Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7653Visninger
AA

14. Everything Has Changed.

*Undskyld for tastefejl el. stavefejl, magter ikke rigtig rette det igennem.*

Mandag morgen var som alle de andre mandage, bortset fra jeg slet ikke kunne følge med i de to første engelsk timer heller ikke denne matematik time.

Jeg kunne nemlig ikke beslutte mig for, om jeg glædede mig til, at Justin skulle komme her i dag. Han ville komme en lille time efter skolen var ovre, men selvfølgelig havde Justin selv spurgt min far, om han måtte bo hos os, så ikke behøvede at bo på et hotel, som han alligevel ikke ville tilbringe halvdelen af tiden på.

Og selvfølgelig skulle min far for en gangs skyld være glad på mine vegne over, at jeg skulle tilbringe tid med min kendte bedsteven / kæreste, så han havde da selvfølgelig sagt ja.

Det regnede udenfor hvilket gjorde det total deprimerende at sidde inde i et klasseværelse, hvor læren blev nød til at råbe en smule højt for at overdøve regnen med skråvinduerne, fordi vi var på øverste etage, plus det selvfølgelig var så mørkt, at lyset blev nød til at være tændt.

Et stykke papir blev kastet over på mit bord, men havde problemer med ladningen og ente i stedet i mit skød.

Alligevel samlede jeg det op og kiggede forvirret til min side, hvor Sam sad. På den anden side sad Tessa og på den anden side af hende Alex.

Sam sendte mig et skævt smil, inden han nikkede mod papiret, altså var det ham, som havde kastet det hen til mig, imens Hr. Bolton havde snakket derud af om et eller andet matematik noget.

Jeg folede sedlen ud, hvorefter en drengs håndskrift kom frem, alligevel var det meget flottere end andre drenges. Nævner ingen navne i mine tanker, Alexander.

You're absent, what's wrong?

Jeg er da ikke fraværende, jeg er fraværende. Jeg tog mig sammen til at tage min blyant i hånden, inden jeg med en sjusket håndskrift, svarede ham:

I’m just tired

Det var den største løgn ever, men jeg kunne ikke engang lyve på den måde at sige, at jeg kun kunne tænke på, at Justin kom til London i dag, og jeg glædede mig.

Oh God. Jeg glædede mig ikke engang..

Klokken ringede ud ligesom, at Sam skulle til at svare mig, men heldigvis kunne han nu ikke spørge mere ind til det.

Jeg tog min bog i hånden, inden jeg fortalte Tessa, at jeg ville møde dem i kantinen. Hun nåede ikke at svare, før jeg var forsvundet ud af klasseværelset.

Jeg var hurtigt til at finde mit skab, selvom der var utrolig mange mennesker, som alle sammen var på vej mod deres skab eller kantinen, fordi det regnede udenfor.

Da jeg havde smidt min bog ind i skabet, var jeg allerede på vej det modsatte vej end alle de andre, nemlig på vej mod hovedindgangen, imens jeg fiskede min mobil op af lommen.

Ligesom jeg skulle til at trykke min kode ind, blev jeg taget i armen men med et roligt greb, så jeg fjernede tanken om, at det kunne være Logan hurtigt.

”Hvor skal du hen?” Leonardos stemme var undrende, men jeg trak bare på skulderne. ”Skal lige ud og snakke med telefon med en,” mumlede jeg fraværende, inden jeg rev mig fri af hans greb og forsatte mod udgangen.

De efterhånden mørke trappetrin som havde fået farven på grund af regnen, havde jeg hurtigt fundet vej ned af, imens jeg låste min mobil op og trak hætten fra min hættetrøje op over hovedet.

”Hej Chair,” jeg smilte over hans stemme, inden jeg drejede hovedet hen mod rygerne, som ikke så ud til at ligge mærke til mig. Nok fordi jeg gik i den modsatte retning end dem.

”Hey Boobear,” han brokkede sig en smule over navnet, inden han afbrød sig selv. ”Hvad har du på hjertet?” Jeg sukkede, inden jeg stillede mig under noget halvtag.

”Jeg burde nok have skrevet til dig, så undskyld hvis jeg forstyrrer.” – ”Du forstyrrer aldrig,” afbrød han mig, hvilket fik et stort smil til at spille på mine læber, men det forsvandt dog hurtigt, da han spurgte mig om, hvad jeg gerne ville sige.

