Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7457Visninger
AA

17. The Way.

*ikke rettet igennem, tilgiv mig*

”Så det er altså ham her Logan, som lavede din hage blå?” Mit hjerte pumpede i en uregelmæssig rytme, da Justin gentog hans sætning.

Leo kiggede undskyldende på mig, men jeg havde kun øje for Justin. Han var vred, men der var også noget andet i hans blik, som jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle kalde.

”J-ja,” min stemme rystede svagt, men jeg vidste, at de begge havde hørt mig. ”Og nu er du sikker på, at du fortæller mig sandheden?” Jeg skar grimasse af hans hårde stemme og valg af ord.

Jeg stirrede en smule fortabt på ham, inden jeg lod blikket glide over på Leonardo. Han forstod og få sekunder efter, var Justin og jeg de eneste tilbage på mit værelse.

Vi stirrede lidt på hinanden, hvorefter Justin lod blikket glide ned i gulvet, imens hans mund åbnede sig halvt. ”Hvorfor fortalte du det ikke til mig?” Han stirrede nu såret på mig, så det var mig der flyttede blikket ned i gulvet.

”Fordi jeg…” Jeg gik i stå, hvorfor havde jeg ikke fortalt ham det? Stolede jeg ikke mere på ham efter Louis var kommet ind i mit liv?

Jeg kunne ikke svare ham, og da det gik op for ham, sukkede han. ”Claire, hvad vil du have, jeg skal gøre?” Jeg stirrede forvirret på ham.

”Jeg ved udmærket godt, at jeg lovede dig det, men..” Hans stemme rystede, hvilket fik mig til at stirre en smule overrasket på ham. ”Hv-Hvad mener du?” Min stemme rystede måske ligeså meget, men det var ikke det der talte.

”Jeg lovede dig, at vi ville kunne finde ud af det,” hans stemme var nu ikke høj og hård. Den var såret og stille. Jeg forstod, hvad han ville sige, men jeg ville have ham til at udtrykke det med ord.

”Sig det,” hviskede jeg, men han stirrede bare forsat på det. ”Fortæl mig, at vi ikke kan få det til at fungere, fortæl mig du ikke kan holde dit eget løfte!”

Jeg havde ikke registret, at jeg græd eller råbte, før Justin prøvende lagde armene om mig. Jeg slog ham hårdt på brystkassen, hvilket han blev chokeret over, så jeg kunne skubbe ham væk fra mig.

Jeg var ikke vant til at have ham tæt på mig selv mere. Der var gået to måneder, et halvt år hvor vi havde prøvet at få os selv til at fænge sammen. Som om at vi var i et forhold.

Men det var ødelagt på under to måneder. Også alligevel ikke? Var det?

”Synes du virkelig, at vi skal smide vores prøvende forhold væk på grund af et skænderi?” Han var en idiot, hvis han sagde ja. Jeg ville officielt sparke ham af helvede til.

”Det ved jeg ikke, Claire. Jeg kan ikke kende mig selv mere, jeg kan ikke kende dig. Godt nok er der kun gået to måneder, men jeg ved ikke..” – ”Du ved ikke, om der kan gå et år.”

Jeg afsluttede hans sætning, fordi jeg ville høre det. ”Præcis,” han havde også tåre i øjnene, hvilket fik mine til at forlade tåreklanerne og løbe ned af mine kinder.

”Jeg siger ikke, at det er slut Claire,” hviskede han forsigtigt, men jeg kunne kun stirre på gulvet under os. ”Jeg siger kun, at vi måske skal vente med at bygge mere på os som i et forhold, indtil vi er på plads i USA igen.”

Jeg sank en klump. Et hulk undslap mine læber, hvorefter jeg grinede falsk og grædefærdigt. ”Jeg forstår ingenting. Du vil sætte en stopper for vores udviklede forhold? Du vil have os tilbage til bedstevenner igen?”

Han nikkede tomt. Jeg kunne fornemme det. Jeg kunne nærmest høre, hvordan hans hår ramte hans bluse omme i nakken når det skete. Jeg vidste udmærket godt, at det var noget, jeg bildte mig selv ind.

Men jeg vidste udmærket også godt, at jeg sikkert ville kunne høre mit eget hjerte slå sig selv i 1000 stykker, for jeg elskede jo Justin.

Han havde altid været der for mig i flere år. Altid været den der havde været der, når ingen andre havde. Ham jeg havde følelser for, men de var forsvundet efter den lange distance og det møde med Louis.

Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Jeg var slippet i to stykker, som ikke kunne blive enige. Hvad ville jeg? Hvad følte jeg? Kunne jeg blive fri for alt dette forvirring?

Jeg ville ikke kun være bedstevenner med Justin, og slet ikke nu når vi var så langt fra hinanden. Jeg elskede ham, men hver gang jeg tænkte det, dykkede Louis’ navn frem oppe i mine tanker, og jeg kunne aldrig finde svaret på, hvad jeg egentlig følte for Louis.

