Et mål, en vej

Dette er en historie om drengen Castiell, og hans mystiske liv, de ting der sker i hans liv, og det han går igennem. Den vej han har været på, er på, og skal gå på. Den handler også om Castiells kærlighedsliv, og hans forhold til Stephanie, som måske ikke er en hel almindelig pige.
Castiell skal tage nogen beslutninger senere hen i livet, som kommet til at ændre verdenen.

9Likes
11Kommentarer
576Visninger
AA

1. Prolog

 

Et mål, en vej.

Prolog

Castiell satte fodbunden foran den anden, kiggede om hjørnet før han drejede. Det gnavede under hans fødder, og panikken drev løs. Han skulle hjem. Han ville hjem. Hjem til sin mor, hjem til sin familie. Hjem til hans hund, han gad ikke det her mere, det er al for meget. Han drev rundt om hjørnet, da han til sin forbløffelse så, der ovre, på bænken. Der.. der sad en. Men, hvorfor dog? Hvem sidder i sådanne et skummel kvarter som jessica's street klokken 02:32 om natten? Der lød en klingende lyd bag ham, han vendte sig  om, og lod øjnene skimme rundt. Han kunne ikke se noget.

En mand, ca. 1'92 høj, med lang 'kappe' og en gammel skriftrulle i hånden kom direkte over mod ham, Han smed rullen foran fødderne på ham, og fik skubbet ordene 'held og lykke' frem. Han bukkede sig ned, efter skriftrullen, men kunne ikke samle den op. Den var som plantet til jorden, den ville ikke give sig.

Det kan ikke være sandt tænkte han, åh red mig, fra dette mareridt. Koldsved rendte ned ad ryggen på ham, og hjerteslagene blev sprunget over nogle få gange. Han kiggede op, en stor.. sort sky lignende ting, den var så lang væk at den var sløret, fløj over ham. Han kiggede på den, det ligner.. det ligner..

En.. en, engel? han kunne nu tydeligt se de store sorte fjer på et meget stort muskuløst menneske. Et menneske med tegn over alt på kroppen. Det, det var permanent, latinske tegn måske? Det sad fast i hans hud.. han lignede et slags underligt væsen, han virkede så rolig, og han kom ned langsomt og stille, meget elegant faktisk.

Hej, sagde 'han', med hans strålende dialekt. Castiell kunne ikke få et ord frem, vinden drev rundt om ørene på ham, og han forstod slet ikke hvad der foregik. Han kunne ikke sige noget, gøre noget. Hjælpeløs.

'Hvad, hvad er du?' Fik han stammet frem, i en usikker bange tone. Han kiggede 'ham' i øjnene, i frygt af at han ville dø bare af hans blik. 'Jeg min ven, er en grigori Castiell fik en ufattelig trang til bare at vide, at det her var løgn. At alt det her ikke var sket. En udmyg stilhed drev frem, men grigorien svarede ham efter noget tid.

'Jeg er en falden engel, men det er ikke det der er spørgsmålet' 'Hv.. hvad mener du?' 'Vil du ikke vide hvad du er?' spurgte grigorien med en drillende dialekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...