Spotlight (1D)

Julie er en helt normal pige på 18, med en stor stemme. Hun ved det bare ikke selv. Da Julie en normal dag var nede og spille håndbold, med sin bedste veninde Ida. Ser de nogle de ikke havde forventet at se. De boede i samme by, men havde aldrig forventet at møde dem. Hvad kan der ske, når Julie bliver gode venner med selveste Harry Styles og Ida har en romance med Niall. Julie har en kæreste, så der sker vel ikke noget ved at hun er sammen med dem. Hun elsker jo sin kæreste. Men er det nok for hende og hvordan ender kemien mellem hende og Zayn?






16Likes
21Kommentarer
1803Visninger
AA

7. Fight and Sorrow

Ida og Harry kom ud og satte sig. Ida så helt tom ud. Men hun var nok bare sulten, så jeg gik i gang med at spise.

Drengene spiste langt mere end mig og Ida, og var endda også hurtigere færdige end os. De spiste bare vildt hurtigt.

Da vi var færdige, tog jeg vores tallerkener, og vaskede dem af. Ida kom op til mig og spurgte om vi ikke lige kunne snakke. Så vi gik ind på hendes værelse og lukkede døren.

Ida så helt fortabt ud. "Harry har fortalt mig det hele, hvorfor sagde du det ikke selv" sagde Ida, mens man kunne se vandet komme op i hendes øjne. "Hvad mener du" sagde jeg og var helt forvirret. "Anders, han hev i dig, han gav dig en lussing, og han kaldte dig bitch, og du har slet ikke fortalt mig noget" sagde Ida og så bare mere ked ud af det. "Ja, men Ida" sagde jeg og nåede ikke at afslutte min sætning før hun startede igen.

"Jeg troede vi var bedste veninder, at vi fortalte hinanden alting, men jeg er åbenbart blevet skiftet ud med Harry" sagde Ida og lod en tåre løbe ned af hendes kind. "Nej Ida" sagde jeg bestemt.

"Ved du hvad Julie, det er lige meget, jeg vil ikke høre om det" sagde Ida og tog hurtigt sine høretelefoner, og løb ud i gangen, jeg skyndte mig at løbe efter hende, men nåede ikke at se andet, end Ida der smækkede døren hårdt i.

Drengene kom hurtigt ud, og jeg kunne ikke holde mine tåre tilbage længere. Jeg brød fuldstændig sammen. Harry krammede mig hurtigt. Men jeg var så sur og vred, at jeg bare skubbede ham væk, og låste mig inde på Idas værelse i fred, mens drengene ventede på mig uden for døren.

"Kom nu ud, hvorfor gik Ida" sagde de. Jeg fortalte dem det hele, mens jeg tog en dyb indånding.

 

Idas synsvinkel

 

Jeg tog mine høretelefoner i, og løb ned i parken. Det var her jeg plejede at sidde når jeg var ked af det. Jeg satte Russian Roulette på med Rihanna, og begyndte at tænke, og græde på samme tid. Hvorfor fortalte hun mig det ikke. Var vi ikke bedste veninder for livet, eller hvad. Var Harry lige pludselig bedre end mig. Jeg lagde mit hoved i mine hænder og lagde mig over mine ben.

Det var rigtig koldt. Det fandt jeg hurtigt ud af. Jeg havde ligget og tænkt i ti minutter. Det der var fik mig vækket fra mine tanker, var en varm jakke, som blev lagt over mig. Jeg kiggede og, og det var Niall. Han var den eneste jeg gad se lige nu. Så det var klogt at sende ham.

Han tog mig helt ind til sig, og krammede mig. Jeg sad og græd stille på ham. Han kiggede mig i øjnene, og rejste mig op. Jeg var helt knust. Julie havde været min *søster* i otte år, og jeg elskede hende. Det skulle ikke bare ødelægges. Jeg fortalte Niall det hele. Hvorfor jeg var ked af det, og hvordan jeg havde. Han var meget forstående, og krammede mig.

Jeg gav ham hans jakke igen, men han gav mig den på igen.

Vi kom op til lejligheden og trådte ind. Heldigvis var drengene ikke sure på mig. Men glade for at jeg var kommet tilbage. Jeg gik ind til værelset, og låste døren op. Julie så helt vildt ked ud af det. Sp jeg løb over til hende. "Du skal ikke græde" sagde jeg og krammede hende. "Undskyld jeg blev sur" sagde jeg, og lod endnu en tåre løbe ned af min kind. "Nej, jeg undskylder, du er min bedste veninde, og jeg skulle have fortalt det hele med det samme" sagde Julie, og lod også en tåre trille ned af hendes kind. Jeg satte mig op i sengen, og hev hende ind i et kæmpe kram.

Jeg havde savnet hende virkelig meget, selv om jeg kun havde været væk fra hende i et kvarter. Men når man er ked af det virker det bare som længere tid. Jeg tog Julie i hånden, og hev hende ud på toiletet. Da vi så os i spejlet, kunne vi ikke stoppe med at grine. Tænk at drengene ikke havde grint af os, vi lignede jo lig.

Vi vaskede makeuppen af, og lagde noget nyt. Jeg gik ud hånd i hånd. Drengene smilede meget tilfredse da de så vi var gode venner igen, og det gjorde mig glad.

Jeg gik ud med Julie, og kom lige i tanke om noget.

Jeg hviskede det lige til Julie.

