Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7455Visninger
AA

15. Runaway.

 

”Hvem fanden har gjort det her?” Jeg stirrede lidt på hans ansigt. Han var frustreret, men jeg kunne godt lide den måde hans kindben blev tydeligere af den grund. Jeg sukkede, inden jeg rystede på hovedet over mig selv.

Justin var jo sådan set min kæreste og min bedsteven. Jeg indrømmede gerne, at vi havde været lidt skæve over dette langdistance forhold, men jeg nu når han var her, kunne jeg næsten føle det samme som i USA.

Bortset fra, at Louis hele tiden dukkede op i mine tanker.

”Jeg gik ind i en lygtepæl,” af panik over Justin’s utålmodighed, sagde jeg den første løgn, der faldt mig ind. Problemet var bare, at den langt fra var troværdig.

”Du gik ind i en lygtepæl?” Justin lød misbilligende, hvilket fik mig til at sukke og læne mig op af døren bag mig. ”Ja,” jeg smilte skævt, for at få lidt sjovt ind i min løgn, som jeg stadig prøvede at holde til at være sandheden.

Dog så det slet ikke ud til at virke, da Justin slog ud med armene. ”Helt ærlig Claire,” han samlede armene igen, inden han lod sine brune øjne bore sig ind i mine. ”Er jeg måske ikke din kæreste? Burde du ikke fortælle mig sådan noget?”

”Sidst jeg så efter, har vi aldrig rigtig fået afklaret, om jeg faktisk er din kæreste.” Jeg sværger, at det slet ikke var meningen, at jeg skulle få den sætning ud, men nu da jeg gjorde det, var jeg ret glad for det.

Smilet var dog ikke på mine læber, da jeg faktisk følte mig en smule forvirret. Ville jeg gerne være Justin’s kæreste?

”Og hvad så om jeg ikke har spurgt dig, er det ikke lige meget, når vi sådan set ikke laver andet end at være et kærestepar?” Vreden byggede sig langsomt op i mig.

Han kom fra USA pludselig, hvor han derover havde været fuldstændig ligeglad med mig. Han kom og krævede at få alt af vide, efter han selv havde noget gang med Selena igen.

Det der mest sårede mig var dog, at han fik den bekræftelse, om at jeg var hans kæreste, til at lyde så ligegyldig, fordi vi allerede opførte os som et par.

Ja så havde jeg nok ikke gået og kysset med Louis Tomlinson bag din ryg.

Troede han bare, at han kunne få, hvad han ville?

”Stop der,” jeg pyntede luften med min udstrakte pegefinger. ”Er vi et par?” – ”Det ved jeg ikke, det troede jeg?” Justin så forvirret ud. Jeg så væk fra hans brune øjne, inden jeg igen borede mine ind i hans.

”Det troede jeg også, indtil jeg kom hertil.” Jeg fortrød intet af det, som jeg sagde lige nu. Han ønskede at vide alt, han krævede at vide alt. Så skulle han sq nok også få alt af vide.

Undtagen den del med Louis.

”Hvad mener du?” Justin snakkede lavt igen, men jeg hvæsede stadig af ham. ”Hvad tror du, jeg mener med det?” Jeg slog ud med armene. ”I har alle sammen bare nærmest glemt mig, efter jeg er taget herover! Daisy og jeg falder langsomt fra hinanden, June og Patricia er ligeglade og dig Justin.”

Jeg ønskede at holde den lille pause, imens jeg forsat hvæsede. ”Du har næsten ikke skrevet med mig! Jeg tror, at vi har skypet tre gange på tre måneder, Justin. Tre fucking måneder, hvor jeg selv skulle lære at falde til herover. Tre måneder hvor I alle sammen bare har været sådan: Nå, Claire er i London, hun kommer nok aldrig tilbage, whatever jeg har travlt med alt muligt andet.”

En tåre trillede ned af min kind, og Justin fulgte den med øjnene.

