Love's Promise - One Direction & Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
*Trailer* Claire Walker er lidt af en typisk teenager - sådan da. Efter fem års venskab med den verdens berømte Justin Bieber, begynder ting at gå ned af bakke for dem. Claire og Justin begynder at date, medierne går amok, haten starter for alvor, samtidlig med at der sker en stor omvending i både Claire og Justin's liv. Claires far har fået nyt job, og med de kun 17 år, er hun forpligtet til at flytte med til London. Claire må forlade den velkendte High School, ikke mindst Justin i USA til gengæld for London.. Samtidlig med det begynder Justins ekskæreste Selena Gomez at træde ind i billedet, eftersom der er store problemer i Bieber familien. I London flytter Claires familie ind i en kæmpe lejlighed, hvor hun en dag støder ind i naboen Louis Tomlinson. Louis finder Claire tiltrækkende, Claire finder Louis tiltrækkende, hvordan ender det? Hvad sker der, når One Direction kommer ind i billedet hos Claire, og Selena Gomez hos Justin? Hvordan kommer det til at gå mellem Justin og Claire?

60Likes
117Kommentarer
7388Visninger
AA

3. Be Alright.

 

 

”Claire, rolig nu..” Han hviskede beroligende ord i mit øre, imens han strøg mig op og ned af ryggen. ”Shh,” mumlede han og kyssede mig i håret. ”Kom med ind i stuen,” han lod sin hånd glide ned langs min arm, inden han flettede hans fingre ind i mine.

Jeg trak mig væk fra ham, og straks begyndte han at bevæge sig ind i stuen. ”Shh,” hviskede han, inden han satte mig ned på hans skød i sofaen.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg vendte mig, så jeg kunne se ham. ”Justin,” mumlede jeg såret, og han løftede spørgende det ene øjenbryn.

”Ja?” Mine øjne var stadig sløret af tårerne, men alligevel åbnede jeg munden, og lod de tre små ord flyve ud, og en stor smerte indeni startede..

”Jeg skal flytte.” Justin kiggede forvirret på mig, inden han rystede overraskende på hovedet. ”Nej nej, vi skal nok klare det okay?” Han mumlede i panik, og da vi begge rejste os, lagde han hænderne mod mine kinder.

”Vi skal nok klare den ikke?” Hans blik var nærmest panikken, og jeg vidste godt hvorfor. Justin betød alting for mig, og omvendt vidste jeg.

Fem års venskab så kan man lige pludselig ikke undvære hinanden mere, og slet ikke når Justin og jeg datede. Det var umuligt for os, men vi blev desværre nød til det.

”Det tror jeg ikke Justin,” tårerne gled ned af kinderne på mig, og han rystede forvirret på hovedet. ”Hvad mener du, selvfølgelig skal det nok gå?” Han kærtegnede min kind, og jeg rystede afvisende på hovedet.

”Justin, du forstår ikke..” Jeg tog en dyb indånding, da min stemme næsten var grådkvalt. ”Vi skal..” Mit blik flakkede, inden jeg kiggede op, og derefter fik øjenkontakt med Justin. ”Det er i London Justin.”

Han stod stille, og hans smil forsvandt langsomt, imens hans øjne blev en smule tabt. Han gloede bare ud i luften over min skulder, og bøjede en smule i ryggen. ”Justin, jeg kan ikke beskrive, hvor lidt jeg har lyst til at tage med..” Min stemme var grådkvalt, og jeg snakkede bare derud af som om, at han skulle dø eller noget.

”Hvornår?” Jeg stoppede den talestrøm, som jeg stadig var i gang med, og lod mine øjne fange Justin’s. ”Onsdag,” mumlede jeg og lod endnu et stykke varmt væske løbe ned af min kind.

Justin tog hånden op til min kind, tørrede de få – underdrivelse, mange – tåre væk, inden han trak mig ind til sig, og borede hans hoved ned imellem min skulder og min hals.

Min hånd rodede lidt i hans hår, inden jeg tog en dyb indånding. ”Jeg vil ikke miste dig bare på grund af de..” – ”Du mister mig ikke, Claire.” Han kiggede op og smilede opmuntrende.

”Alting skal nok ordne dig, ikke?” Han smilede overbevisende, men i stedet for at nikke, lagde jeg bare armene om hans hals, og puttede mig ind til hans bryst.

Han var den eneste, som jeg havde brug for lige nu.

