Sorry, it's not your fault

En ung dreng på 15 år, der lyder navet Nikki, Nikki James, er ikke den glad dreng i klassen, selvom hans forældre tror det. Han bliver mobbet. Ikke fordi han ikke linder dem, men fordi han er homoseksuel.
Hans forældre havde ikke noget i mod det, men hans klasse tager det ikke lige så godt som hans forældre og lærer.
Ikke nok med han bliver mobbet af hele klassen, men den han elsker mere end nogen anden er blandt dem. Jack. Den mest populære dreng i hele klassen og gør alt for at få Nikki's slevtidlig ned.
Men der sker ting med både Nikki og Jack. Gode og dårlige

(Nikki James er en person der døde i år 2013, da han blev mobbet på grund af han var homoseksuel. Hans død har intet at gør med historien. Har kun fået inspiration til at skrive denne historie.)

24Likes
68Kommentarer
5232Visninger
AA

10. Sandenheden & drømme kysset

Nikki P.O.V.

 

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre.
Jeg står bare i døren og kan ikke få et ord ud.

De to drenge der står uden for døren ser ud til at følge det samme. Ingen af dem siger noget, de står bare og kigger forskrækket på mig. 

Jeg løfter min hånd op foran min mund og begyndte og græde mer'.

Jeg vender mig om og prøver at løbe ind i huset, men bliver stoppet af en hånd, der holder stramt om mit ene håndled.

"Arg!" Råber jeg lavt og vender mig mod personen. Det er Jack. 
"Giv slip på mig!" Råber jeg ad ham. Han strammer dog bare grebet om mit led igen.

Han falder over mig, så vi begge lader på gulvet. Jeg slår mit hoved ned i gulvet.

"Hvorfor?" Jeg kigger overrasket op på Jack og giver ham et underligt blik. 
Han bliver sur og tager fast i begge mine håndled.

"Av! Giv slip, din idiot!" Råber jeg ad ham igen.

"Hvorfor!" Råber han ad mig. "Jeg vil ikke se dig gøre dig selv ondt! Jeg ved jeg har såret dig rigtig meget, men at du gør skade på dig selv! Det vil jeg ikke finde mig i!"

Jeg kigger på ham med store øjne og ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.

"Je..... Jeg er..... Ikke helt med... Du bekymrer dig om mig?" Spørger jeg ham, og bider mig hurtigt i underlæben, da jeg tænkere over Luis stadig står i døren.

Han rødmer dog en lille smugle og kigger væk fra mig. Jeg tror jeg skal tage det som et ja, måske.

"Jeg har altid bekymret mig for dig og hver gang jeg har gjort noget mod dig, så har mit hjerte knækket, men jeg havde så meget jeg skulle ud, for jeg elskede dig ikke, den gang du fortalte du var forelsket i mig. Jeg hadede at du kunne lide mig på en anden måde og jeg kunne ikke se dig i øjnende. Du var min bedste ven og jeg ville ikke miste dig! Dog lidt efter lidt blev jeg mere og mere forelsket i dig og da du fortalte du havde fået en kæreste, så blev jeg ked af det, fordi jeg ikke var den der var sammen med dig!" siger han trist oven over mig. 

Jeg kigger meget forvirret på ham. Jeg er slet ikke med i hans 'tale'.

"Jack, jeg vil gerne op og stå nu." Siger jeg til ham og skubber en hånd på hans bryst. Han rejser sig og giver mig en hånd til at komme op.

Jeg kigger kort over på Luis, som bare giver mig et lille nik og går, uden at lukke døren efter sig.

"Jack.... Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige." siger jeg efter en akavet stilhed. 
Han ryster bare på hovedet.

"Du skal ikke sige noget. Du skal bare lytte." svarer han uden at kigge på mig. "Jeg er virkelig ked af det hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt. Jeg beder dig ikke om at tilgive mig, for alt det jeg har gjort er utilgiveligt. Jeg lover jeg aldrig gør sådan noget igen og andre vil aldrig komme til at såre dig igen. Det lover jeg."

Jeg kigger chokket på ham med store øjne.

