My Immortal World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2013
  • Status: Igang
Det her er et oneshot om Nikki, en pige på 15 år, der har anoreksi...

5Likes
0Kommentarer
497Visninger

1. Slangen

Jeg vågnede op til et tomt hus. Vinduet stod en lille smule åbent, og den dejlige kølige vind strejfede min kind i ny og næ. Dynen lå over mig, og den varmede når vinden gjorde det for koldt. Da jeg kiggede rundt i værelset, opdagede jeg at Kasper var væk, pist væk, forsvundet. Jeg kiggede på hovedgærret, og opdagede en lille gul seddel. 'Kasper!' Tænkte jeg, og rakte nysgerrigt ud efter den. Da jeg kiggede på den, læste jeg: 'Kære Nikki. Når du vågner, finder du sikkert denne seddel, og du skal bare vide at jeg sover ude i aften. Du kan selvfølgelig stadig ringe på min mobil. Kasper <3' 

Da jeg igen havde vendt mig mod vinduet, greb jeg ud efter min telefon, og klikkede på låseknappen. Skærmen lyste op, og der stod at der var en ny besked, så jeg låste telefonen op og tjekkede beskeden, fra Kasper selvfølgelig. Der stod: 'Jeg kommer hjem i eftermiddag, Nikki.' Et smil bredte sig på mine læber. Da jeg igen lagde mit hoved på min hovedpude, vendte og drejede jeg min arm i den del af sengen, hvor Kasper havde ligget. Jeg kunne mærke at jeg savnede ham, men jeg trøstede mig selv med han snart kom hjem.

Min mave skreg som en slange, den var sulten. Slangen ville ikke lade mig være, men jeg vidste udmærket at hvis jeg begyndte at spise normalt igen, så ville jeg tage et par kilo på, og de ville sidde de forkerte steder. Det ville garanteret se fjollet ud, specielt fordi jeg ikke syntes det ville klæde mig selv. Men hvis at jeg bare lige undlod maden de næste timer, eller måske to dage til, så ville slangen nok holde op med at skrige. Jeg kunne dufte duften af Kasper, hans duft snurrede rundt inde i min næse, og forsvandt derefter op i mit hoved, og der ville den sidde for altid. Jeg tænkte, at Kasper havde det sjovt, eller også sov han, og spiste mad, og masser af det! Tanken gjorde mig mere sulten, så jeg smed hurtigt tanken om mad ud af mit hoved, inden slangen havde fået en snært af tanken, men det var allerede for sent. Slangen snoede sig rundt og rundt i min mave, og den blev ved. Den skreg så meget, at jeg blev nød til at ligge mig ned på gulvet, kun for at få den til at tie stille. Men det lykkedes naturligvis ikke. Jeg vidste at hvis jeg blev ved med at ligge her, så ville jeg besvime, og jeg kunne heller ikke skynde mig op, for mine ben var ikke særlig stærke, mere. Jeg tog fat med alle mine krafter, selvom det ikke var særlig mange, i sengekanten, og kom besværet på benene. Slangen tvang mig til at vandre ud i køkkenet, med en hånd på min mave, og åbne køleskabet. Da jeg så ind, så jeg en masse morgenmad, som han havde gjort klar til at spise, og på en gul seddel, stod der: Til Nikki. Slagen blev så uendelig glad, at den blev ved med at snurre rundt inde i min mave, og jeg vidste at jeg igen ville havne på gulvet, hvis at jeg ikke adlød. Så jeg trak bakken med morgenmad ud, og gik hen til bordet. Jeg kiggede ud af vinduet, derfra kunne jeg se Big Ben. Dets store viser, kørte rundt, og jeg blev svimmel, så jeg kiggede hurtigt væk igen. Jeg satte mig ned, og begyndte at spise, men det tog ikke et sekund før næsten al maden på bakken var væk. Slangen i min mave havde været for grådig, og uden at jeg selv kunne styre det, blev det pludselig for meget for min mave, så maden var på vej op igen.

Da jeg førte det sidste stykke toastbrød ind i munden, nåede den ikke længere ind, end til mine fortænder, for dér mødte den ene del af maden den anden del, som var på vej op igen. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen og løb ud på badeværelset. Dér smed jeg mig ned på mine knæ, foran toilettet, og dér sad jeg så, og kastede op, lige ned i toilettet. Jeg vidste at der lå toastbrød hele vejen herud til, men jeg kunne kun koncentrere mig om ikke at ramme ved siden af toilettet. Jeg blev med ét, meget svimmel, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Noget af maden var allerede endt i toilettet, mens resten var på vej, men jeg ville stoppe det. Så jeg tog min hånd op foran min mund, og tvang maden til at blive der. Pludselig havnede jeg nede på gulvet, jeg var landet på siden. Jeg kunne mærke hvordan mit ribben havde været parat til at knække i venstre side. Jeg kiggede direkte ind i spejlet, jeg skulle ikke engang dreje hovedet for at kigge mig ind i spejlet. Jeg kiggede derind og så en tynd skikkelse. Hendes ribben lignede en krøllet bluse, og hendes ryg var trimmet for hud. Resten af hendes hud var strukket  og trukket så meget som muligt ud over hendes svage og snart knækkede knogler. Jeg ville gerne vide hvor meget pigen vejede, så jeg trak vægten frem, for at se om hun vejede mindre end mig, men nej. Vægten hos mig, viste 30 kilo. Altså gik det op for mig, at jeg havde tabt 15 kilo på to måneder! Mon pigen i spejlet vejede mindre end mig? Pludselig gik det op for mig, at jeg var pigen i spejlet, og nu trillede 4 tåre ned fra min kind, og inden jeg besvimede tænkte jeg på Kasper, hvor mon han var henne nu?

