Sorry, it's not your fault

En ung dreng på 15 år, der lyder navet Nikki, Nikki James, er ikke den glad dreng i klassen, selvom hans forældre tror det. Han bliver mobbet. Ikke fordi han ikke linder dem, men fordi han er homoseksuel.
Hans forældre havde ikke noget i mod det, men hans klasse tager det ikke lige så godt som hans forældre og lærer.
Ikke nok med han bliver mobbet af hele klassen, men den han elsker mere end nogen anden er blandt dem. Jack. Den mest populære dreng i hele klassen og gør alt for at få Nikki's slevtidlig ned.
Men der sker ting med både Nikki og Jack. Gode og dårlige

(Nikki James er en person der døde i år 2013, da han blev mobbet på grund af han var homoseksuel. Hans død har intet at gør med historien. Har kun fået inspiration til at skrive denne historie.)

24Likes
68Kommentarer
5068Visninger
AA

6. Mit første.... Kys?

Det mener han ikke, vel? 

-Lui.. s

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige! Jeg kan næsten ikke få et ord ud. Jeg stiger ham bare i øjne. De mørke chokolade øjne, som er det jeg bedst kan lide ved ham. Eller vis man skal sige det helt rigtig, det som jeg elsker mest ved ham. Nej! Jeg kan ikke elske noget ved min bedste ven! Eller kan jeg? Altså, det kunne jeg måske godt, da jeg er bøsse. Ahh!! Nikki! Stop dig selv!! 

Jeg ligger min ene hånd på hans kind og styrer en enkel finger hen af kinden 

Efter nogen minutter kan jeg mærke noget vådte. Jeg kigger ned på min hånd, der satdig ligger på hans kind. Hans kinder er helt våde af tåre. Jeg kigger på ham igen. 

-Nikki! Jeg er så ked af det!

-Luis. Du skal ikke være ked af det. Det er ikke din skyld.

-Men du elsker jo Jack. Det har du altid gjort.

Han giver et enkelt snøft fra sig, men holder dog ikke op med at græde

-Det er rigtig. Jeg har altid elsket Jack, men bare fordi jeg altid har elsket ham, betyder det ikke jeg ikke bliver glad når en anden siger hun eller han elsker mig. Det er bare lidt underligt når det er dig. Jeg siger tit til mig selv der ikke er nogen der elsker mig eller vil elske mig. Du var der, da jeg havde brug for en ved min side og det vil jeg altid være taknemlig for. Du vil altid være min bedste ven, uanset hvad vi siger til hinanden. Det skal du altid huske.

Wow, der kom mange føleser med ud der! Det giver mig lidt kuldegysninger. WTF?! Hvor mange kuldegysninger skal jeg lige havde i dag?! Ahh! Jeg jeg kan ikke styre mig selv og mine tanker i dag.

-Men jeg har også altid elsket dig!

Jeg ryster lidt på hovedet for at komme tilbage til hvad der sker. 

-Hvad?

Jeg tror ikke rigtig jeg hørte hvad han sagde.

-Jeg har altid elsket dig! Ligesiden jeg så dig første gang. Efter vi var blevet venner og du havde fortalt mig du var bøsse blev jeg så glad, for så kunnen jeg fortælle dig, hvad jeg følte for dig. Da du så fortalte du havde været forelsker i Jack ligesiden tredje klasse, blev jeg så knust. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det til dig. Jeg har holdt det inde lang tid, for lang tid. Jeg var ved at bryde sammen til sidst. Men nu gør det mere ondt! Jeg skulle ikke havde fortalt dig det! Undskyld, Nikki!

Han ligger sit hoved på min skulder, som hurtigt bliver våde af hans tåre.

SOMEBODY!! HELP ME!! Jeg kan ikke klare sådan noget her! Det er ikke mig der skal hjælpe folk, det er folk der skal hjælpe mig!!

-Luis. Du skal ikke være ked af du fortalte mig det. Det du sagde har gjort jeg er blevet mere glad.

Han kigger chokket på mig. Næsten som om han har set et spøgelse. Det ser lidt sødt ud og får mit hjerte til at banke lidt hurtigere.

