Yours Truly {1D}

Hvad er der at sige? Oneshot om Niall Horan og hans kæreste der har været bortrejst, men vender tilbage.
Vil han være der? Har hun glemt ham?

^^ Det var vist det. Enjoy reading, og smid endelig et 'like' på min facebook side, hvis I vil være opdateret omkring nye kapitler, fanfics, og hvad der ellers sker i mit liv...
http://www.facebook.com/pages/Sparklestride/416164555142112

2Likes
0Kommentarer
312Visninger

1. +

 

Regnen stod ned i stride strømme, og blandede sig med mine tårer. Jeg sad på en grå kantsten, der lå lige ud til en grå vej. Himlen var grå, og mit tøj var også næsten helt gråt. Jeg havde hørt om, at knuste hjerter ikke kunne se nogen farver, men aldrig havde jeg troet på det. At knuste hjerter ikke kunne skelne imellem følelser, imellem kærlighed og had. At knuste hjerter var mere tomme end man kunne forestille sig. Tomheden var en følelse der ikke kunne forestilles, der ikke kunne fortælles om. Kun dem der havde oplevet den vidste hvordan det føltes.

Vi lå i sengen, den store seng. Hendes latter var alt i min verden den dag. Jeg fik hende til at grine, og jeg gjorde det af helt egoistiske grunde. Hendes latter var mit stof. Min grund til at leve. Hendes lange, blonde hår svang sig rundt i sengen bagved hende. De bløde krøller blev næsten glattet ud, der hvor hendes hoved pressede dem ned. De rosa kinder der rundede i hendes store smil stod i smuk kontrast til hendes hvide tænder, og de bløde læber. De ellers så kolde grå øjne livede op i hvert grin og jeg vidste, at de kun gjorde det for mig. Hun var mit liv.

”Niall” hendes tørre stemme rev mig ud af mit paradis, ”Vi må snakke sammen” alvorligheden slog mig. For ganske få sekunder siden havde vi grinet, og set på livet som en uendelig leg. Nu havde hendes sidste fire ord allerede forandret det.

”Om hvad?” jeg satte mig halvt op og kiggede bekymret på hende.

Mit hår stod ikke længere oppe i den quiff der ellers snart var verdenskendt. Berømmelsen kunne rende mig et vist sted nu. Det kunne alt sammen være lige meget. Hun var langt væk, og var ganske sikkert kommet videre. Hun kunne sikkert ikke engang huske mit navn, selvom hendes stod brændemærket i min hukommelse. Det smukkeste navn af dem alle. Et navn der var specielt, unikt og som kun passede til hende. Ingen andre kunne bære et så perfekt navn. Ingen andre var så smukke.

”Niall. Vi ved jo begge, at der en dag kommer en tid” jeg rynkede mine bryn.

”Aleah, jeg er ikke sikker på at jeg forstår” hun slap et lille, opgivende gisp ud imellem hendes læber, og kiggede alvorligt på mig. Hun satte sig op i en position så hun kiggede mig direkte i øjnene. En tot hår blev forsigtigt ført om bag ved hendes øre.

”Du ved jo inderst inde godt hvad jeg mener” hendes hånd strejfede mit ansigt. Jeg kiggede fortabt på hende. Hendes varme hånd gjorde det umuligt at tænke.

”Nej jeg vil ikke snakke om det nu. Ikke endnu” svarede jeg. Hun sukkede forstående. Bag de kolde, grå øjne gemte sig en skræmt lille pige. Bag det hårde ydre gemte sig et skrøbeligt hjerte. Jeg kunne se hendes dybeste hemmeligheder, og hun lod mig gøre det, i håbet om at de ville forblive fortrolige.

”Okay” hviskede hun. Hun smilte forsigtigt og et efter et splitsekund mødtes vores læber. Jeg kunne mærke varmen i hendes krop. Hendes hænder legede med mit hår.

Det virkede så uendeligt fjernt. Som om det var sket i et andet liv. Minderne blev svagere og dag efter dag blev varmen i kysset koldere. Jeg kunne ikke altid mærke hendes hænder i mit hår som jeg plejede. Savnet blev større og større. Jeg havde ikke just levet i cølibat efter Leah, men ingen kunne hamle op med hende. Ingen kunne grine som hende, ingen kunne give mig det fix jeg var så afhængig af.

”Er det ikke dejligt?” hendes smil blegnede i kontrasten til solen. Vi sad i skyggen af et piletræ og kiggede udover det blå vand. Vi havde været ude at bade og nu sad vi og nød den sidste sommerdags utrolige varme.

”Jo” min stemme var lav. Intet skulle ødelægge dette øjeblik. Hun kiggede på mig med de grå øjne, der ikke var så grå i dag. Solen havde varmet dem op, men de skjulte stadig hendes følelser og tanker. Det var kun mig, der fik adgang til det der var bag de vagtsomme, kolde øjne. Kun mig.

”Niall. Du ved jo godt, at det snart er slut ikke?” hun bed sig i læben. Selv ikke hun var glad for at snakke om det, selvom hun normalt ikke viste det.

”Skal vi absolut snakke om det hver eneste gang der er et smukt øjeblik?” irritationen blandet med sorgen viste sig i min stemme og jeg kiggede op i skyerne. Jeg kunne ikke se på hende nu, måtte bare få det bedste ud af dagen.

