Save me tonight- One Direction

Den 19- årige forkælet Hope Blake, er datter af millonæren og pladeproduceren John Blake. Hendes Mor og søster døde for øjnene af hende, da hun var mindre.Folk siger deres død var en ulykke, men kun hun er klar over hvad der enlig skete. De blev dræbt.
Hun vil gøre alt for at få hævn, men hun ved ikke hvad hun roder sig selv ind i og at hun er den næste. En dag møder hun One Direction og hun kommer helt uviden til at rode dem ind i hendes liv. Forlader drengene hende, når de hører at hun er dødsdømt? Eller bliver de ved hendes siden og kæmper. Hvad sker der når hun har muligheden for at blive kærester med alle drengene, hvem vælger hun og måske ryger de alle med ned i faldet?

14Likes
10Kommentarer
920Visninger
AA

4. dream

"Hope, hvad laver du her. Er du faret vild", spurgte Zayn bekrymret. "Eller kommer du tilbage, for at slå Liam", sagde Harry og grinte. Niall kiggede særiøst på ham. "Det mener du virkelig ik", sagde han og rystede skuffet på hovedet. Harry fik hurtigt fjernet sit smil.

"Nej og nej", svarede jeg flovt og kiggede ned i gulvet. "Jeg kommer her med Justin", sagde jeg og løftede mit hoved. Jeg blev mødt af nogle grønne øjne. Det var Harry, han havde flyttede sig over foran mig. Jeg stirrede nu ind i hans øjne og han stirrede i mine.

"Men Justin sagde at han ville tage sin ex kæreste med", sagde Zayn undrende. Jeg blinkede og rystede på hovedet. Harry så skuffet på mig, som om han ikke ville havde at jeg skulle kigge væk.

"Jep det er så mig", sagde jeg. Drengene udvekslede underlige blikke. "Okay", sagde Liam.

"Jeg gættede personligt på at du ville kunne få noget bedre end ham", sagde Niall og grinte. "Haha hvor er du sjov", sagde Justin og grinte sarkastisk.

Jeg vendte mig mod Justin. "Du er ikke sur vel", sprugte jeg og gav ham hundeøjnene. "Nej, det er jeg ikke, men du kunne måske styre dig lidt, næste gang", svarede han. Jeg rullede med øjnene. "Jeg er ikke et lille barn, Justin", sagde jeg og kiggede over på Zayn, som stod i den anden ende af rummet.

Han smilede sødt til mig. Jeg smilede tilbage og gik mod væggen, med ryggen først. Jeg ramte væggen og gled ned på gulvet.

"Er er du okay?", spurgte Niall bekymret. Harry satte sig ved siden af mig. Justin rullede med øjnene og lagde sine arme over kors. Han syntes sikkert at jeg bare ville have opmærksomhed. Men det havde jeg vidst fået nok af idag.

"Jeg har det ikke så godt", sagde jeg og tog mig til hovedet. Jeg klemte øjnene sammen. "Kom vi må hellere få lagt dig på en seng", sagde Harry og tog mig op. Han bar mig ind i et andet rum og lagde mig forsigtig ned på en seng. De andre kom løbene ind i rummet og samlede sig rundt om mig.

"Hope du er virkelig varm", sagde Niall der åbenbart havde mærket på min pande. Jeg lukkede øjnene og faldt ind i et andet univers. Jeg hørte nogle svage stemmer der stille forsvandt. "Vi må havde hende på hospitalet med det samme", sagde Zayn og tog min livløse krop op i hans arme.

 

 

Jeg løb på en blomster eng. Med en flagrende sommer kjole og uden sko. Verden havde forandret sig en del. Jeg stoppede op, da jeg spottede noget længere fremme. En hjort, nej. Jeg gik tættere på og opdagede, at det var et kæmpe sort hul. Jeg stak hovedet ind og blev mødt af mørke. Det var ubehageligt og jeg mærkede en vis tomhed i hjertet. Jeg ville væk derfra så hurtigt som muligt, så jeg trak mit hovede til mig, ud af mørket.

Jeg kom tilbage til blomster engen, med solens stråler der oplyste det hele. Men på et split sekund, forvandlede himlen sig til mørke skyer og blomsterne visnede. Jeg satte mig ned på den kolde jord og begravede mit ansigt i mine hænder. Tårene løb ned af mine kinder. Mørket havde forvandlet mit sind.