”I tre måneder skulle jeg selv falde til her uden støtte fra jer! En fucking ny skole. Heldigt for dig - er der tre utrolig søde mennesker, som har taget mig til sig. Tre super søde mennesker, som jeg har lært alt om på tre måneder, imens jeg har snakket med min ’kæreste’ tre gange over skype og skrevet med ham omkring tre gange om ugen?!”

Endnu en tåre trillede ned af min kind. Måske overreagerede jeg, men jeg følte virkelig som om, at jeg ikke var vær at huske. Jeg var såret. Punktum.

”Tre måneder Justin. Er du klar over, hvor hårdt det har været ikke at kunne være omkring min bedsteven, som jeg har gået op og ned af i fem år. Plus sidste år begyndte vi at date.”

Han sagde ingenting, han stod bare med et opgivende blik, dog var hans øjne også fulgte med sorg.

Han havde ikke noget at være ked af. Han havde jo bare haft det fedt.

”Har du slet ikke noget at sige?!” Jeg råbte af ham denne gang. Min mor var i denne anden ende af lejligheden, ville nok ikke ligge mærke til det. Far var taget på arbejde hvilket betød, at den eneste der nok hørte det var Leonardo.

Justin åbnede munden, men der kom ingen ord. Jeg lod blikket glide op i loftet, inden jeg igen mødte hans øjne. ”Og skal vi også lige tage den fact med, at du har haft noget med Selena imens?”

Det gjorde ondt at sige. Jeg havde jo savnet Justin, jeg havde bare skubbet de følelser væk, imens jeg prøvede at nyde tiden, og skubbe alt det dårlige væk fra mig.

Nu var det som om, at det hele bare slog mig ned.

”Du har ikke tænkt dig at sige noget.” Et hulk undslap mine læber, hvilket endelig fik Justin til at sige noget. ”Claire,” ynkeligt rakte han ud efter mig, men jeg rystede afvisende på hovedet, inden jeg trådte til siden over mod mit make-up bord.

”Du kan bare blive her, jeg vil ikke være her.” Jeg hviskede nu, men jeg vidste udmærket godt, at han hørte det. ”Claire, stop nu..” – ”Nej. Jeg vil ikke stoppe Justin. Jeg er fucking såret og vred. Jeg vil bare lige væk, okay? Prøv ikke at stoppe mig.”

Jeg vendte ryggen til ham igen, inden jeg kastede noget tøj ned i min taske, plus min makeup og hårbørste.

Jeg var hurtigt ude i elevatoren, imens jeg prøvede at rette på min makeup. Jeg vidste, at drengene havde en koncert, så da jeg satte gå-gang mod Sams lejlighed, var jeg sikker på, at det var den rigtige beslutning.

Jeg gad ikke til at tage min bil, da Sam faktisk boede tæt på mig. Kun tre veje væk, hvilket ville sige, at det var nemmere at tage hen til ham end Tessa eller Alex. Ikke at jeg nogensinde skulle nyde at komme hos Alex. For Alex betød Logan.

Jeg havde efterhånden været hos Sam et par gange, da det var det eneste sted, hvor vi alle sammen kunne hænge ud uden nogle regler. Sam boede alene, men jeg havde aldrig fået af vide hvorfor.

Jeg ringede på da døren indtil selve lejlighedsbygningen var låst. Der gik ikke ret lang tid før jeg forvirret hørte en stemme. ”Ja?” Det var Sam, hvilket fik et smil til at glide over mine læber.

”Sam det Claire,” mumlede jeg. ”Claire?” Selvom han var forvirret åbnede han, hvilket fik mig til at tage skridtene op af trapperne til anden sal.

Døren stod åben og Sam stod med et forvirret blik. Han havde en mørk T-shirt på med pletter af maling udover det hele. Hans bukser var også sorte men med maler pletter på. Han havde et hårbånd på, hvilket fik hans lange sorte hår til at sidde tilbage, så han ikke fik det i hovedet. I panden og på kinderne pyntede nogle malepletter af farverne grøn, rød, gul og blå.

