A boyfriend for christmas (Justin Bieber) 13+ år

Ved godt vi nærmer os foråret! Men havde lyst til at skrive en lille jule-romance og så må vi se hvordan den bliver? ;) - Michelle Brennan på 18 år har mistet sin kæreste gennem 3 år til en dramatisk bil-ulykke. Nu et år efter, har hun haft svært ved at komme ovenpå og som sædvanligt har hendes mor planer om den store julefest igen igen efter mange års traditioner. Michelle's forældre insisterer at hun skal komme, men hun er ikke meget for det, da hun stadigt er i sorg. Den 28 November 2012 bliver en uforglemmelig dag for Michelle, da hun og hendes mor er ude og jule-shoppe i storcentret, da Michelle ved et skæbne-tilfælde bumper ind i verdens-stjernen Justin Bieber. Denne dag er altafgørende for Michelle, da den med ét vender op og ned på hendes liv! Følg med og læs hvad der sker! ;)

102Likes
137Kommentarer
41370Visninger
AA

33. Klemmen!

Justins synsvinkel:

Det var sgu ligefrem utroligt at de skide paparazzier ikke kunne fatte en brik af, at jeg virkelig ikke ønskede deres følgeskab. Kunne de for helvede ikke bare lade mig være? Havde vitterligt ikke lyst til, at de pludseligt fandt ud af at jeg så til en anden pige og om hvor hun boede. Det ville virkelig være som at grave en grav for Michelle, så hun pludseligt ikke ville kunne være i fred for omverdenen.

Jeg sukkede. Den varevogn helmede slet ikke. De blev ved med at forfølge mig. Jeg kørte ind til siden og lagde mærke til i bakspejlet at varevognen gjorde excact det samme. De var sku da utrolige. Jeg greb efter min iPhone og gik ind i mine kontakter.

"Duuut... duuut... duuut.... duu.. Justin, hva' så?", spurgte Kenny interesseret. Jeg sukkede dybt.

"Jeg hader at indrømme det her, men jeg er kommet i en klemme! Jeg bliver forfulgt konstant af de her paparazzier...", svarede jeg med et dybt suk og lagde mærke til i sidespejlet at paparazzoen kom rendende med sit fucking kamera. Great!

"Hva' Justin, har du nu bevæget dig alene ud igen? Du ved sgu godt at Scooter og din mor ikke er synderligt begejstret for det!", svarede Kenny med et plat og kortvarigt grin.

Jeg sukkede og slog solskærmen ned foran mig. Sad og rakte fuckfinger til paparazzoen, for han stod bare og knipsede billeder som en besat.

"Jeg ved det Kenny, men jeg har fandeme også brug for at være mig selv ind imellem...", svarede jeg med et dybt suk. Jeg trak min hættetrøje pænt ned over mit ansigt, til trods for at jeg havde solbriller på.

"Justin, du ved sgu da godt at du aldrig ville kunne få det privatliv du ønsker! Du må sgu indse det ikk'?", svarede Kenny med et suk.

"Hvor holder du henne Justin, så kommer jeg og hjælper!", svarede Kenny mindre opgivende.

"Et sted mellem Venice Boulevard og Rosa Parks Fairway, tæt ved en tankstation..", svarede jeg med et dybt suk. Var vildt trættende at den paparazzo bare blev ved med at knipse løs.

Jeg kunne i princippet bare køre videre, men de ville forfølge mig og jeg orkede virkelig ikke bare at skulle cirkulere rundt i hele hovedstaden, blot for at tiden ville blive trukket ud til jeg kunne besøge Michelle. Så jeg gjorde det som mange stjerner gjorde. Var pokkers tålmodig og ventede på hjælp.

"Okay Justin, jeg og Moshe kommer dig til undsætning hurtigst som muligt!", svarede Kenny hurtigt. Jeg sukkede. Hadede når jeg ikke var i stand til at redde mig ud af kniben selv. Det tog ligesom noget af éns selvværd fra én når man skulle passes sådan på.

"Lyder godt Kenny, jeg holder i min sorte landrover!", svarede jeg kort og skyggede stadigt med min arm foran mit ansigt. Som om det ikke var pinligt nok, så stillede nysgerrige folk sig op for at se hvad der foregik. Vildt belastende.

"Vi ses Justin!", svarede Kenny.

"Ses!", svarede jeg og lagde på. Jeg fjernede min arm og kunne mærke at jeg var tæt på at gå op i limningen. Jeg rullede mit sidevindue en anelse ned!

"For helvede! Så lad mig dog være! Skrid nu din idiot!", råbte jeg frustreret ud af den anelse åbning ved vinduet jeg havde rullet ned, for derefter at rulle op igen. Paparazzoen helmede ikke. Han var kraftedeme belastende. Anede virkelig ikke hvor længe der kunne gå med det her? Vidste jo ikke præcist hvor langt væk Kenny og Moshe befandt sig. Det hele var fuldstændigt håbløst. Jeg sad virkelig i klemmen her.

