Love Me...JDB 7

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
Justin og Isabella, bliver forældre. Men hvad er der galt med barnet? Og hvad med Julie, for hun nogensinde Justin tilbage til sig selv, som hun har skrevet på papiret?
(Ikke rettet)

5Likes
2Kommentarer
684Visninger
AA

9. Et kys føre til hospitalet

 

"HVAD FANDEN LAVER DU HER?!" Jeg fik et chok, da en hård og sur stemme var lige bag mig, jeg så op. Justin. Self. "Holder ferie, ligesom dig?" Svarede jeg koldt, han grinede håndeligt af mig. "Ferie? Hvad er det for en ferie? Du er jo sindssyg. Du spilder dit liv på smerte. Du gør kundig slev mere ked af det, jeg kommer aldrig tilbage til dig. Aldrig." Sagde han hårdt, "jeg giver ikke op!" Hvæsede jeg, "jeg ved du elsker mig!" Tårerne samlede sig i mine øjenkroge, jeg kunne se Isabella sidde også med blanke øjne. Hun fulgte med i vores samtale, hun holdte beskyttende på sin mave, som om hun var bange for hendes mave ville se eller høre noget farligt. Jeg tænkte mig ikke ordenligt om, jeg trådte frem mod Justin, tog hans hoved mellem mine hænder, og kyssede ham. Han skubbede mig tilbage, men jeg holdte godt fast og han kunne ikke flytte mig. Han sparkede mig på benet, jeg gispede, smerten spredte sig i hele mit ben. Han havde ramt mit knæ, med sit eget knæ. Og han havde brugt alle sine krafter! Jeg faldt ned på jorden af smerte, tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Isabella kom forsigtigt ud. Justin hjalp mig op at stå, men han så ikke ud til at have fortrudt sn handling. Isabella fik fat i en ambulance, jeg lukkede min øjne jeg var virkleig træt, jeg var jo ikke træt før?   JUSTINS SYNSVINKEL   Jeg havde ikke fortrudt at jeg havde sparket hende med knæet, hvad fanden lavede hun? Hun havde brækket knæet, det måtte være meget smertefuldt, me måske var det også det hun trængte mest til? Jeg havde siddet på hospitalet sammen med Isabella, mens vi ventede på at få af vide hvad der var sket med Julie. Jeg ville få dårlig samvittighed hvis jeg bare lod hende passe sig selv på hospitalet, selvom hun havde kysset mig, selvom hun havde dræbt Isabella, selvom hun stalkede mig 24/7. Nu havede jeg brækket knæet på hende, selvom hun fortjente mere smerte. Hun fortjente ikke at dø, det er der for det første ingen smerte i, og for det andet øsnker jeg ikke at nogen skal dø. Ligenu var jeg på vej hjem sammen med Isabella, nu var der ikke så lang tid til vi skulle hjem til Atlanta igen, jeg savnede de andre, men jeg ville nu også savne Hawaii. "Jeg glder mig nu også til at komme hjem," sagde Isabella, og afbrød stilheden som havde hun læst mine tanker. "Men jeg kommer også til at savne Hawaii." Færdig gjorde jeg hendes sætning, hun kyssede mig blidt, "så længe du er ved min side, er der intet at savne." Mumlede hun med sin læber mod mine, jeg smilede af hende. Hun gik ud på badeværeslet, jeg hørte vandet blive tændt, hun var i bad. Jeg smed mig udmattet i sengen. Om to dage skulle vi hjem, der var stadig alt for lang tid til den 7/4-2014. Jeg glæde mig virkelig, selvom jeg ikke anede hvad der ville ske den dag. Isabella kom ind på væreslet, hun havde en for stor t-shirt på og vådt hår. Hun lagde sig helt ind til mig og brugte mig som hovedpude. "Mmm... Dejlig med lidt vådt hår, når jeg skal sove," sagde jeg ironisk. "Det var jo det jeg tænkte." Smilede hun til mig.   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...