Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7578Visninger
AA

5. Ready Or Not.

 

Jeg sparkede irriteret til min kuffert, imens jeg råbte af min mor. ”Så tag dog og hjælp mig med det her lort!” Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, men jeg holdt facaden oppe. Det skulle jeg, jeg havde ikke lyst til at vise dem, at jeg faktisk var skide ked af det og ikke bare vred.

Jeg var kun vred, fordi jeg var skide ked af det. Det var sjovt nok onsdag morgen, og både min mor, Leo og jeg stressede rundt, imens min mor talte i telefon med min far. ”Hun er mega hidsig,” grinede min mor ind i telefonen, så jeg vredt kom trampende ned af trappen.

Nede for enden mødte jeg Leo, som lige præcis undgik at få en knytnæve i maven, fordi han kendte mig så godt. Jeg kom igen trampende ud imod bilen, som vi selvfølgelig skulle have med til London. Faktisk var det min bil!

Min elskede skat holdt der, og havde sin sidste dag i U.S.A. i dag. Mit hjerte bankede da jeg satte mig ind på førersædet, og satte armene over kors imens jeg stirrede på huset.

Jeg ville savne dette sted så meget, det var det hus, som jeg var vokset op i. Havde haft de fleste op og nedture i, og nu skulle jeg bare forlade det. Det ville være noget andet, hvis vi bare flyttede til et andet sted i byen, men at flytte til et andet land, gjorde mig næsten vred.

Okay jeg var vred, men mest fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne blive glad det næste år. Ingenting kunne gøre mig glad, ingenting kunne være bedre end alting her i U.S.A.

Min mor satte sig om bag i, hvor hun straks begyndte at snakke om Chester, fordi hende og far var uenige om et eller andet med ham. Sikkert om han nu skulle flyve med os, eller om vi havde skiftet mening.

 Jeg startede motoren, imens jeg stirrede ligeud. Jeg kunne ikke kigge på det hus mere. Døren ved siden af mit sæde blev åbnet og ind satte Leonardo sig.

”Så vi vist klar,” min mors stemme var så glad, og jeg havde lyst til at sige, at hun kunne drukne for min skyld. Det ville nok ikke være den smarteste ide men altså…

Pf, hun behøver jo ikke vide, at jeg mener det.

Turen til lufthavnen var trukket, nok mest på grund af mit humør, men jeg var egentlig fuldstændig ligeglad. Da jeg endelig havde kørt min bil derover, hvor min mor ville have, steg vi ud, og jeg sagde farvel til min elskede bil.

Jeg tog min hver en kuffert i hver en hånd, fordi jeg sjovt nok havde to kufferter. Min håndtaske hang jeg over min skulder, imens jeg gik imod indgangen, hvor jeg vidste, at Justin, Daisy, Patricia og June var.

Leo og min mor råbte efter mig, da jeg løb direkte hen til Justin og de andre. Jeg stillede mine kufferter, inden jeg hoppede op og lagde armene om Justin’s hals.

Han tog fat om mit liv, inden han borede sit hoved ned i min skulder. ”Shh,” mumlede han, og det var først der, at det gik op for mig, at jeg græd. Tårerne løb bare ned af mine kinder. Derfor greb jeg hårdere fat om Justin’s hals, imens han vuggede mig en smule.

En hånd blev lagt på min skulder, og det var ikke svært at regne ud, hvem den tilhørte  Daisy trak mig fra Justin, så hun kunne ligge hendes arme om mig. Jeg borede mit hoved ned i hendes skulder, imens jeg misundende duftede til hendes parfume.

Jeg kunne ikke stjæle den mere ligesom hendes tøj, selvom jeg sikkert allerede havde noget af hendes. ”Det er min top..” Jeg grinede over hende samtidig med, at der kom en snøftene lyd. Det var rigtigt.

Jeg havde taget en hvid top på uden stropper, imens jeg havde taget en blomstret nederdel, som gik til midt på mine lår, og var sat op så kanten sad lige ved min navle endda lidt over. Jeg havde en blå skjorte ud over, imens mit hår havde jeg sat op i en hestehale, og min makeup var enkel.

