Min kamp for livet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
dette er min novelle til en skoleopgave, ville bare lige have lidt response :)

1Likes
4Kommentarer
607Visninger

1. 1

 

 

Et hvidt rum. Henne i hjørnet stod et skab i en underlig orange nuance, der sikker var sat for at gøre rummet mindre fjendtligt. Det hjalp jo ikke synderligt. Det store drop der hang på det stativ, der igen var sat fast på min seng. Nu tænker i sikkert: ”Du er på hospitalet”. Det er også rigtigt. For et halvt år siden fik jeg konstateret kræft. Kronisk lymfatisk leukæmi, der forkortes CLL. CLL er en kræftsygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. CLL rammer udviklingen af de hvide blodceller, der hedder lymfocytter. Jeg har fået Kemoterapi i tre måneder. Tre måneder i helvede. Mit smukke hår faldt af og jeg kæmper med så store smerter at jeg må have have en enorm mængde smertestillende medicin hver dag. Jeg er så svag at jeg må sidde i kørestol hvis jeg skal noget steder hen. Jeg har slanger i næsen og et drop i mine håndpulsårer. Og det er værste er at leukæmi kan ikke kureres helt. Jeg skal til kontrol resten af min liv. Er det et værdigt liv. Den daglige kontrol var lige begyndt, og lægen stod og kiggede på billeder af min knoglemarv. ”hvordan har du det?” Samme spørgsmål i de tre måneder jeg havde tilbragt på hospitalet. Samme svar hver morgen. ”Jeg har det skidt” Samme bekymrede rynke i panden. Rynken skyldes at jeg ikke har fået det bedre. Men i dag er det anderledes. Da kemoterapien ikke har hjulpet skal jeg igennem en omfattende operation. Et sidste krampagtigt ryk fra lægerne. De prøver at holde mig i live men det er noget nær umuligt. Forestil dig dette. Du er 14 år og fuld af energi. Du går i skole og til sport mandag, tirsdag og torsdag. Du har mange venner og har det generelt meget godt. Dine største bekymring er hvad for noget tøj du skal have på til festen på fredag. Pludselig begynder du at tabe dig. Ikke synderligt meget, men nok til at du opdager det. Men du tænker ikke videre over det. Du får også oftere infektioner oftere, såsom lungebetændelse eller forkølelse. Men du slår det hen. Da du i forbindelse med noget andet får taget en blodprøve bliver afgørende for hele dit liv. Blodprøven viser der er forhøjet antal af lymfocytter. Du bliver kørt til undersøgelse på Herlev hospital. Du bliver sendt videre til Rigshospitalet. Alt imens du ikke ved hvad din diagnose er. En dag sætter der sig en læge med dybe rynker i panden, foran dig. Han begynder langsomt om hvad det er du fejler. Du bliver bange. Helt ind i hjertet. Den skræk men har når man ved at man er i alvorlig livsfare. Hvis du ikke havde taget den blodprøve, hvor længe ville der så være gået før du faldt om? De næste to måneder går med at få taget prøver. Du tilbringer størstedelen af tiden i en sygeseng på hospitalet. Sygdommen har allerede sat sine spor. Du er blev så tynd at folk tror du har anoreksi. Mørke render er under de engang strålende øjne. Du er bange. Bange for at dø. Bange for at forsvinde. Du lukker alting ude og knuger håbet til dig som var det selve kuren. Men du er ved at miste dit greb. Så kommer Kemoterapien. Du taber håret, og de vandvittige smerter præger din dagligdag. Så kommer beskeden. Kemoterapien vil ikke hjælpe dig. Nu har de prøvet i tre måneder uden resultat. Du vidste godt din sygdom var uhelbredelig men lægerne fortalte at i dag kunne man give dig et langt liv. Du skal nu tage stilling til om du vil give op, eller om du vil blive ved med at kæmpe. Du beslutter at du vil have en alternativ behandling. Det betyder at lægerne vil prøve noget der ikke er afprøvet. En teori. Hvis det er succesfuldt vil du overleve. En lille chance, men den er der. Sådan har mit forløb været. Jeg beder ikke om medfølelse men forståelse. Derfor har jeg skrevet alt det her ned. Så folk vil huske mig. Hvis jeg dør skal mine forældre læse min dagbog. De skal læse min egen beretning om min kamp. Det er i dag behandlingen skal finde sted. Men jeg er ikke bange mere. Jeg har accepteret at jeg skal dø. Det er en mærkelig fornemmelse. Man føler nærmest rolig. Man ved hvad man vil og det er en frihed. Jeg har skrevet breve til mine nærmeste. Alle breve slutter med den samme sætning. Grib ud efter livet. Det kan så hurtigt rinde ud.

Jeg lægger mig i sengen og sygeplejersken putter bedøvelsen i mit drop. Det bliver sort omkring mig. Jeg lukker øjnene og ved ikke om jeg nogensinde skal åbne dem igen. Et sted i det fjerne kan jeg høre min dagbog glide ned af senge og ned på gulvet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...