”Justin kommer til London i dag,” jeg vendte på hans reaktion, men han var stille i et lille minut, før han kom med en: oh lyd.

”Han skal arbejde i morgen og lidt i aften, men han ville vist være sammen med mig onsdag og torsdag..” Han kunne sikkert mærke min manglende begejstring, men spurgte ikke ind til det, da han sagde, at vi måske bare skulle lade være med at være sammen indtil på torsdag, hvor Justin skulle hjem.

Selvom det var en smule træls, var jeg hurtigt blevet enig med ham. Vi kunne ikke rigtig holde os fra hinanden og med Eleanor og Justin omkring os, var det måske lidt for farligt.

”Men vi ses så, ikke?” Jeg nikkede, inden jeg opdagede, at han ikke kunne se mig og ændrede det til et: ”Det gør vi da i hvert fald.”

Så lagde jeg på, hvorefter jeg straks satte retningen mod hovedindgangen igen, men jeg nåede ikke engang op af trapperne, før en tog hårdt fat i min overarm og skubbede mig hårdt bagud mod en mur.

”Hvad helvede?!” Vredt rev jeg min arm til mig, inden jeg stirrede på en Logans venner. Han trådte et par skridt tilbage, hvorefter et par andre samlede sig i en ring rundt om mig.

Hvor kliche artig kunne det lige blive?

Logan trådte frem, hvorefter han tog et hvæs af hans smøg, inden han endnu mere kliche artig pustede det ud i hovedet på mig.

Jeg stirrede bare irriteret på ham, inden jeg løftede det ene øjenbryn. ”Hvad vil du, Logan?” Han lo, smed smøgen på jorden og trådte på den med spidsen af sin fod.

”Hvad jeg vil?” Han lo hæst, inden han sendte mig et rigtigt tandpasta smil, som hurtigt forsvandt da han trådte tættere på mig. ”Jeg vil have,” han holdte en pause, imens han nærmest maste hans hoved ned i mellemrummet mellem min hals og skulder.

”Dig,” afsluttede han hans sætning, inden han placerede et kys på min hals. ”Logan, lad mig være.” Da jeg ville skubbe til ham, greb to af hans venner fat i mine håndled og pressede dem op mod muren bagved.

”Logan,” jeg hvæsede hans navn, som var han en klam edderkop som bare skulle dø, når den sad på ens væg om aften. ”Lad mig være eller jeg..” – ”Eller du hvad? Hvis du skriger, bliver det værst for dig selv.”

Mine rullede øjne var jeg mere end glad for, at han ikke kunne se, men alligevel fik jeg endnu en klump i halsen, da han kyssede min hals igen.

”Logan!” Denne gang råbte jeg hans navn, hvilket medførte han slog mig i siden, så jeg krympede sammen en smule. ”Hold mund.” Han tog hårdt fat i min kæbe, inden han tvang mig til at se i hans øjne.

Det undrede mig, at Alex og ham ikke havde samme hårfarve, men øjenfarven var sten sikkert plus selve øjnene. Det måtte være Logan der havde farvet sit hår brunt, hvorimod Alex havde beholdt det orange rodet hår.

”Logan?” Det var vist os alle sammen der reagerede på den kendte stemme, for de andre drenge slap mig, imens Logan hurtigt strammede grebet og drejede hovedet samme vej som jeg.

”Leo boy!” Udbrød Logan højt, inden han slap tabet om min kæbe, for at gå over og lave et håndtegn med Leonardo, som lignede en forvirret.. dreng.

Jeg tog hurtigt fat i min kæbe, inden jeg masserede den, for at få smerten væk derfra. ”Hvad lav..” Jeg nåede ikke at høre mere, da jeg hurtigt var forsvundet ind af hovedindgangen igen.

Eftersom jeg var blevet våd af regnen, havde jeg hurtigt fundet det tøj, som jeg alligevel havde planer om at tage på efter idræt, hvorefter jeg var forsvundet ud på toilettet for at skifte.

Da jeg slog mig ned ved bordet i kantinen, var jeg dødsulten, men køen var lang, og der var kun 10 minutter tilbage af denne pause, så jeg besluttede mig hurtigt for at droppe det.

”Jorden kalder Claire,” et skub i siden fik mig til at løfte hovedet fra bordet, inden jeg stirrede på den mørk håret dreng, med rander under øjnene, men alligevel det mest friske smil på hele jorden.

