Save me tonight- One Direction

Den 19- årige forkælet Hope Blake, er datter af millonæren og pladeproduceren John Blake. Hendes Mor og søster døde for øjnene af hende, da hun var mindre.Folk siger deres død var en ulykke, men kun hun er klar over hvad der enlig skete. De blev dræbt.
Hun vil gøre alt for at få hævn, men hun ved ikke hvad hun roder sig selv ind i og at hun er den næste. En dag møder hun One Direction og hun kommer helt uviden til at rode dem ind i hendes liv. Forlader drengene hende, når de hører at hun er dødsdømt? Eller bliver de ved hendes siden og kæmper. Hvad sker der når hun har muligheden for at blive kærester med alle drengene, hvem vælger hun og måske ryger de alle med ned i faldet?

14Likes
10Kommentarer
822Visninger
AA

5. silence

Jeg vågnede op et par timer efter. Eller måske var det et døgn. Jeg havde ingen tidsfornemmelse overhovedet. Og uret var for langt væk og mine øjne var for sløret til at jeg kunne se hvad klokken var.

Jeg blev mødt af et par søde brune øjne, der stirrede venligt på mig. "Hvordan har du det"?

Jeg svarede ikke. For først ville jeg jeg igennem gå alt det der var sket inden for de sidste par timer, eller døgn.

Jeg sprang pludseligt op af sengen. "Hope rolig, du burde ikke rejse dig op for hurtigt." Endnu et par øjne kom mig i møde. Disse var dog blå/grønne. Han tog fat i mig.

"Niall giv slip, der er noget jeg må ordne", sagde jeg alvorligt og skubbede hans arme.

Jeg tog min taske og gik hurtigt mod døren. Jeg tog mig anstrengt til håret. Harry kom og tog mig op bagfra. "Giv nu slip", råbte jeg og prøvede at komme fri. "slap af", sagde Harry beroligende.

Jeg kunne godt mærke at jeg ikke ville komme fri. Så jeg gav op og sank mod gulvet. Tårene trillede hurtigt ned af mine kinder.

"Hope det er okay. Jeg forstår godt du er ked af det", sagde Zayn forstående og agede min arm. "Fortæl hvad der er galt", sagde Harry.

Det gjorde mig endnu mere ked af det. For jeg kunne høre på drenges stemmer at de var oprigtigt kede af det på mine vegne. Der kom en følelse af nærvær brusende i frem i min krop. En følelse jeg ikke har haft i mange år.

"Kom Hope, vil du ikke med os?", spurgte Niall bekymret. "Nej drenge det er sødt af jer. Men jeg vil faktisk bare gerne hjem", sagde jeg snøftede. Jeg tørrede mine tårer væk, rejste mig op og gik mod døren.

"Hold da op, hun er godt nok stærk", sagde Harry og smilede. "Fysisk eller psykisk "?, spurgte Zayn undrende. "Begge", svarede Harry sødt og så efter mig, som allerede var på vej ud af hospitalet.

 

Jeg stod ude på parkings pladsen og ventede på en taxi, da drengene kom løbende. "Hope må vi så i det mindste ikke komme og se til dig imorgen?", spurgte Zayn og smilede. "Okay", sagde jeg. Jeg ville jo helts være fri. Men jeg kunne godt se at de ikke ville lade mig være.

"Ses Hope god bedring", sagde Niall bekymret og smilede.

 

***

 

Jeg gik direkte ind og ringede til Jakob, som var min gamle klasse kammerat. Han var åbenbart blevet våben handler og rimelig eftertragtet. Men selvfølgelig ville han hjælpe mig, han havde altid været lidt vild med mig.

Jeg smilede indvendt og lagde på. Han havde en syg form for humor, som jeg normalt ville havde fundet sjov. Men lige nu var jeg kun i humør til en ting. HÆVN......

 

"Hej Jakob. Bare kom ind. Jeg går lige til sagen", sagde jeg bestemt og lukkede døren efter ham.

"Ja det er da et hyggeligt sted Hope. Men det er da ikke her du bor normalt vel?", spurgte Jakob og kiggede undrende rundt. 

"Nej det her er en lejlighed min far ejer, men han bruger den aldrig. Jeg tror faktisk han har glemt at han har den"; sagde jeg og smilede. "Skal vi komme igang?"

"Ja jeg har taget nogle våben med som du sagde jeg skulle". Han hev en sort kuffert frem og åbnede den. Jeg tog pistolen op og undersøgte den. "Fint tak. Jeg skal bruge ca. to af dem her. Og tre af dem der ligger der". Jeg pegede ned på en aflang lidt større pistol. "Hold da op er du blevet lejemorder, eller hvad?", spurgte Jakob og grinede.

Jeg tog øjnene væk fra pistolen og kiggede op på Jakob. "Meget morsomt", sagde jeg helt seriøst.

"Hvad skal du enlig bruge dem til?". "Selvforsvar", svarede jeg bestemt og lagde våbene fra mig. "okay voldsomt. Husk nu det er ulovligt at skyde folk, udover selvforsvar selvfølgelig", sagde Jakob, nok lidt bekymret om hvad jeg nu ville gøre.

Jeg kiggede opgivende på ham. "Jamen kan du overhovedet finde ud af at bruge dem?" spurgte han vredt.

Det tog mig ca. fem sekunder og tage pistolen op, lade den og skyde lampen som stod i den anden ende af lokalet. "BANG".

Jakob stod med åben mund, og stirrede overrasket på mig. "Wow Hope, det er jo sindssygt. Du er jo den nye Kill Bill", han grinede højt og tørrede en tåre væk fra øjenkrogen.

Jeg smilede skævt og sukkede. "Hvis du nu gerne vil være bedre så kender jeg en du kan træne med", sagde Jakob hjælpsomt.

"Kan han komme i morgen?" spurgte jeg nysgerrigt. "Ja det kan han sikkert godt, i sær hvis jeg fortæller ham hvor lækker du er, når du sveder", sagde han grinende og puffede mig i skulderen.

"Sjovt, men du burde nok gå nu", sagde jeg og stille skubbede ham ud af døren.

Det var så her jeg ville have kastet mig i min seng. Men jeg gik direkte hen til trænings lokalet som min far også havde fået lavet.

Jeg hoppede op på løbebåndet og skruede den op på fuld speed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...