”Claire?” Han lagde hovedet på skrå, da han lukkede døren efter mig. ”Undskyld hvis jeg forstyrrede.” Jeg havde faktisk aldrig været i et par rum i hans lejlighed, hvilket måtte være derfor, at jeg først tidligere fandt ud af, at han var en maler.

”Du forstyrrer ikke, jeg gætter på, at du søger et sted at overnatte?” Jeg sendte ham et skævt smil, inden jeg nikkede. ”Hvis det ikke er for meget at bede om?” Han rystede på hovedet og svingede med den højre hånd, som også var fyldt med malepletter.

”Bare sæt dine sko, så skal jeg vise dig gæsteværelset.” Sam havde en okay stor lejlighed. Et køkken, en stue, et badeværelse, hans eget værelse også to værelser mere, som jeg ikke havde været inde i.

Over for hans værelse åbnede han døren, hvorefter et enkelt gæsteværelse kom frem, hvilket fik mig til at smile stort og stille min taske på en lænestol derinde.

”Nu skal jeg lege Dr. Phil, hvis du følger med.” Han sendte mig et opmundrente smil, hvilket fik mig til at snøfte, inden jeg fulgte med ind i det sidste værelse.

Selvfølgelig var det der, hvor han malede. Der stod en masse malerier rundt omkring med bogstaverne SK i hvert højre hjørne nederst.

Her var rodet med hensyn til forskellige glas, farver og alle mulige andre maler ting. Ikke at det gjorde mig noget, for det var sikkert sådan, at Sam bedst kunne finde ud af det.

Han stillede sig foran et lade, hvor han havde delt det op i to sider. På den ene side havde han malet en sol som smilte stort og andre glade ting.

Han vaskede hans pensel, inden han satte det mod ladet med en sort farve på den anden side, hvorefter han få sekunder efter havde lavet et dødningehoved.

”Slå dig ned og fortæl mig.” Han klappede på stolen ved siden af ladet, hvilket fik mig til at smile skævt, inden jeg satte mig og forklarede, imens jeg fulgte alle hans bevægelser, han lavede med hans højre hånd.

***

Jeg var dødtræt, da min mobil ringede med alarm fra natbordet på Sams gæsteværelse næste morgen. Så træt at jeg bare slukkede den, hvorefter jeg lagde mig til rette igen.

Dog nåede jeg ikke at falde særlig meget i søvn igen, da Sam brød ind på værelset, imens han stresset fortalte mig, at hvis jeg skulle bruge badet, så skulle det være nu.

Da jeg alligevel havde træning senere i aften, besluttede jeg mig for at droppe det og ligge i et par minutter mere, inden jeg rejste mig for at finde det tøj i min taske, som jeg havde taget med i farten i går.

Jeg fortrød ikke det tøj, jeg havde taget med, da det stadig regnede udenfor. Alligevel forlod et suk mine læber, fordi det var så typisk London at regne.

Jeg trak hurtigt de blå stramme bukser op, inden jeg satte mig hen foran spejlet på gæsteværelset for at ligge noget makeup. Mit hår blev bare redt, hvorefter jeg trak den grå sweatshirt med skriften NERD på over hovedet.

Der gik ikke længe før jeg sad ved siden af Sam i hans gamle bil, men så længe den ikke braste sammen på vej til skolen var det fint med mig.

***

”Jeg gør det aldrig igen, og jeg gentager – jeg gør det aldrig igen.” Min hånd rystede stadig efter matematik timen, hvor Mr. Jeg.kan.ikke.huske.hans.navn.så.vi.kalder.ham.Mr.Pig.fordi.han.minder.om.en.gris.

Mr. Pig havde i hvert fald besluttet, at jeg lige skulle løse nogle brøk ting på tavlen. Selvfølgelig skulle det være matematik og selvfølgelig skulle det være det, som jeg ikke fattede en meter af.

