kære dagbog

miranda ser sin lillesøsters spøgelse, og møder hun møder sin drømmer fyr, som flyttede væk fra et halvt år siden.

1Likes
0Kommentarer
307Visninger

1. kære dagbog

Kære dagbog.

Det er søndag, og jeg har lige været til begravelse ved min lille søster, som døde for en uge siden ved en bil ulykke. Det føles som om det var min skyld. Jeg skulle have været der for hende, og jeg kan stadig huske hendes sidste ord.

”Drøm om mig.”

Men hvad skal det betyde!

 

Jeg så ud ad vinduet med tåre i øjnene. Mine finger rystede, og jeg kunne ikke skrive mere. Jeg mærkede en tåre løbe ned ad min kind, og følelserne vælte i over mig, som et vandfald. Jeg kunne ikke leve uden hende. Hun var der altid for mig, men jeg var der aldrig for hende. Min mor blev ved med at sige, at det ikke var min skyld, men jeg troede ikke på hende. Vreden bruste op i mig, og jeg fik lyst til at skrige. Så flød det med tåre.

NEJ, skreg alt inde i mig.

Jeg kylede en pude ind i væggen.

”NEJ,” skreg jeg så, og slyngede jeg mig ned i min seng, og græd mig i søvn.

 

”Nej mor, hun kan godt selv cykle over den store vej. Hun er 10 år gammel!” ”Bare lige i dag, fordi jeg skal følges med Elektra,” råbte jeg næsten op i hovedet på hende.

”Okay,” sukkede hun.

Jeg på vej over til Elektra, da jeg så min lillesøster, som skulle til at krydse den store vej. Jeg tænkte, hvis jeg skyndte mig, kunne jeg lige nå og følge hende over. Men jeg nåde ikke, og komme hen til hende før hun cyklede ud på vejen. Hun så ikke bilen, og chaufføren så ikke hende, så bilen kørte lige ind i hende, og slyngede hende tværs over på den anden side af vejen.

”NEJ,” skreg jeg og vågnede med et sæt. Jeg svedte over hele kroppen, og min mor og far kom farende ind.

”Hvad er der sket?” Sagde min far bekymrede.

”Ikke noget, det var bare et mareridt,” svarede jeg træt.

Jeg kunne ikke falde i søvn igen, fordi jeg blev ved med at spekulere på hvad det var hun mente med ”Drøm om mig,” så jeg gik ud i haven, og om til en lille sø vi havde. Hvor min lillesøster og jeg plejede og sidde, når vi havde problemer. Jeg satte mig ned på den lille bænk. Søen var så smuk om natten, fordi månen spejlede sig i søens glitrende vand. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind og klumpen i min hals der blev større.

”Jeg savner dig lillesøster,” hviskede jeg ud i det blå.

”Jeg savner også dig”

Det gav et sæt i mig, og jeg vendte mig lynhurtigt om. Og der stod hun, min lille søster, og hun var næsten helt gennemsigtig.

”Men, men du er død,” stammede jeg.

”Ja, har du ikke lagt mærke til det. Vent kan du se mig? Det er helt vildt, jeg har prøvet og få fat i dig gennem hele ugen!” sagde hun overrasket ”Er du okay?”

Hvad mente hun med okay, min afdøde lillesøster stod lige foran mig. Jeg var helt lammet, og jeg kunne ikke få et ord ud.

”Er det her en drøm?” spurgte jeg forvirret. Hun stak roligt hånden frem mod mig, og nev mig ”AV”

”Åbenbaret ikke,” sagde hun.

Så var jeg ved og blive skør, for man kan da ikke bare gå rundt og se sin lille søsters spøgelse. Jeg gik langsom ned fra bænken, vendte ryggen til hende, og løb alt hvad jeg kunne, ind i skoven. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg havde ingen sko på, så jeg kunne mærke mudder og mås, samle sig mellem mine tær. Det var ikke rart, men jeg stoppede ikke med at løbe. Pludselig så jeg en skygge bag et træ.

”Nej, pas på” råbte en drengestemme til mig.