”Har du glemt at sove i nat?” Jeg lagde hovedet på skrå, hvilket fik ham til at grine. ”Sam har lavet alt andet end at sove de sidste to nætter,” forvirret løftede jeg øjenbrynet, men kunne ikke lade være med at grine over den måde Alex klodsede prøvede at blinke til Sam.

”Hvis du vil vide det, Claire. Og Alex, som tydeligvis tror, at jeg har lavet noget helt andet.” Han kiggede først på mig og derefter Alex, hvilket fik Tessa og jeg til at grine.

”Så var jeg på druk lørdag og jeg var på arbejde hele dagen i går plus malede hele natten.” Mit smil forsvandt straks. ”Jeg troede, at du var sådan en gamer?” Jeg lagde hovedet på skrå, hvilket Alex åbenbart fandt utrolig sjovt.

”Sam en gamer? Søde skat – den dreng har stil.” Tessa lagde en hånd på min skulder. ”Jeg arbejder i min fars butik, og jeg er måske en smule god til at male.” Han trak på skulderne, som om det var latterligt.

”En smule god? Dreng for helvede,” Alex slog Sam for Tessa, hvilket fik mig til at grine. ”Så du er en kunster, Sam.” Jeg sendte ham et varmt smil, ”sejt.” Han rystede grinende på hovedet.

”Ja sikke en køn gruppe vi er.” Han lod blikket glide over på Alex. ”En skater,” Tessa, ”En forfatter,” mig, ”En bokser,” derefter pegede han på sig selv. ”Og en maler.”

Vi smilede alle sammen stort, og selvom jeg lige havde haft en ubehagelig scene med Logan. Selvom det regnede, selvom jeg havde drama med Justin, Louis og Eleanor. Selvom jeg savnede Daisy, June og Patricia. – Så kunne jeg ikke lade være med at føle, at jeg endelig var en del af en familie.

Sam, Tessa og Alex var fantastiske.

***

”Hvad var det der skete med Logan i dag?” Leonardo åbnede døren ind til mit værelse, hvilket fik mig til at vende mig om mod ham med noget beskidt tøj i hånden. ”Hvad mener du?”

Jeg spillede forvirret, da jeg vendte mig om og smed mit tøj til vask. ”Du ved udmærket godt, hvad jeg mener.” Jeg prøvede at åbne døren ud til altanen på klem, da mit værelse godt kunne bruge noget luft, men det var en smule svært, da det jo som sagt tidligere regnede.

”Jeg har virkelig ikke tid til dette, Leo.” Jeg tog min mobil, hvorefter jeg sendte Chester et smil. Leo gik stresset bag mig ud til gangen. ”Men jeg forstår det jo bare ikke. Se hvad han gjorde ved din kæbe, Claire.”

Jeg frøs, inden jeg stoppede med at binde mine snørebånd for at kunne rejse mig. Mit blik faldt straks på spejlet i gangen, hvorefter min mund chokerende åbnede sig.

Panikken tog jeg hånden op til min kæbe for at dække et blå lilla mærke en smule til. ”Oh kære Gud,” mumlede jeg, hvorefter jeg fik en hånende kommentar fra Leo.

”Hvad sagde jeg,” jeg stirrede vredt på ham. ”Jeg har slet ikke tid til dette,” hurtigt løb jeg ind i stuen, hvorefter jeg smed min sko.

Hvorfor havde jeg også taget den på i starten? Jeg skulle jo ikke udenfor, jeg kunne ligeså godt bare gå ned i strømpe sokker?

Hurtigt som en leopard - eller er det geparder, der er hurtige?  What ever. – Jeg var hurtigt henne foran mit spejl, for at dække det til med foundation og puder.

Da jeg endelig landede nede i lobbyen, som vi lige kalder det, fordi jeg ikke ved, hvad det hedder, når det ikke er et hotel.

Forpustet over mine meget hurtige bevægelser placerede jeg mine hænder på mine knæ, inden jeg stirrede opgivende på gulvet.

Det skulle nok gå det hele, det var jo ikke fordi, at jeg skulle dø eller noget bare fordi min kæreste kom. Nej.