Da jeg kiggede op igen et par minutter efter, vidste jeg, at jeg var alene, før jeg så den åbne dør. Jeg kunne mærke, at han ikke længere var her.

Jeg var alene, han havde forladt mig knust og forvirret – alene.

Alting føltes pludselig for meget. England var helt nyt, Daisy havde jeg nærmest mistet, June og Patricia havde måske aldrig rigtig været afhængig af mig – jeg var der bare. Justin var her ikke, men i stedet var Louis, Niall, Liam, Harry og Zayn. Louis på en underlig måde, jeg ikke kunne finde ud af. Alex, Sam og Tessa var nogle super søde venner, men Logan havde nærmest ødelagt det hele. Slåskampen, skænderier og væltede følelser.

Det var bare for meget, og som altid beskyldte jeg mig selv for det hele, hvilket fik mig til at udbryde et hulk, sætte mig ned på gulvet og slå armene om mig selv.

Jeg var træt, jeg var forvirret, og der syntes bare at være alt for meget i vejen her for tiden…

***

Det var ikke noget personligt, når jeg hverken tog telefonen eller lod være med at tage i skole. Det var ikke fordi, at jeg ville svigte Leo, Sam, Alex, Tessa eller Louis.

Nogle paparazzier havde åbenbart fanget Justin med tåre i øjnene udenfor lejligheden i går, og lavet en kæmpe artikel i alle blade med forside skrifter som:

Justin og Claire? Slået op.

Bieber forlader grædende Walkers lejlighed.

Justin Bieber og Claire Walker – hvad nu?

Justin Bieber hårdt knust.

Hvad blev der af de bedstevenner? Claire og Justin

Min twitter gik amok og alt det hate, havde kørt mig fuldstændig ned. Klokken var kun 12, hvilket ville sige jeg var alene hjemme, fordi jeg havde nægtet at tage i skole.

Alligevel havde jeg været vågen det meste af natten, plus bokset et par timer her i morges. Jeg var ked af det, og jeg var træt. Hvilket gjorde mig endnu mere ked af det.

Derfor lå jeg bare her i min seng, min mobil ved siden af mig, hvor Louis havde skrevet (omkring forsiderne) og ringet, plus Daisys facebook besked omkring forsiderne. Når ja Alex, Sam og Tessa ringede og spurgte, hvor jeg blev af, plus alt det hate der bare kunne ses ude på min låsskræm hele tiden.

Louis ringede, hvilket fik et suk til at forlade mine læber. Da den stoppede med at ringe, fløj en twitter besked op, hvor der direkte bare stod: You’re such a bitch. I’ll kill u

Godt nok var den kommet flere gange i dag eller sådan cirka, for selvfølgelig skrev folk anderledes og på andre måder. Når ja så var der også bare de der almindelige hate nogle.

Men det var i hvert fald nok, for da min mobil to minutter efter ringede igen, tog jeg den, uden overhovedet at se, hvem det var.

”Claire?” Hans stemme fik et kæmpe smil frem på mine læber, men det forsvandt igen og i stedet undslap et hulk. Hvorfor behøvede jeg også at gemme mit venskab med ham væk?

”Claire er du hjemme?” Jeg kunne ikke sige noget, da tårerne bare trillede videre og endnu flere hulk kom. Jeg nikkede, men få sekunder efter lykkes det mig at klemme et ’ja’ ud.

”Jeg kommer, bliv hvor du er. Tag en dyb indånding, smukke.” Så lagde han på, men jeg flyttede ikke telefonen fra mit øre. Først efter et par sekunder, hvor der så dukkede endnu en hate besked op.

Det gik først op for mig, hvad jeg havde gjort, da min telefon havde ramt væggen og gået i flere stykker. Jeg skreg frustreret, rev mig selv i håret, inden jeg hårdt satte mig på knæ ved siden af de ødelagte stykker.

”Nej, nej, nej, nej.” Hulkede jeg, imens jeg hårdt slog i gulvet og rev efterfulgt i mit hår af frustration.

”Claire!” Et par arme lagde sig om mig, hvorefter Louis trak mig op på hans skød. Jeg slap taget om mit hår, hvorefter jeg knurrede mine fingre fast til hans T-shirt og borede mit hoved ned i åbningen mellem hans skulder og hals.

”Shh,” hviskede han, imens han beroligende strøg hånden op og ned af min ryg. ”Shh,” forsatte han, hvilket bare fik mig til at hulke mere. ”Claire, rolig, træk vejret.”

Han rejste sig og i et øjeblik, var jeg bange for, at han ville tabe mig, men han havde godt fat og få sekunder efter, lagde han mig i sengen.