-Jeg er glad for du fortalte mig det og du skal ikke tænke på vores venskab. Det vil altid være det samme, måske en lille smugle akavet, men det vil være det sammen.

Han får et glimt i øjne da jeg siger det og krammer mig helt ind til ham.

-Tak, Nikki. Du ved ikke hvor glad jeg er lige nu.

-Jeg tror jeg kan gætte mig frem til det. 

Jeg tror vi har stået her i snart 5 minutter , mens han næsten har klemt alt luften ud af mig.

-Luis. Jeg vil meget gerne havde tøj på nu.

Han giver hurtig slip på mig, måske en lille smugle for hurtigt, da mit håndklæde falder ned samtidig han flytter sig fra mig.

Jeg rødmer en lille smugle og han rødmer også en smugle og vender sig hurtigt om.

-Hahaha! Hvor er du bare sød.

Jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg ved godt det måske en lille smugle ondt, men jeg kan ikke holde det inde. Han er bare så sød, når han rødmer.

-Kom.

Jeg tager mit håndkæde op igen og går hen mod mit værelse med Luis lige begefter mig.

-Jeg henter noget plaster til dig.

Jeg kigger efter Luis da han forsvinder ned af trappen. Jeg går ind på mit værelse og smider mit håndklæde på min seng og  tager fat i mit tøj, eller prøver på det. Jeg kigger ned på min seng. Jeg kigger lidt rundt i værelset, om jeg kan havde lagt det et andet sted.

-Hvor kan jeg mon havde lagt det?

Jeg har virkelig ingen anelse om hvor det skulle ligge, så jeg går over til mit skab og finder nogen underbukser, bukser, en top og et bælte. Jeg smider over på min stol. Jeg går over og tager mine underbukser på.

-Nikki, her er et plaster.

Han går over mod mig med et plaster i hånden. Jeg rødmer helt svagt, men bliver også en lille smugle nervøs. Hvorfor bliver jeg så varm inden i? Det er da kun Jack der kan gøre det!

Jeg går lidt tilbage. Hvorfor er jeg så nervøs? Luis kigger underligt på mig, men bliver ved med at gå mod mig. Jeg rammer mit bord. Fuck hvad skal jeg gøre nu?!

-Nikki? Er der noget glat?

Jeg kigger forskrate på ham. Han ligger plastret på bordet og tager fat rundt om mig igen. 

-Du skal ikke være bange. Jeg vil ikke gøre dig noget, så længe du ikke har samme følelse for mig og jeg vil ikke ødelægge vores venskab.

Jeg laver bare store øjne af ham. Inden jeg når overhovedet at svare ham, har han placeret sine læber på mine. Det føles så dejligt, men jeg kan ikke få mig selv til at kysse ham tilbage. Jeg elsker jo Jack. Gør jeg ikke? Hvorfor, Luis? Hvorfor? Jeg lukker mine øjne stramt sammen og prøver at holde ud, men mit hjerte vil bare ikke stoppe. Det er bliver ved med at bakke hurtigt og hårdt mod inder siden af mit bryst. Det er lige før han kan høre det, det vil jeg væde med.

Da han enlig fjerner sin mund, kigger han på mig med et trist udtryk.

-Undskyld, Nikki. Jeg skal aldrig gøre det igen.

Han giver slip på mig og drejer om på hælden og forvinder ud af mit værelse i et raskt tempo. Kort efter høre jeg hoveddøren smække. Jeg løber hen til mit vindue, som er ved siden af min seng. Jeg kigger ud og prøver at finde ham, men han er alleride væk. 

Jeg går tilbage til min stol og tager mine bukser på, derefter sinker jeg stille ned på gulvet.

-Luis! Hvorfor? Hvorfor skulle du gøre det?

Jeg gemmer mit ansigt i mine arme og græder stille.

 

__________________________________________________

 

Nååå~

Undskyld, men jeg kan så godt lide slutningen på det her kapitel ^-^

Jeg er får følsom til sådan noget :'(

Ej, men I er velkommen til at smide nogen kommentar op. Bliver altid så glad når der kommer nogen ^^ 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...