Tessa og Sam grinede bare af mig, imens Alex satte farten op for at gå rundt om hjørnet ned imod den lille flok, som stod samlet nede for neden af gangen lige før idrætshallen.

Undrende stoppede jeg op, hvilket fik de to andre til at gøre det samme og stirre efter Alex. ”Hvad skal han?” Det var det, jeg hørte Tessa spørge om, inden jeg hørte Logan’s navn blive råbt i kor, hvorefter jeg satte i løb derned.

Jeg maste mig igennem alle eleverne, indtil jeg kom hen ved siden af Alex, som stod som en af de forreste i cirklen omkring Logan og en anden dreng, jeg ikke anede, hvem var.

Indtil han rettede hovedet op og hans ansigt virkede som et spejl. Forskellen var dog, at hans øjenbryn var flækket og hans læbe plus næse var slemt såret.

Jeg skar straks en grimasse, da min bror prøvede at slå ud efter Logan, men han fik i stedet ramt forbi og faldt pladask ned på gulvet, hvorefter Logan sparkede ham hårdt i maven.

”Stop det!” Jeg vidste, at det var dumt at bryde ind, men jeg måtte stoppe det. Jeg trådte ind i cirklen, satte mig på hug, og lagde en hånd på Leonardos skulder.

Jeg stirrede vredt på Logan. En hurtigt beslutning ville være at rejse mig for at banke Logan synder sammen, men jeg ville for det første ikke gøre det værre, og for det andet så turde jeg ikke være i nærheden af ham, hvis jeg skulle være ærlig.

”Skal søster komme for at redde dig?” Vreden byggede sig op indeni, hvorefter jeg rejste mig og nærmede mig Logan med en knyttet hånd.

Lige før jeg skulle til at svinge min hånd igennem luften, lagde en hånd sig på min og stoppede mig derfor i mine bevægelser. Vredt vendte jeg hovedet til siden for at se Sam stå med et bestemt blik.

”Glem det,” han hviskede, så jeg kun hørte det. Jeg lukkede øjnene i vreden, men åbnede dem hurtigt igen, da alle gispede rundt omkring mig, og jeg hørte en krop falde til jorden.

Jeg stirrede forbavset på Alex der stod foran Logan. Som for resten lå og jamrede sig efter hans brors slag. Et tilfredst smil gled over mine læber, dog var det heller ikke langsom om at blive fjernet, da en høj stemme råbte.

”Hvad sker der her?!” Mr. Jones – vores idrætslærer kom frem i gruppen, og straks forlod alle elever som havde været tilskuer, imens Tessa satte sig på hug ved Leonardo, som den eneste der ikke flygtede.

Sam slap min hånd, så jeg langsomt tog den til mig, hvorefter han stod stille og Alex lod sit blik falde ned på hans bror.

”Tessa Edwards, Sam King, Claire og Leonardo Walker. Mit kontor nu.” Han pegede væk fra os og over på Alex og Logan.

”Alexander og Logan Harris, jeg troede, vi havde afsluttet det med jer to. Mit kontor nu.” Hans stemme var fyldt med vrede, da han pegede os alle sammen ind på hans kontor.

***

”Det er sidste gang, jeg skal tage op til jeres skole, fordi I røg i en slåskamp!” Min mor råbte højlydt af os, da vi nærmede os elevatoren. ”Det var teknisk set kun Leonardo,” mumlede jeg utilfreds, hvilket fik min mor til at stønne irriteret.

”Hvem var det, som du var ved at slå?!” Jeg nægtede at svare på spørgsmålet, da hun udmærket godt vidste det. ”Jeg er godt nok glad for, at I alle sammen skal snakke igen i morgen.”

Vi ankom til etagen, hvilket fik hende til at gå med hurtige skridt ind af hoveddøren. ”Og Leonardo jeg gider ikke det der stilhed, hvis ham der Logan ikke fortæller, hvad der skete mellem dig og ham, så gør du!”