Jeg hørte en stemme i det fjerne. Den sagde mit navn. Jeg rejste mig op og blev mødt af en pige, med mellem langt mørkt hår og krystal blå øjne.

"Hope hør godt efter", sagde stemmen alvorligt. Jeg gned mig i øjnene og rystede på hovedet. "Du er stor fare, der er nogle der prøver at dræbe dig. Den eneste grund til at du er her, er fordi du ligger i koma lige nu. Der er nogle, som prøvede at forgifte dig", sagde stemmen. "Hvad, snakker du om. Har det her noget at gøre med min mor og søsters død", sprugte jeg undrende og bange.

"Ja det har det. Den dag de blev dræbt, skulle du også være blevet dræbt, men du overlevede mirakuløst. og nu prøver dem der gjorde det, at gøre jobbet færdigt."

"Hvorfor og hvem" sprugte jeg nærvøst. "Det kan jeg ikke fortælle dig, men du skal passe på dig selv og forgudskyld overlev." sagde stemmen, som lød identisk med min storesøsters.

"Så du siger at jeg skal tage en dag af gangen og at jeg skal håbe på at kunne overleve i så mange år, som muligt", sagde jeg surt.

"Hope hør nu, det er din skæbne at skulle gennemleve det her", sagde stemmen roligt. " Er det min skæbne at gå hele dagen med frygt for at dø, og hvorfor lige mig", sprugte jeg trist.

"Fordi du er en af verdens stærkeste piger, du kan klare det her mere end nogen anden."

"Hvorfor kan jeg ikke bare finde dem og dræbe dem", spurgte jeg undrende. "Det kan du godt, men det bliver en farlig rejse. 50/50"

"Hvad mener du med 50/50"? sprugte jeg. "Der er 50 % chance for at du dræber dem, overlever og lever dit liv lykkeligt med børn og mand." svarede stemmen og stoppede med et suk.

Jeg færdig gjorde hendes sætning. "Og der er 50 % chance for at jeg ikke overlever". Pigen nikkede sovmodigt. "Hope jeg bliver nød at at gå. Du er ved at komme tilbage til livet nu".

Hun havde ret. Det begyndte at lyse for mine øjne. Pigen vendte ryggen til. "Du må ikke gå", fik jeg klemt ud. "Husk på, du kan ikke stole på nogen, udover "Gildet". Mere nåede jeg ikke at høre.

Jeg vågnede op på hospitalet og så seks bekymret drenge stå ved min side. "Hvor er jeg", det var alt jeg fik klemt ud.

"Du er på hospitalet og vi har været så bekymret for dig", sagde Niall og de andre nikkede. Jeg satte mig op og kiggede forvirret rundt. "Er der noget du mangler", sprugte Zayn venligt. Harry tog min hånd og klemte lidt.

Jeg vinkede Harry hen til mig. "Kom tættere på", sagde jeg. Nu stod han med en centimeters afstand. "Jeg ville gerne bade i dine smukke grønne øjne og tja måske et lille kys", sagde jeg lidt beruset.

Harry så overrasket på mig, men også glad. Justin rystede på hovedet. "Hun har stadig noget morfin i kroppen. Hun er ikke sig selv".

"Aaa Justin du holder bare din lille kæft, gå du bare hjem til din mor og tud og forresten, jeg er glad for at jeg slog op med dig. Du er så lille", sagde jeg og stirrede stift ind i hans øjne. Et sekund efter faldt jeg i sov.

Drengene grinte hysterisk, imens Justin surmulede. "Jeg sagde jo hun ikke var sig selv".

"Bare roligt, når hun vågner så burde alt medicien være ude af systemet", sagde Louis og smilede. "Jeg tror jeg tager hjem. Der kan godt gå flere timer til hun vågner", sagde Justin og nikkede. "Ja også mig" sagde Liam og kiggede over på Louis. "Ja liam jeg skal nok køre dig", sagde han.

"Kan i ikke ringe hvis hun vågner", sagde Justin. "Jo selvfølgelig", sagde Niall. Justin,liam og Louis gik ud af døren.

"Du har ikke tænkt dig at ringe til ham, har du vel", sagde Zayn. "Nej enlig ikke", sagde Niall grinene. "Det virker hellere ikke som om at Hope han lide ham, særlig meget", sagde Harry.

"Arr man ved aldrig, med skjulte følelser", sagde Zayn. Harry nikkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...