Jeg gik over til Niall, og hev ham ind på værelset. "det er som om du kan læse mine tanker, du gør præcis som jeg har brug for og er sød ved mig" sagde jeg og smilede til ham. Han kyssede mig, løftede mig op.

Niall kyssede mig på halsen, og begyndte så at kilde mig. Jeg var virkelig kilden, så jeg skreg totalt. Jeg skyndte mig at løbe, men Niall var for hurtig, og greb fat i mig. Han lagde mig ned og kilede mig igen. Men jeg fik skubbet ham af mig, og grinet af, og så lå vi bare på gulvet og snakkede.

 

Julies synsvinkel

 

 

 

 

"Louis kom lige her", sagde jeg til Louis som stod ude i køkkenet med drengene og snakkede.

"Jep hvad er der", sagde Louis friskt da han kom ud fra køkkenet.

"jeg trænger til noget frisk luft, men jeg orker ikke at gå", sagde jeg virkelig sløvt og grinte.

"Okay, vil du op på min ryg", sagde Louis og satte sig ned i sofaen, ved siden af mig.

"Ja det ville være dejligt", sagde jeg og rejste mig hurtigt op. Men jeg skyndte mig og sætte mig ned igen, da jeg så Louis undrende blik.

Jeg hoppede op på hans ryg og vi gik udenfor. Vi gik ned af vejen, som Ida boede på. Da vi kom ned for enden ringede min mobil. Jeg hoppede ned fra Louis ryg.

"To sekunder Louis, jeg skal lige tage den her", sagde jeg og gik et stykke væk fra ham. Louis nikkede og smilede.

Jeg tog min telefon op af lommen. Der dukkede et navn op på displayet. Anders. Fuck, skulle jeg tage den. Jeg klemte øjnene sammen og ventede på at mobilen var lydløs.

"Skal du ikke tage den", råbte Louis undrende.

Jeg svarede ikke, men jeg satte mig på den kolde jord. Louis løb over til mig.

"Var det Anders", spurgte Louis roligt.

"Ja det var det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre", sagde jeg og lagde mit hoved mellem min ben.

"I know your heart's been broken. But don’t you give up. I’ll be there, yeah I know it. To fix you with love" sang Louis og krammede mig.",Følg dit hjerte, det er alt jeg kan sige".

"Tak Louis", hviskede jeg i hans øre og krammede tilbage.

"Diing Ding". Julie din mobil ringer", sagde Louis og rejste sig op.

"Det er Anders", sagde jeg og trampede i jorden. Louis tog mine hænder op til sit hjerte.

Jeg trykkede svar og jeg hørte Anders stemme sige hej.

Jeg smilede til til Louis på en måde der fortalte at jeg havde styr på det.

"Hej Anders".

"Julie jeg har tænkt over tingene. Jeg er altså virkelig ked af det. Jeg kan godt se at jeg ikke var så sød overfor dig". Sagde Anders rigtig hurtig og undskyldende.

"Anders hør på mig. Jeg siger ikke at jeg har tilgivet dig, men jeg synes vi skal mødes og snakke om det", sagde jeg stille og overbevisende.

"Okay Julie kan du komme hjem til mig kl. 15 i dag", spurgte Anders roligt og pustede ud.

"Okay", sagde jeg og lagde på. Louis gik stille og roligt over til mig og krammede mig. "Skal vi gå tilbage til de andre", spurgte Louis.

"Det kan vi godt, vil du stadig gerne have mig op på din ryg", spurgte jeg og blev glad igen, da Louis svarede. "Det vil jeg da gerne, men jeg har mest lyst til at gøre det her". Han tog mine ben op i luften og han holdt under min ryg. Vi gik indenfor.

Ida kom ud og spurgte hvor jeg havde været. Vi gik ind på hendes værelse og jeg fortalte historien til hende. Det var virkelig rart. Ida reagerede meget kraftigt eller man kunne se skuffelsen i hendes øjne.

"Julie jeg troede du var færdig med Anders. Er du klar over hvordan han har behandlet dig", sagde Ida der var dybt chokkeret.

"Ja Ida det er jeg. Men jeg kan godt klare mig selv og tage mine egne beslutninger", sagde jeg bestemt.

"Okay Julie jeg stoler på at du tager den rigtige beslutning", sagde Ida stille og kyssede mig på kinden.

"Tak Ida og jeg synes ikke at du skal havde ondt af mig", sagde jeg og gik ud af døren og ind i stuen hvor drengene sad. Jeg regnede med at  Louis havde fortalt dem det hele. Jeg så en masse blikke der fortalte at de havde ondt af mig, fordi jeg skulle tage sådan nogle svære beslutninger.

"Drenge jeg har det fint", sagde jeg nok ikke så overbevisende, men jeg kastede mig i sofaen. Liam begyndte og fortælle om sine barndomskærester og alle hans problemer den gang.

Det hjalp lidt på humøret og høre at det ikke kun var mig der havde problemer. Klokken blev mange og jeg skulle af sted. Jeg var på vej ud af døren da der var nogle der hev mig i armen. Jeg vendte mig om. "Julie jeg stoler på dig og du har ret, det er kun din beslutning. Jeg skal ikke prøve at overbevise dig om at du skal glemme ham eller noget. For jeg kan jo ikke mærke dine følelser", sagde Ida rigtig forstående.

"Tak søde, jeg elsker dig", sagde jeg og gik ud i Harrys bil.