Jeg stoppede med at grine, og kiggede lidt på hende med et halvhjertet smil, inden jeg gik videre til min rødhårede ven som også fik et kram. ”Jeg vil savne dig,” hviskede Patricia i øret på mig, og selvfølgelig ville jeg også komme til at savne hende. ”Jeg vil også savne dig.”

June fik også et kram, og bagefter stod jeg så lidt på dem alle sammen, fordi mor og Leo var ovre og tjekke ind med vores kufferter. Jeg sukkede, inden jeg kiggede ned i jorden.

”Jeg vil savne jer så meget, men vi må skype og skrive over facebook ikke?” Jeg kiggede op igen, og de nikkede alle sammen med et trist smil om læberne. ”Jeg vil virkelig savne jer,” mumlede jeg næsten utydelig, men Justin var hurtigt til at ligge armene om mig.

”Vi ses jo i ferierne og du er jo tilbage om et år ikke?” Jeg vidste, at han kaldte for at berolige os alle - også ham selv. ”Claire..” Leos stemme lød, og et suk forlod mine læber, inden jeg vendte blikket hen mod ham.

”Det er nu.” Jeg lod mit blik studerede mine tre bedste veninder, og den bedste ven man nogensinde kunne ønske sig, plus han var den, jeg så som min kæreste i fremtiden.

Jeg krammede June, Patricia, og Daisy en sidste gang, inden jeg lod mine læber ramme Justin’s. Han holdt mig tæt ind til sig, og da jeg trak mig fra ham, tørrede han tårerne af mine kinder. En tåre løb ned af hans hvilket fik mig til at løfte en finger og fjerne den.

Det var nu.

Jeg tog en dyb indånding, og vendte ryggen til dem alle sammen. Jeg holdt øjenkontakten med Leo hele vejen over til ham, og da jeg nåede ham, fulgtes vi over til mor.

”Godt så, er vi klar?!” Min mor var begejstret, og jeg havde virkelig allermest lyst til at slå hende ned over det. Da hun begyndte og gå, kiggede jeg en sidste gang tilbage.

Jeg løftede min hånd, og vinkede imens mit smil langsomt forsvandt, da jeg kunne se, at de var ligeså kede af det, som jeg selv var..

Så vendte jeg ryggen, og løb hurtigt op til Leonardo og mor, eftersom jeg ikke rigtig ønskede at blive væk..

Jeg ville savne U.S.A. så meget.

***

Jeg spærrede øjnene op, da jeg fik øje på lejligheden. Der var mindst 100 etager, og jeg ved ikke, hvad fanden jeg skulle tro om dette sted. Var det mit nye hjem?

”Wow, hvor mange etager er der lige?” Leonardo så spørgende på vores far, som kom gående ud af den store dør til lejligheden, og ned af stentrapperne for at komme hen til os.

”Hej til dig også da,” grinede han, inden han trak Leo ind i et kram. ”Men der er ti,” jeg sukkede, inden jeg stillede min håndtaske på jorden. ”Lad os komme op og se den!” Hvinede min mor, og tog hendes ting i hånden.

Jeg sukkede højlydt, inden jeg tog fat i mine kufferter, min håndtaske over skulderen også ellers af sted. ”Vi skal bo på ottende etage, og der kun en lejlighed på hver etage, hvilket vil sige, at vi har hele ottende etage.” Jeg hørte ikke efter, jeg stod bare og pillede ved mine negle, imens han snakkede som et vandfald.

Elevator dørene åbnede sig, og vi trådte direkte ind i en lille entre, hvor man kunne banke på vores hoveddør. Far åbnede døren, og lod os gå ind i en stor gang, hvor der hang et kæmpe spejl, og stod en kommode.

Også en masse plads hvor mine elskede sko kunne stå, og selvfølgelig noget til at hænge jakker på. Vi forsatte ud af døren, og kom direkte ind i en kæmpe stue med et åbent køkken ved siden af.

