Flugten fra fangeskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang

Historien er skrevet i forbindelse med en skole opgave.

novellen omhandler pigen som hedder Latrix, hun er blevet bortført og holdt fanget i en kælder. selve handlingen foregår under hendes flugt fra fangeskab.

1Likes
0Kommentarer
217Visninger

1. Larix

 

 

 

Han var ikke hjemme, så hun tog mod til sig og kiggede ud af vinduet. Solen skinnede ned i haven, det måtte være sommer. Henne i hjørnet af haven, den have hun en enkelt gang havde fået lov at sætte en fod i, stod et lærketræ. Larix elskede det lærketræ. Hun drømte om en dag at komme der ud igen, selvom det kun var fem minutter. Larix blev revet ud af sine dagdrømme af den solide lyd af fødder på vej op ad trappen. Hendes puls steg og sveden piplede frem, i et langt spring var hun henne i hjørnet på sin stol. Hun havde fået besked på at sidde der, og hun havde flyttet sig fra den, hun måtte tage sin straf. Så stod Han der foran hende. Ham, hun engang havde set som sin beskytter, men nu var Han hendes fangevogter. Det eneste menneske hun havde set i de sidste mange år. Larix havde ikke overblik over hvor længe, hun havde været hans ejendom. Hun kendte ikke engang hans navn. ”Har du siddet på stolen hele tiden” Han var vred, Larix åbnede munden for at svare Ham. Ordene nåede ikke over hendes læber, før hans hånd ramte hendes kind. Chokket lammede hende, hun ænsede knapt nok smerten fra kinden der langsomt hævede. Han greb hende i armene og slæbte hende ned i kælderen, det var hendes celle. Han smed hende på gulvet, og med hurtige bevægelser var hun henne i hjørnet. Larix krummede sig sammen i fosterstilling, og så kom tårerne. Hendes fangevogter slukkede lyset og gik. Aftensolens stråler ramte gulvet, de kom oppe fra vinduet højt over jorden. Larix kunne kun se ud i haven, hvis hun stod på alle de tomme øl kasser, men dem havde Han fjernet.  Der gik en times tid, så hørte hun tumult oppe fra stueetagen. Lyden af en vase der, smadres mod gulvet nåede hendes ører. Larix mærkede pulsen stige, hun rejste sig op for at gøre sig klar til konfrontation. Så blev der stille igen, og hun kunne høre Ham gå ned ad trappen. Fodtrinene rungede anderledes, som om Han var blevet tungere. Hun kunne høre at, døren ind til hende blev låst op, langsomt og knirkende gik den op. Hendes hjerteslag var så hurtigt, at hun blev bange, bange for at hendes hjerte skulle springe. Så gik Han ind i rummet, under vinduet smed Han en bylt. Larix kunne ikke se hvad det var, dog turde hun ikke gå næremere. Hun holdt sit blik rettet mod Ham, Han skulle ikke overraske hende igen.  Men det gjorde han, ”jeg har taget selskab med til dig”. Han kiggede forventningsfuldt over på hende, da hun ikke svarede Ham. Så blev Hans øjne mørke, det rev Larix ud af trancen. ”T-T-Tak” fik hun frem stammt. Han kastede et sidste blik på bylten, og forlod rummet med ordene ”Der er aftensmad om 20 min, vær klar. Ellers!” Larix nikkede stumt, og ventede på lyden af det trygge klik af døren der låstes. Uden varsel begyndte bylten at bevæge sig, hun fór over i hjørnet. Bylten eller det hun havde troet var en bylt stønnede, det lød, som den var i smerter. Larix vidste ikke hvad hun skulle gøre, men efter et øjebliks stilhed tog hun mod til sig og kravlede på knæ hen til den. Hun lagde forsigtigt sin hånd på den. Den vendte sit ansigt halvt om mod hende, og det fik hende til at flyve tilbage i skræk. Det var et menneske, det var en dreng. Larix havde ikke talt til et andet menneske end Ham, siden hun var kommet herhen.  ”Hjælp mig”, stemmen var meget svag og knap nok hørlig, hun kravlede tilbage til drengen. Hans hænder og fødder var bundet, og hans ansigt var forslået. Men alligevel var der en del af hende, som genkendte drengen der lå foran hende. Larix arbejdede med knuderne og fik til sidst rebene af. Drengen satte sig stakåndet op ad muren, og kiggede indtrængende på hende. Hun havde set ham før, men hun kunne ikke huske hvor. Et sted inde i hende dæmrede det, som en solstråle der forsøger at trænge i gennem mørket.  Pludselig stod navnet klart i hendes tanker, Nino. Hun huskede, at de havde kendt hinanden for længe siden, før hun kom hen til Ham. ”Det er virkelig dig” havde Nino fået sagt, ”i alle de år har du været her, vi troede du var død.” Larix svarede ham ikke, hun så bare på drengen. At glimt af fortvivlelse gled over hans ansigt, men blev hurtigt erstattet af beslutsomhed. ”Kom, vi må væk herfra”. Drengen havde hurtigt rejst sig op, han rakte sin hånd ud mod hende for at hjælpe hende op. Larix blev forskrækket af den hurtige bevægelse og gled skræmt tilbage i hjørnet. Nino gik langsomt over til hende og tilbød hende sin hånd, hun tog forsigtigt i mod den. Mens de bevægede sig over mod døren, knugede hun hans hånd, som var det hendes eneste livlinje, hvilket det måske var. Nino åbnede døren, den var ikke låst. Døren havde altid været låst, så hun blev meget nervøs. Sammen sneg de sig lydløst op ad trappen. De måtte være meget forsigtige, da trinene havde tendens til at knage. Larix sagde intet, de snakkede ikke sammen. De havde ingen plan, men hun stolede blindt på Nino. Hun anede ikke hvorfor, hun vidste bare, at han kun ville hende det bedste. Hendes mavefornemmelse fortalte hende, at denne dreng ville beskytte hende imod Ham. Da de kom op for enden af trappen, kunne hun se sollyset der ramte gulvet. Det skramlede ude fra køkkenet, Han var ved at lave aftensmad. Larix snusede ind, hun kunne kende duften. Han ville servere kødboller til aftensmaden. Pludselige gik det hele meget stærkt, Nino hev hende frem. Han havde set dem. ”LØB” skreg Nino. Fangevogteren smed gryden fra sig, og brølede vredt. Larix forstod ikke hvad Han råbte, eller hvorfor de løb. Men Nino hev hende efter sig, de løb rundt i huset. De prøvede at finde en vej ud. Pludselig gik alt lyset i det store hus, og det føltes som om alt varmen forsvandt. Han havde en fordel nu, de kendte jo ikke huset. Helt musestille listede de fremad, de forsøgte at føle sig frem til en udgang. Nino stoppede brat op, han skubbede hende om bag sig. Larix lyttede, hun kunne høre fangevogterens åndedræt, Han måtte være tæt på. Det gik op for Larix hvad, der var ved at ske. Hun var ved at flygte, og hvis Han fik fat i dem, ville Han slå dem ihjel. Da frygten og angsten var ved at overtage hende, dukkede der et minde op i hendes tanker. Det var et gammelt et. Hun så sig selv lege i en have, det var sommer, og alle lærketræerne var i fuld blomst. Nino var der også. Fyldt med en sær følelse af ro strammede hun grebet om Ninos hånd. Så gik hun foran ham, og trak ham med sig. Hun kunne huske, hvordan hun engang var kommet ind i huset, og da vidste hun hvordan de skulle flygte.

