Sorry, it's not your fault

En ung dreng på 15 år, der lyder navet Nikki, Nikki James, er ikke den glad dreng i klassen, selvom hans forældre tror det. Han bliver mobbet. Ikke fordi han ikke linder dem, men fordi han er homoseksuel.
Hans forældre havde ikke noget i mod det, men hans klasse tager det ikke lige så godt som hans forældre og lærer.
Ikke nok med han bliver mobbet af hele klassen, men den han elsker mere end nogen anden er blandt dem. Jack. Den mest populære dreng i hele klassen og gør alt for at få Nikki's slevtidlig ned.
Men der sker ting med både Nikki og Jack. Gode og dårlige

(Nikki James er en person der døde i år 2013, da han blev mobbet på grund af han var homoseksuel. Hans død har intet at gør med historien. Har kun fået inspiration til at skrive denne historie.)

24Likes
68Kommentarer
5175Visninger
AA

9. En undskyldning eller ej

 

Jack P.O.V

Jeg sidder og fumler med mit viskeleder. Hvad var det, lige der skete?
Jeg tror aldrig jeg har set Nikki sådan før, ikke en gang når nogen af drengende og jeg har givet ham tæsk.

Jeg kigger rundt på de andre. De ser lige så chokket ud som mig.
Der er ingen der siger noget eller hvisker sammen. Det minder lidt som til en eksamen, modbydeligt.

Klokken ringer endelig ud. Det føgles som der er gået 1000 år.
Jeg er på vej ud af klassen da min lærer begynder at snakke til mig.

-Jack, er du ikke sød at blive her lidt tid?

Jeg går hen og stiller mig foran hendes bord og prøver at undgå hendes blik.

-Hvad mente Nikki med det han sagde til dig?

Jeg kan ikke svare. Jeg har en kæmpe klump i hansen og jeg begynder at kold svede.
Jeg ved godt hvad Nikki mente, men hvis jeg fortæller hende jeg har tæsket Nikki og truet ham på livet kan jeg blive smidt ud af skolen og hvis hun fortæller det til Nikki's forældre vil de højst sandsynlig melde mig til politiet.
Jeg begynder at få klamme håndflader. 
Jeg glemmer mine hænder i mine lommer og prøver at kontrollere mig selv.

-Det... det ved jeg ikke. 
Svare jeg med en rusten stemmen og prøver at synke noget spyt. Det lykkes dog ikke så godt. 

-Jack, jeg tror ikke du forstår alvoren i det her. Af hvad jeg kan forstå har du givet døds trusler til Nikki. Vi kan vælge at holde dette inde på skolen, hvis du siger noget eller vil du heller havde vi skal gå vi skal snakke med Nikki's forældre? Det er dig der bestemmer.

Hvorfor begynder jeg først at forstå alvoren i det her nu? Jeg skulle havde forstået den enden det hele begyndte.
Jeg ved selv hvordan det er at få døds tusler. Jeg har sgu selv prøvet det. 
¤Jack, du er verdens dummeste dreng!¤

-Okey, jeg skal nok fortælle dig det hele.

Jeg fortæller hende hvad der er sket siden Nikki fortalte mig han kunne lide mig på den anden måde.

-Jack, det er ikke nogen grund til at give nogen døds trusler. Jeg troede du havde lært noget fra det du har oplevet.
svare hun til det hele.

-Jeg ved det godt, men det var den eneste måde jeg kunne få ham til at blive væk fra mig.
Jeg holder mine øjne på gulvet. Jeg har det ikke godt med at kigge på hende. Hun er en af de lærer der ved mest om mig, men også den lærer jeg stoler mest på.

-Jack jeg ved hvordan teenager tænker. Jeg har jo selv været det før. Men det du har gjort mod Nikki, det er bare dumt. Jeg tror aldrig jeg har oplevet nogen gøre sådan noget dumt før.

-Jeg ved det godt. Jeg ved hvad jeg har gjort er forkert.

-Jeg håber du har det sådan, for jeg her ikke rigtig ondt af dig. Men efter skole går du hjem til Nikki og giver ham en undskyldning! 

Jeg kigger forskrakket op på hende. 
Tror hun virkelig selv Nikki vil lukke mig ind i hans hus efter alt det jeg har gjort mod ham? Hun må være skør.

-Ja, det kan godt være du tænker jeg er en lille smugle skør, men du skal gøre det. Om jeg så skal følge dig i hånden op til døren.

Jeg synker en klump. Jeg skal ikke havde hende med op og sige undskyld til Nikki.

-Jeg skal nok sige undskyld til ham. Det lover jeg.
Jeg tror ikke selv jeg kommer til at sige undskyld til ham, det bliv er for svært til mig. 
Hvordan skal man over hovedet sige undskyld til en man har mobbet i flere år?

-Fint. Jeg ringer til Nikki's mor og siger du kommer forbi og snakker med ham.
Jeg kigger forskrækket op på min lærer.