Her var stilfyldt, og jeg måtte desværre indrømme, at jeg godt kunne lide det. Der var to døråbninger to steder i stuen, og far viste først den del hvor ham og mor skulle bo, plus hvor kontoret og et badeværelse var.

Derefter viste han gangen hvor Leo og jeg skulle bo, og jeg måtte indrømme, at jeg elskede den måde de havde indrettet mit værelse på. Jeg havde endda walk in closet, og eget badeværelse.

Selvfølgelig var det utrolig fedt, men på den anden side, vidste jeg ikke helt, om det faktisk var det, som jeg ville have. De kunne jo ikke købe mig til at kunne lide London, jeg kunne jo ikke bare på den måde glemme alt om U.S.A.

Alligevel besluttede jeg mig straks for, at jeg ville begynde at pakke mine ting ud, og gøre dette hjem til mit. Heldigvis kunne jeg rejse igen næste år…

***

Mit værelse var nu officielt et sted, hvor man sagtens kunne se, at Claire Walker havde været. En masse billeder var blevet hængt op på min væg, gamle og nye af mit liv i U.S.A.

Mit makeupbord var blevet ud smykket med min makeup, jeg havde fået alt tøj ind i mit walk in closet. Jeg havde fået indrettet mit badeværelse, jeg havde fået lagt sengetøj på, stillet små ting på hylder rundt omkring og så videre.

Min altan hang sammen med Leos, men det gjorde mig egentlig ikke det store, da jeg havde gardiner, som jeg kunne hænge for.

Jeg smed mig udmattet i den store dobbeltseng, inden jeg lod mit blik glide rundt. Klokken var omkring fire, tjekkede jeg på min mobil, og jeg smilede stort over den facebook besked, som jeg havde fået.

Justin Bieber: I miss you.

Claire Walker: I miss you too. I like it here, but London isn’t the same as USA.

Justin Bieber: Yeah.. x I have to go baby.. Work is calling, x

Jeg gik straks ind på min twitter profil, og tjekkede de forskellige billeder fra lufthavnen. Jeg åbnede døren til altanen, hvor Leo allerede stod og kiggede. Jeg smilede skævt til ham, inden jeg selv lod blikket glide over London.

Big Ben var til at se, og jeg måtte indrømme, at det var faktisk var smukt. ”Leo, twitter billede.” Leo så underligt på mig, inden jeg gjorde tegn til, at han skulle stille sig med London i baggrunden.

Det gjorde han så, og smilede underligt til min telefon, imens han fik det til at ligne, at han rørte Big Ben. En latter kunne høres, og selvfølgelig var det min, som kunne høres, og kort efter blandede Leos latter sig, sikkert fordi han havde set billedet.

@LeonardoWalker and Big Ben. x London is beautiful, but I miss USA.

Jeg loggede hurtigt ud, fordi jeg ikke magtede at se, hvad folk skrev til det. ”Leo og Claire, kom lige!” Lød det fra stuen af, og jeg sukkede højlydt, inden jeg lukkede døren til altanen og nåede ind i stuen.

”Hvad?” Spurgte jeg irriteret, imens Leo bare stirrede en smule nysgerrig på dem. ”Er I færdige med at pakke ud?” Jeg nikkede, imens Leo rystede på hovedet. Min mor trak nogle penge op af hendes lomme. ”Kan du så ikke gå ned og købe noget salat, Claire?”

Jeg så opgivende på hende, men tog alligevel penge og forsvandt ud i gangen. Det var typisk, at jeg skulle købe ind, og især når jeg ikke vidste, hvor der lå noget supermarked.

”Der ligger et sted lige to gader rundt, Claire.” Min far sendte mig et smil, inden han rakte mig min læderjakke, som jeg tog imod med et lille smil. ”Til højre eller venstre?” Han rystede på hovedet, inden han forklarede mig vejen.

Og få minutter efter havde jeg taget elevatoren, og var nede i indgangen ligesom på et hotel, inden jeg forsvandt ud i Londons gader.

Solen skinnede men menneskerne lignede stadig nogle, som var ved at dø, fordi de løb rundt og væltede ind i hinanden. Og her var jeg så – midt i alt den travlhed og følte mig, som Palle alene i verden.