"Husk nu, jeg sidder her og venter på dig. Så hvis der er problemer så kommer jeg med det samme", sagde Harry rigtig stolt over at han havde fået en dame at passe på.

Vi ankom til mit såkaldte hus. Jeg var rigtig nervøs. Jeg kyssede Harry farvel på kinden.

Da jeg stod ude foran døren, skulle der mange krafter til at ringe på. Men jeg gjorde det, til sidst. Da døren åbnede føltes det som om der løb koldt vand ned af min ryg.

"Hej Julie", sagde Anders og tog sig til håret.

"Jeg er altså virkelig ked af det, jeg var helt ved siden af mig selv. Men jeg elsker dig jo, og det er jo derfor".

"Rolig Anders, du behøver ikke skynde dig, vi kan altså godt nå at sætte os ind i sofaen" sagde jeg og prøvede at berolige ham.

Jeg ved det var lidt forkert at berolige ham, når han havde givet mig sådan en behandling. Men hans undskyldning var god nok.

"Okay Julle jeg er virkelig ked af det og det er altså også helt okay hvis du ikke tilgiver mig", sagde Anders og kiggede på mig med et sødt glimt i øjet.

"Anders jeg tilgiver dig, men kun hvis jeg gerne må ses meget med drengene", sagde jeg og smilede bestemt. Men jeg skulle ikke smile for meget. For så ville han sikkert tro at han havde snoet mig rundt om hans lillefinger. Selvom han vidste jo godt at mit sind var stærkt og jeg godt ville kunne klare mig selv.

"Tusind tak Julie", sagde han og krammede mig afslappet. "Skal du noget nu eller vil du blive til aftensmad", sagde Anders og hentede noget vand.

"Tja", Jeg kiggede tænkende ud af vinduet. Skulle jeg bare lade Harry køre. Jeg tænkte lidt over det. Men jeg fandt frem til at det nok skulle blive hyggeligt, hvis jeg blev her.

Jeg gik ud på toilettet og ringede til Harry. Han var helt forstående, men han sagde også at jeg bare skulle ringe, så ville han komme med det samme.

Jeg gik ind i stuen og hyggede mig virkelig meget med Anders. Lige som i gamle dage. på en måde havde jeg savnet det. Jeg kunne stille og roligt se den Anders jeg blev forelsket i.

Vi havde brugt hele aften på at snakke om vores minder og vores forhold.

"Når Anders det har været rigtig hyggeligt", sagde jeg og tog min jakke ned fra knagen. Jeg krammede ham farvel og skulle til at gå, da jeg blev holdt tilbage. Jeg vendte mig rundt.

"Julie jeg tænkte på. Hvad med vores forhold",spurgte Anders eftertænksom. "Tja ville det her fortælle dig det", sagde jeg og mærkede varmen da jeg kyssede ham. "Øhh tak", sagde Anders og smilede stort.

Jeg gik ud på fortorvet og så Harrys bil komme kørende ned af vejen.

"Når Julle hvordan gik det så " spurgte Harry spændt og stirrede på mig med store øjne.

"Det gik rigtig godt", sagde jeg lettet og fniste.

"Det var da dejligt at høre, men hvad med jeres forhold", spurgte Harry nysgerrigt imens han prøvede at køre.

"Jeg tror vi har fundet sammen igen", sagde jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg vidste ikke hvordan Harry ville reagere, men jeg havde ikke lyst til at se det. "Okay det lyder da godt", sagde Harry.

Man kunne høre på ham, at han virkelig prøvede at være glad på mine vegne.

Turen hjem var meget længere end den plejede. Det blæste også meget og bladene fløj rundt overalt.

Da vi ankom til Idas hus hvor alle sikkert sad spændt og ventede på os, var jeg helt afslappet. Jeg kunne ikke se nogen grund til at de skulle blive skuffet eller sure på mig.

Jeg åbnede døren og varmen strømmede i hovedet på mig. Jeg nåede kun lige og ligge min jakke fra mig, da Ida kommer løbende med fuld fart og springer i mine arme.

"Julie jeg har virkelig savnet dig. Hvordan gik det?"

"Jeg har også savnet dig søde. Det gik rigtig godt. Mig og Anders er sammen igen",sagde jeg glad og gik ind i stuen til drengene.

"Hvor er jeg glad på dine vegne", sagde Ida til mig da jeg gik ind i stuen.

"Julie Julie Julie". Mere nåede jeg ikke og høre før jeg blev næsten overfaldet af drengene i et kæmpe gruppe kram.

Først var jeg overrasket, men jeg begyndte at slappe mere og mere af.

Efter lidt tid gav de slip på mig og vi satte os i sofaen, i samme øjeblik kom Harry og Ida ind i stuen. Det første jeg tænkte var at nu var der problemer igen. Men hvis der var det, ville jeg nok kunne se det på Idas ansigt. Så jeg kiggede ektra grundigt på hende. Det eneste jeg kunne se var glæde. "Super" tænkte jeg og vendte mig mod Louis som sad ved siden ad mig.

"Hvordan gik det", spurgte Liam og gjorde store øjne.

"Det gik rigtig godt jeg tror at jeg har fundet sammen med Anders igen", sagde jeg spændt og ventede på hvordan de reagerede.

Alle drenge blev glade og de sagde tillykke og alt muligt. Men Zayn gik direkte ind på Idas værelse. Louis skyndte sig og følge efter ham. Jeg vidste ikke hvorfor men jeg gik hen og lyttede ved døren.

