A boyfriend for christmas (Justin Bieber) 13+ år

Ved godt vi nærmer os foråret! Men havde lyst til at skrive en lille jule-romance og så må vi se hvordan den bliver? ;) - Michelle Brennan på 18 år har mistet sin kæreste gennem 3 år til en dramatisk bil-ulykke. Nu et år efter, har hun haft svært ved at komme ovenpå og som sædvanligt har hendes mor planer om den store julefest igen igen efter mange års traditioner. Michelle's forældre insisterer at hun skal komme, men hun er ikke meget for det, da hun stadigt er i sorg. Den 28 November 2012 bliver en uforglemmelig dag for Michelle, da hun og hendes mor er ude og jule-shoppe i storcentret, da Michelle ved et skæbne-tilfælde bumper ind i verdens-stjernen Justin Bieber. Denne dag er altafgørende for Michelle, da den med ét vender op og ned på hendes liv! Følg med og læs hvad der sker! ;)

101Likes
137Kommentarer
38802Visninger
AA

42. Blondinen!

Michelles synsvinkel:

"Varm mig!", kommanderede jeg med et lille frejdigt grin, mens jeg så lige op i Justins fantastiske øjne.

Den dunkle vintermørke og sneen der dalede stille, gav Justins øjne en særlig glød. Hans dejlige smil varmede og hans røde kinder så om noget så nuttet ud på ham. Han havde intet gjort ved sit hår i dag. Blot lå det småpjusket og fladt og havde et strejf af hairflip over sig. Ja, man skulle nærmest tro at han var 16 år igen, men næh nej! Jeps! Helt sikkert, at Justin var sygt nuttet at se på i hans afslappede og fede vinterstil. Jeg var pokkers forelsket i ham. Han blev ved med at slå benene væk under mig. Jeg havde intet at brokke mig over. Han var så sød og romantisk hele tiden. Han var helt klart den bedste julegave man kunne tænke sig.

"Hehe, fryser du babe?", spurgte Justin med et lille grin og straks lagde han sine arme om mig. Jeg nikkede svagt.

"Lidt!", grinte jeg stille.

"Hvor fryser du min elskede?", spurgte han yderligere. Min næse fangede i næste sekund duften af søde brændte mandler. Ja, der emmede virkelig af julehygge i særklasse.

Chaz havde ret i, at der var ægte december-hygge her i byen. Ja, jeg brokkede mig ikke! Det var evigheder siden jeg sidst havde følt ægte julestemning med ægte sne, ægte gran i lange baner, julekor i baggrunden og en masse julestemte mennesker. Stratford eller rettere Canada var noget helt andet i forhold til Californien og amerikanerne jeg ellers var vant til at omgås.

"Nok mest mit hoved.", gøs jeg lidt og mærkede et par snefnug ramme ned ad min nakke. Justin smilte stort.

"Du er da også tosset, at du glemte min hue hjemme hos Chaz. Kom babe, lad os gå der over. Der ligger en fin lille bod med en masse strik. Måske vi kan finde noget passende til dig der?", grinte Justin charmerende og han flettede sine fingre ind i mine og trak afsted med mig over mod en lille kræmmerbod der stod lidt afsides de andre boder.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Justin rodede lidt rundt i det forskellige strik. Han greb ud efter en pink strikket hue. Lidt for pink efter min smag.

"Hvad med denne her babe? Var det noget?", grinte han og anbragte den på mit hoved, så jeg grinte og straks flåede den af mit hoved igen.

"Er du skør Justin? Sidst jeg rendte med så lyserøde huer var da jeg var ti år.", grinte jeg fjollet og smed straks huen tilbage i bunken. Justin grinte smørret og så grublende på mig med et skævt smil.

"Hmm, så må vi stile efter noget andet smukke. Du har en mørkeblå cottoncoat på, så måske noget hen ad den stil?", grinte han smørret og han rodede videre i bunken af strikkede huer i alverdens kulørte farver.

Jeg grinte lidt og så et stribet halstørklæde, som jeg straks greb ud efter og svang rundt om Justins nakke.

"Hvad med dig sexy? Du har jo ingenting på ud over din lækre læderjakke. Du må da også fryse?", grinte jeg. Justin grinte og rystede på hovedet og hev det af.

"Du er grunden til at jeg kan holde varmen babe, så jeg behøver ikke al den slags!", grinte Justin smørret og han nærmede sig mig og jeg havde ikke lagt mærke til, at han havde fundet en anden hue, som han havde i sin ene hånd.

Han tog som hver evige eneste gang pusten fra mig og lagde sine varme læber over mine i et dejligt lille kys og før jeg nåede at registrere noget, så placerede han en hue oven på mit hoved. Jeg grinte og mærkede efter.