***

Næste morgen skulle jeg som sagt i skole, men da vækkeuret ringede klokken syv, var det ikke lige det, som jeg havde allermest lyst til at alligevel.

Men det skulle jo overstås. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at sukke dybt, da jeg bøjede mig ned, for at finde det sæt, som jeg bare hurtigt havde smidt ned i min taske i går.

De stramme cowboybukser røg hurtigt op over røven, imens den helt almindelige militær sweatshirt, - som jeg faktisk havde taget fra Justin, - bare røg udover den sorte bh, som jeg sjovt nok også havde på.

Mit brune hår blev sat op i en høj hestehale, imens jeg bare lagde noget eyeliner og mascara.

Jeg åbnede døren til badeværelset, hvor jeg havde gjort mig klar, og gik ind på værelset hvor jeg forsigtigt tog min taske. Justin havde brug for at sove længe, og jeg kunne sagtens få Daisy til at samle mig op, hun boede alligevel utrolig tæt på Justin.

To Daisy xxxx

Pleaseeeee Daisy? Sweet sweet Daisy? x

Jeg bukkede mig ned, for at tage de sorte vans på, som jeg åbenbart havde stående her. Der var varmt udenfor, og lige da jeg skulle til at låse mig ud af Justin’s lejlighed, tikkede en sms ind.

From Daisy xxxx

I'll guess - Justin? I'll pick you up, darling. x

Et smil spillede på mine læber, og jeg låste mig hurtigt ud, fandt trapperne og snart stod jeg ude foran lejligheden.

Daisy kom kort tid efter, og jeg satte mig med et suk ind i bilen. ”Hey?” Daisy startede bilen, og jeg gloede en smule ud i luften, inden jeg svarede hende fraværende. ”Hejsa.”

Hendes rynke i panden, rynkede sig, og jeg kunne ikke lade være med at sukke dybt, så hun forstod, at der var noget galt. ”Okay, hvad er der galt?”

Hun parkerede, men steg ikke ud, det gjorde jeg i øvrigt heller ikke, så det var nok meget heldigt. ”Jeg siger det i pausen,” mumlede jeg fraværende, inden jeg hurtigt steg ud af bilen, og lod mine ben gå målrettet hen hovedindgangen.

Daisy fulgte kort med bagved, og da vi kom ind på gangen gik vi alle fire side om side. ”Det fredag var June?” Patricia skubbede bildt til hendes bedsteveninde, og hun grinede forsigtigt. ”Det er det da,” hun smilede, da hun stoppede foran hendes skab.

Heldigvis havde vi alle fire skabe ved siden af hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det i dag.

Jeg kom sådan til at savne USA…

”Hvad sker der ellers?” Patricia nåede lige at stille spørgsmålet, inden klokken ringede ind til første time. Daisy sukkede, imens hun brokkede sig over fysik-kemi. Patricia så træt på mig, inden vi sammen forsvandt væk fra June, som skulle ned og have biologi.

Da vi smed os på hver en stol nede bagerst i lokale 189, gik der ikke længe inden vores historie lærer kom ind af døren, og bad os om at finde vores ting frem.

***

Smagen af kylling ramte min smagsløg, og jeg tyggede omhyggeligt på stykket. Gaflen stak jeg ned i et stykke salat, som jeg hurtigt blandede med det stykke kylling, som allerede blev tygget omhyggeligt igennem.

Mit blik gled rundt på pigerne, imens jeg studerede det mindste træk, som de lavede. ”Min far rejser til Italien i morgen, og jeg må ikke engang komme med..” Mumlede Daisy trist, og Patricia fniste en smule over det.

”Du skal da blive her og feste, når forårsfesterne først går i gang ikke?” Hun skubbede bildt til Daisy, og June fik også et lille skub. ”Og lille June skal lære at drikke i år.” June kiggede forskrækket på Patricia, hvilket fik Daisy til le højtlydt.

”Jeg skal ikke drikke!” Insisterede June, men selvfølgelig var Patricia fuldstændig ligeglad. ”Du sagde, at når du blev sytten, ville du starte med at drikke.” – ”Nej jeg gjorde ej.” – ”Jo det gjorde du faktisk,” Patricia sendte hende et drillende smil.

”Fint, der er alligevel også lang tid til.” Mumlede June afvisende, så Daisy kiggede dumt på hende. ”June du har fødselsdag i næste måned,” hun fnes, og Patricia sendte hende et provokerende blik.