Larix fandt hurtigt døren, et øjeblik tøvede hun. Hvis døren larmede eller var låst, når hun forsøgte at åbne den, ville Han vide hvor de var og finde dem i løbet af sekunder. Hun trak vejret dybt og tog ved håndtaget. Nino var lige bag hende, han havde lagt en hånd på hendes skulder. Tre-to-en, tænkte hun, også åbnede hun døren.

Det havde givet et svagt klik, men det var nok. Hun satte i løb ud gennem døren med Nino i hælene. Hun nåede kun lige at finde balancen på trappe trinet, inden Nino væltede gennem døren efter hende. Fangevogteren var over dem som en høg, han løb på sine små fede ben, ned ad trappen. Larix kunne se lyset fra et vindue, solen var endnu ikke gået ned. Angstsved haglede af hende, og gjorde hendes hænder glatte. Hun kæmpede for ikke at falde ned ad trappen og ikke at give slip på Nino. Der lød et brag bag dem, fangevogteren var snublet. Han rullede efter dem som en kampesten, kun ude på at mase dem. Da Larix nåede ud af hoveddøren hørtes der et højt knæk. Nino hev efter luft bag hende, og noget fik hende til at stoppe op. Hun vendte sig langsomt om, med hjertet siddende oppe i halsen og med sveden haglende af sig. Ninos blik var som naglet fast til det, der befandt sig bag dem, hans åndedræt var blevet roligere. Nino så bange men lettet ud. Larix tog mod til sig og kiggede efter. Der på trappen, lå hendes fangevogter.  Hans hals så mærkelig ud, helt slap. Da gik det op for hende hvad det høje knæk havde været. Hans hals var brækket. Fangevogteren, som havde holdt hende indespærret i årevis var død. Larix følte sig tom, følelserne inde i hende var blandet. Men hun fik ikke tid til at stå der og sunde sig, Nino tog hende i hænderne og førte hende ud i den varme sommer aften.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...