"Louis hvorfor kan hun ikke se det", fik Zayn grædt ud. "First touch. The first kiss First girl who made me feel like this. Heartbreakt’s killing me. I loved you first, why can’t you see?

"Zayn du må bare respektere Julies valg, mere er der ikke og sige", sagde Louis trøstende.

"Tak Louis, jeg må bare tage mig sammen og bevisse at jeg er the one", sagde Zayn og trak vejret helt ned i maven.

"Super Zayn, du kan ikke ændre skæbnen, men du kan ændre Julies valg", sagde Louis og gik mod døren.

Jeg tog mig sammen og gik ind på værelset. Jeg nåede lige og strejfe Louis øjne på vejen.

Jeg satte mig ned på sengen ved siden af Zayn. Han kiggede op på mig. Han var overraskende ikke rød omkring øjnene. Han lignede bare sig selv.

"Julie jeg er ked af at du skulle høre det", sagde Zayn og kiggede ud af vinduet.

"Zayn hør på mig. Jeg har føleser for dig, men det går ikke, jeg mener os to. Du er berømt og jeg er helt almindelig", sagde jeg. Zayn vendte sig rundt og kiggede mig i øjnene. Jeg fik gåsehud og satte mig tættere på ham.

"Okay Julie jeg forstå det godt. Men vil du ikke gøre en ting for mig før du går",sagde Zayn og smilede.

"Jo selvfølgelig, hvad er det", sagde jeg undrende.

"I’ve never had the words to say. But now I’m askin’ you to stay. For a little while inside my arms. And as you close your eyes tonight,I pray that you will see the light. That’s shining from the stars above", hviskede Zayn i mit øre.

Jeg fniste lidt og han lagde sig ned på sengen. Jeg lagde mig ind i hans arme.

"Bare rolig Zayn, jeg vil altid være din ven" mumlede jeg.

Jeg havde en mærkelig følelse når jeg var sammen med Zayn. Jeg var ikke på den måde forelsket i Zayn, for jeg elskede Anders. Men Zayn gav mig en anden følelse. Ikke at den var bedre, bare anderledes.

Jeg var lige ved at falde i søvn, men så begyndte Zayn at snakke. Han troede at jeg sov. "Jeg ville ønske du kunne se mine følelser, ønske du vidste hvor meget jeg faktisk elsker dig, men jeg ved ikke om du nogensinde får det her at vide" hviskede Zayn, så jeg næsten ikke kunne høre det. Jeg blev helt varm i maven, og kunne mærke at jeg rødmede. Men jeg var så træt, så jeg sov meget hurtigt.

Jeg drømte en masse forvirrende ting. Ida var der, Anders var der og Zayn var der. Det var meget mærkeligt. Ida prøvede at hjælpe mig, og fortalte mig at hun ville støtte mig lige meget hvad. Men det hjalp mig ikke, med at vælge. Det var hårdt, og følelses ladende. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det var Anders og ingen anden. Men alligevel var der et eller andet der sagde mig at jeg skulle vælge Zayn.

På en eller anden måde følte jeg, at jeg havde brug for en pause, og komme væk. Problemet var bare, at jeg ikke vidste, om jeg skulle tage væk med Ida, Ida og drengene, eller bare Anders. Hele min verden, faldt på en måde sammen af forvirring.

Jeg havde brug for støtte, og jeg vidste hvor jeg kunne få den.

Jeg lå og stirrede op i luften, og kunne ikke falde i søvn, så jeg rejste mig, og listede op på Idas værelse, hvor Niall også lå, så jeg åbnede døren meget forsigtigt, og de lå og holdt om hinanden i søvne, det var virkelig nuttet. Jeg gik stille hen, og prikkede Ida på skulderen til hun vågnede.

kom lige ind i stuen" hviskede jeg og gik ind og satte mig i sofaen. "Jeg har brug for veninde hjælp" sagde jeg og kiggede lidt opgivende på hende. Jeg vidste at hun ikke blev sur over at jeg vækkede hende. Det gjorde hun aldrig, selv da vi kun var 16 ringede vi til hinanden om natten, hvis der var noget.

"Ja, hvad er der" sagde Ida og kiggede på mig med et søvnig og alligevel nysgerrigt udtryk. "Jeg elsker Anders. Som du allerede ved, men et eller andet inde i mig siger, at jeg skal vælge Zayn, og jeg virkelig forvirret, og det hele falder bare sammen, på en måde" sagde jeg hurtigt, og kunne mærke lidt vand komme til mine øjne.

Jeg hadede den her følelse, jeg havde ikke haft den mange gange før. Kun en gang, hvor jeg var kærester med en der hed Søren, men så blev jeg vild med Anders, og valgte så ham. Hvad nu hvis det samme skete igen, og igen og igen. Det orkede jeg bare ikke.

"Jeg tror du har brug for en pause" sagde Ida og satte sig helt op af mig. "Hvad, kan du læse mine tanker eller hvad" sagde jeg og grinte en lille smule. "Selvfølgelig kan jeg det" sagde Ida og følte sig sikkert lidt sej, og det ville jeg ikke pille ned, så jeg grinte bare igen.

 

"Mit problem er bare, at jeg ikke ved hvor pausen skal være, og med hvem" sagde jeg med et lidt mere seriøst ansigt. "Det er et godt spørgsmål Julie, og kun du kan svare på det" sagde Ida og klemte mit lår.

