Natobia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 mar. 2013
  • Opdateret: 4 maj 2013
  • Status: Igang
Dream er en ung pige på 14. Hun har altid være lidt af en ballademager og siger tit grimme ting til andre. En dag bliver det for meget for hendes mor, tror Dream, at Dream altid laver ballade. Dream føler sig ensom, alene og et forfærdeligt menneske, lige indtil hun møder Montau. Montau tager hende med til Natobia og hvad det er, må du læse dig til.

4Likes
1Kommentarer
429Visninger
AA

1. Montau - Det mærkelige væsen

Jeg sad bare der og gloede endeløst på trædøren, hvornår kom hun ud? Hvorfor sad hun der og hulkede, når jeg var i større vanskeligheder? Væggen jeg sad op af var ikke behagelig, og det var gulvet så sandelig heller ikke. Jeg kunne høre hendes snøft og hendes små hulk, men andet kunne man ikke høre. Ikke engang en lille lyd fra en bevægelse, bare snøft og hulk som kom igen og igen. Hvorfor sad mor overhovedet derinde? Og hvorfor var hun så ked af at jeg lavede lidt ballade på skolen? Jeg ville jo ikke ryge på anstalt eller sådan noget lort som det. Jeg besluttede derfor at banke på døren, rejste mig langsomt op, mens jeg støttede mig til væggen. Mine ben føltes latterligt tunge, men de slentrede let hen over gulvet. Jeg bankede stille på med knoerne og håbede på et svar, men der kom intet. Altså intet ud over snøft og hulk. Ville hun dog nogensinde komme ud? Det burde hun jo gøre på et eller andet tidspunkt, så jeg satte mig bare op ad væggen igen og besluttede mig for at vente på hun kom ud, om det så skulle være hele natten. Jeg ventede i flere timer, og dog den samme snøften og hulken forsvandt ikke. Det var som en CD der bare kørte igen og igen. "Åh mor! Kom nu for helvedes skyld bare ud" sagde jeg rimeligt højt, og hun holdt op med at hulke. Snøftene forsvandt stille hen af vejen, og ti minutter efter låste hun døren og op trådte ud. Hendes blink vandrede hen over mit ansigt, men hun undlod øjenkontakt. Hun prøvede at smile det velkendte smil, men smilet blev bare skævt og man kunne sagtens se at det ikke var ægte. "Jeg elsker dig... Min egen lille Dreamie" hviskede hun lavt, men jeg kunne sagtens høre det. Jeg ville gerne gengælde hendes bløde ord, men hendes pegefinger ramte min overlæbe. "Sig ikke mere" sagde hun og undgik stadig øjenkontakt. Hendes blik faldt på hendes fødder, som med små skridt bevægede sig op af trappen og mod sit værelse. Nu var det min tur til at snøfte. Det var nu tydeligt for mig at se, at det ikke blot var skoleløjer hun var ked af. Der lå noget meget stort i hendes ord, som om hun sagde farvel. Farvel. Prøvede hun at fortælle mig noget, eller ville hun bare gerne muntre mig op? Det hele snurrede rundt i mit hoved og jeg kunne slet ikke fatte noget som helst. Sendte hun mig et signal? Måske var jeg bare træt. Jeg slentrede mod mit værelse, men jeg følte mig som en stor tung sten, så jeg smed mig på sofaen hvor jeg langsomt lod søvnen vinde. Da jeg vågnede var mor ikke stået op, og det kunne jeg sagtens forstå efter gårdagens gråd. Jeg gik ind på badeværelset og så mig selv i spejlet. Jeg kiggede på de store grønne øjne, som klart var forgrædt. Jeg havde grædt i søvne. Jeg fejede en lok hår bag øret, og det afslørede de spidse øre der var havde været gemt under det. Jeg kunne ikke holde synet ud, så jeg smed hurtigt hårlokken tilbage på sin plads. Jeg rystede på hånden, og mente ikke at jeg kunne holde om min tandbørste, så jeg lå mig ind på sofaen igen. Dette latterlige liv, hvorfor skulle det være værd at leve?

Kort tid efter den ulykkelige tanke, dukkede et mærkeligt lille væsen frem i dørkarmen. Den var hæslig at se på, og helt blå over det hele. Hvad var dog dette mærkelige væsen? Jeg så mig hurtigt rundt og greb den nærmeste ting, som jeg kunne bruge som våben. En lysestage. Den kunne sikkert bruges. "Hv.. Hv... Hvad vil du?" fik jeg fremstammet, og prøvede ikke at lyde bange eller nervøs, men desværre lykkedes det ikke ret godt. "Bliv ik' bang. Jeg kom' med fred. Du gå med mig, og jeg ik' skad' dig" sagde det lille væsen. Dets ene øje fik øjenkontakt med mine og noget inden i mig, fik mig til at føle mig tryg. "Hvor hen? Og hvem er du?" jeg prøvede at lyde hård, hvis nu han ville gøre mig ondt, hvilket jeg tvivlede stærk på. "Hvor du hør' til. Det ik' her. Mit navn Montau. Jeg en vandtrold" sagde han med de korte ord, som afslørede at hans dansk ikke var specielt godt. En vandtrold... Vandtrold. Jeg tyggede lidt på ordet, og det gav ingen mening i munden eller hjernen, men et sted i hjertet sagde det klik, og der gav det mening. "Men hvorhen? Gerne præcist denne gang" sagde jeg som havde jeg snakket med ham hele min barndom. "Mig ik' fortæl. Mig må ik'" sagde han med de korte og ukorrekte ord. Et eller andet tiltrak mig. Jeg havde jo selv sagt at livet ikke var værd at leve, så hvorfor ikke prøve noget nyt, som kunne forbedre det. For jeg tvivlede på at mit liv kunne forværres. Så jeg rejste mig, følte mig stærk, og gik med store skridt hen i mod ham. For første gang i hele mit liv, følte jeg mig som om jeg var noget. Noget som ikke bare gav ballade og som ikke kunne andet end at sige grimme ord.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...