-Skal jeg gør det i dag?
spørger jeg hende stille.

-Ja, hvis du ikke gør det i dag, så bliver det er politisag, forstået?
Jeg nikker kort til hende. Jeg rejser mig op og begynder at gå over til døren.

-Oh Jack, en ting til. Ikke noget med at slå denne gang, ik'?
Jeg nikker til hende igen og prøver at give hende et smil, men det mislykkes .

Resten af skole tænker jeg over hvordan jeg skal sige undskyld til Nikki.

Jeg følger ikke med i timerne og lytter ikke hvad mine venner har at sige.

Jeg begynder også at stille mig selv spørgsmål. Fx. Er de enlig mine rigtige venner? Er det rigtig hvad de siger? Kunne Nikki og jeg blive venner igen efter dette?
Dem og rigtig mange spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg tror ikke selv de nogen sinde bliver besvaret, men alligevel ved man jo aldrig.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke lyst til at tage hjem til Nikki, men jeg vil gerne havde svar på alle de spørgsmål jeg har omkring den tid vi ikke har været venner. 
Jeg sidder på en sent kant på samme gade, hvor Nikki bor. Jeg overvejer stadig om jeg skal gå hjem til ham. Jeg kan jo ligeså godt gøre det nu, hvor jeg er her, men jeg er for nervøs og bange. Jeg ved dog ikke hvorfor jeg er bange, det plager jeg ikke at være når jeg skal snakke med folk, men hvorfor lige den her gang.

-Hvad laver du her?
Jeg kigger op og prøver at finde ud af hvem det er. Ansigtet minder mig ikke om nogen, men så alligevel.

-Jeg spurgte dig om noget, Jack!
Jeg rejser mig hurtigt op og bliver lidt små sur over han vaser af mig og kender mit navn.

-Jeg ved ikke hvem du er, så bare lad mig være i fred. 
Jeg går lidt længere ned af vejen, men mærker en hånd der tager fat i mig og vender mig om.

-Jeg siger dig, hvis du gør Nikki noget slår jeg dig ihjel!!
Det er drengen igen.

-Jeg har sagt det før. Jeg ved ikke hvem du er og hvorfor tror du jeg vil gøre Nikki noget.
Jeg stopper mig selv og studere drengen lidt nærmere.
Han er pæn af en dreng af være, men jeg synes jeg har set ham før, måske sammen med Nikki, efter som han tror jeg vil gøre ham ondt.

-Jeg kan gætte mig frem til du ikke har fundet ud af hvem jeg er i nu. Lad mig give dig en hint. Jeg er Nikkis kæreste.
Vent, er han Nikkis kæreste. Jeg troede bare det var noget han fandt på.

-Er du Nikkis kæreste?
Han giver mig et nik og streamer sit grab om min arm, så jeg kommer med en lille grimasse. 

-Jeg hedder Luis og går en klasse uden jer og jeg sig'r dig, hvis du så meget som kigger på Nikki igen, så lever du ikke mange minutter efter.

-Dude! Slap af. Jeg vil ikke gøre Nikki noget. Jeg er kommet for at sige undskyld til ham.
Han giver slip på mig og står og kigger lidt på mig.

-Hvorfor skulle jeg tro dig?
Spørger han mig og kigger på mig med et ondt blik.

-Ja, hvorfor skulle du? 
Jeg spørger lige så meget mig selv.

-Tror du virkelig han vil lytte dig?
Jeg røster på hovedet og ligger ham direkte i øjnende.

-Men jeg bliver nød til at for søge.
Han står lidt og ser forbaguset ud.

-Fint, jeg tror på dig, men jeg er der. Jeg lader dig ikke snakke alene med ham.

-Det har jeg fuld respekt for.
Han begynder at gå. Jeg følger ligeså stille efter ham nogen meter bag ham. Vi snakker ikke på vejen hen til hans hus. Selv om det kun er for den anden ende af gaden, føgles det som flere timer vi går.
Vi går op af hovedetrappen og står lidt der.

-Er du klar?
Spørger han mig. Jeg trækker vejret en dyb gang og giver ham så et nik.
Han banker så på døren og venter lidt.
Da døren giver et klik tænkter jeg bare. 
¤Nej, hvad fanden er det jeg har gang i. Jeg skal væk her fra. Jeg vil aldrig nogen siden tilgive mig for det her.¤

Jeg drejer lidt på foden og er klar til at løbe, men Luis holder mig tilbage. Han er en hel del stærkere end man skulle tro.
Jeg prøver hurtigt at rive mig fri, men det er umuligt og forsent. 

Døren står på hvid gab og i døren står der en dreng, men tåre ned af kinderne og blod ned af armende og hænderne. 
En side jeg aldrig havde troede jeg aldrig skulle se fra sådan en sød lille skabning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...