 

Jeg tænkte meget over hvad jeg ville. På den ene side, kunne jeg tage Ida med, for så kunne vi hygge og have det sjovt, og så havde jeg også lidt tid til at tænke på hvad jeg ville. Men på den anden side, kunne jeg tage med Anders, og styrke vores forhold. Jeg kunne også tage med drengene og Ida, men så ville Zayn være der, og det ville ikke hjælpe på noget som helst.

Niall kom ud fra værelset. "Hvad laver i" sagde Niall lavt, og gned sig i øjnene. "Vi snakker bare" sagde jeg og kiggede på Niall. "Okay, jeg er sulten, vil i have noget" sagde Niall og gik hen mod køkkenet.

Vi lavede morgenmad og vækkede de andre. Under morgenmaden havde jeg udvekslet en masse underlige blikke med Zayn.

Da vi var færdige med at spise gik drengene ind på Ida værelse, får at øve. Drengene skulle nemlig på tourne i to uger. Det var så først om to måneder, men de skulle alligevel holde sang stemmen i orden.

Jeg gik ud og satte mig på en bænk i Idas have. Der kom en brusende lyd fra bækken der løb gennem haven. Jeg havde brug for at tænke lidt, alene.

Efter et par minutter blev jeg lidt urolig. Jeg lagde mig og kiggede lige op i den blå himmel. Der skete ikke noget i hovedet på mig, alt var stille der oppe.

"Arrg jeg bliver sindsyg", råbte jeg måske lidt for højt. For Ida kom stormende ud i haven.

"Julie er du okay", spurgte Ida bekymret og satte sig ved siden af mig på bænken.

"Ja jeg har det fint, der er bare så mange ting at tænke på", sagde jeg roligt. Ida klappede mig på skulderen.

"Jeg tror jeg går ind og ringer til Anders nu",sagde jeg og gik indenfor.

"Hej Julie, godt og høre fra dig. Det var virkelig hyggeligt i går", sagde Anders glad igennem telefonen.

"Iligemåde Anders. Jeg tænkte på om du måske ville rejse med mig", sprugte jeg lidt akavet.

"Øhh ja det vil jeg da gerne med hvor hen", spurgte Anders.

"Tja jeg tænkte på et sted langt væk, måske. Jeg har bare brug for at komme væk for alle problemeren", sagde jeg.

"Julie der er noget jeg må sige til dig. Jeg kan ikke holde ud og høre dig sige at du vil væk fra alle problemerne med mig." sagde Anders med en underlig skyldig stemme.

"Anders hvad er der", sagde jeg med en alvorlig stemme.

"Da vi to havde en pause fra hinanden, var jeg sammen med en anden", sagde Anders, " Undskyld".

"Okay Anders det kommer lidt som et chok. " Sagde jeg overrasket. Der blev lidt stille i telefonen.

"Julie undskyld". "Anders hør, vores forhold er slut", sagde jeg bestemt. Jeg kunne høre at Anders begyndte og græde.

"Men jeg kan ikke leve uden dig, så du må love mig at vi stadig er venner", sagde jeg til overrasket over, hvad jeg selv lige havde sagt.

"okay Julie det forstår jeg godt. Stadig venner det lyder fint", sagde Anders der var holdt op med at græde.

"Så vores forhold er helt forbi", Spurgte Anders lidt uskyldigt. Og det var jo helt forkert, han var den mest skyldige i verden. Men kunne man bebrejde ham...

"Ja Anders", sagde jeg alvorligt men også lidt sødt. "Okay det forstår jeg fuldt ud. Men gælder invitationen stadig", spurgte Anders og fniste.

"Så Anders nu skal du ikke lege med ilden", sagde jeg bestemt og grinte. "Vi ses Julie" sagde Anders. Jeg kunne mærke hans varme smil gennem mobilen. " ses".

"Hva ¨så Julie "Sagde Ida, der åbenbart havde stået og lyttet, ved døren. "Ja ikke så meget, jeg har slået op med Anders", sagde jeg og gik hen til vinduet. Ida kom hen og lagde sin hånd på min skulder.

"Kan du lige fatte at han havde været sammen med en anden", sagde Ida lidt vredt.

"Ida rolig nu. Tror du ikke bare han var desperat for at erstatte mig hurtigt", sagde jeg og vendte mig rundt, så jeg stod med snuden helt oppe i Idas ansigt.

"Er du klar over hvor klog du er Julie, sådan helt visdoms agtigt", sagde Ida begejstret. Jeg trådte tilbage.

"Jeg elsker dig virkelig højt Ida, er du klar over det", sagde jeg og lavede en sjov grimasse.

Ida begyndte og grinte sindsygt højt og så begyndte jeg også at grine. Da Ida var færdig kastede hun sig i sengen. Men jeg stod stadig og grinede og Ida har altid syntes at jeg havde det sjoveste grin. Så nogle gange lå vi bare og grinte af hinandens grin, i flere minutter.

Så der lå vi så i sengen og flækkede af grin, da Harry kommer ind.

"Piger jeg ved i hygger jer, men kan i dæmpe jer lidt, vi er lige ved at øve", spurgte Harry som selvfølgelig ikke havde nogen anelse om hvorfor vi grinte.

"Okay Julie, hold så op med at grine. Jeg får mega ondt i maven, af det her", fik Ida lige klemt ud.

"Okay okay", pustede jeg og satte mig op. "Hva så Harry er du okay". Spurgte Ida og satte sig ved siden af mig.