Hvad mente han med pas på? Jeg stoppede, og kiggede mig tilbage. Skyggen kom nærmere.

”Stå stille,” hviskede en stemme ved siden af mig, jeg drejede hoved, og kiggede ind i min lillesøsters øjne.

Jeg fik et chok, og fik overbalance. Jeg gik to skridt bagud og på det tredje trådte jeg ud over en kant.

Jeg måtte indrømme, jeg viste ikke hvor den kom fra. Var det nu jeg skulle dø, men da jeg var ved at falde kunne jeg mærke en hånd gribe om min arm.

”Arg,” skreg jeg. Det var som om, jeg var ved at glide ud af hans hånd. Jeg klamrede mig fast med den frie hånd, og han havde godt fat.

”Hold fast, og lad vær’ at kigge ned!” Hviskede drengen anstrengt.

Jeg kiggede lige så stille ned, men jeg var højdeskræk. Der var mindst 10 meter ned. Jeg kunne mærke det sortne for mine øjne. Nej, jeg måtte ikke besvime nu. Så jeg blinkede lidt med øjnene, og prøvede at få det til at gå væk. Det hjalp faktisk lidt.

”Hvad var det lige, jeg sagde!” Stønnede han, og begyndte at trække mig op. Jeg kunne mærke at han lage alle kræfter i.

Da jeg var komme helt op og stå, kunne jeg ikke holde det sorte væk længere. Det sidste jeg så, inden jeg besvimede, var drengens nøddebrune øjne og hans honning farvet hår.

 

Jeg vågnede på det fugtige græs. Jeg ømmede mig, lukkede øjnene helt op, og der sad han. Med ryggen til, og kiggede op på alle stjernerne. Han vente sig om, så jeg kunne se hans smukke brune øjne. Mit hjerte begynde at banke hurtigere, og jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder.

”Jeg hedder Casper,” sagde han venligt. Han lagde hovedet på skrå, og kiggede nysgerrig på mig. ”Og du hedder Miranda, ik’?”

Jeg kiggede undrende op på ham, og nikkede. Hvor kendte han mit navn fra? Hvad lavede han her midt om natten? Hvorfor rødmer jeg? Hvorfor ser jeg min lillesøster som spøgelse? Hvorfor virker han så bekendt? Der var så mange spørgsmål, hvor skulle jeg begynde. Jeg rejste mig op, gik hen, og satte mig ved siden af ham. Det fugtige græs gjorde mine bukser lidt våde, men jeg var ligeglad. Stjernerne var så smukke her om natten, og der sad vi i noget tid uden, og sige noget til hinanden. Men så kunne jeg ikke holde masken mere.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spurgte jeg.

Han sukkede, og det så ud, som om han tænkte ”Det-skulle-jeg-aldrig-have-sagt”.

”Øh, jeg var ude og gå med min hund, da jeg hørte din mor kalde på dig i søndags, fordi at i skulle et eller andet,” svarede han usikker.

”Nåh,” jeg fik en klump i halsen igen, og så begyndte tårnene også og presse på. Der var så mange tåre, at jeg ikke kunne holde dem tilbage. De begyndte ligeså stille at trille ned af min kind, og så jeg begyndte at ryste.

”Jeg skulle af sted til min lillesøsters begravelse.’’

”Åh,” sagde han bekymret. ”Det… Det må du undskylde, jeg troede...’’

”Tristan, det er Tristan” hviskede en bekendt stemme. Det var min lillesøsters.

Selvfølgelig.

”Det gør ikke noget, og du behøver ikke lyve, Tristan. Jeg kan godt huske dig. Kom’’

Jeg rejste mig op, det samme gjorde Tristan. Jeg tog hans hånd, som jeg gjorde den sidste dag vi så hinanden, for et halvt år siden. Da han skulle flytte. Vi lige var blevet kærester, men vi var aldrig nået længere ind til at holde i hånden. Jeg kunne huske jeg græd i flere dage efter. Tiden er gået så hurtig.

”Hvad skal vi?’’ Spurgte Tristan smilende.

