Love Me...JDB 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
Justin og Isabella, bliver forældre. Men hvad er der galt med barnet? Og hvad med Julie, for hun nogensinde Justin tilbage til sig selv, som hun har skrevet på papiret?
(Ikke rettet)

5Likes
2Kommentarer
636Visninger
AA

12. Sidste Kapitel

At tænke på hun nu var døden nær, var mere end jeg kunne klare. Selvom jeg elskede Justin var det her bare noget andet, jeg elskede Flávia ligeså meget på kun ni måneder. På en måde elsker jeg hende dobbelt så meget, men det er så meget anderledes med ens barn og ens mand. Her lå hun i min favn, Flávia Grace Bieber. Hun var ikke engang blevet døbt! Nu var hun bæevet to dage gammel, og hun skulle snart opereres. Små tåre trillede gentagene gange ned af mine kinder, det var som om jeg ikke kunne andet end at græde. Flávia havde grædt så meget i nat, og jeg havde været så bekymret for hende. En læge kom ud i venteværelset, hvor vi sad nu. "Flávia Bieber?" Jeg rejste mig op, sammen med Justin og Flávia i favnen. Justin havde en arm om min skulder, han klemte min skulder som en trøst men det hjalp ikke meget, når han også selv havde våde kinder og røde øjne. Lægen tog forsigtigt Flávia i favnen, vi gik med hende ind. "I kan blive her, til hun er faldet i søvn." Vi stiller os ved siden af Flávia, en læge stikker en sprøjte i hendes lille krop og en anden læge begynder at snakke til os. "Vi kan ikke være sikre på hun overlever, der er svært at operere så små børn, men vi bliver nødt til at gøre det i den her alder, ellersville hun dø af hendes sygdom..." Resten af hans snak bliver til en fjern summen. Ordet død for min hjerne til at gå i stå. Flávia må ikke dø! Hun er un lige kommet til verden! En læge beder os om at gå ud af stuen, da hun nu er faldet i søvn og de skal til at operere hende. Justins hånd ligger i min, og han bliver ved med at klemme den, sikkert ligeså meget for at trøste sig selv, som for at trøste mig. Da vi kommer ud i venteværelset og for sat os ned, bryder han sammen i gråd. Jeg krammer ham ind til mig, min trøje bliver en smule våd, men det tænker jeg slet ikke på. Jeg bryde rogså selv sammen, og hans trøje bliver ligeså våd som min. Jeg kommer til at tænke på den gang jeg blev opereret.

 

En læge river det plaster af, som sidder på min hånd der niver lidt, men det er nu ikke den værste smerte jeg har oplevet. Efter plasteret er taget af, stikker samme læge en nål ind i hånden på mig, det føltes som om de kommer helt ind til mine knogler og bore sig videre igennem dem, imens smerten fra nålen breder sig i min hånd giver en anden læge mig en iltmaske på. Et lille hul fra iltmasken gør så noget luft kommer op i øjne på mig, jeg lukker ikke mine øjen af den grund. Nåle kommer egentlig ud af min hånd, og en anden læge siger noget til mig. "Du skal bare tælle til ti, så falder du i søvn." Hun siger det helt roligt, og med et smil. Jeg tager mig sammen 1...2...3... Sveden gør mine hænder fugtige, og mit hjerte begynder at banke hurtigere af nervøsitet. 4..5...6..7...8...9..10.  Mine øjne er ligeså åbne som før? Jeg ser op i luftet, det snurre rundt lamperne lys bliver mere skringene. Jeg lukker mine øjne og alt bliver sort.   Det trøstede mig en lille smule at hun ikke kom til at føle noge smerte. At hvis hun døde, blev det uden smerte overhoved. Men selvfølgelig døde hun ikke! Eller... Det var der nok ikke noget svar på? "Om hun vil overleve... Det bliver en gåde for os alle..." Hviskede Justin i mit øre.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...