Save me tonight- One Direction

Den 19- årige forkælet Hope Blake, er datter af millonæren og pladeproduceren John Blake. Hendes Mor og søster døde for øjnene af hende, da hun var mindre.Folk siger deres død var en ulykke, men kun hun er klar over hvad der enlig skete. De blev dræbt.
Hun vil gøre alt for at få hævn, men hun ved ikke hvad hun roder sig selv ind i og at hun er den næste. En dag møder hun One Direction og hun kommer helt uviden til at rode dem ind i hendes liv. Forlader drengene hende, når de hører at hun er dødsdømt? Eller bliver de ved hendes siden og kæmper. Hvad sker der når hun har muligheden for at blive kærester med alle drengene, hvem vælger hun og måske ryger de alle med ned i faldet?

14Likes
10Kommentarer
820Visninger
AA

2. Spring comes soon

 

”Hope, skatter du skal altså op nu”.

Jeg mærkede en kold hånd på min skulder. ”Aj far hvorfor skal vi så tidligt op”, spurgte jeg irriteret og strakte mig.

”Jeg tror du bliver glad for at høre hvor vi skal hen”, sagde min far på en rigtig forælder lalleglad måde.

”Okay jeg er vågen nu, bare fortæl”, sagde jeg og satte mig på senge kanten og gned mig i øjnene.

”Vi skal ud og besøge Justin Bieber i dag”, sagde min far virkelig glad. ”Er det rigtig aj hvor dejligt, Justin er så sød”, sagde jeg og smilede stort til min far.

” ’Ja han er en rigtig stor kunde i mit pladeselskab”, sagde han og gik hen for at kramme mig.

”Ja tak far, dig og dit pladeselskab. Jeg ved godt du tager mig med for at få lidt far datter tid, men jeg ender jo alligevel bare med at sidde med berømtheden, imens du holder møde med manageren”, sagde jeg lidt skuffet og trak på læben.

”Lille pus jeg ved godt det har været hård siden din mor og søster gik bort”, sagde han og satte sig trøstende ved siden af mig og klappede mig på skulderen.

”Det var altså også din kone og dit barn”, sagde jeg surt og smækkede med døren da jeg løb ud på toilettet.

Han vidste ikke hvad der var sket, han havde bare hørt det fra nogle uvidende politimænd. Det var over alt i hele London. Nyhederne lød: ”To børn og en kvinde blev i dag påkørt af en stadig ukendt bilist. Kvinden og det ene barn blev dræbt, men mirakuløst overlevede Hope Blake. Politiet leder efter gerningsmanden.”

Ingen af dem var der da det skete, de så ikke hvad der skete, de hørte ikke hvad der skete og de så ikke hvem der gjorde det. Jeg vidste i det sekund jeg vågnede på hospitalet at det ikke var en normal ulykke.

Jeg kunne jo godt ligge to og to sammen. Lejemorder var mit første bud. Det kunne godt give mening.

Det kunne også være at de havde tænkt sig at kidnappe min storesøster og min mor, også ville de sikkert kræve en masse løsepenge, men så endte de med at dræbe dem. Måske var det ikke meningen at de skulle dræbe dem.

Men det gav stadig ingen mening at jeg stadig var her og levede mit normale liv. Jeg havde dog fået en bodyguard af min far, som skulle følge overalt hvis jeg skulle ud for døren.

Jeg tror min far havde en mistanke om det, som jeg også havde tænkt. Men jeg var nu mere sikker på det end ham. Jeg så nemlig gerningsmanden lige i øjnene da han gik ud af sin bil for at tjekke om han havde dræbt dem. Det var forfærdeligt og jeg kunne også tydeligt se, glæden i hans øjne da han mærkede deres puls.

Jeg var der og jeg huskede hver detalje, det var godt nok 4 år siden, men hvordan ville jeg nogen sinde kunne glemme. Måske i det sekund jeg fik hævn.

Jeg kiggede i spejlet og så en tåre løbe ned af min kind. Min hånd gled stille ned til min hofte, jeg mærkede et ar og jeg skar tænder. Helt uden skrammer var jeg ikke, efter ulykken.

”Hope jeg er ked af det, jeg tænkte mig ikke lige om. Du skal bare vide at jeg er så glad for at du lever”, sagde min far og begyndte at store tude. Man kunne høre det i hele huset.

Jeg havde rigtig ondt af ham. Han havde nær mistet hele sin familie, jeg måtte bare være stærk nu, for hans skyld. For det var ikke sikkert at jeg nåede at opleve næste dag.

Jeg åbnede stille døren og stak forsigtigt hovedet ud.

 

”Det okay far”, hviskede jeg nærmest. Han snøftede og gik hen for at kramme mig. ”Skal vi komme af sted eller hvad”, sagde jeg begejstret for at lette stemningen.

”Ja hvis du er klar”, sagde han så glad som man kunne lyde i denne her situation. ” Jeg er næsten klar, men du kan bare sætte dig ned i bilen og vente”, sagde jeg og gik ind i mit walk in closet.

Et par minutter efter havde jeg fået lagt makeup, sat hår og fundet tøj. Jeg tog min taske og løb ned til bilen.

Jeg satte mig ind på bagsædet af bilen og tog sikkerhedsselen på.

”Er du klar til at køre”, spurgte min far og kiggede i spørgende i bakspejlet.

”Ja det er men hvor er Rolf”, spurgte jeg undrende. Rolf var min bodyguard og normalt plejede jeg altid at kunne se ham et eller andet sted. Min far havde prøvet at give mig, en så normal barndom som muligt.

”Han kører bag os”, sagde min far og pegede.

Jeg ved ærlig talt ikke hvordan det skulle hjælpe at have en bodyguard med, for hvis dem der står bag er professionelle, er en bodyguard ikke nogen hjælp overhovedet.

Men det gør min far tryg og hvis han er tryg så er jeg også tryg, i hvert ifald ude på.

”Okay. Er det langt væk? Spurgte jeg for at tænke på noget andet. Jeg vidste jo godt hvor Justin boede.

”Nej det er bare en halv times kørsel, herfra”, svarede han og kørte.

På vej der hen sad jeg bare og kiggede sov modigt ud af vinduet. Det var vinter men alligevel var der ikke et snefnug at skimme. Vejret var trist, det kunne jeg godt blive enig med mig selv om . Jeg glædede mig nu til forår, årets bedste tid. Forår der hvor fuglene synger, træerne gynger og folk forelsker sig.

Jeg fniste inderligt. Min storesøster havde altid sagt at jeg skulle finde mig en kæreste. Men det var aldrig blevet til noget. Ikke fordi at der ikke var nogle der gad og havde mig, drenge har nemlig altid sværmede om mig.

Nu hvor jeg er blevet ældre kan jeg godt se, at jeg har brug for en kæreste. Men efter ulykken har jeg haft virkelig svært ved at binde mig. Jeg ender altid med at stikke af, ligesom i ” Runaway bride”.

Jeg har endnu ikke mødt den eneste ene. Det er måske også lidt tidligt. Men jeg har på fornemmelsen at dette forår bliver specielt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...