Min iPhone vibrerede pludseligt. Jeg opdagede en sms fra Michelle. Jeg kom med et lille håbefuldt smil og gik ind for at læse den. Jeg holdte vejret mens jeg begyndte at læse.

"Det gør så ondt det hele. :'( Fuck hvor jeg savner dig! Jeg er så afsindig ked af, at jeg bare sådan bestemte mig for hvad du skulle. Jeg tror jeg kom til at opføre mig som var jeg en bodyguard for dig, men sådan skal det jo slet ikke være Justin! Du er jo også bare et menneske ligesom jeg og alle andre. Jeg håber inderligt du kan tilgive mig mit sygt dumme fejltrin. Savner dig så ufatteligt, at det gør ondt i hjertet, at jeg ikke ved om du vil give mig en chance til? Jeg elsker dig sindssygt højt! Turde ikke ringe til dig, hvis du nu skulle være gal på mig, derfor jeg kun sender en sms! - Michelle."

Jeg mærkede nogle tårer rende ned ad mine kinder, men samtidigt begyndte jeg at grine lettet. Damn, hun var jo så fantastisk og vildt forsigtig. Hvordan kunne hun dog få sig selv til at tro at jeg var gal på hende. Det var jo præcist det stik modsatte jeg var. Jeg elskede hende jo for vildt. Jeg ringede hende op.

"Duuut... duuut...d... Ja..", kom det håbefuldt fra hende. Jeg kunne tydeligt høre det på hende, bar ved det enkle ord. Jeg var stille med vilje et øjeblik.

"Justin?", spurgte hun efter mig med en håbefuld stemme. Jeg smilte bare. Nød virkeligt den måde hun higede efter at jeg skulle tale. Jeg sagde intet til hende, smilte blot mere og mere.

"Justin! Undskyld. Det var ikke min mening! Please sig nu noget?", lød det både håbefuldt og frustreret fra hende.

Okay, lige netop der kunne jeg mærke at jeg ikke kunne tillade mig at trække pinen ud mere. "Jeg elsker dig Michelle Brennan..", hviskede jeg lavt, men højt nok til at hun kunne høre det i røret. Jeg smilte. Ja jeg vidste godt at jeg var slem, men sådan var jeg nu bare. En fyr fuld af uventede overraskelser. Jeg hørte et lille grin i røret.

"Fuck du er dejlig Justin!", udbrød hun med et lykkeligt grin. Jeg grinte lettet.

"Jeg kommer hjem til dig babe, vent på mig...", svarede jeg stille. Hun fniste.

"Okay Justin...", svarede hun med en speciel stemme, der lød lidt som et støn.

"Hmm Michelle, du er vidst en værre én!", tænkte jeg med et frækt grin. "Ses babe!", svarede jeg. En kysselyd kom fra telefonen af. Jeg smilte og kyssede igen og lagde på.

Trods den lorte paparazzo, så var jeg fandeme i himmelen nu. Glædede mig til at omfavne hende igen. Min Michelle! Jeg tror jeg sad i mine egne tanker, da jeg pludseligt farede forskrækket op. "Duk duk! Justin? Er du okay?", så jeg Kenny stå og banke på min rude.

Lagde mærke til at Moshe var i fuld vigør med at skubbe folk væk fra min bil og dernæst den lorte paparazzo. Jeg rullede vinduet ned. Jeg smilte lettet.

"Tusind tak Kenny!", svarede jeg taknemmelig. Han grinte helhjertet.

"Skal vi ikke følge med dig Justin? Du ved at Scooter og Pattie vil sætte stor pris på det!", svarede Kenny. Jeg var ikke vildt begejstret for at have mit slæng med mig, men Kenny havde ret, så jeg nikkede stille.

"Fint Justin, du kører bare nu og så følger jeg og Moshe efter dig! I orden?", spurgte Kenny endnu engang.

"Ja, det er fint!", svarede jeg med et skævt smil. Jeg hadede overbeskyttelse, følte mig som et lille barn der ikke kunne varetage mig selv. Ja se, det var én af de fucking ulemper ved at være kendt. Men der var ingen andre udveje.

Jeg sukkede og startede bilen og kørte videre. Lagde hurtigt mærke til at Kenny og Moshe stod og diskuterede heftigt med de to paparazzier. Jeg smilte frydende. Så yderligere at de hurtigt hoppede ind i Kennys bil og så var de hurtigt lige i røven på mig.

"Sikkerhed til egen røv...", mumlede jeg med et grin. Nu var jeg endelig godt på vej til min dejlige kæreste, så kunne bestemt ikke brokke mig.

"Babe, here I come!", grinede jeg lykkeligt.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...