Natobia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Igang
Dream er en ung pige på 14. Hun har altid være lidt af en ballademager og siger tit grimme ting til andre. En dag bliver det for meget for hendes mor, tror Dream, at Dream altid laver ballade. Dream føler sig ensom, alene og et forfærdeligt menneske, lige indtil hun møder Montau. Montau tager hende med til Natobia og hvad det er, må du læse dig til.

4Likes
1Kommentarer
422Visninger
AA

3. Lyset

Jeg løb for livet, men jeg var ikke i god form, så jeg blev nødt til at stoppe op og trække vejret. Lyset kom nærmere ved, tro det eller ej, lysets hastighed. Jeg kunne ikke løbe mere, men jeg ville sikkert dø hvis jeg ikke gjorde noget. Pludselig var det som om en anden overtog min krop, spredte mine arme lige ud i vejret og en stærk energi spredte sig i min krop. Jeg følte en energi stærkere end lyset, som var mindre end et par meter fra mig. Den kæmpe energi eksplodere da lyset var omtrent mig, og splintrede lyset til tusinder af mindre stykker lys, som nu så bomstille på jorden og glitrede som små stykker glas. Montau som var løbet langt væk i håb om at lyset ikke ville dræbe ham, kom tilbage til mig mens han klappede. Han mumlede også noget som lød som 'jeg vidste det'. Han forsatte så sin hurtige gang mod... Mod det sted lyset havde været. Jeg vidste ikke hvor vi skulle hen, hvad vi skulle der, hvor vi var. Rent udsagt vidste jeg ikke noget om det her sted, andet end at det ikke var Jorden. Montau gik ind i mellem grene, men holdte dem ikke for mig, så jeg fik dem slynget lige ind i ansigtet, og det sveg af pommerens til. "Montau du må gerne holde grenene for mig, så jeg ikke får hundrede vis lussinger mere!" sagde jeg surt og en anelse højt. Det hjalp ikke, han ignorerede mig. Jeg besluttede mig for at Montau ikke skulle blive en del af mig, når han ikke engang kunne holde ved en gren for mig. Jeg ville ikke lade ham finde en plads i mit hjerte, men måske var det problemet med mig. Jeg gav ingen lov til at få en plads i mit hjerte, fordi jeg vidste at de bare ville ødelægge det og ødelægge mig. Hvis man bare holder alt væk fra hjertet, er der intet der kan såre det. Godt nok heller ikke nogen der kan pleje og tage sig af det, men det er lige meget for mig. Montau stoppede op og kiggede frem og til siden. Så kiggede han ned og rodede lidt med det bløde græs. Han hav en tot op og kastede den få centimeter frem foran sig. Jorden knækkede midt over og en lem kom til syne. Jeg stod bare og stirrede fascinerende på det der lige var sket, men Montau ignorerede mig og bankede på lemmen, 7 hårde slag. 7 var mit lykketal og det havde det altid været. Lemmen åbnede stille af sig selv og kort efter stod den på vid gab. Montau hoppede ned, da der tilsyneladende ikke var nogen trapper. Jeg hoppede ligeledes ned og så at lemmen lukkede sig igen. Der var ikke langt til jorden, men det var tydeligt at vi gik i en tunnel der gik brat nedad. Montau gik med sine afslappede skridt ned ad stien, jeg fulgte efter. Det var svært ikke at løbe, for det gik virkelig ned ad bakke. Det undrede mig faktisk. Jorden ovenover var helt flad, så denne tunnel må have været gravet som en bakke, der snoede sig nedad. Jeg så planter hængende på det man kunne kalde for vægge og forventede at loftet ville brase ned over os, for hvert skridt vi tog. Montau stoppede pludseligt og kiggede op i loftet, og jeg vidste med det samme at nu ville det brase. Vi ville begge dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...