"Hahah", grinte Harry ironisk og gik.

"Hvad sker der lige for ham" Spurgte jeg undrende. "Ingen anelse", svarede Ida der også var lidt forundert.

"Ida jeg tænkte på om du ville med mig til Sverige. Jeg har lejet en hytte og.... Mere nåede jeg ikke og sige før Ida klyngede sig til min hals.

"Det vil jeg da mega gerne Julie, bare os to. Det skal nok blive sjovt", sagde Ida mega glad.

 

 

Idas synsvinkel

 

Jeg var så fucking lykkelig. Mit eneste problem var bare Niall. Jeg ville ikke væk fra ham i to uger. For så ville han jo være væk når jeg kom tilbage, og så ville der gå en måned uden at se ham. Men turen med Julie, lød virkelig som noget hun har brug for, og allerede lige da vi var blevet bedste veninder, besluttede jeg, at jeg ville gøre alt for hende. "Så, vi tager bare væk i en uge" sagde jeg og smilede lidt falsk til hende. Men jeg tror hun faldt for den. "Ja, det må være nok tid" sagde Julie og kiggede på mig.

"Vi skal jo også have lidt tid med drengene" sagde Julie og blinkede til mig. Hun kender mig alt for godt, men altså otte år. Selvfølgelig gør hun det.

Vi lå bare og snakkede i sengen. Men efter en time, kom Liam ind. "I må altså godt komme ud" sagde Liam og kiggede mærkeligt på os. 

Vi gik ud af døren, og blev fanget i nogle arme. "Meget sjovt" sagde jeg, jeg vidste det var drengene. Der var nogle der gik ind på mit værelse, men jeg var ligeglad. Jeg fik bind for øjnene, og en jakke på. Hvad fanden skulle vi udenfor, og var Julie med, jeg var helt forvirret.

Vi blev sat ind i en bil, og jeg synes nu bare det var sjovt. Så jeg holdt bindet på øjnene. Vi kom udenfor igen, og så var der en der tog min jakke af. Jeg blev løftet op, og båret et sted hen.

Personen der bar mig, hoppede, og lige pludselig var jeg omringet af mega koldt vand. Vi var i en pool. Jeg kom op til overfladen, og tog båndet fra øjnene. Drengene stod og flækkede af grin, og jeg kunne se Julie. Jeg var bare glad for at jeg ikke var den eneste der havde faldet for den.

"Haha, meget morsomt" sagde jeg og gik op af poolen. Jeg gik hurtigt over og krammede drengene, så de også blev våde. Jeg så Zayn gik hen for at hjælpe Julie op. Jeg løb over mod ham, og skubbede ham i vandet. Jeg flækkede af grin.

Zayn og Julie kiggede på hinanden i nogle sekunder, som om det var i slowmotion, men så brød Julie øjenkontakten og gik over til trappen.

"Jeg kunne godt tænke mig noget tørt tøj" sagde jeg og kiggede ned af mig selv, og så op på drengene. "Det har vi her" sagde Louis, og gav mig og Julie en pose.

Vi gik ind på værelset, og skiftede.

 

Julies synsvinkel

 

Vi skiftede hurtigt til tørt tøj, og så gik vi ud igen. Ida og jeg, skulle afsted i morgen, og det skulle vi lige fortælle. Jeg gik bare direkte ud og sagde det. "Drenge, Ida og jeg skal på en uges ferie i morgen, vi tager til Sverige. Jeg har lige brug for en pause" sagde jeg og ventede på deres ansigtsudtryk. De så ikke ud til at have noget imod det, men alligevel, kunne jeg godt se at de så en lille smule kede ud af det. 

"Fælles krammer" sagde jeg og tog fat om Ida, og gik hen mod drengene.

"Nå, vi skal altså op og pakke nu" sagde jeg og slap de andre. "Du har ret Julie" sagde Ida og gik ind på Nialls værelse for at hente bilnøglen.

Vi gik ud i gangen, og tog vores overtøj på. "Kommer i ikke forbi i aften" sagde Ida og kiggede tiggende på drengene. "Jo, det gør vi" sagde Louis hurtigt med et meget sødt smil, som lettede stemningen.

"Vi ses" sagde jeg og krammede drengene. Jeg gik ud til bilen, og prøvede at åbne døren. Men Ida var stadig ikke kommet ud. Hun stod stadig og krammede drengene farvel. "Ida, vi har ikke hele dagen" råbte jeg og kiggede på hende. "Kommer" råbte Ida, og kyssede Niall.

Vi satte os ind i bilen, og kørte hjemad. "Nå Julie, nu skal vi rigtig have en tøssetur" sagde Ida spændt. "Det kan du lige bande på" sagde jeg og smilede stort. Det var den rigtige beslutning jeg havde taget. Ida var lige den person der skulle med, så jeg kunne slappe lidt af.

Jeg sad og kiggede ud af vinduet, som jeg altid gjorde, da jeg kom i tanke om at Harry havde været lidt irriteret. Det var sikkert bare fordi vi larmede lidt for meget. Men måske ikke. Jeg havde jo ikke spurgt ham, så hvordan skulle jeg vide det. Hvis det nu var noget andet, ville jeg gerne lige høre det. så jeg ville bare spørge ham i aften, når drengene kom.

Bilen stoppede, og jeg blev vækket fra minde egne tanker. "Så er turen slut" sagde Ida og gik ud af bilen. Jeg fulgte hurtigt med hende op til lejligheden. Jeg behøvede ikke at tage hjem efter mine ting. Meget af mit tøj var allerede hos Ida. 