”Jeg vil ikke bare være væk en morgen uden at have sagt farvel eller noget vel?” hun råbte nærmest af mig inden tårerne kunne høres i stemmen. ”Jeg elsker dig jo for fanden” hun hulkede nærmest fortabt.

Jeg tørrede mine øjne. Hvor var det egentligt ynkeligt at sidde her og ligne en eller anden fortabt idiot. Det kunne jeg ikke være mig selv bekendt. Mine ben gav efter da jeg prøvede at rejse mig op… hvor længe havde jeg siddet der? Jeg gik med tunge skridt hjem. Folk jeg gik forbi kiggede underligt på mig. Kunne de ikke bare lade mig være? Med hætten over hovedet fattede folk vist, at jeg ikke var i humør til at snakke.

”Niall. Jeg skriver til dig okay? Jeg glemmer dig aldrig, det må du ikke tro” hun hang omkring min hals og græd stille. Min t-shirt begyndte at blive fugtig af hendes tårer, men det gjorde ikke noget. Jeg holdt om hende med et fast greb, jeg ville aldrig give slip på hende, hvis jeg kunne slippe for det.

”Leah, det går nok det hele. Jeg klarer mig, du skal ikke være bange for det” det var nok det eneste svar jeg kunne give. Aldrig havde jeg været god til at tage afsked med nogen, og i dag var mit værste mareridt.

”Vi ses. Jeg elsker dig” hun kiggede op på mig med våde øjne. Jeg slap hende og hjalp hende med taskerne. ”Nej. Jeg klarer det selv” hun tog dem ud af hænderne på mig.

”Vent Leah. Ét sidste kys?” hun kiggede på mig.

”Okay” det kys var så intenst, at det gerne måtte have været evigt.

Nøglen drejede rundt i låsen og døren gik knirkende op. Der mødte mig et rod jeg havde glemt alt om. Hvor havde jeg gemt det? Jeg måtte finde det. Alle skuffer i lejligheden blev åbnet og samtlige breve blev rodet igennem. Det måtte være her et eller andet sted.

Jeg gik ned for at tjekke posten. Der lå kun ét brev i postkassen og jeg genkendte håndskriften med det samme. Aleah. Så havde hun ikke glemt mig alligevel! Smilet bredte sig på mine læber, og jeg fór op i lejligheden for at åbne brevet.

”Kære Niall!
Jeg savner dig. Det går så godt her, men det er ikke det samme uden dig. Jeg får topkarakterer, men det betyder intet. Jeg er så tom indeni Niall, jeg håber ikke du har det på samme måde. Min pude er konstant våd af tårer når jeg tænker på dig som det sidste inden jeg falder grædende i søvn.
Hvordan har du det? Forhåbentlig bedre end jeg. Jeg mener, det her er det fedeste nogensinde, men det ville være bedre hvis jeg kunne dele hver dag med dig.
Jeg kommer hjem d. 9. november og jeg håber du er der til at hente mig i lufthavnen. Jeg kommer med morgenflyet, og hvis du ikke er der er det også i orden, for så er du sikkert kommet videre. Jeg håber du er kommet videre, selvom en lille del af mig naivt håber at vores sidste kys ikke var et ’farvel’ men et ’på gensyn’.
Jeg savner dig og jeg er aldrig holdt op med at elske dig.
Kærligst Leah”

Jeg måtte finde det brev. Nej vent, hvilken dato var det i dag? Jeg trak hurtigt min mobil op af lommen, for den kunne umuligt snyde mig. Det var i dag, faktisk om to timer. Damn! Jeg skyndte mig ud på badeværelset, og tog et hurtigt kig i spejlet. Lidt voks kunne rette op på håret og de røde øjne ville se normale ud når jeg ankom til lufthavnen. Jeg skiftede hurtigt til en t-shirt og et par jeans og hoppede ud i bilen. Jeg måtte nå det, hvis jeg kom for sent ville jeg såre hende og jeg det kunne jeg ikke byde hende.

Lufthavnen virkede så uoverskuelig. Jeg kiggede på tavlen over ankomster og konstaterede at jeg var ti minutter for tidligt på den. Heldigvis. Jeg fik på en eller anden måde forvildet mig hen til ankomsts området og nu kunne jeg kun vente. Gad vide hvad hun tænkte? Var hun nervøs? Eller vidste hun inderst inde at jeg ville være der? Jeg havde aldrig svaret på det brev.

Nu kom der nogen gående med kufferter i hånden. Gamle mænd og tykke damer, men ingen Leah. Hvor var hun? Der! Hun gik allerbagerst og kiggede rundt i området. Gad vide om hun kiggede efter mig? Jeg masede mig frem mellem de mennesker der stod foran mig, jeg måtte nå hende inden hun forsvandt igen.

”Leah!” jeg prøvede at råbe efter hende, men jeg vidste ikke om hun hørte det. Min puls steg da jeg løb efter hende. Desperat. Hun måtte ikke forsvinde igen.

Jeg havde ikke fundet hende og gik bedrøvet tilbage til min bil. Hvorfor var hun bare forsvundet sådan?

”Undskyld mig hr. men kan jeg få et lift?” stemmen narrede mig ikke et sekund. Jeg vendte mig overrasket rundt og så hende stå der.

”Leah” sagde jeg lettet ”Hvor er det godt at se dig” jeg omfavnede hende.

”Niall. Jeg gør det aldrig igen. Ikke uden dig!” hun græd, denne gang forhåbentlig fordi hun var glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...