Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7460Visninger
AA

12. This.

 

”Hvad vil du Logan?” Jeg stirrede irriteret på ham, hvilket sikkert var skyld i hans kække smil. ”Ikke noget specielt,” han trådte hen mod mig.

Jeg tog min hånd op til hans skulder, inden jeg skubbede ham de to skridt tilbage, han havde taget frem. ”Hold dig væk fra mig,” – ”Mmhm,” han stirrede indtrængende på mig, hvilket fik mig til at rynke brynene.

”Jeg glemte vist at fortælle dig noget i går.” Irriteret rystede jeg på hovedet, ”jeg tror, at vi blev færdige i går, Logan.” Det sidste jeg magtede i dag oven på så lidt søvn, var Logan.

Han skubbede mig op mod min bil med en hård hånd på min skulder. ”Her er det mig der bestemmer Claire,” han virkede truende, men jeg var for træt til at se ansvarligt på det.

”Godt nok,” jeg skubbede hans hånd af, inden jeg låste min bil op. ”Som du ønsker,” jeg var ligeglad med, om han måske kunne finde på at gøre mig noget en anden dag. Jeg skulle væk herfra.

Derfor satte jeg mig hurtigt ind og der gik ikke en gang et sekund, inden jeg havde fået sat nøglen i.

Jeg ville gøre, som de sagde, jeg ville tale med Louis om det. Jeg vidste ikke hvordan eller hvorfor, men jeg følte, at jeg blev nød til det. Jeg var blevet rigtig glad for ham og de andres venskab.

Og det lod alligevel ikke til, at de andre havde tid til at savne mig. June havde travlt med Jake, Patricia havde vist nogle familie problemer, og Daisy var bare den samme Daisy uden mig i hendes liv.

Jeg undrede mig over, om de overhovedet havde grædt over, at jeg var flyttet. Jeg savnede dem, jeg savnede dem alle sammen. Selv Justin.

Før jeg vidste af det, var jeg selvfølgelig ovre allerede udenfor den velkendte lejlighed. Det var som om, at min puls steg en smule, fordi jeg skulle op og snakke med Louis.

Hvorfor egentlig det?

Undrende med rynket øjenbryn nærmede jeg mig elevatoren, imens jeg træt gned mig i øjnene. Ligeglad med om min mascara failede en smule af det.

Jeg stirrede på tallet som om, at det ville springe på mig. En underlig følelse dannede sig, da hans etage nummer blev trukket ind.

Hvorfor jeg var så nervøs, vidste jeg ikke. Jeg havde måske været en smule hård ved ham. Måske gjorde han det bare for at beskytte mig.

Men på den anden side... Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg fortrød. Jeg fortrød ikke vores venskab men det punkt med, at vi nu havde kysset to gange.

Jeg fortrød ikke. Tror jeg.

Ligesom elevator dørene åbnede sig og Louis’ hoveddør kom til syne, var det der kom til syne faktisk selve Louis. Han stod med ryggen til, imens han irriteret ruskede vildt med hånden i hans jakkelomme.

Dog vendte han sig om, da han hørte dørene. Med en bilnøgle i munden, rodet hår, trætte øjne og poser fyldt med mad i, stirrede han overrasket på mig med hans blågrå øjne.

Han spyttede nøglen ud, efter at havde stirret en smule. Han greb den med hånden, inden han åbnede hans mund lidt.

”Claire?” Han lagde hovedet en smule på skrå, hvilket fik en underlig varm følelse frem i mig. Hurtigt skubbede jeg den væk, inden jeg sendte ham et forsigtigt genert smil.

”I egen høje person,” min stemme var hæs og lav, men han kunne tydeligvis høre det. Han smilte forsigtigt. ”Hvorfor er du her?” Han rettede hovedet op igen, inden hans øjne næsten blev panikken.

”Altså ikke på den måde ment, at du ikke må være her, for det må du ge…” – ”Rolig nu,” jeg lo kort, hvilket gjorde ham mindre anspændt.

”Undskyld,” mumlede jeg. Mit blik fangede gulvet, og kort efter kunne jeg høre, hvordan Louis satte poserne ned på gulvet. ”Det er mig der siger undskyld, Claire,” mumlede han en smule akavet.

”Jeg skulle ikke have løget, jeg ville bare.. beskytte dig og mig selv.” Jeg forstod ham udmærket godt. Drengen var forlovet, verdenskendt og jeg datede en verdenskendt i forvejen.

”Det er okay, Louis. Men måske burde vi…” – ”Lad vær med at sig noget… Jeg ved godt, at det lyder underligt, men kan vi ikke bare lade livet gå dens gang?” Jeg forstod ikke helt, hvad han mente med det, men jeg kiggede stadig ikke op.

”Claire, kig op.” Nu gjorde jeg så, hvilket efterlod mig med et træt forvirret blik på Louis. ”Bare lade være med at tænke over, at vi kyssede og så bare lade det være, som det er?”

”Hvordan er det da?” – ”Vores venskab. Du ved, jeg ved det ikke Claire..” Han sukkede. ”Jeg tror ikke, at jeg fortryder det, Louis.”

Jeg spærrede øjne op kort efter, da det gik op for mig, hvad jeg havde sagt. Hvorfor i alverden sagde jeg dog det? Fuck.

Elevatoren kørte ned bag mig, hvilket gjorde mig opmærksom på, vi stadig stod udenfor lejligheden, men heldigvis boede der kun en ”familie” på hver etage.