"Så skal der festes" sagde Ida, og jeg kunne mærke at hun havde ret meget energi. Hun skruede op for musikken og begyndte at synge med.

"Skal vi begynde og pakke" sagde Ida og kiggede på mig. "Ja, lad os få det overstået" mumlede jeg.

Vi fandt alle vores ting frem. Vi tog altid alting med. Make-up, tøj, parfume, smykker, børster, tandbørster, tandpasta og balsam og shampoo. Vi tog også neglelak med hvis vi nu ville ordne negle.

Vi blev færdige med at pakke, og nu ville jeg bare hygge mig sammen med Ida. Jeg gik over og skruede op for musikken, og så begyndte jeg at danse. Ida begyndte også at danse, og så stod vi begge to og dansede. Vi så helt sikkert mærkelige ud, men det gjorde vi jo næsten altid, så det var jeg ligeglad med.

Ida stillede sig op i sofaen og hoppede og dansede. Men lige pludselig fik hun overbalance, og faldt lige ned på røven. Jeg kunne ikke lade vær' med at grine hysterisk, og så startede Ida også.

Jeg fik næsten helt ondt i maven af grin, men det var en god følelse. Jeg elskede at grine. Specielt med Ida, og nogle gange, af Ida.

Vi begyndte stille og roligt at blive lidt trætte så vi lagde os i sofaen og så noget tv.

"Drengene skal spise med, ikke" sagde Ida og kiggede på mig, som om jeg bestemte. "Jeg ved ikke, det er din lejlighed" sagde jeg og fniste lidt over hendes kommentar. "Vil du have dem over til spisning" spurgte Ida så. "Ja, det vil jeg gerne" sagde jeg og prøvede at snakke fornemt, men det gik ikke helt.

"Jeg har en Ide" sagde Ida, og kiggede på mig, som om hun lige havde fundet en diamant. "Du skal synge for drengene i aften, det ville være så fedt" sagde Ida og kiggede på mig med store øjne. "Det tør jeg altså ikke" sagde jeg og vendte mig om. Men Ida gav ikke op. "Du SKAL synge" sagde Ida. "Tving mig" sagde jeg drillende og stirrede på Ida. Ida satte sig på knæ og greb fat om mit ben. Hun kiggede op på mig med hunde øjne. "Plis" sagde hun.

"Fint, kun hvis du synger med" sagde jeg bestemt. "Nope, jeg synger ikke godt, det eneste jeg kan er. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg kan" sagde Ida og grinte lidt. "Jeg har det, du kan synge kor, altså synge lidt med mig, altså gå op i de lyse toner, og de mørke toner, det gør du altid når jeg synger" sagde jeg og ventede spændt på hendes ansigtsudtryk. "Fint, men du synger også de lyse og mørke toner" sagde Ida og ville vist ikke gå længere. 

"Okay, måske får vi en dag en karriere sammen"  det havde vi altid drømt om. Vi havde bare forskellige forestillinger. Ida synes at jeg skulle være stjernen alene, og være i rampelysset. Mens hun selv kunne synge kor nede bag ved. det var faktisk en okay ide.

"Du kan altså godt synge" sagde jeg og blinkede til Ida. "Jeg går ud og ringer til drengene og beder dem om at komme om en halv time" sagde Ida og vendte sig om.

Jeg gik hen og smed mig i sofaen. Jeg blev ved med at tænke på det dejlige spa bad, som mig og Ida bare skulle lige i og snakke.

"De er her snart" sagde Ida og smed sig i sofaen.

"Fuck, vi mangler mad" råbte Ida og tog sig fustreret til hovedet. "Slap af Ida, jeg ringer til pizzariaet" sagde jeg for at berolige Ida lidt.

Jeg gik ud i køkkenet og bestilte en masse forskellige pizzaer, så der var noget til enhver smag.

Jeg skyndte mig ind til Ida, og fortalte at pizzaerne snart kom. "Det kan godt være det ikke blive en fin aften, men lad os kalde det en mande aften" sagde Ida og smilede. "Jeg tror drengene har glemt noget af deres tøj her, skal vi ikke tage det på, og lade som om vi er drenge" sagde Ida og var næsten allerede inde for at hente tingene. "Det lyder sjovt" sagde jeg og gik ind for at finde noget tøj jeg skulle have på.

Vi var lige blevet færdige med at tage tøjet på, da det ringede på. "Hva så drengene" sagde mig og Ida da vi åbnede døren.

Drengene var flade af grin. "Er i klar til mande aften" sagde jeg med en meget dyb stemme. "Selvfølgelig" sagde Louis og grinte bare endnu mere.

Vi krammede drengene, og satte os ind i stuen. "Jeg håber i kan lide pizza" sagde Ida, også med en dyb stemme, og satte pizzaerne på stuebordet. "Hvem kan ikke det" sagde Niall og tog med det samme et stykke. "Sådan skal det lyde" sagde Ida og satte sig ved siden af Niall.

"Nå drenge, hvad plejer i så at lave til drenge aftner" sagde jeg og ventede spændt på deres svar.

"Vi ser film, spiller fifa og synger og danser" sagde Zayn.