June rystede bare afvisende på hovedet, og skulle til at forsvare sig selv, men min sætning lukkede hurtigt munden på hende.

”Jeg skal flytte.”

De stirrede alle sammen på mig, og jeg havde lyst til at grave mig selv ned. Jeg kunne ikke forlade dem, de var de bedste veninder, som man nogensinde kunne finde. Jeg ville ikke miste dem..

”Du skal hvad?” Patricia var selvfølgelig den der turde spørge. June lod altid andre spørge, og jeg var sikker på, at Daisy ventede på det øjeblik, hvor jeg ville slå armene om hende, og fortælle hende, at det var en stor fed løgn.

Problemet var bare, at det ikke var det, som jeg gjorde. I stedet sukkede jeg, inden jeg tog en dyb indånding. ”Min far har fået nyt job, og jeg må som sagt ikke flytte hjemmefra, da jeg kun er sytten..”

Min stemme truede med at knække over, da jeg ikke kunne holde blikket fra Daisy. Hendes smil falmede, og hendes øjne blev langsomt mere og mere våde at se på. ”Hvad?” June så chokerende på mig, og for en gangs skyld ville jeg ønske, at de kunne blive sure på mig, fordi jeg lavede sjov med sådanne her ting.

”Vi flytter på onsdag.” Der var stilhed i noget tid, og jeg vidste, at Daisy lige om lidt ville afbryde den, efter hun havde fået styr på sig selv. ”Men vi ser jo stadig hinanden hver dag på skolen ikke?”

Mit blik ramte straks bordet, hvor min kyllingesalat stod og grinede af mig. Det gjorde den selvfølgelig ikke, men jeg følte virkelig, at hele verden var imod mig lige nu.

”Det er i London, Daisy.” Klokken ringede ind, men vi flyttede os ikke ud af stedet, imens alle de andre elever forsvandt hurtigt ud på gangene. ”Vi skal til time piger..” – ”På onsdag?”

Daisy stirrede chokeret på mig, og jeg nikkede stille. ”Jeg er imod det, okay?! Men jeg kan ikke gøre noget.. Jeg snakker med dem på søndag. De næste par dage har jeg bare lige brug for jer og Justin.”

De rejste sig alle sammen, imens de nikkede bekræftende, og til sidst endte vi i et gruppekram.

***

Blodet pumpede rundt i min krop, sveden på min pande dryppede ned over mit ansigt, mine hænder var knyttet, imens de blev hårdt slået mod den boksepude der hang foran mig. Mine ben dansede i takt, og alle mine følelser blev slået ud af min krop.

Klokken var omkring fire, jeg stod nede i bokseklubben iført mine sorte shorts, og en hvid T-shirt med mit efternavn bagpå plus klubbens navn foran.

”Walker!” Min træner kom gående ned af gangen, og ikke længe efter stod han ved siden af den pude, som jeg voldigt slå på. ”Hvad sker der i dag, du har ikke sagt et ord i de to timer, du har været her nede?” Han kiggede bekymret på mig, og jeg slog en sidste gang på puden, inden jeg gav ham min fulde opmærksomhed.

”Jeg er en pige, Alex, jeg har brug for at komme ud med mine følelser nogen gange.” Han grinede kort, inden han forsvarende tog hænderne op foran sig. ”Okay okay.” Han tog dem ned igen, og sendte mig et ægte smil.

”Tager du lige en kamp, inden du smutter for i dag?” Jeg nikkede, og tog fat i vandflasken, som stod på gulvet. ”Klart,” mumlede jeg, inden jeg tog en slurk, og fulgte med Alex hen til ringen.

Kort efter ringede den lille klokke, og jeg gik straks i gang med at slå på den pige overfor mig. Alex råbte få ting til mig, og der gik ikke længe før jeg tilfreds kunne gå ind under bruseren i omklædningsrummet.

Jeg vaskede shampooen ud af håret, inden jeg viklede håndklædet om min krop, og begyndte at gøre mig klar til at gå hen imod Justin’s lejlighed.

Jeg trak sweatshirten ned over min krop som det sidste, inden jeg forsvandt ned igennem klubben, og kort efter gik i byens gader.

Jeg tog tasken op på min højre skuldre, og nærmede mig parken, som man skulle krydse for at komme hen til Justin. Jeg derimod boede på den side af parken, som jeg lige nu gik med ryggen til.