Supermarked kunne ses nu, og det fik mig til at sætte farten op, indtil jeg nåede indgangen. Som i et hvert andet supermarked tog jeg en kurv, og bevægede mig hen imod grønt afdelingen.

Jeg lod blikket glide rundt, og lagde kun mærke til en flok unge drenge over i et hjørne, som stod med ryggen til og mørkt tøj. Jeg skar en grimasse, inden jeg lod blikket glide videre hen på en travl mor med to små børn og til sidst et gammelt ægtepar.

Jeg lod mit blik lede efter det, som jeg skulle have, og kort tid efter havde jeg fået betalt, og var på vej hen til lejligheden igen.. Eller rettere sagt – jeg var på vej hjem.

Jeg tror aldrig, at jeg lærte at kalde London for min hjem. Det var underligt at tænke på, og jeg undslap et suk ved tanken om, at jeg skulle starte på en ny High School her i London.

Endelig kunne jeg gå op af stentrappen til lejligheden, da jeg fik en facebook besked, og ikke rigtigt kiggede, hvor jeg gik. Og selvfølgelig skulle det være den uheldige dag, hvor jeg gik ind i en person og tabte min mobil.

Et hvin forlod mine læber, da min dyrebare Iphone landede på jorden. Min mund åbnede sig, og jeg stirrede på mit cover, da den var faldet ned på skærmen. Jeg havde virkelig ikke råd til at betale en ny.

Lige da jeg skulle til at bukke mig ned efter min dyrebare skat, blev den taget op og vendt om. Jeg studerede kort skærmen, som havde fået en kæmpe ris fra bunden af hjørnet og op midt på skærmen.

Jeg lod mit blik kører op af personens arm, til jeg nåede en sort T-shirt med hvide striber. Jeg stirrede lidt på hans trøje, inden jeg nåede til hans ansigt, hvor jeg rent faktisk spærrede øjnene op.

Jeg rystede på hovedet af mig selv, inden jeg rev min telefon ud hans hånd, og i stedet løftede mit øjenbryn, så jeg så forvirret på ham. ”Louis Tomlinson.” Han rakte hans hånd frem imod mig, og jeg kiggede tøvende på den, inden jeg tog den forsigtigt. ”Det ved jeg.”

Han rystede min hånd, inden han gav slip. ”Claire Wa..” – ”Walker, yeah I know.” Afbrød han mig, og smilede skævt. ”Du dater Justin,” jeg nikkede, ”og du er med i One Direction.” Han lå kort, inden han nikkede.

”Så Claire – hvad laver du i England?” Jeg skar en grimasse ved ordet, inden jeg nervøst flyttede lidt på min fod, som var belagt med sorte vans. Helt ligesom Louis’… ”Jeg er kinda.. flyttet her til.”

Jeg tillod mig selv at fange hans gråblå øjne, og han nikkede bekræftende over mine ord. ”Fedt! Jeg bor lige oppe på sjette sal.” Jeg nikkede, inden jeg løftede min hånd for at lade en finger glide over min skærm med en grimasse placeret udenpå mit ansigt.

”Hvad siger du til, at jeg giver en ny skærm?” Forvirret lod jeg blikket glide fra min dejlige Iphone til Louis Tomlinson’s ansigt, som havde et undskyldende smil spillet på læberne. ”Hvorfor?”

Hvorfor ville han betale for en ny skærm, når han vidste, at jeg datede Justin? Jeg mener, troede han ikke, at Justin betalte for mig? Det gjorde han bare ikke, desværre, fordi jeg boede så fucking langt fra ham. Indset sur smiley.

”Fordi jeg ikke flyttede mig, da jeg så, du kom gående.” Jeg lod mine fingre stramme min hestehale, inden jeg lagde hovedet en smule på skrå. ”Det var da mig, der ikke var opmærksom nok til at se efter, hvor jeg gik..”

Elevatoren kom ned og åbnede dørene, hvorefter en ung man satte sin gang ned igennem den lille entre her nede. Louis gjorde en armbevægelse mod elevatoren, for at vise, at han lod damerne komme først.