Vi holdte stadig i hånden, imens jeg trak ham af sted. Der, det var et stort træ, med mange gren. Vi plejede og sidde i det træ sammen. Jeg begyndte og klatre op i træet, med Tristan lige i hælene. Da vi var kommet helt op i toppen, tog Tristan sin jakke af, og lage den om mig. Jeg lod mit hoved ligge på hans skulder, og han holdt armen om mig.

”Nu skal jeg vise dig nået, jeg ikke nåede at vise dig for et halvt år siden.” Jeg lænede mit hoved bagud.

”Hvad?” Spurgte jeg. Han lænede sig ind over mig. Vores læber mødes. Hans arme gled rundt om min talje. Alt forsvandt rundt om os, som om der kun var os i verden. Han træk sig tilbage, for at få vejret, og det samme gjorde jeg.

”Betyder det ja,” spurgte han forsigtigt.

”Til hvad?” Spurgte jeg.

 ”Til at komme sammen igen.”

”Det kan du lige bande på,” grinede jeg.

Der sad vi hele natten igennem, og kiggede på stjernerne. ”Mine følelser har ikke ændret sig, og det vil de aldrig gøre,” tænkte jeg og smilede.

Jeg så ind i mellem træerne. Der var et lille hoved det stak frem fra en af træerne. Det var min lillesøster igen, men denne gang så hun trist ud.

”jeg kommer lige om lidt,” sagde jeg til Tristan, og klatrede ned. Tristan kiggede nysgerrig efter mig, da jeg løb hen til det træ mine lillesøster stod ved. Han kunne åbenbart ikke se hende. Da jeg kom der hen pegede hun i den retning, vi skulle gå. Vi var ikke engang gået i to minutter før jeg spurgte” hvad er der?”

Hun kiggede op mod stjernerne, og enlig svarede hun” Du er lykkelig, så nu har jeg gjort hvad jeg skulle her på jorden, og jeg må videre”

”Men….” jeg nåde ikke og sige mere før hun forsvandt ”men jeg vil blive ved med at elske dig”

Der trillede en tåre ned af min kind.

Tristan kom gående bag mig. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. I stedet lage han armene om mig, og kyssede mit hår. Hun havde ret jeg var lykkelig.

Kære dagbog.

Det er søndag, og jeg har lige været til begravelse ved min lille søster, som døde for en uge siden ved en bil ulykke. Det føles som om det var min skyld. Jeg skulle have været der for hende, og jeg kan stadig huske hendes sidste ord.

”Drøm om mig.”

Men hvad skal det betyde!

 

Jeg så ud ad vinduet med tåre i øjnene. Mine finger rystede, og jeg kunne ikke skrive mere. Jeg mærkede en tåre løbe ned ad min kind, og følelserne vælte i over mig, som et vandfald. Jeg kunne ikke leve uden hende. Hun var der altid for mig, men jeg var der aldrig for hende. Min mor blev ved med at sige, at det ikke var min skyld, men jeg troede ikke på hende. Vreden bruste op i mig, og jeg fik lyst til at skrige. Så flød det med tåre.

NEJ, skreg alt inde i mig.

Jeg kylede en pude ind i væggen.

”NEJ,” skreg jeg så, og slyngede jeg mig ned i min seng, og græd mig i søvn.

 

”Nej mor, hun kan godt selv cykle over den store vej. Hun er 10 år gammel!” ”Bare lige i dag, fordi jeg skal følges med Elektra,” råbte jeg næsten op i hovedet på hende.

”Okay,” sukkede hun.

Jeg på vej over til Elektra, da jeg så min lillesøster, som skulle til at krydse den store vej. Jeg tænkte, hvis jeg skyndte mig, kunne jeg lige nå og følge hende over. Men jeg nåde ikke, og komme hen til hende før hun cyklede ud på vejen. Hun så ikke bilen, og chaufføren så ikke hende, så bilen kørte lige ind i hende, og slyngede hende tværs over på den anden side af vejen.

”NEJ,” skreg jeg og vågnede med et sæt. Jeg svedte over hele kroppen, og min mor og far kom farende ind.

”Hvad er der sket?” Sagde min far bekymrede.