Mit blik blev holdt på stien, imens mine ben bevægede sig i et hastigt tempo. Mine tanker fløj rundt, og jeg havde allermest lyst til at vende om, bare for at gå hjem og hente alle mine ting, så jeg kunne flytte ind hos Justin.

En hund gøede og jeg ville have gået videre, hvis jeg ikke kendte den gøen for godt. Jeg vendte mig om, og kiggede op for at se Chester stå få meter fra mig. Jeg fulgte den sorte snor, som hang fast i hans halsbånd til Leos hånd.

Jeg satte mig på hug, og lod Chester springe op i mine arme. ”Hej Chester skat,” hviskede jeg i øret på ham, og kort efter kunne jeg se Leonardos røde vans. Jeg rejste mig op, og smilede kort til Leo.

”Hey,” han smilede skævt, hvilket fik mit smil til at forsvinde. ”Hej,” mumlede jeg, og lod ham gå ved siden af mig, imens vi tog endnu en tur rundt i parken.

”Hvad tænker du om det?” Leonardo trak på skulderne, og tog hænderne op af lommerne, for at slippe Chester fri, så han kunne løbe lidt rundt. ”Jeg vil på en måde gerne prøve noget nyt, men jeg tror sq, at jeg kommer til at savne USA.”

Jeg nikkede og kom med en bekræftende lyd. ”Hvad siger pigerne til det?” Spurgte han mig, og kaldte kort på Chester, som hurtigt var oppe ved siden af os.

”Daisy er chokeret og en smule, okay underdrivelse – meget ked af det, imens Patricia og June tager det forsigtigt.” Han nikkede, og da jeg spurgte ind til hans venner, trak han på skulderne.

”De siger, at de kommer til at savne mig.” Jeg nyste, hvilket fik Chester til at kigge opmærksomt på mig et sekund. ”Mmhm,” jeg rettede kort på min taske, og lod derefter mine hænder finde lommerne i mine bukser.

”Hvad med Justin?” Spurgte han, hvilket fik mig til at stoppe op, og kiggede opgivende på Leo, som også selv stoppede. ”Leo, jeg kan ik.. Jeg kan ikke undvære ham.” Min stemme knækkede, og min højt elskede bror var hurtigt til at slå armene om mig.

”Vi klarer dette sammen ikke?” Han aede mig beskyttende op og ned af ryggen, og Chester kom med en pive lyd, som fik mig til at grine kort, inden tårerne forsatte ned af mine kinder.

”Brug nu ikke tiden på tåre, Claire, brug den på Justin ikke?” Jeg nikkede, og lagde en finger under øjnene for at fjerne tårerne. ”Vi ses søndag ikke?” Han nikkede bekræftende, og lod mig ligge armene om ham en sidste gang.

Leonardo gav Chester snor på, og jeg aede kort vores hund over ryggen. ”Vi ses makker,” han logerede glad med halen, indtil jeg stillede mig op igen, og begyndte at gå i den anden retning.

Der var ikke langt hen til Justin, og da jeg kort efter smækkede lejlighedens dør efter mig, løb op af trapperne, og til sidst stod foran Justin’s hoveddør, kunne jeg ikke lade være med at smile.

Jeg åbnede døren, og smækkede den en smule efter mig, så han vidste, at jeg var kommet.  Mine sko blev sparket af, og min taske blev bare smidt på gulvet. Da jeg vendte mig om, havde jeg næsten lyst til at skrige, da jeg ikke havde hørt Justin.

Han stod op af dørkarmen og betragtede mig, hvilket fik mine kinder til at blive en smule røde. ”Jeg er så glad for, at du husker at svare på dine sms’er.” Han sendte mig et skævt smil, hvilket jeg sukkede højlydt af.

”Det er okay, Claire. Kom nu inden maden bliver kold.” Han kyssede mig kort, inden han tog min hånd, og fulgte mig ud i køkkenet, hvor vi begge slå os ned.

Det ville ikke blive let at forlade den dreng, som havde været der de sidste fem år for mig. Og slet ikke når jeg faktisk var forelsket i ham. Jeg skulle bare klare det år, selvom det ville være hårdt. Ingen kunne erstatte Justin, Daisy, June eller Patricia.

Jeg blev atten om otte måneder, hvilket ville sige, at om måneder kunne alt ordne sig. Om otte måneder kunne jeg forlade den by, som jeg allerede hadede, inden jeg havde sat min fod på dens jord…

Det skulle nok gå alt sammen.. Det skulle det.

Justin Bieber – Be Alright.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...