Jeg smilede forsigtigt, inden jeg trådte ind, og trykkede tallet 8 ind. Ikke engang to sekunder efter stillede Louis sig overfor mig, dog nåede han lige at trykke på 6 tallet inden.

”Men jeg kunne have flyttet mig, fordi jeg godt kunne se, at du bare gik uden at se dig for.” Han smilede drilsk, hvilket fik mig til at rulle med øjnene en enkel gang. ”Det er min egen skyld ellers tak Louis,” jeg smilede forsigtigt, men han rystede på hovedet.

”Lad mig nu bare betale for den skærm, okay?” Elevatoren stoppede på hans etage, og han kiggede spørgende på mig. Jeg tøvede, inden jeg gav ham et selvsikkert smil. ”Hvis vi er så heldige at støde sammen igen, kan vi jo snakke om det.” Han grinende, inden hans blik flakkede rundt til forskellige sider.

”Aftale?” Han smilede selvsikkert, inden han trådte ud af elevatoren, og dørene begyndte at lukke sig. ”Aftale.” Dørene lukkede sig, og det sidste jeg nåede at se, var Louis Tomlinson’s selvsikre smil.

Elevatoren kørte de sidste to etager op, inden den åbnede dørene for mig, og lod mig gå to skridt hen til vores hoveddør, som jeg åbnede. ”Jeg er hjemme!” Råbte jeg en smule ligegyldigt, og sparkede mine sko af, inden jeg placerede dem på deres plads..

Jeg hang min læderjakke op, inden jeg forsatte ind i stuen/køkkenet, hvor jeg gav mor tingene og meddelte, at de skulle kalde, når der var mad.

Min MacBook stod så fint på mit ene natbord, inden jeg greb fat om den, og placerede den på mit skød, da jeg havde sat mig i min seng.

Jeg åbnede hurtigt skype, inden jeg loggede på, hvor jeg derefter åbnede Chrome, som hurtigt røg ind på hjemmesiden facebook.

Ingen af pigerne var på skype, og jeg vidste udmærket godt hvorfor.. Det var onsdag, og jeg vidste ikke, hvad klokken var, men jeg vidste, at de næsten alle sammen havde noget fritid lort om onsdagen.. Daisy og Patricia havde jo cheerleading, men det undrede mig, at June ikke var på.

Så meget lagde jeg heller ikke i det, da jeg bare kunne skrive over facebook til dem senere. Justin var heller ikke på skype, men det var han næsten aldrig, så det var ikke noget, som gjorde ondt eller noget.

Heldigvis kunne jeg skrive en besked til pigerne over facebook, hvor jeg beskrev lidt om min dag, bortset fra det med Louis Tomlinson. Da den var sendt af sted til dem alle sammen, fik jeg skrevet til Justin, hvor jeg heller ikke sagde noget om Louis.

En venneanmodning hoppede pludselig op, og da jeg stirrede på navnet, forbandede jeg alt hvor ordet London indgik. Jeg klikkede ind på hans profil, imens jeg forbandede ja knappen, da jeg trykkede den ned, og nu var venner med Louis Tomlinson.

Jeg gik på twitter, hvor jeg så et par få svar på det billede, som jeg tidligere havde lagt ind af Leonardo og London. De fleste var positive, men selvfølgelig var der også en del negative.

En lyd lød fra min computer, og et ettal stod ved facebook fanen, som straks fik mig til at klikke ind. Mit smil forsvandt, da jeg så, at det ikke var Justin eller nogle af pigerne.

Louis Tomlinson: Let's find a day when you might run into me again? ;)

Claire Walker: Louis Tomlinson..? Remember what I said earlier? ;)

Louis Tomlinson: Yeah? :)

Claire Walker: Then you have the answer.

“Claire, Leo! Der mad!” Lød det fra stuen af. Jeg stønnede utilfreds, inden jeg smækkede computeren i og rejste mig fra sengen.

Bridgit Mendler – Ready Or Not

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...