”Ikke noget, det var bare et mareridt,” svarede jeg træt.

Jeg kunne ikke falde i søvn igen, fordi jeg blev ved med at spekulere på hvad det var hun mente med ”Drøm om mig,” så jeg gik ud i haven, og om til en lille sø vi havde. Hvor min lillesøster og jeg plejede og sidde, når vi havde problemer. Jeg satte mig ned på den lille bænk. Søen var så smuk om natten, fordi månen spejlede sig i søens glitrende vand. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind og klumpen i min hals der blev større.

”Jeg savner dig lillesøster,” hviskede jeg ud i det blå.

”Jeg savner også dig”

Det gav et sæt i mig, og jeg vendte mig lynhurtigt om. Og der stod hun, min lille søster, og hun var næsten helt gennemsigtig.

”Men, men du er død,” stammede jeg.

”Ja, har du ikke lagt mærke til det. Vent kan du se mig? Det er helt vildt, jeg har prøvet og få fat i dig gennem hele ugen!” sagde hun overrasket ”Er du okay?”

Hvad mente hun med okay, min afdøde lillesøster stod lige foran mig. Jeg var helt lammet, og jeg kunne ikke få et ord ud.

”Er det her en drøm?” spurgte jeg forvirret. Hun stak roligt hånden frem mod mig, og nev mig ”AV”

”Åbenbaret ikke,” sagde hun.

Så var jeg ved og blive skør, for man kan da ikke bare gå rundt og se sin lille søsters spøgelse. Jeg gik langsom ned fra bænken, vendte ryggen til hende, og løb alt hvad jeg kunne, ind i skoven. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg havde ingen sko på, så jeg kunne mærke mudder og mås, samle sig mellem mine tær. Det var ikke rart, men jeg stoppede ikke med at løbe. Pludselig så jeg en skygge bag et træ.

”Nej, pas på” råbte en drengestemme til mig.

Hvad mente han med pas på? Jeg stoppede, og kiggede mig tilbage. Skyggen kom nærmere.

”Stå stille,” hviskede en stemme ved siden af mig, jeg drejede hoved, og kiggede ind i min lillesøsters øjne.

Jeg fik et chok, og fik overbalance. Jeg gik to skridt bagud og på det tredje trådte jeg ud over en kant.

Jeg måtte indrømme, jeg viste ikke hvor den kom fra. Var det nu jeg skulle dø, men da jeg var ved at falde kunne jeg mærke en hånd gribe om min arm.

”Arg,” skreg jeg. Det var som om, jeg var ved at glide ud af hans hånd. Jeg klamrede mig fast med den frie hånd, og han havde godt fat.

”Hold fast, og lad vær’ at kigge ned!” Hviskede drengen anstrengt.

Jeg kiggede lige så stille ned, men jeg var højdeskræk. Der var mindst 10 meter ned. Jeg kunne mærke det sortne for mine øjne. Nej, jeg måtte ikke besvime nu. Så jeg blinkede lidt med øjnene, og prøvede at få det til at gå væk. Det hjalp faktisk lidt.

”Hvad var det lige, jeg sagde!” Stønnede han, og begyndte at trække mig op. Jeg kunne mærke at han lage alle kræfter i.

Da jeg var komme helt op og stå, kunne jeg ikke holde det sorte væk længere. Det sidste jeg så, inden jeg besvimede, var drengens nøddebrune øjne og hans honning farvet hår.

 

Jeg vågnede på det fugtige græs. Jeg ømmede mig, lukkede øjnene helt op, og der sad han. Med ryggen til, og kiggede op på alle stjernerne. Han vente sig om, så jeg kunne se hans smukke brune øjne. Mit hjerte begynde at banke hurtigere, og jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder.

”Jeg hedder Casper,” sagde han venligt. Han lagde hovedet på skrå, og kiggede nysgerrig på mig. ”Og du hedder Miranda, ik’?”