"Hihi, klæder den mig?", grinte jeg forelsket. Justin nikkede med et stort kærligt smil.

"Du ser dejlig ud babe. Den brune farve i huen klæder dine smukke brune øjne.. Du er så smuk babe.. Du gør mig lykkelig..", svarede Justin meget kærligt og han lænede sig frem mod mig for at kysse mig igen.

Damn, hvor kunne han bare fortrylle mig.

"Hey Justin!", hørte vi en pigestemme et sted fra, da jeg var få cm fra Justins dejlige mund. Han stoppede op og jeg så forundret omkring til jeg fulgte Justin dreje om den anden vej mod en lyshåret pige. Jeg sank en klump. Hvem i alverden var hun? Justin grinte.

"Hey søde! Hvad laver du her i Stratford?", udbrød Justin og gav blondinen et knus. Jeg vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg følte blot en stikkende smerte, mens jeg observerede dem snakke.

"Ser I på strik?", grinte blondinen.

"Ja, skal du prøve?", grinte Justin og han lagde selvsamme halstørklæde om blondinens hals, som jeg havde lagt om hans nakke før.

Jeg mærkede en smerte i hjertet. Jeg var bange for at det var en gammel kæreste han stod og snakkede med. De virkede ret optaget af hinanden. Jeg blev lettere trist og havde pludseligt bare ikke lyst til at beholde den lortehue, som Justin havde sat på mit hoved. Jeg hev den af og lagde den i strikbunken og mens Justin og den smukke blondine stod og snakkede dybt optaget af hinanden, så besluttede jeg mig for at lade dem være.

Jeg gik skuffet og ked over på den anden side af gaden og gloede bare ind af alle mulige ligegyldige udstillingsvinduer.

"Er der noget galt Michelle?", spurgte Chaz pludseligt ved min side. Jeg rystede mut på hovedet.

"Er du sikker?", spurgte han yderligere. Jeg så trist på ham. Han stod og spiste af et kandiseret æble. Jeg smilte svagt.

"Der er ikke noget.", svarede jeg blot. Chaz så bekymrende på mig.

"Hvor er Justin henne?", spurgte han yderligere og jeg så Kenny, Alfredo og Moshe komme gående hen imod os. De fjollede, mens Alfredo og Moshe var over Kennys store pose brændte mandler.

Jeg pegede blot over på Justin og blondinen ovre ved strikboden, hvor de stadigt snakkede løs. Chaz så derhen og smilte.

"Jamen det er jo Taylor!", grinte Chaz og straks sprang han nærmest over til blondinen og Justin. Jeg sukkede. Vidste virkelig ikke hvem denne Taylor var og det ragede mig ærligt talt også en høstblomst lige nu. Jeg vidste bare, at jeg var ked og jaloux over dette øjeblik. Det så virkelig ud som om at hun og Justin havde noget særligt kørende imellem dem. Justin havde endda sagt søde til hende.

Ja, så kunne jeg ligesom godt lægge to og to sammen. Jeg vendte blikket mod Kenny og de to andre og lagde mærke til at de bare fjollede videre og nærmede dem Justin og de andre. Ingen så til min side. Jeg følte mig pænt alene lige nu. Det gjorde ondt i hjertet. Jeg så hen mod Justin og pludseligt fangede han mit blik. Jeg kunne slet ikke smile. Han smilte heller ikke. Næ, han så rettere mut ud. Hvorfor, forstod jeg ikke? Han var jo så pokkers populær og omgivet af en masse mennesker, der sagde ham mere end jeg gjorde.

Jeg tvivlede ærligt talt. Jeg skulle måske aldrig have taget med til Stratford alligevel? Jeg fjernede blikket fra Justins lettere mutte blik og jeg vendte mit blik mod et udstillingsvindue, hvor jeg fik øje på en vildt flot mørkeblå festkjole. "Lige min stil..", mumlede jeg med et hårdt suk og stirrede længe på den.

"Det skulle helt sikkert være den..", mumlede jeg trist. Tanken om, at jeg kunne have båret denne til juleballet på Chaz' skole gjorde mig trist, for det var ikke længere en realitet for mit vedkommende. Jeg bemærkede en parfume fra Justin Bieber, stående i hjørnet ved udstillingen.

"Typisk...", sagde jeg lavt. Selvfølgelig var Justin Bieber over det hele, så det hele blev endnu sværere for mig. Jeg sukkede og vendte mit blik tilbage mod Justin, som faktisk stadigt så på mig med en trist mine. Jeg kiggede blot væk igen og besluttede mig for at gå min vej. Gad virkelig ikke det her mere....

~

Justins synsvinkel:

Og så gik hun bare? Jeg forstod virkelig ikke hvad der skete med Michelle? Jeg vendte min opmærksomhed mod Taylor, Chaz og de andre.