Jeg kunne se direkte ned på mig selv, og jeg så Kasper og Patrick, komme ind af døren i entreen. Kasper råbte på mig, men jeg svarede jo ikke. Han gik i panik og smed sin jakke på gulvet, låste døren og løb ind i soveværelset, men der var jeg ikke. Patrick stod bare og ventede, vidste ikke hvorfor Kasper opførte sig så mærkeligt. Så Kasper løb ud i køkkenet, men der var jeg heller ikke, så han gik endnu mere i panik. Da han vendte hovedet 90 grader, opdagede han resterne af morgenmaden, så han løb hen til bordet, og opdagede krummerne fra toastbrødet, og fulgte dem, hele vejen ud til mig, hvorefter han begyndte at græde indeni sig selv. Så hørte jeg Patrick komme løbende, og han gav et gisp fra sig, da han så mig. "Nikki?" Spurgte Kasper nervøst, og satte sig ned på hug og aede mig på kinden, men da jeg ikke svarede og mine øjne blev ved med at stirre ud i luften. "Ring efter nogen!" Skreg Kasper og Patrick adlød, derefter forsvandt han ud af badeværelset, roede rundt i sin jakkelomme og ringede efter hjælp. Kasper trak mig op i hans arme og hans tårer ramte min kind, men jeg vågnede ikke. Det var nu gået op for Kasper at jeg havde kastet maden op igen, det var gået op for ham hvilken sygdom der havde gjort dette... Anoreksi.

Jeg var i en lang tunnel med en masse lyde, som jeg ikke rigtig kunne tyde. Pludselig hørte jeg en bekendt stemme, som vækkede noget i mit hjerte. 'Kasper græder?!' Tænkte jeg og blev nervøs. Var jeg død? Hvor var jeg egentlig henne lige nu? Stadig derhjemme? Da jeg gik imod lyden, vågnede jeg, og så Kasper... græde!

Jeg var selv iført en hvid kjole, og en masse 'ledninger' kunne det godt ligne, og noget i min arm, som førte noget ind i min krop. Jeg kunne ikke rigtig bevæge mig, på grund af min tilstand, og jeg lå i en ubehagelig stiling, som gnavede på mit kraveben, der tydeligt kunne ses. Mine øjne var trætte, og min tilstand ville nogen måske syntes ikke at være værdig at leve for, men jeg havde hørt ham græde! Det kunne mit hjerte ikke bære. Selvom alt andet af mig er fortæret, så er mit hjerte der stadig og følelserne for Kasper er bevaret dybt i mit hjerte. Jeg drejde øjnene for at se hvem der sad ved siden af mig, men der var ikke nogen, jeg kunne kun se én uden for døren indtil min stue som i det øvrigt var lukket. Dér sad Kasper med hovedet begravet dybt i hans hænder, døren til stuen var lukket, altså var her kun mig og ham, ham og mig. Synet skar i mit hjerte, men jeg ville lade ham vide at jeg levede endnu. Så jeg fjernede 'ledningerne' fra min krop og så kunne jeg mærke at jeg blev svimmel igen, men jeg måtte se Kasper, det måtte jeg bare! Så i mine bare fødder og hvide natkjole, stod jeg ud af sengen, og vaklede fummelfodet over til døren, hvorefter jeg åbnede dem. "Kasper?" Sprugte jeg og jeg kunne med det samme mærke hvordan tårene stod ud af mine øjne. "Nikki?" Sagde han og vendte sit hoved, og rejste sig hastigt op fra stolen og krammede mig. "Åh, Kasper!." Sagde jeg og krammede ham. Hurtigt trak han mig ind på stuen igen, og tilkaldte en sygeplejerske som satte alle 'ledningerne' på mig igen. "Kasper, vil du ikke nok... sidde her oppe, sammen med mig?" Fik jeg fremstammet og han satte sig op ved siden af mig, og jeg trykkede mig af alle mine krafter ind imod ham og han kyssede mig i ny og næ i håret, imens vi snakkede. "Nikki, du er perfekt for mig. Jeg vil ha' dig, tyk som tynd, men ikke så tynd. Jeg elsker dig, og du burde elske dig selv mere." Sagde han, men jeg kunne kun svare: "Jeg kan ikke elske mig selv, hvad har jeg at elske? Ingenting!" Derefter sagde jeg: "Fandt du mig, på gulvet?" Og han nikkede. "Sammen med Patrick." Svarede han, og jeg spurgte om Patrick også var her og Kasper nikkede igen. "Må jeg snakke med ham?" spurgte jeg og liam nikkede, forsvandt ud af døren og ind trådte Patrick, som satte sig på kanten af sengen hvori jeg lå. "Nikki!" Udbrød Patrick, og jeg faldt ind i hans arme. "Nikki, uanset hvad, så elsker han dig. Jeg har aldrig set ham så ked af det, som han var da han fandt dig. Han elsker dig, det gør han virkelig og han kan ikke forstå, hvorfor du er endt sådan?" Sagde han, men jeg ignorerede ham og lagde mig ned, sagde farvel til Patrick, som derefter tog hjem, og nu sad Kasper igen på min sengekant og græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...