Love Me...JDB 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
Justin og Isabella, bliver forældre. Men hvad er der galt med barnet? Og hvad med Julie, for hun nogensinde Justin tilbage til sig selv, som hun har skrevet på papiret?
(Ikke rettet)

5Likes
2Kommentarer
640Visninger
AA

10. Hjem Til Atlanta

 

 Jeg parkkede det sidste ned i vores kuffert. Isabella smed madrester ud, og gjorde en lille smule rent, før rengøringsfolket skulle komme. Julie sad i vores sofa med benet i gips, og krykker ved hendes side. Hun havde fået lov til at flyve sammen med os, hvis hun sad i den anden ende af flyet, så vi ikke skulle så meget som se på hende. Hun havde brokket sig ret meget over det, men det endte alligevel med at blive sådan. "Klar?" Spurgte jeg pigerne om, Isabella nikkede og jeg ventede egentlig ikke Julie ville svare mig. Jeg tog Isabellas hånd, og havde kufferten i den andne hånd, Julie fulgte efter os. Vi gik over til en ande lille hytte og afleverede nøglen.    "Vil du så sige det nu?" Spurgte jeg, da vi sad i mit fly, "sige hvad?" Spurgte Isabella, træt om. "Hvad din gave betød." Smilede jeg til hende, jeg kunne blive ved med at spørge til hun ville sige det. "Justin, dit barn..."     ISABELLAS SYNVINKEL     "Justin, dit barn..." Jeg stoppede mig selv i at sige mere, jeg ville have sagt han var barnlig og at jeg ikke, ville sige det til ham, men han kunne jo forstå det på en anden måde? Også ville jeg afsløre det hele hvilket jeg ikke ønskede! Justin svarede mig ikke, han sad og så ud som om han tænkte, jeg lod ham bare tænke i fred. Såsmilede han pludselig. "Hvad så med nu?" Spurgte han, med et glimt i øjet, jeg rystede bestemt på hoved. "Drop det Justy." Smilede jeg. "Justy?" Spurgte han skeptisk, det fik mig bare til at grine, "det er da et lækkert kældenavn." Svarede jeg ham, "meget lækkert." Gav han mig sakastisk ret, jeg smilede til ham og kyssede hans hage.     RYANS SYNSVINKEL     Jeg stod sammen med Caitlin, Chris, Chaz, Mikkel, Victoria og Emilie ude på en lufthavn og ventede på Isabella og Justin.    "Hey venner!" Sagde Justin glad, da han kom ud med Isabella i hånden. Hendes mave var virkleig vokset på den korte tid de havde været væk! Justin kom hen og lavede et håndtegn med mig, Isabella gik over til Emilie, de krammede og snakkede allerede som om det var hundrede år siden de havde set hinaden! Der var egentlig også sket ret meget, som de sikekrt skulle snakke om. Emilie var begyndte at date en eller anden dreng, jeg havde lige glemt hans navn, men jeg havde heller ikke mødt ham i nu, det var sikkert det de snakkede om. Jeg så over mod Justins fly, og jeg vil gætte på at min mund stod helt åben da jeg så hvem der forsigtigt gik ud af flyet. Julie? Og med krykker? "Justin? Hvad sker der lige her?" Spurgte jeg om, da jeg kom til mig selv igen. "Ehm... Det er lidt... Indviklet." Andreas ISABELLAS SYNSVINKEL   "Også.. Jah så brækede hun knæet... Så vi kunne vel godt flyve hende hjem?" Smilede jeg, Emilie havde lige spurgt til Julie, der var kommet ud af flyet med sine krykker og sit ben i gips, Emilie grinede af historien. "Hvordan går det så her i Atlanta? Er mit hus brændt ned?" Spurgte jeg om, "tror du ikke på jeg kan passe dit hus?" Spurgte Emilie 'fornærmet', men grinte så, "det er kun lidt brændt ned." Smilde hun til mig. "Hvornår skal du egentlig føde?" Emilie skiftede emne, "hm... Lover du ikke at sige noget til Justin?" Smilede jeg, hun så uforstående på mig, "hvorfor må han ikke vide det?" Spurgte hun, men jeg undlod at svare. "Lover du?" Spurgte jeg i stedet for, hun nikkede til sidst "d. 7/4-2014." Smilede jeg forventingsfuldt. "Det er jo snart!" Emilies smil voksede, så det gik helt op til ørene. "Hvad er der så sket mens vi har været væk?" Spurgte jeg, da der altid skete noget når man var væk fra Emilie. "Altså... Jeg er begyndt at date..." Smiliede hun og så genert ned i jorden. "Hvor fedt!" Sagde jeg oprigtigt, "hvem?" Spurgte jeg lidt efter, Emilie hun var virkelig smuk, og jeg kunne godt forstå hvis en dreng faldt for hende. "En der hedder Andreas." Smilede hun genert, jeg smilede opmuntrende til hende, "hvordan ser han ud?" Hun begyndte at forklare den mindste detalje i hans ansigt, mens jeg lyttede og opmuntrede hende.   JUSTINS SYNSVINKEL   Jeg så over mod Isabella, hun holdte på sin mave mens hun snakkede begastreret til Emilie, det gjorde mig altid glad at se hende smile. Jeg havde lige fortalt Ryan historien om Julie, han havde givet mig 'high five' og var så beyndt at snakke om et eller andet jeg ikke rigtig hørte efter. Jeg plejede ikke at lade Ryan snakke med sig selv, men jeg kunne ikke fjerne blikket fra Isabella, det var som at være nyforelsket igen, selvom vi nok stadig var det lidt? Gad vide om det nogen sinde ville gå over med os? Det håbede jeg ikke. Nu havde vi været gift to gange, havde haft et brud tre gange, vi havde set hinanden græde og grine, og nu ventede vi også et lille barn. Et barn som ville ligene os, være en blanding, kunne det blive andet end et smukt barn? Hvis barnet fik Isabellas sorte hår, og hendes skinnende blå øjne, hendes søde lille næse... "Yo Justin?" Ryan knipsede en gang foran mit ansigt, og jeg vågnede fra min dagdrøm og så fortumplet på ham, "yo Ryan?" Spurgte jeg en smule forrviret, han kom til at grine af mit ansigt udtryk, jeg svarede ham ikke, men så bare over mod Isabella igen. Hun drejde også hoved, vores blikke mødtes og vi smilede med det samme til hinanden. Emilie hviskede noget til Isabella og grinede lidt bagefter, Isabella smilede bare større og gi over til mig. Jeg trak hende ind til mig, og kyssede hendes pande Ryan sukkede, "selvfølgelig, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Mumlede han stille for sig selv, "tænkt på hvad?" Spurgte jeg fraværende, "glem det." Smilede han og gik så over til de adndre, jeg tog Isabellas hånd og flettede vores fingre sammen. Vi gik over mod min bil, uden at slippe vores hænder, kørte vi hjem i en behaglig stilhed.  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...