"Ja, i skal høre Julie synge" råbte Ida og hev mig op. "Yes" råbte Zayn og begyndte at rødme. Haha. "Du synger med Ida" hviskede jeg hurtigt til Ida. Jeg var fucking nervøs. Altså, jeg skulle lige til at synge overfor et af de største boybands i verden. Men jeg blev nødt til at se på det på en anden måde, de var bare mine normale venner.

Ida satte musikken til heart breaker på og jeg begyndte at synge. Til min glæde, var drengene meget begejstrede. Det sad og jublede og sagde at jeg var vildt god.

Ida kunne godt lide at spille musik, og hun gjorde det også virkelig tit. Hun skrev også sange selv, men jeg måtte aldrig se dem. Hun sagde at de var dårlige.

Da jeg var færdig med at synge kom drengene op og krammede mig. "Du er jo fantastisk" sagde Liam og smilede. "Jeg sagde det jo" sagde Zayn stolt.

"Nu vil vi høre jer synge" sagde jeg hurtigt. "Fint, hvad skal vi synge" sagde Niall glad. "Little things" sagde Ida hurtigt. Hun elskede little things. Den var ikke skrevet til hende, men sådan følte hun nogle gange. Hun drømte i hvert fald om det nogle gange.

"Okay" sagde drengene. Vi skyndte os over til sofaen og satte os. "Vi mangler en guitar" sagde Niall. "Jeg har en" sagde Ida og løb ind efter den. Man kunne bare se at Ida var spændt som et lille barn.

Drengene begyndte at synge, og jeg sad bare og holdt om Ida, den her sang gav mig altid lyst til at kramme folk.

Da Zayn sang sit vers stirrede han på mig, og jeg rødmede helt, og da Niall skulle synge sit, kiggede han Ida i øjnene, og hun sad bare og nød det.

"Godt gået drenge" sagde jeg med en dyb stemme da drengene havde sunget færdigt.

Vi satte os over til pizzaerne igen, og spiste noget mere. Jeg prøvede at få lidt øjenkontakt med Harry, men hver kan jeg fik øjenkontakt med ham, kiggede han hurtigt den anden vej, og jeg forstod det virkelig ikke.

"Harry, jeg skal lige noget ude i køkkenet, kan du ikke lige hjælpe mig" sagde jeg, så jeg kunne snakke med ham.

Vi gik ud i køkkenet, og lukkede døren. "Er du sur på mig eller hvad" sagde jeg og kiggede Harry i øjnene. "Hvorfor tror du det" sagde Harry lidt flabet og fraværende. "Lad mig se, du undgår konstant øjenkontakt med mig, og virker irriteret" sagde jeg alvorligt. "Hvis du ikke ved det endnu, skal du på tur med Ida i morgen, fordi du har brug for en pause" sagde Harry og stirrede mig i øjnene. "Ja, jeg er ikke dum" sagde jeg og kiggede væk. "Jeg ved hvad du skal bruge en pause fra, og jeg forstår ærligt talt ikke hvorfor Ida skal med, og jeg ikke skal" sagde Harry og prøvede at få øjenkontakt.

"Ja, jeg har brug for en pigeuge uden drenge" sagde jeg og lagde tryk på uden. "Hvorfor skal Ida med når jeg ikke skal". "Fordi, Ida har været min bedste veninde i otte år, og har været der i tykt og tyndt, har været der når jeg har været nede, og ved alt om mig" sagde jeg og vred mig ud af Harrys greb. Hvor vover han og sige at jeg skulle tage ham med i stedet for Ida. Gu' skulle jeg ej.

"Jeg ved Ida altid har været der, men jeg kunne da lige så godt tage med" sagde Harry og tog fat om mit håndled igen. "Du kan ikke hjælpe mig med hvad fanden jeg skal gøre med Zayn, og dig, og Anders vel, og jeg vil ikke høre dit svar" sagde jeg. Han skulle ikke stå og sige ja, han ved det jo ikke. Han er en dreng, en sød dreng, men nu skal jeg altså være alene med Ida.

"Harry, kan du ikke bare forstå det, og acceptere det" sagde jeg og kiggede Harry i øjnene. "Fint, kom her" sagde Harry og krammede mig. "Skal vi gå ud og fortsætte mande aftenen" sagde jeg med min dybe stemme. "Javel sir" sagde Harry og gjorde sin stemme dybere.

Vi gik ind i stuen igen, og satte os med de andre.

Ida satte sig over ved mig. "Hvad var det" hviskede hun. "Det skal jeg nok fortælle i morgen" hviskede jeg tilbage. "Jeg har tænkt mig lidt om, og du må gerne se mine sangtekster i løbet af vores pigeuge" hviskede Ida og jeg kunne tydeligt se, at hun ventede på at se mit ansigts udtryk. "Jeg glæder mig allerede" sagde jeg og krammede hende.

Denne uge ville blive perfekt. Det vidste jeg bare.

Da klokken blev mange, sagde vi farvel til drengene. Men det tog os lidt tid, for der vil gå en uge før vi ville se dem igen. Vi kyssede drengene på kinden, og sagde farvel.

Vi lukkede døren, og skulle lige til at gå ind i stuen, da det ringede på igen. Vi gik tilbage til døren, og åbnede den. Det var Niall. "Jeg glemte lige noget" sagde han og kyssede Ida på munden. "Vi ses piger" sagde han og gik igen.

"Aww, hvor var det cute" sagde jeg og tog hænderne op til hovedet.

Vi gik ind i stuen, og efter lidt tid, gik vi i seng.

 

  

 

 

 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...