Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7372Visninger
AA

18. Lovin' It.

 

”Louis syng dog ordentligt!” Det var åbenbart muligt for en dreng, der var verdens kendt for at være med i et syngende boyband at synge dårligt. Jeg mener virkelig dårligt.

Selvom det nok var en overraskelse kunne Louis sagtens synge som en kat der bliver trukket i halen. Som om han ikke var højlydt nok normalt.

”YOU DON’T KNOW YOU’RE BEAUTIFUL, THAT WHAT MAKES YOU BEAUTIFUL!” Drengen sang jo ikke, han skrålede, råbte. Hans egen sang. ”Louis, du giver mig hovedpine.”

”Bare synd,” irriteret stirrede jeg på ham, da han igen skrålede højlydt med som en lille 10 årig pige. ”Kom nu Claire!” Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at prikke mig i siden.

Jeg sprang til siden, eller så meget som man nu kan, når man sidder i en bil. ”LOUIS!” Han lo højt, inden han igen tvang mig til at synge med.

Så selvfølgelig endte det med, at jeg sang højlydt med på resten af sangen.

***

”Har du egentlig ikke nogen vigtige møder og sådan noget?” Jeg så spørgende over på Louis, da han drejede af motorvejen.

”Eftersom det er fredag, har jeg weekenden fri, men skal til et møde mandag og tirsdag.” En klump samlede sig i min hals, ”jeg havde faktisk planer om, at jeg skulle tage til USA på mandag..”

Louis’ smil forsvandt, men han blev ved med at stirre på det røde lys, indtil det ændrede sig til grønt. ”Hvad med at du venter til onsdag? Så kan jeg sørge for at aflyse møderne mandag og tirsdag?” Jeg rystede straks på hovedet.

”Glem det, Lou, du skal ikke aflyse dine møder. Jeg kan godt vente til onsdag.” Jeg lagde hånden på hans hånd, der i forvejen lå på gearstangen. ”Er du sikker?” Et smil gled over mine læber, ”100.”

En sms tikkede ind, hvilket fik mig til at fjerne min hånd fra Louis, for at få min hånd ned i lommen. Klokken var omkring seks om morgen, så det var ikke så underligt, at Leo skrev.

Little bro Leo:

Where are u?

Me:

Can you just please tell mom and dad, that I went to school today, but I was with a friend this night. Oh and that I won’t be home before Tuesday afternoon, and that I’ll go to USA Wednesday? Thanks!

Hurtigt lagde jeg den fra mig igen, hvorefter jeg lod blikket ude af forruden. Der var efterhånden ved at være lyst. Foråret var koldt i år, ellers var det bare fordi, jeg var i England.

”Hvem skrev du med?” En britisk accent sned sig ind og afbrød mine tanker, hvilket fik et smil til at glide over mine tørre læber. ”Leonardo,” svarede jeg, hvilket fik ham til at nikke på hovedet.

Little Bro Leo:

So... where are u?

Irriteret sukkede jeg, imens mine øjne rullede sig en gang. ”Hvad så?” Louis grinede af mig, hvilket fik mig til at sukke opgivende – igen. ”Bare Leonardo som altid skal være så, urg.”

Jeg vidste udmærket godt, at det ingen mening gav, men heldigvis grinede Louis også bare af det. Den nød.

”Er vi der egentlig ikke snart?”

”Claire 5 år.”

”Svar nu bare på mit spørgsmål.”

Han lo. ”Jo vi er her nu.” Mit blik gled frem ad igen, da han drejede bilen til højre op af en lille stensti.. En stor have viste sig til hver side, som også gik rundt om det smukke lille hvide sommerhus.

Okay det var overhovedet ikke lille, men det var heller ikke stort.

Louis parkerede et par meter fra hoveddørens stentrapper. Jeg lod blikket glide op på det hyggelige sommerhus. ”Dette kalder du et sommerhus?” Han lo. ”Sådan cirka.”

Jeg lod den kolde forårs kulde ramme mine ellers varme ben, da jeg trådte ud af bilen. Jeg lod med forsigtige bevægelser mig nærme huset. ”Nøglen er under måtten, du låser dig bare ind.”