”Hey wow, hey!” Min far tog hænderne op i forsvar, da han kom ude fra køkkenet af. ”Hvad sker der her?” – ”Jo ser du, din søn røg ind i en slåskamp…” Også begyndte hun ellers at forklare hele historien til min far.

Derefter bad han mig om at gå, da jeg ikke havde gjort noget forkert, da jeg jo ikke havde slået nogen.

Det var det rene vanvid…

***

Jeg ved ikke, hvor længe de havde snakket ude i køkkenet. Far var taget på arbejde efter, hvorefter mor var gået i gang med at lave mad.

Selv havde jeg bare lagt i min seng, imens jeg havde skrevet en smule med Tessa, Sam og Alex om hele episoden.

Jeg anede ikke, hvornår Justin ville være hjemme fra det han nu end skulle. Jeg kunne heller ikke rigtig finde ud af, om jeg glædede mig efter skænderiet i går.

Ligesom jeg havde lagt min mobil i sengen, efter at have skrevet færdig om episoden, sagde min mobil endnu en lyd.

Jeg trak T-shirten over hovedet, imens jeg bekæmpede mig over mod sengen på en handicappet måde, fordi jeg havde min hårbørste i mellem benene.

Klokken viste fem på min mobil, men det var nu ikke det der tiltrak min opmærksomhed. Louis Tomlinson, stod der på skærmen efterfulgt af ved siden af den lille grønne taleboble. Straks låste jeg op med et skævt smil på læben, som kun blev større da jeg så indholdet.

Louis:

I’m sorry, I need to send you this x

Han havde vedhæftet et billede, som jeg havde taget på hans mobiltelefon, hvor jeg havde vendt den imod os. Jeg grinede, imens Louis så fjollet ud.

Jeg kunne tydeligt huske det. Selvom jeg lignede en flodhest på det billede, fjernede det ikke mit smil, indtil døren til mit værelse gik op, og jeg i chok tabte min mobil ned på gulvet.

For sengen var jo slet ikke 1 cm væk…

”Undskyld,” mumlede Leo, inden han lukkede døren bag mig. Jeg trak på skulderne, inden jeg samlede den op. Jeg låste den, inden jeg tog fat i min hårbørste og satte mit hår op i en hestehale.

”Claire?” Han lavede øjenkontakt med mig i spejlet, men eftersom jeg havde et hårbånd i munden, lagde jeg bare hovedet en smule spørgende til side.

”Du må undskylde, at jeg fik rodet dig og Alex ind i det der i dag.” Jeg trak på skulderne, da jeg havde sat hårbåndet i. ”Det er vel okay. Jeg er mere bekymret over, hvorfor dig og Logan overhovedet kom op at slås.”

Han trak på skulderne, inden han sukkende satte sig ned på sengen. ”Jeg ved det ikke,” han tog sig til hovedet, imens han bildt kørte en hånd igennem hans hår.

Mine sko smed jeg på gulvet, men koncentrerede mig om at høre hans laveste ord. ”Hvordan startede det?” Jeg tror ikke, jeg havde tal på, hvor mange gange jeg i dag, havde hørt den dreng sukke.

”Jeg spurgte ham om episoden i går,” en lyd hørtes fra højre, men hverken Leonardo eller jeg overvejede at kigge, da vores øjne borede hinandens for svar.

”Jeg spurgte ham bare, om hvad han havde gang i med dig. Han svarede ikke, så jeg stoppede ham, og sagde han skulle holde sig fra min søster… Så skete det ligesom bare.”

”Så det er altså ham her Logan, som lavede din hage blå?” Justin’s stemme skar igennem..

Olly Murs - Runaway

________

Hvis jeg får et kapitel skrevet, inden jeg tager til Spanien på onsdag, kan det være, at I får det om en uge. Altså den 22. Hvis min veninde gider udgive det. 

Ellers er jeg hjemme den 30 - ugen efter. Hvor jeg så vil prøve at udgive de senere dage. 

xoxo 

vandged

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...