”Hej Chair,” jeg spærrede øjnene, inden jeg stirrede på Louis henne ved hoveddøren. Jeg stivende, da jeg så Justin bag ham. ”Lou, Justin kommer ind lige om lidt.”  Ud af øjenkrogen kunne jeg sagtens se, hvordan Louis skar en grimasse, inden han nærmede sig elevatoren og derfor gik forbi mig.

Hoveddøren gik endnu engang op og Justin kom ind. Selvfølgelig havde jeg savnet ham, og det var nok det eneste, som jeg tænkte på i det sekund, hvor jeg nærmest hvinede hans navn og hoppede i armene på ham.

Den velkendte duft fra Justin, fik mig til at kysse hans hals, hvilket fik ham til at grine, inden jeg lavede afstanden imellem os en smule større.

Han smilte ukontrolleret, hvilket fik mig til at gøre det helt samme, inden han bildt lagde hver en hånd ligge sig på mine kinder. Hans læber ramte få sekunder efter mine, og jeg placerede mine hænder på hans overarme.

Ikke fordi at det var en overvæltet følelse, for den var faktisk ikke ligeså brændende, som den plejede at være.

Skulle jeg være bekymret?

”Hvor har jeg savnet dig,” hvisket han i mit øre, men jeg svarede ikke. Jeg smilte bare til ham, inden jeg mumlede noget om, at vi måske skulle komme op.

Det mest akavet var så bare, at Louis stadig stod henne ved elevatoren, så vi trådte ind i den sammen med ham. Justin havde flettet vores finger sammen, og det lagde Louis underligt meget mærke til.

”Gud, hej Louis!” Justin smilte stort, inden han trykkede Louis’ hånd. Louis hilste smilende, inden han forsigtigt lod blikket glide over på mig. Det her var akavet.

Han slap Justin’s hånd, inden han rakte hånden frem til mig. Hans blågrå øjne stirrede ind i mine, da han fortalte mig, at han var Louis.

”Claire,” smilte jeg venligt, for ikke Justin skulle fornemme noget. Da vi slap hinandens hænder forsvandt den brændende følelse, som havde bygget sig op imens vi holdte hinandens.

”Så bor du her?” – ”Ja, Harry og jeg bor oppe på..” Elevatoren stoppede på 6. sal. ”Lige her faktisk, så vi ses. Rart at se dig igen Justin, og rart at møde dig Claire.”

Louis fik et lidt falsk smil, men det lod ikke til, at han bemærkede det, da han bare forsvandt hen til Harry’s og hans hoveddør. Dette skulle nok gå, ikke?

***

”Men det var da godt, at du fandt tid til at være sammen med Claire alligevel.” Min mor smilte til Justin. De havde travlt med at rose ham, imens Leo og jeg var meget stille.

Forskellen var bare, at Leo faktisk spiste noget. Jeg sad bare og prikkede lidt til maden, som lå og efterhånden så rart rodet ud, fordi jeg bare havde prikket i det med gaffelen.

Jeg sukkede lydløst, da min far spurgte Justin om, hvordan karrieren gik. Det var som om, at når vi faktisk endelig var samlet, fordi ingen af dem arbejde, så var det kun Justin, de kunne finde sjov i. Leo og jeg var nærmest bare luft.

Forsigtigt kløede jeg mig på kæben, men skar grimasser af det, hvilket Justin og Leo vist så. ”Leonardo, det er da vist din tid til at vaske op i aften. Tak for mad, Linda.” Min far rejste sig, hvilket fik mig til at hæve øjenbrynet.

”Jeg må også hellere til at komme af sted,” mumlede han, da han så på klokken. Jeg rystede irriteret på hovedet. ”Justin og Claire I må gerne gå fra bordet.” Hvilket vi så gjorde.

Da jeg lukkede døren til mit værelse, nåede jeg ikke engang at sukke, for Justin havde taget ved min kæbe og stirrede på den. Jeg skar en grimasse, fordi han holdte så stramt, men lige da jeg skulle til at åbne munden, fjernede han makeupen og spærrede øjnene op.

”Hvem fanden har gjort det her?” Shit. 

Taylor Swift - Everything Has Changed ft. Ed Sheeran.

___________________

omg var? 

Undskyld ventetiden, har været sammen med veninder hele ugen, fordi der jo er sommerferie. 

Der vil nok ikke blive opdateret normalt i sommerferien, men det må I sq overleve. ^^'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...