Han vender sig om og skal til at gå.

"Du må aldrig glemme mig, ik'?" siger han kort, inden han går helt over til døren og ligger hånden på håndtaget.

Jeg går over til han og krammer han stille, inden han når at trykke ned i det.
"Du må undskylde jeg overhovedet fortalte dig det." siger jeg ind i hans ryg med en lille tåre løbende ned af kinden. "Det var aldrig meningen at vi skulle blive uvenner, men jeg kunne ikke gå inde med det længere. Jeg er så ked af det!"

Han vender sig om og begynder også at kramme mig.
"Du skal ikke sige undskyld, det var min fejl. Det er mig, der skal være ked af det. Please, lad være med at græde mere." Han ligger sin ene hånd på min og fjerner min tåre der stadig er der.
"Jeg burde have fortalt dig, hvad det var jeg rigtig følte den gang. Så havde det aldrig endt på denne her måde."

"Hvilken måde?" spørger jeg nysgerrig.
"At jeg forråder din kæreste." svare han og inden jeg overhovedet når at reagere, så mødes hans og mine læber. 
Først er jeg meget chokket, men jeg vil alligevel ikke give slip på ham. For jeg kysser den person jeg altid har elsket, den person jeg altid vil elske.
Jeg ligger mine arme omkring hans nakke og trækker mig tættere ind. 
Jeg vil ikke give slip på ham mere. Aldrig mere.

Han trækker sig dog væk efter et lille stykke tid, da han ikke har mere luft i sig.
Jeg derimod, er lidt sur over han har givet slip. Jeg vil havde mer' af ham. Jeg vil se mer' af ham.

"Nikki, har du nogen forbindinger?" spørger han ud af ingenting. Jeg giver ham dog et nik.
"Ja, ude på badeværelset." svarer jeg ham.

Han tager let fat i mit håndled og trækker mig med sig. Måske ud på badeværelset? Kan han overhovedet huske hvor det er? Det vil overraske mig, hvis han kan det.
Men jo, han går direkte ud på  badeværelset og placerer mig på toilettet.

Han tager en vaskeklud og gør den våd.
"Kom med din arm." Jeg rakker min arm frem og opfanger hvad han gør. Han vil rense mine sår.
"Det kommer nok til at gøre lidt ondt. Sig til, hvis jeg skal stoppe." Jeg når kun lige at nikke, før han ligger kluden på min arm og begynder at tørre blodet af. Jeg kommer med små støn af smerte nogen gange og hver gang stopper han og kigger op på mig med et blik der siger; Er du okay? Skal jeg fortsætte? 

Jeg tror aldrig jeg har været så glad i hele mit liv. Jeg er sammen med en jeg altid har elsket og han bekymrer sig om mig og vil ikke ha' jeg har skyldfølelse. Hvordan kan det overhovedet blive mere sødt? 
Jeg begynder at stirre på ham og tænker ikke over at mine arme gør ondt. 
Selv da han binder dem ind, måske lidt for stramt, gør det ikke ondt. Intet gør ondt når han gør det. Selv da han sparkede eller slog mig, gjorde det ikke ondt. Uanset hvad han har gjort eller hvad han gør, kommer det ikke til at gøre ondt.

"Lov mig du aldrig gør det igen!" siger han i en hård tone, så jeg kommer ud af min trance. Jeg giver ham dog et nik.
"Det lover jeg." svarer jeg med et smil. Et smil jeg ved han ikke kan holde sig fra.

For da jeg åbner mine øjne, er vores læber endnu en gang forbundet i et sødt og dejligt kys.

Og denne gang har jeg ikke tænkt mig at give slip.

 

___________________________________

Hey alle sammen ;3

Så kom der endelig et kapitel mere.

Jeg har haft lidt travlt med eksamen og med uddannelse til næste år, så har bare gået og ventet på jeg fik mulighed til at skrive et nyt kapitel.

Hvad synes I om Jack & Nikke kysser? Og synes I de skal blive sammen?
Hvis I har nogen gode ide'er så skriv endelig ;3

Love, Nikke James <3

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...