Det gjorde jeg så. Det første der mødte mig var en smal men lang gang. Der var knager, sko hylder, et spejl, en måtte og en plante der ikke så for godt ud.

Louis kom forbi mig med min sports-taske og hans egen, hvorefter han bare kastede skoende på en af hylderne. ”Husk mig på, at jeg skal vande den plante.”

Jeg rystede på hovedet af ham, imens jeg forsatte ind i det, som så måtte være stuen. Den var stor med en masse sofaer, en brændeovn, et fjernsyn, en bogreol og en masse vinduer som førte ud til en terrasse som første videre ud til stranden.

Et lille køkken, en spisestue og det lille badeværelse var mere at se nedenunder, hvorefter man skulle op af den gamle mørke trappe, hvor en lille gang kom til syne. To værelser hvor der hver hang et badeværelse til, hvorefter der var et halvt kontor halvt værelse i midten.

Louis og mig havde valgt det værelse med dobbeltsengen, da det andet værelse var fyldt med køjesenge, hvilket betød der næsten ikke var andet.

I det andet værelse var der derimod som sagt en dobbeltseng, et skab og en lille hyggelig stol med en bogreol foran.

”Har du nogensinde læst en bog herinde fra Louis?” Han kiggede chokeret på mig, hvilket fik mig til at stirre underligt på ham.

”Claire, jeg har ærligtalt aldrig læst en hel bog igennem.” Jeg stirrede dumt på ham, ”løgn,” nu stirrede han dumt på mig. ”Jeg nåede kun halv igennem den. Den anden halvdel blev spist."

Et højt grin undslap mine læber, hvilket fik ham til at tage fat i mig og kaste mig ned i sengen, hvorefter han irriterende kyssede mine kinder.

Pludselig stoppede han og satte sig op med armene over kors og et helt alvorligt ansigt. ”Det er faktisk sandt.”

***

Her var enkelt men smukt. Den fornemme stue med de mest behagelige sofaer, var på dette tidspunkt meget bedre end.. kage?

Louis rykkede lidt på sig, hvilket fik mig til at gøre det samme. Jeg lå op af ham, imellem hans ben, imens jeg hvilede hovedet på hans bryst.

Man skulle måske tro, at jeg stirrede på tv’et, hvor en tegnefilm spillede. Det var cirka, hvad der var i tv’et klokken ni en fredag morgen. I stedet stirrede jeg på den smukke udsigt udenfor.

Sommerhuset havde sin egen private del ved standen, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på bølgerne og solen der langsomt flyttede sig.

Efter vi havde pakket ud, havde vi lagt os her inde i stuen. Louis var dog faldet i søvn, hvorimod jeg slet ikke var i nærheden af træt.

Jeg sukkede kort, da endnu en høj irriterende lyd lød fra fjernsynet. Jeg satte mig op, hvorefter jeg skubbede tæppet lidt til siden, så jeg kunne slukke fjernsynet.

Louis skulle nødig vågne.

Jeg rejste mig næsten ude at falde over Louis’ ben, hvorefter jeg begav mig ud i det lille køkken. Jeg strakte mig kort, inden jeg ledte i skuffer, skabe og i selve køleskabet.

Der var ingenting, men jeg havde heller ikke forventet det. Dog da jeg lod mit hoved begrave sig i en skuffe, fandt jeg et par tebreve med min ynglings te.

Et smil gled over mine læber, inden jeg rakte udefter kanden, som jeg straks fyldte vand i. Imens vandet varmede sig (hvis det overhovedet hedder det) hev jeg fat i en lille foto bog, som lå tæt på brødkurven.

2010 1D boys forever

Jeg lo, da jeg så overskriften, men da jeg så første billede forsvandt det fjollede grin. Et billede af Niall der lå i den røde sofa inde i stuen med en dyne tæt omkring sig, imens et par tåre trillede ned af hans kinder, rørte mig åbenbart.

Liam sad på kanten, imens han sendte et beroligende blik imod Niall. Næste billede viste Liam og Zayn der sov i et af værelserne ovenpå. Det lignede næsten, at de havde været væk fra hinanden i flere år sådan som de lå og krammede hinanden.

