We're just friends and maybe more? - One Direction.

"Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde han elskede mig..."
Velkommen til Line Swan's liv. Line er en stor fan af bandet One Direction. De har hjulpet hende gennem en svær tid i hendes liv, da hendes søster dør. En dag da hun ryger på hospitalet kommer den berømte Niall Horan til at overvære det hele og beslutter for at køre med Line ud til hospitalet. Lines kærlighedsliv ryger fra normalt til fuldkommen vanvittigt, da kærligheden hopper fra den ene fyr til den anden.
Hvad mon der vil ske med Line og hendes ustyrlige liv? Vil hun komme på rette kurs igen eller vil hun aldrig komme over søsterens død?

5Likes
2Kommentarer
523Visninger
AA

4. Hospitalet.

 Det hele er hvidt. Væggene, loftet. Alt er hvidt. Jeg står på et gulv, men en hospital-kittel på. Hvorfor ved jeg ikke. Der er en seng, men en pige i og hun ligner mig. Jeg kigger nysgerrigt rundt i det hvide rum og finder et ansigt som jeg kender. Anton sidder i en af stolene. Men hvorfor? Han holder pigens hånd og nogle få tårer triller langsomt ned af hans kind. Jeg går over til ham, men han kigger ikke på mig.

"Anton?" spørg jeg. Men ingen reaktion. Hvad fuck sker der her?

Jeg kigger på pigen. Hun har en masse dimser og slanger på sig og en stor maskine står og bipper ved siden af hende.

Jeg kan ikke se hendes ansigt, så jeg aner ikke hvem det er. På den anden side af pigen, sidder den mystikske lyshårede dreng som stod ved træet på engen. Han holder også pigen hånd, men han græder ikke.

"Hallo?" spørg jeg da jeg står ved hans side. Men her, er der heller ingen reaktion. Jeg forsætter rundt i lokalet, da jeg ser to alt for genkendte ansigter... Min mor og far sidder henne på to af stolene. Min mor græder lidt og min far trøster hende. Jeg skynder mig over til dem.

"Mor? Far?" siger jeg. Ingen reaktion. "Så svar mig dog!" siger jeg vredt og falder ned på knæ.

"Line?" lyder en stemme bag mig. Jeg stivner. Det er hendes stemme. Jeg rejser mig op og vender mig i slowmotion med hende.

Og der. Der står min søster, Luna. I kød og blod, hvis man kam sige det sådan. "Luna?" hvisker jeg. Hun nikker. Jeg løber over til hende og krammer hende så hårdt jeg kan.

"Men hvordan? Hvordan kan du være her?" spørg jeg forvirret. Luna nikker.

"Ser du, Line. Da du stod nede ved engen og træet. Skete der noget, som sjælendt sker. Du oplevede den smerte jeg fik da jeg blev hængt" siger Luna. "Du kunne ikke klare smerten og til sidst besvimede du" siger Luna.

"Men er det så mig, derover?" spørg jeg. Luna nikker og jeg for bange øjne. "Du er i koma. Og du er tæt på at dø" siger Luna.

"Og derfor er jeg her?" spørg jeg. Luna nikker. "Jeg har ikke tid til at forklare det hele, men en ting ved jeg. Du skal ikke dø nu. Det er ikke din skæbne" siger Luna.

"Men hvad er min skæbne?" spørg jeg. "Det kan jeg ikke sige. Jeg er her kun fordi englene har bedt mig om at hjælpe dig tilbage i din krop" siger Luna. Jeg nikker.

"Kom" siger Luna og vi begynder at gå hen mod min krop. "Kan du fortælle mig, hvem han er? Jeg synes jeg har set ham før" siger jeg. "Det kan jeg ikke Line, men 1 ting kan jeg sige. Det er ikke sidste gang du ser til ham" siger Luna. Jeg nikker.

"Kom, tag min hånd" siger Luna og jeg gør som hun siger. Og pludselig bliver alt mørkt igen. Jeg ser kun mørke og Luna er væk igen.

Det hele føles anderledes. Jeg kan mærke de dimser og slanger der ligger på min krop, men jeg kan ikke åbne øjnene.

"Line?" siger en stemme. "Line?" siger stemmen igen. Jeg åbner meget langsomt, det ene øje. Også det andet.

"Oh gud Line! Du må aldrig forskrække mig sådan igen!" siger Anton og krammer mig.

"Luft" for jeg fremstillet, mens Anton krammer mig. "Oh, undskyld" siger han og slipper mig så jeg kommer ned og ligge igen. Jeg hoster lidt og kigger så på mine forældre som er kommet hen til mig.

"Line, er du okay?" spørg min mor. Jeg nikker. "Min lille pige, det må du aldrig gøre igen" siger min far. Jeg ryster på hovedet.

Der kommer en sygeplejske ind og kommer hen til min seng. "Jeg må bede jer om at gå. Lægen er på vej og han skal undersøge hende" siger hun. Mine forældre og Anton nikker og går ud. Drengen med det blonde hår, skal til at gå da jeg trækker i hans hånd.

Han vender sig om mod mig. "Du må ikke gå" siger jeg, pænt svagt. "Det lover jeg" siger han og smiler. Jeg slipper hans hånd og han går ud.

"Nu kører jeg dig hen til lægen også skal han nok undersøge dig" siger sygeplejsken og smiler. Jeg smiler og lukker øjnene. Hun begynder at kører med sengen og straks kommer jeg ud i en lang gang. Hvis, selvfølgelig.

Hvorfor skal alt ting være hvidt, her på et hospital? Altså det er virkelig surt hvis man har ondt i hovedet. Kender i det? Man vil helst undgå at være i noget skarpt eller lyst rum, når man har ondt i hovedet.

Jeg bliver kørt ind i et rum, hvor lægen er. "Hej Line. Nu tjekker vi lige om alt er i orden" siger han. Jeg har stadig lukket øjne da de begynder.

________________________________________________________________________________________

Så kom 3. kapitel! Yay! Hvad synes i?

Jeg synes selv kapitler er blevet okay, men ikke hvad jeg havde regnet med. Jeg har bare siddet og slettet og skrevet og slettet og skrevet, for at der skulle blive perfekt. Og alligevel er jeg ikke helt tilfreds med det

Det er mig der har skrevet det her kapitel og det næste skriver Kristi Styles.

Jeg ville blive utrolig glad, hvis i ville besvarer de her få spørgsmål:
Har i fået et indtryk af Line?
Hvad tror i der vil ske i det næste kapitel?
Og hvad synes i om movellaen indtil videre?

Det næste kapitel kommer nok om nogle dage, men jeg kan ikke helt sige hvornår da der jo er Kristi Styles, der vil lægge det op.

Tusind tak for at i læser den og bliv endelig ved med det <3

Love all of you! <3

- Natacha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...