The mysterious boy with the black sunglasses.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Igang
En mystisk ukendt dreng vender pludselig op og ned på Ella Nielsons dødsyge familieferie. Et møde fik hendes tanker i gang omkring den søde dreng med det brune glasfulde hår og markerede ansigt. Han gjorde noget ved hende ved deres første møde, og selv samme dag møder han hendes 1 år ældre storebror, Tyler, som har en kæmpe hemmelighed, som ikke andre end ham selv kender. Denne mytiske dreng får ubevist følelserne i gang hos Ella, og han får Tyler til at komme ud med hans store hemmelighed. På kun 3 dage forandrer denne dreng deres liv, uden at de egentlig ved, hvem han er. *Dette er en movella, hvor der kun er 3 kapitler + prolog og epilog. Denne historie omhandler hemmeligheder, kærlighed og en uforglemmelig rejse..Justin er ikke kendt*

66Likes
55Kommentarer
2754Visninger
AA

3. Et hjælpsomt råd og sandheden.

 

 

Kapitel 2. 

Tylers synsvinkel.

 

Mange tænker tit over, hvad der er det mest irriterende i hele verden. Det er jo et uendeligt emne. Mange syntes, det er irriterende, at det ikke er okay at være anderledes. Det er måske et af verdens største problemer, og tro mig, jeg kender alt til det.

 

Men på den ferie, fandt jeg ud af noget meget vigtigt, at det er okay at være anderledes, og at det er svært at stå alene. En ukendt dreng sagde det til mig, og selvom jeg ikke kendte ham, tog jeg hans ord seriøst. Den ferie ville jeg aldrig glemme, og jeg husker tydeligt den aften, hvor alt ændrede sig.

 

 

"Tyler!!", jeg fjernede min opmærksomhed fra min computer skærm og kiggede over på min dør, hvor der sikkert vil komme en løbende, velkendt pige ind. Hendes råb lød i hvert fald desperat.

 

Jeg lukkede min bærbar sammen og satte mig ordentlig op i min seng - yep, jeg gjorde mig klar til hende. Okay, det skulle ikke misforstås på nogle måder, hun var min søster! Men jeg kendte situationen alt for godt, så hvorfor ikke bare sidde klar, til når hun kom løbende ind og brølede op om noget, som hun selv syntes var vigtigt og interessant - jeg måtte dog indrømme, at nogen gange var det pige noget ret interessant.

 

"Du gætter aldrig, hvad der lige skete?", hun kom brasende ind af døren, mens hun så forpustet ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile over hendes udtryk.

 

"Du glemte at købe skumfiduser?", gættede jeg, mens jeg havde et skævt smil fremme. Hun rettet sig op, mens hun hev efter vejret.

 

"Fuck, dem glemte jeg sku helt", indrømmende hun. Jeg nikkede forståeligt. Hun gik tit ned til byen for at købe noget, når vi var her, og når hun vendte tilbage, havde hun glemt, hvad hun skulle, fordi noget fangede hendes opmærksomhed.

 

"Jeg skal alligevel ned efter smøger, så kan jeg købe dem med", sagde jeg smilende til hende. Hun kiggede lykkeligt på mig, fordi jeg løste hendes problem.

 

"Tak bror", hun satte sig på sengekanten og kiggede på mig med det største smil. Oh, hun havde oplevet noget stort. "Jeg mødte en sød fyr!", sagde hun, mens hendes øjne spredte glæde rundt i kroppen, så hun lignede en pige, der lige havde mødt hendes største idol.

 

"Ohh, så en dreng fangede din opmærksomhed", sagde jeg og gav hende det hemmelige blik, som betød, at hun skulle fortælle mere. Ja, nogen gange elskede jeg at høre på hendes små oplevelser, jeg kunne vel ligeså godt være hendes søster.

 

"Jeg sad på en bænk og så kom han bare, som om, at han var sendt fra himlen", sagde hun, mens det lignede, at hun svævede på en sky - hun var helt væk. "Vi snakkede i timevis, og han lyttede! Han smilede til mig, og...ohhh han var bare så sødt, Tyler".

 

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun havde vidst mødt en sommerflirt...Bare ærgerligt, at hun var alt for genert til sådan en.

 

"Du er skør", lød det fra mig selv. Hun grinede lidt og slog mig på låret, som hun altid gjorde, når jeg sagde noget upassende.

 

"Jeg er ikke skør, jeg er....." - "forelsket?", jeg kunne ikke lade være med at slutte hendes sætning af. Hun kiggede sødt på mig, mens hun begyndte at rødme lidt.

 

"Måske...Altså, jeg kender ham dårligt nok, men alligevel føler jeg, at jeg ved alt om ham", jeg skulle lige tænke den sætning igennem i mit hoved, før jeg forstod den.

