har også savnet dig Lou." 

"Nå smukke pigebarn, skal vi se om det overhovedet er muligt at gøre dig smukkere,” sagde Lou. Jeg mærkede en varme stige op i mine kinder. Men jeg kan ikke nå at kommet med et svar, før Lou har trukket mig over til et Make Up bord.

"Louis, jeg klare den herfra," sagde Lou, mens hun smilte til ham. Louis nikkede, hvorefter han snoede rundt på tåspidserne.

Lou snakkede løs om løst og fast, mens hun ordnede mit hår. Hvilket egentlig bare gik ud på, at det fik lidt mere volumen. Make Up'en gjorde hun heller ikke så meget ud af. Hun gav mig smokey eyes og en masse sort eyeliner på. Lou så selv rimelig tilfreds ud, da hun var færdig med at kreerer. Jeg måtte selv sige, at hun havde gjort et godt stykke arbejde.   

Jeg fik ikke meget tid til at beundre mig selv, før jeg nærmet blev hevet ud og ind i et andet rum, hvor Louis og de andre var.

Producerne sagde hvordan vi skulle stå, og vi gjorde som han sagde. Vi stod sådan, så Louis stod foran mig, med Niall og Liam ved siden af mig og bag mig stod spadser Zayn og Harry.

Lige inden døren gik op var der en der hviskede mig i øret. "Du ser godt ud." Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg klemte mine hænder så hårdt sammen, at mine knoer blev helt hvide.

"Hold dig væk fra mig, Zayn," hvislede jeg med sammenbidte tænder.

 

Zayns P.O.V

 

Okay, hvorfor vrissede hun sådan af mig? Var det fordi vi havde været i seng sammen? Det måtte det jo være, for siden den aften havde hun undgået mig, og snakket til mig som hun snakker til Louis. Og, hvorfor er det idet hele taget, at det gør mig noget? Jeg er ligeglad med Chanel. Det var en fejl, at vi var sammen. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at længes efter mere.

Døren gik op og vi gik alle sammen ned af trapperne og vinkede til publikum, der råbte og skreg. Vi gik videre hen mod en ekstrem lang sofa, hvor der var mere end rigelig plads til os alle sammen. 

Vi fik hurtigt placeret os og studieværten begyndte at stille spørgsmål omkring vores kommende tour og lignende. Og vi svarede som vi havde fået besked på. Men et spørgsmål fangede dog min opmærksomhed "Chanel hvad siger du til at skulle med drengene på tour om ikke så lang tid?" 

Chanel havde rømmet sig og så vendt sin opmærksomhed mod værten. "Øhm, det er vel fint nok, altså det bliver da spænende at se en stor del af verden." Det var åbenbart det eneste hun havde at sige til det. Ikke noget med ’det bliver dejligt at se lidt mere til Louis og drengene’ eller ’jeg glæder mig også til deres koncerter’.

Resten af interviewet forsatte som planlagt og vi sluttede af med at synge Little Things.

 

Chanels P.O.V

 

Vi var nu på vej hjem til Louis, da det åbenbart var hans tur til at stå for maden, selvom maden var takeaway, men what ever, takeaway var dejligt.

Da vi sad rundt om bordet – som endte med at være stuebordet – satte Zayn sig ved siden af mig i sofaen. Han sad og studeret mig diskret, selvom det ikke var diskret. De andre lagde ikke mærke til noget, men jeg kunne mærke hans stikkende blik over det hele.

Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Både fordi jeg – meget mod min vilje – rødmede og fordi irritationen buldrer kogte inden i mig. Jeg vendte min opmærksomhed mod tv’et, som viste et eller andet program jeg ikke genkendte.

Drengene snakkede om et eller andet, jeg ikke havde gidet at sætte mig ind i, da det ikke var videre spændende. Zayn sagde også noget ind imellem, nok så de ikke fattede mistanke ved hans underlige stilhed.

Da jeg endelig havde fået sat mig lidt ind i programmet, mærkede jeg en blød hånd på mit lår. En varm følelse bredte sig i min krop, men jeg skyndte mig at få den skubbet væk.

”Hvad laver du?” hvæste jeg lavt. Zayn vendte sit ansigt mod mit, og i et kort øjeblik flød jeg ind i hans varme brune øjne. Endnu engang måtte jeg nive mig selv, for at blive klar i hovedet. Indvendigt bandede og svovlede over den virkning Zayn havde på mig. Hvorfor skulle han også mere så pokkers fortryllende?

”Undskyld,” svarede Zayn, og fik fjernet sin hånd. Han kiggede brødebetyngende på sine hænder. Jeg sad lidt og kiggede på ham, hvordan hans mund åbnede sig let, som om han ville sige noget, hvordan han fik en lille rynke i panden, som om der var noget der nagede ham.

Jeg nev mig selv i armen igen. Det kunne da ikke være rigtigt, at jeg havde så mange tågede øjeblikke, når Zayn var omkring mig. De ikke være rigtigt.

Zayn åbnede munden igen, men ender med at tøve. Jeg kunne nemt forestille mig den indre konflikt, der udspillede sig derinde. Endelig fik Zayn hanket op i sig selv, og ordene strømmer ud af hans mund. ”Du må altså meget undskylde, at jeg har været sådan en idiot. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men jeg tror ikke jeg kommet mig helt over Perrie. Men det ændrer ikke noget ved den virkning du har på mig. Du er så skide tiltrækkende. O-og du må altså ikke hade. Jeg kan ikke have, at du hader mig.”

Zayn kiggede afventede på mig, men jeg var mundlam.  

______________________________________________________________________________________

Undskyld ventetiden, den har været alt lang! Men vi skal nok prøve at forbedre os. 

I må meget gerne skrive, hvad I synes om Stroemsteds/Melanies kapitel, jeres kommentarer varmer altid. 

Tak, fordi I er så tålmodige x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...