"Sorry, men I må lige have mig undskyldt! Jeg skal lige over til Michelle. Hun virker ked af det..,", sagde jeg lettere såret. Det havde gjort ondt, at Michelle bare var gået. Jeg havde ellers ville præsentere hende for Taylor min og Selenas fællesveninde. Taylor smilte til mig.

"Er der noget mellem dig og hende Michelle, Justin?", spurgte Taylor med et smil. Jeg nikkede med et lille smil.

"Ja eh, ser du hun er min nye kæreste. Jeg er blevet virkelig glad for hende..", svarede jeg med et lille smil. Taylor nikkede.

"Skynd dig efter hende..", smilte hun. Jeg nikkede og stak i løb efter Michelle, der efterhånden var nået et lille stykke ud af julemarkedet. Jeg bemærkede flere blikke på mig, da jeg løb forbi flere forbigående mennesker.

"Merry Christmas Justin!", var der flere der sagde til mig i forbifarten. Jeg smilte blot og nikkede igen, men løb blot videre. Skulle bare indhente Michelle.

"Babe vent!", råbte jeg lettere forpustet efter hende. Ikke fordi jeg var i dårlig kondi, men luften var vanvittig kold og jeg kunne sagtens mærke, at den kolde luft tog meget af pusten fra mig.

Michelle gik blot med hurtige skridt videre uden at kigge tilbage på mig.

"Lad mig være Justin! Jeg trænger til at være mig selv lidt!", råbte hun med bedrøvet stemme tilbage til mig. Hun vendte sig slet ikke om.

"Jamen, hvad har jeg gjort? Jeg elsker dig jo. Forstår du det ikke?!", råbte jeg tilbage og standsede op en hundrede meter bag hende.

Hun standsede selv op og hun vendte sig endeligt om. Hun så langtfra glad ud. Jeg kunne se det på hende. Hun græd. "Bare lad mig være! Okay?!", græd hun og hun vendte sig om og stak i løb hjem mod Chaz' hus. Jeg stod lettere frustreret og med en stikkende smerte i hjertet over at hun bare forlod mig.

Jeg mærkede nogle tårer rende ned ad mine kinder. Ville hun slet ikke høre hvad jeg havde at sige? Jeg elskede hende jo. Nok meget mere end hun faktisk var klar over og tanken skræmte mig lidt eftersom vores forhold stadigt var ret nyt. Jeg så Michelle forsvinde ude af syne i mørket. Jeg tørrede mine forvildede tårer væk.

"Hey Justin! Hvor er Michelle?", kom der en velkendt stemme bag mig. Jeg sukkede.

"Jeg tror hun løb hjem til dig?", sukkede jeg og vendte mig om mod Chaz. Han så undrende på mig.

"Hvorfor det? Er der sket noget mellem jer?", spurgte han yderligere. Jeg sukkede og rystede svagt på hovedet.

"Jeg ved det ikke Chaz? Pludseligt stak hun bare af fra mig i gråd? Jeg forstår ingenting?", sukkede jeg trist. Chaz lagde armen om min nakke.

"Måske hun misforstod noget mellem dig og Taylor? Piger kan til tider være så pokkers skrøbelige, at der bare ingenting skal til..", forklarede Chaz med et lille svagt smil. Jeg så undrende på ham.

"Tror du virkelig det? Mon ikke Michelle godt ved hvem Taylor Swift er? Så meget kunne hun vel ikke misforstå?", spurgte jeg undrende. Chaz smilte svagt.

"Man ved da aldrig? Michelle har da faktisk spurgt om mange ting omkring dig, mig og mange andre ting og noget siger mig, at din nyfundne kærlighed ikke ved særligt meget om Justin Bieber og hans liv og vennekreds! Måske hun er sådan én der tror, at du og Taylor har været kærester eller noget i den dur?", forklarede Chaz med et skævt smil. Jeg så forbløffet på ham. "Tror du virkelig?", spurgte jeg målløs. Chaz nikkede med et lille skævt smil.

"Hmm, jeg må gøre noget Chaz. Jeg skal nok vinde hende tilbage. Juleballet er ikke aflyst endnu. Jeg vil gøre hende glad og jeg ved lige præcist hvordan..", svarede jeg med håb i hjertet.

"Hvordan Justin?", spurgte Chaz undrende. Jeg smilte lettere smørret.

"Jo, jeg er efterhånden blevet god til at registrere piger og jeg lagde tilfældigvis mærke til, at Michelle så på en bestemt kjole i et af vinduerne her nede ad gaden..", svarede jeg med et smil og mens Chaz fulgte troligt med, så gik jeg med målrettede skridt mod butikken med den mørkeblå kjole i udstillingsvinduet. Der var stadigt en chance endnu til at gøre det hele godt igen. Knap fem timer til juleballet....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...