We're just friends and maybe more? - One Direction.

"Han kiggede mig dybt i øjnene og sagde han elskede mig..."
Velkommen til Line Swan's liv. Line er en stor fan af bandet One Direction. De har hjulpet hende gennem en svær tid i hendes liv, da hendes søster dør. En dag da hun ryger på hospitalet kommer den berømte Niall Horan til at overvære det hele og beslutter for at køre med Line ud til hospitalet. Lines kærlighedsliv ryger fra normalt til fuldkommen vanvittigt, da kærligheden hopper fra den ene fyr til den anden.
Hvad mon der vil ske med Line og hendes ustyrlige liv? Vil hun komme på rette kurs igen eller vil hun aldrig komme over søsterens død?

5Likes
2Kommentarer
490Visninger
AA

3. En picnic med følger....

Stille og roligt begyndte jeg at kunne genkende stedet hvor Anton var på vej hen.

"Anton stop!" råber jeg for at overdøve motoren. "Hvad?!" råber Anton. "Stop!" råber jeg. Anton stopper og slukker motoren.

Han tager sin hjelm af og tager den under armen. "Hvad?" spørg han. "Jeg har ikke lyst til at være her" siger jeg. "Hvorfor ikke?" spørg Anton. Jeg synker en kæmpe klump i min hals og trækker vejret dybt så jeg ikke begynder at græde.

"Min søster blev myrdet her" siger jeg og kigger ud over engen og hen mod træet hvor hun hang.

"Det gør mig ondt søde" siger Anton og tørrer en tårer væk som jeg ikke selv havde set, komme trillende ned af min kind. "Det er okay" siger jeg. "Skal vi kører hjem?" spørg Anton. "Nej nej, du har gjort så meget ud af det så det er bare spild af din tid" siger jeg. "Sikker?" spørg Anton. Jeg nikker. "Okay" siger Anton og tænder motoren igen. Han kører stille hen til engen og stopper lige inden vi når hen til der hvor græsset starter.

Anton slukker motoren og jeg hopper af. Vi klikker begge hjelmen op samtidig og lægger dem på sædet. Anton åbner klappen bag på knallerten og tager en kurv med mad i og et tæppe.

"Skal vi?" spørg Anton og tager elegant sin arm frem som en ægte gentleman. "Ja" siger jeg og tager imod hans arm. Anton begynder at gå og vi fortsætter indtil midten af engen. Anton spreder tæppet ud og slår kurven op.

"Kommer du?" spørg Anton og det er først nu, jeg opdager at jeg bare har stået og gloet på træet for enden af engen.

"Øm ja" siger jeg og ryster på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Jeg sætter mig ned ved siden af Anton, men fronten mod træet. Anton åbner kurven og begynder at tage mad op.

"Line?" spørg Anton. "Ja?" spørg jeg. "Ikke noget. Jeg skulle bare se om du stadig var i live" driller Anton. Jeg tvinger et lille grin frem, men jeg er langt fra i live.

Nej. Inden i er jeg ved at dø, som en blomst der visner. Det er ikke første gang, jeg forsvinder ind i min egen verden og det er begyndt at ske meget mere ofte end det burde.

 

                                                           *                                      *                             *                                        *

"Nå skal vi se at komme hjem?" spørg Anton da vi er blevet færdige med at spise. "Øh ja, klart" svarer jeg.

"Nu gør du det igen" mumler Anton. "Hvad?" spørg jeg. "Forsvinder. Du glemmer alt omkring dig og bliver helt åndsfraværende" siger Anton. "Det sker tit" mumler jeg og kigger på træet forenden af engen. "Hvorfor sker det?" spørg Anton og det er det sidste jeg hører fa ham.

Jeg rejser mig fra tæppet, nærmest hypnotiseret, og begynder at gå ned mod træet. Den sidste halve time har der stået en dreng, måske på min alder, nede ved træet. Den nysgerrighed der startede da han kom, er ikke blevet mindre jo længere tid der er gået.

Pludselig bliver der grebet i min arm og jeg bliver vendt rundt. Det er Anton, som har stoppet mig. "Line?" læser jeg hans mund. Jeg ryster på hovedet og trækker min arm til mig. Jeg begynder igen af gå.

Pludselig falder jeg skrigende sammen på jorden, da jeg er nået til træet. Drengen som stod der er kommet hen til mig, men jeg hører ikke hans ord.

Nej, jeg hører kun 1 ting. Skriget. Skriget fra min søster, da hun blev hængt. Det går igen og igen inde i mit hoved.

Pludselig begynder min hals og min mave at snøre sig sammen, så jeg ikke kan få vejret. Drengen får mig vendt, så jeg ligger på ryggen. Hans øjne er bange og vilde og jeg kan nemt regne ud at der sker noget med mig.

Så kommer Anton til syne. Han kigger skrækslangen på mig og hans vilde øjne, skræmmer mig. Så forsvandt han og drengen kommer igen til syne. Han har boldt hår, blå øjne og en bøjle på. Den er gennemsigtig. Jeg smiler.

Hans ansigt. Hans øjne. Hans hår. Er det sidste jeg ser, inden det hele bliver mørkt.

 

___________________________________________________________________________________________

DAM DAM DAM! Så kom det 2. kapitel og ja, vi er begge ret tilfredse med det! :D

Vi er rigtig kede af at vi har forsømt, den her movella lidt men vi har begge ikke har tiden til det. Det er vi rigtig kede af og vi lover at der snart kommer mere!

Hvem tror i den mystiske dreng er? Og hvorfor tror i at Line tit forsvinder i sin egen lille verden?

Der kommer mere snart! x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...