”Du bliver nød til at sove, Claire.” Jeg vidste ikke, hvordan han kunne mærke på mig, at jeg nok ikke havde sovet, men jeg var taknemlig. ”Så snakker vi om det senere.”

Dog da han ville putte mig ind i dynen, sparkede jeg den frustreret af mig og trak mig ind til ham igen. ”V-vi kan ikke være her.” Min stemme rystede kraftigt, men han hørte mig, og han forstod. Jeg opførte mig nok som et lille barn..

Selvom jeg udmærket godt kunne gå selv, gjorde jeg ikke modstand, da Louis tog mig i hans arme og begyndte sin gang ud i gangen, videre ud i elevatoren, ind i Harry’s og hans lejlighed, hvorefter vi endte i hans seng.

Da han ville gå sin vej, fik jeg forsigtigt hvisket, om han ikke ville blive. Så få sekunder efter lå han igen ved siden af mig med armene om mig, imens han forsigtigt lod hans læber ramme mine.

Bare en gang i få sekunder, men det var alligevel nok til at forvirre mig endnu mere, end jeg allerede var. Men da han gav sig til at hviske beroligende ord, glemte jeg hurtigt alt der havde fyldt mine tanker og begravede mig i mørket med Louis ved min side.

***

”Louis for helvede,” jeg lod min hånd trykke hårdt mod min pande, for at få den irriterende hovedpine væk. I stedet for vækkede det mig bare mere, hvilket gjorde jeg bedre kunne høre Louis’ og Harry’s stemmer.

”Gør hvad du vil, jeg vil ikke blandes ind i det.” Sukkede Harry, hvorefter jeg hørte han forsvandt ind i et andet rum. En dør smækkede da i hvert fald.

Få sekunder efter kunne jeg høre fortrin, men da jeg forventede ikke, at det var Louis der havde fulgt efter Harry.

”Please Harry. Bland Eleanor ud af dette.” Jeg hørte ikke Harrys svar helt, men det åbnede alligevel mine øjne halvt da han sagde det. ”I er forlovet,” mere hørte jeg ikke, men det var også nok til, at jeg endnu engang begravede mig i dynen.

Bortset fra denne dyne var ikke min, den duftede så meget af Louis, at det eneste jeg havde lyst til var at ligge der resten af dagen.

”Claire, chair?” Louis kom opmundrente en af døren. Hans hår var rodet, han øjne var en smule blanke og røde, imens hans kropbygning sagde, hvor træt han var.

”Ja undskyld – jeg var til et møde.” Hvad var klokken lige? Var det møde noget specielt siden han så sådan ud? Og hvor længe havde Harry og ham lige diskuterede sådan?

”Hvad er klokken?” Hans stirrede lidt på mig – som om han tog en hård beslutning i sit liv. Sådan havde jeg for resten aldrig set ham.

Han lod blikket glide over på hans skab, hvorefter han ellers begyndte at pakke alle mulige ting ned i en sportstaske. ”Louis?” Han sukkede, ”Claire, jeg er ligeglad med din mening. Du skal med mig, væk fra dette. Pak dine ting.”

Jeg løftede undrende det ene øjenbryn, hvilket fik ham til at stirre afventende på mig. Så smilede han skævt, hvorefter han kom over mod mig, tog min hånd og fik mig ud af sengen. Mere elefant end elegant.

”Av for helvede,” – ”det var jo heller ikke meningen, at du skulle lande på gulvet, vel?” Irriteret tog han igen, hvorefter han rev mig op og stå. ”Jeg mener det faktisk Claire,” mumlede han.

”Hvor skal vi hen?” – ”Væk fra alting.” Selvom jeg hellere end gerne ville, kunne jeg ikke. Godt nok var det, var det stadig torsdag eller var det blevet fredag? Godt nok havde vi ferie i en uge på mandag, men jeg troede faktisk, at jeg skulle tage en smut til USA dér.

”Kom nu Claire. Jeg beder dig. Glem skolen i dag eller senere er det vel. Kom med mig væk fra alting – bare en lille uge.” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde så svært ved at sige ja.

Jeg ville være sammen med ham, jeg ville være i nærheden af ham. Det var som om, at jeg savnede ham hvert minut, jeg ikke var sammen med ham.

Jeg studerede ham. Fra det sjuskede morgenhår, hvor han prøvede at dække det med den grå hat. Hans buskede øjenbryn, hans trætte grå/blå øjne. Næsen som var som en lille, sød. Hans sædvanlige smil med tænder fandtes ikke på hans læber, men i stedet vendte de nærmest den helt forkerte vej.

Han lod forsigtigt sin finger kører ned langs mit kindben, hvorfor han forsigtigt lod sine læber ramme mine. Selvom det var kort, vidste jeg, hvad mit svar var.

”Okay.”

The Way - Ariana Grande ft. Mac Miller 

--------------------

undskyld for at det er kort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...