Hvorfor?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
Elissa og hendes familie er på vej på ferie, da noget går grueligt galt.


2Likes
0Kommentarer
278Visninger

1. Hvorfor?

Jeg kiggede ud af vinduet på det skiftende landskab. Airconditionen kørte på fuld skrue, men vi sad alligevel alle sammen og svedte. Mig, mor, far og Susy. Dana var ikke med, selvom hun var blevet tilbudt det. Jeg ville ønske at hun var taget med. Siden hun var flyttet hjemmefra, havde jeg næsten ikke set hende. Jeg savnede hende. Vi havde altid snakket sammen om alting, på trods af de tre års aldersforskel. Susy var kun et år yngre end mig, men alligevel var det ikke det samme.

 

”Pyha, det er godt nok varmt hva'?”, sagde min mor. ”Vil du ikke lige række mig vandet, Elissa?”, spurgte hun, og jeg gav hende den. Jeg kiggede ud af den snavsede bilrude. Vi susede hen af landevejen, på vej mod det feriested hvor vi skulle bo. Der var mange biler på vejene, for de fleste mennesker var på vej på eller fra ferie.

Jeg lænede mig frem og kiggede på det automatiske termometer. 29 grader! Jeg sukkede dybt og lænede mig tilbage i det varme sæde igen. Ved siden af mig sad Susy og på forsæderne sad mor og far. Mor kørte og far sad med kortet, mens han prøvede at finde hoved og hale på det.

 

Vi nærmede os det første lyskryds ud af to lige efter hinanden, og de første huse til den nærliggende by, begyndte at dukke frem. Der var grønt ved det første lyskryds og også ved det andet.

”Jeg har vist en heldig dag”, udbrød far netop som vi kørte ud i det andet lyskryds. Jeg skulle lige til at erklære mig enig, da jeg hørte et højt dyt. Far skreg og jeg nåede lige at dreje hovedet for at se hvad der skete, før bilen ramte os. Jeg opfattede at blive kastet ind i sædet, og jeg skulle lige til at skrige, da alt blev sort.

 

Hvid. Hvid var den første farve jeg så, da jeg vågnede. Hvide vægge, og hvide gardiner. Jeg var på et hospital. ”Hvorfor pokker ligger jeg dog her?”, tænkte jeg forvirret. Mit hoved snurrede, og jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op. Jeg kiggede rundt. Det var et helt almindeligt hospitalsværelse. Jeg havde en af de der mærkelige hospitalsskjorter på, og der stak en slange ud fra min hånd. Et drop, tænkte jeg irriteret. Jeg hader nåle!

 

Pludselig gik det op for mig, hvor ondt jeg havde i hovedet. Jeg rørte forsigtigt ved mit hoved. Det var bundet stramt ind i en bandage. Jeg begyndte at blive utålmodig. Hvorfor var mor og far ikke kommet ind til mig endnu? Hvorfor kunne jeg ikke huske hvad der var sket?

Pludselig gik døren op og Dana kom ind. Hun havde helt røde øjne. Jeg kiggede spørgende på hende, men hun satte sig bare på stolen ved siden af min seng. Hun strøg let mit hår, men jeg slog irriteret hendes hånd væk. Hvorfor sagde hun ikke noget?

 

”Hvor er mor og far? Hvad er der sket, og hvorfor er jeg her?”, spurgte jeg vredt. Hun kiggede forbavset på mig. ”Kan du ikke huske noget?”, spurgte hun uroligt og granskede mig med sine øjne.

”Huske hvad?”. Min hjerne kørte på højtryk, for at prøve at finde ud af hvad hun snakkede om.

”Hvad er det sidste du husker?”, spurgte hun.

”Æh, vi var på vej til det der feriested, og vi kørte igennem et lyskryds og så... Blev alting sort.”

 

Pludselig skyllede minderne ind over mig som en flodbølge. Bilen der susede lige imod os. Det høje brag. Far der skreg. Far.

”Hvor er mor og far? Og hvad med Susy? Hvordan har de det? Hvorfor ramte bilen os?”

Jeg havde så mange spørgsmål. Dana så helt overrumplet ud, men hun sukkede bare og kiggede sørgmodigt på mig. Hun så så. Så voksen ud. Næsten ligesom mor.

 

”Bilen der ramte jer kørte ud for rødt, så det var ikke jeres skyld. Han ramte i din og mors side. Du slog hovedet ret slemt, og du har været bevidstløs i et par dage. Jeg skyndte mig herhen så snart jeg hørte om det. Susy og far er begge to ved bevidsthed, men Susy har brækket armen og et par ribben. Det gik værst ud over mor. Hun..”


Danas øjne fyldtes med tårer. Min kvalme blev forstærket, og bange anelser fyldte mit hoved. ”Hvad er der med mor?”, spurgte jeg, men min stemme kom kun ud som en hvisken. ”Elissa mor er i koma. Lægerne ved ikke hvornår eller om hun vil vågne op.”

Tårerne piblede frem i mine øjenkroge, mens jeg kiggede op på Dana. ”Kan jeg få lov til at se hende?”, spurgte jeg. Min stemme rystede. Hun tog min hånd og strøg mit hår. ”Selvfølgelig. Det kan vi alle sammen. Jeg skal nok gå ud og spørge nu”. Hun rejste sig op, og gik ud af døren. Jeg vendte mig rundt i hospitalssengen og lod tårerne få frit løb.
Hvorfor skete det her for os? Hvad havde vi gjort? Hvad havde jeg gjort?

Hvorfor? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...