Næste billede på den næste side, fik et smil frem på mine læber, da en yngre udgave af Louis løftede op i Harry’s mund for åbenbart at opmuntre ham.

Resten af billederne på de efterfølgende otte sider, viste billeder fra triste men glade minder, hvorimod den 9. og 10. side, viste drengene sidde rundt om bålet ude på stranden.

De havde skrevet deres samtale ned.

Liam: Is not over boys. We might not be in x-factor, but we’ll stick together. I won’t throw the best part of my life away already.  
Louis: I agree, come on boys. We can do this.
Harry: Are you sure?
Zayn: Of cause they’re sure Hazza. We can do this.
Niall: We can do this.
Liam: We can do this.
Harry: We can do this.

“Dit vand er færdig med at koge.” Jeg hoppede næsten en meter, da Louis lagde armene om mig bagfra. ”Shh rolig nu,” hviskede han i mit øre, da han kunne mærke, at han fik mig til at hoppe en smule.

”Du gav mig et chok,” forsigtigt lod jeg fingeren glide ned over håndskriften på den sidste side i bogen. ”Det var tider,” hviskede han, imens han også selv forsigtigt lod en finger trille ned af siden.

”Hvad mener du?” Forvirret lod jeg mit hoved ramme hans skulder, imens jeg stirrede på ham nede fra. Jeg kyssede hans kind, hvilket fik ham til at smile halvhjertet og kort.

”Det er ikke det samme mere. Dette kan vi næsten ikke mere. Vi har tiden nogle gange, men så har vi ikke bare tiden til at.. slappe ordentligt af. Der er hele tiden et eller andet vigtigt i hovedet, man ikke kan ligge væk.”

Et halvhjertet smil spillede nu på mine læber, imens jeg lod min hånd forsigtigt ligge sig på den modsatte kind af, hvor jeg lige havde kysset ham. Jeg lod min tommelfinger glide ned over hans kind – forsigtigt.

”Det jeg ked af,” han lod sine øjne fange mine. ”Det okay Claire. Jeg elsker det alligevel.” Et ægte smil gled nu over mine læber hvilket smittede af på ham.

Jeg glemte alt, da han forsigtigt vendte mig om. Jeg stod tæt ind til køkkenbordet bag mig, imens Louis stod tæt op af mig.

Min ene hånd lå på hans arm, imens den anden stadig ikke havde flyttet sig efter jeg havde lagt den på hans kind. Hans ene hånd lå på min hofte, imens den anden forsigtigt lod sin tommelfinger glide over mine tørre læber.

Forsigtigt kørte jeg min hånd op ad hans arm, hvorefter jeg lagde den bag hans nakke. Jeg kørte derefter den op i hans hår, der var så blødt, at jeg havde lyst til at have det imellem mine fingre hele tiden.

Måske var det underligt, men hans uglede, uvoksede, morgenhår var… Jeg havde ingen ord for det. Han rykkede hans ansigt tættere på mit, så jeg nu kunne mærke hans ånde mod mine læber.

Jeg vidste ikke, hvorfor vi gjorde dette. Hvorfor blev vi ved med at gøre det værre for os selv? Vi blev mere og mere tætte. På den forkerte måde. Han skulle giftes med Eleanor, der ville blive så meget drama. Og jeg var næsten i et forhold med Justin.

Louis var utro, og ja det var jeg vel også på en eller anden måde? Hvad havde han overhovedet tænkt sig? Skulle de giftes eller hvordan ville det ende?

Hvordan ville det ende med Eleanor og Louis? Eleanor og mig? Justin og Louis? Mig og Louis? Mig og Justin?

Jeg kunne slet ikke tænke så langt, for det var som om, at når jeg så Louis’ øjne var fremtiden lige meget. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg følte noget for den dreng, hvad jeg følte, var så et bedre spørgsmål.

Et par læber lagde sig mod mine og straks startede de efterhånden vante følelser, imens jeg forsigtigt lagde flere følelser i som altid. Hvis det overhovedet var muligt. 

Ariana Grande - Lovin' it 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...