Jeg kiggede undrende op på ham, og nikkede. Hvor kendte han mit navn fra? Hvad lavede han her midt om natten? Hvorfor rødmer jeg? Hvorfor ser jeg min lillesøster som spøgelse? Hvorfor virker han så bekendt? Der var så mange spørgsmål, hvor skulle jeg begynde. Jeg rejste mig op, gik hen, og satte mig ved siden af ham. Det fugtige græs gjorde mine bukser lidt våde, men jeg var ligeglad. Stjernerne var så smukke her om natten, og der sad vi i noget tid uden, og sige noget til hinanden. Men så kunne jeg ikke holde masken mere.

”Hvor kender du mit navn fra?” Spurgte jeg.

Han sukkede, og det så ud, som om han tænkte ”Det-skulle-jeg-aldrig-have-sagt”.

”Øh, jeg var ude og gå med min hund, da jeg hørte din mor kalde på dig i søndags, fordi at i skulle et eller andet,” svarede han usikker.

”Nåh,” jeg fik en klump i halsen igen, og så begyndte tårnene også og presse på. Der var så mange tåre, at jeg ikke kunne holde dem tilbage. De begyndte ligeså stille at trille ned af min kind, og så jeg begyndte at ryste.

”Jeg skulle af sted til min lillesøsters begravelse.’’

”Åh,” sagde han bekymret. ”Det… Det må du undskylde, jeg troede...’’

”Tristan, det er Tristan” hviskede en bekendt stemme. Det var min lillesøsters.

Selvfølgelig.

”Det gør ikke noget, og du behøver ikke lyve, Tristan. Jeg kan godt huske dig. Kom’’

Jeg rejste mig op, det samme gjorde Tristan. Jeg tog hans hånd, som jeg gjorde den sidste dag vi så hinanden, for et halvt år siden. Da han skulle flytte. Vi lige var blevet kærester, men vi var aldrig nået længere ind til at holde i hånden. Jeg kunne huske jeg græd i flere dage efter. Tiden er gået så hurtig.

”Hvad skal vi?’’ Spurgte Tristan smilende.

Vi holdte stadig i hånden, imens jeg trak ham af sted. Der, det var et stort træ, med mange gren. Vi plejede og sidde i det træ sammen. Jeg begyndte og klatre op i træet, med Tristan lige i hælene. Da vi var kommet helt op i toppen, tog Tristan sin jakke af, og lage den om mig. Jeg lod mit hoved ligge på hans skulder, og han holdt armen om mig.

”Nu skal jeg vise dig nået, jeg ikke nåede at vise dig for et halvt år siden.” Jeg lænede mit hoved bagud.

”Hvad?” Spurgte jeg. Han lænede sig ind over mig. Vores læber mødes. Hans arme gled rundt om min talje. Alt forsvandt rundt om os, som om der kun var os i verden. Han træk sig tilbage, for at få vejret, og det samme gjorde jeg.

”Betyder det ja,” spurgte han forsigtigt.

”Til hvad?” Spurgte jeg.

 ”Til at komme sammen igen.”

”Det kan du lige bande på,” grinede jeg.

Der sad vi hele natten igennem, og kiggede på stjernerne. ”Mine følelser har ikke ændret sig, og det vil de aldrig gøre,” tænkte jeg og smilede.

Jeg så ind i mellem træerne. Der var et lille hoved det stak frem fra en af træerne. Det var min lillesøster igen, men denne gang så hun trist ud.

”jeg kommer lige om lidt,” sagde jeg til Tristan, og klatrede ned. Tristan kiggede nysgerrig efter mig, da jeg løb hen til det træ mine lillesøster stod ved. Han kunne åbenbart ikke se hende. Da jeg kom der hen pegede hun i den retning, vi skulle gå. Vi var ikke engang gået i to minutter før jeg spurgte” hvad er der?”

Hun kiggede op mod stjernerne, og enlig svarede hun” Du er lykkelig, så nu har jeg gjort hvad jeg skulle her på jorden, og jeg må videre”

”Men….” jeg nåde ikke og sige mere før hun forsvandt ”men jeg vil blive ved med at elske dig”

Der trillede en tåre ned af min kind.

Tristan kom gående bag mig. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. I stedet lage han armene om mig, og kyssede mit hår. Hun havde ret jeg var lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...