”Jeg fortryder ikke,” jeg stirrede en smule chokeret på ham. ”Men Louis – du er forlovet.” – ”Jeg ved det..” Han sukkede.

”Har du tænkt dig at fortælle ham det?” Jeg gættede hurtigt, at han mente Justin, hvilket fik mig til at synke en klump. Nej det havde jeg ikke. ”Nej,” hviskede jeg næsten, hvilket fik Louis til at nikke langsomt på hovedet.

”Har du tænkt dig at fortælle Eleanor det?” Han rystede på hovedet uden tøven. ”Skulle vi måske så bare glemme det?” Jeg nikkede til hans spørgsmål, hvilket fik ham til at smile lettet.

”Må jeg så spørge, hvad du laver her, når du burde være i skole? Det er trods alt onsdag.” Jeg lo. ”Kan du huske den der vilde fest i går som endte lidt dårligt?” Han nikkede, imens han endelig rev sine nøgler op af lommen.

”Den kan jeg cirka huske, ja.” Han grinte, hvilket smittede af på mig. Døren låste han op, inden han tog poserne, som jeg hjalp med.

”Jo ser du, eftersom den endte dårligt lå jeg og tænkte over det og noget andet, hvilket betyder jeg cirka kun har sovet to timer i nat.” Hans smil forsvandt, da han rejste sig op efter at have stillet skoende på plads.

”Undskyld.” - ”Du skal ikke undskylde, Lou,” jeg sendte ham et overbevisende smil, hvilket fik ham til at nikke. ”Okay så, men kan jeg ikke gøre et eller andet for at gøre det godt igen.”

Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet, hvor han begyndte at ligge tingende på plads. ”Jo. Lad mig være her, indtil jeg normalt har fri?” Han vendte sig om med et stort smil på læben.

”Selvfølgelig pjækker,” jeg stirrede fornærmet på ham, inden jeg skubbede til ham med min hofte. ”Jeg har en god undskyldning.” – ”For dig selv ja ikke dine forældre.”

Jeg rystede på hovedet af ham. ”Det har jeg da, det var Harry’s skyld.” Han lo af mig, inden han lagde en arm om min skulder og klemte mig ind imod hans krop.

”Harry er inde på hans værelse, han sover stadig eftersom klokken kun er 10, men han er fuld, så du kan få din hævn?” Hans stemme var drillende, og det var som om, at alle bekymrende flød ud af min krop ligesom det gjorde, når jeg tilbragte tid med Justin.

Den trætte fornemmelse forsvandt ved tanken om hævn til Harry, hvilket hurtigt fik mig til at løbe ned af gangen mod Harry’s værelse.

”Så står vi op, HARRY!” Skreg jeg, da jeg slå døren op men lukkede den hurtigt igen, imens jeg holdte mig for øjnene.

Havde jeg lige set Harry Styles nøgen?

***

*To måneder senere* (Undskyld jeg springer i tiden, men overlev med det eller kom og dræb mig, er ligeglad.)

Tro det eller ej, men de sidste to måneder havde gået overraskende…  gode. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle beskrive, hvor stort smilet på mine læber var.

Justin og jeg havde fået snakket sammen næsten hver dag, men vi havde stadig ikke snakket om det billede, som Daisy sendte mig dengang.

At gå og havde seriøse ting med Louis bag om Eleanor og Justin’s rygge, vidste vi begge godt, at ikke var smart, men vi kunne ikke holde læberne fra hinanden.

Logan havde ikke rigtig generet mig, imens Tessa, Sam og Alex var blevet en mere betydnings del i mit liv.

Daisy, June og Patricia skypede jeg med nogle få dage om ugen, hvis nogle af os havde tid. Det var en smule.. jeg kunne ikke forklare følelsen, men den var ikke rar, for man kunne tydeligt mærke, hvordan de to bedste veninder siden børnehaven langsomt begyndte at glide fra hinanden.

Den irriterende lyd fra uret som tikkede mod weekenden, syntes at bevæge sig langsommere hver gang jeg lod mit blik glide op mod den.

En blyant blev forsigtigt slået mod bordet i urets rytme, hvilket fik mig til at rynke brynene og dreje mit hoved mod venstre, hvor min kemi makker sad.

Han stirrede på uret, men når han gjorde det, var det som om, han fik tiden til at gå hurtigere.

”Jeg skal af sted til et møde nu, så I må gerne pakke sammen.” Fem minutter før fri fra verdens værste var mere end godt, så det kom vel ikke som et chok, at jeg var den første ude af døren.

Trapperne ned til første sal var tomme, hvilket gjorde man kunne gå hurtigere end almindeligt.

Jeg skulle ikke nå noget specielt i dag, men jeg vidste, at jeg ikke kunne bruge et minut mere på denne skole denne uge.

”Hvor skal du hen i den fart,” en spinkel kold hånd lagde sig om mit håndled. Jeg fik øjenkontakt med de velkendte lyse grønne øjne. ”Hvad vil du Alex?” Selvom jeg lød opgivende, smilte jeg til ham.

Han rettede på det orange hår, inden han tog den sorte hue over det igen. ”Kan du ikke give et lift?” Han sendte mig et skævt smil, og jeg nikkede undrende. ”Jo da, hvorfor?”

”Jeg magter bare ikke tage metroen,” han sendte mig et forsigtigt smil, inden han også satte i et okay hurtigt tempo mod hovedindgangen. 

This - Ed Sheeran. 

-------------------------

ved det er kort, men er træt, sur og trist så magter ikke skrive mere i dag. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...