 

"Åhh, det er næsten sødt", sagde jeg falsk-sødt til hende. "Hvad hedder han?", spurgte jeg hende. Hun fik pludselig et usikkert ansigtsudtryk. "Ved du ikke hvad han hedder?", jeg begyndte at grine...Det var da åndsvagt.

 

"Altså nej, fordi han bekymrede sig mere om mig...Jeg ved intet om ham, men...Ihh", sagde hun irriteret til mig, som om, at jeg lige havde ødelagt hendes eventyr.

 

"Well...", jeg rejste mig fra min seng, hvor jeg havde ligget i flere timer. Jeg burde seriøst lade være med at være så doven. "Jeg må hellere skynde mig ned og købe det der, før købmanden lukker", sagde jeg smilende til hende.

 

Hun lagde sig ned i min seng og kiggede på mig, mens jeg gik mod døren. Jeg vendte mig om og kiggede på hende, og hun havde pludselig taget hendes mobil frem og tjekkede den ud, mens hun lå i min seng.

 

"Men vi ses. Husk at lav aftensmad!", med de ord smuttede jeg ud af døren. Vores far havde skrevet til mig, at jeg skulle sørge for, at hun lavede aftensmad. Ja, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. De var nemlig snart hjemme, og jeg skulle faktisk helst være hjemme, når de kom hjem. Jeg havde travlt! Uh

 

Jeg løb ned til min cykel, som stod op af huset. Med et par løb hoppede jeg op på cyklen og cyklede af sted ned til byen, som så aftenhyggelig ud. Solen var ved at gå ned, hvilket fik himlen til at se lyserød ud. Det var dog stadig varmt, og jeg elskede at cykle rundt på denne tid, fordi det var ikke for varmt, men heller ikke for koldt. Og vejene her i Miami var fantastiske at køre på. Vi kom jo fra New York, hvor man ikke lige kunne cykle rundt, fordi der altid var så mange mennesker. Det var en af grundene til, at jeg elskede at være her, det var så roligt og ligetil.

 

Jeg holdte min cykel lige ude for købmanden og løb ind. Det blev pludselig lidt koldt, fordi han havde aircondition lige ved døren. Det var rart, når det virkelig var varmt. Jeg huskede tydeligt, at jeg hele tiden gik ind og ud af købmanden, da jeg var yngre - Det var hundevarmt udenfor, så jeg smuttede lige ind til købmanden og fik noget kulde på min bare hud. Hmm. Jeg havde ikke haft bar hud i noget tid, også selvom det var sommer. Folk må tro, at jeg var en freak eller noget.

 

Jeg skyndte mig ned til stedet, hvor der var opbevaret skumfiduser og andre ting. Jeg tog den billigste pose og smuttede til kassen. Der stod kun 1 person foran mig. En dreng, som sikkert var på min alder. Jeg kiggede ikke rigtigt på ham.

 

Jeg tog en pakke Cecil på båndet, som kørte over til kassen. Med mine 2 varer, kunne det da ikke blive mere en 50 kr. Jeg rykkede lidt frem i takt med båndet, som blev kørt frem.

 

"Ja, det bliver 46 kr. tak", sagde den gamle mand, da han havde bippet tingene ind og lagt dem op på et lille bord, hvor varerne kunne være.

 

Jeg tog straks mine hænder i mine lommer, og jeg fik et nervøst udtryk, da jeg ikke kunne mærke penge. Drengen, som stod foran mig kiggede undrende på mig, men jeg kunne kun koncentrere mig om, at jeg havde givet mine sidste penge til Ella.

 

"Øhh..Jeg har vidst glemt mine penge derhjemme", sagde jeg nervøst til den gamle mand, som ikke så helt glad ud. Jeg kunne mærke sveden på mine hænder, så nervøs var jeg. Jeg hadede, når jeg enten ikke havde penge nok eller havde glemt penge derhjemme, det var både pinligt og nervepirrende.

 

"her", lød det fra en stemme, som var lys og blød. Jeg kiggede til min højre side, og jeg så straks drengen stå ved siden af mig, mens han betalte den gamle mand for mine varer. Jeg smilende sødt til ham, mens han smilede venligt tilbage. Det var dog lidt svært at se ham ordentlig, når han havde de solbriller på. Altså hvem havde solbriller på indenfor?

 

"tak", sagde jeg taknemlig til ham. Han gav mig et nik, som betød, at det ikke var et problem.

 

Vi tog begge vores varer og gik sammen ud. Jeg kiggede hele tiden på ham, for jeg havde en underlig tanke oppe i knolden. Kunne det mon være ham, som Ella snakkede om? Altså, der plejede jo ikke at være unge mennesker her, det havde der i hvert fald aldrig været. Jeg havde i hvert fald aldrig set en dreng på min alder, mens jeg havde været her.

 

"Hey, jeg ved det er et underligt spørgsmål", sagde jeg usikkert. Mine ord fik os begge til at stoppe op. Han kiggede smilende på mig, og wow, han var virkelig imødekommende. "Har du snakket med en pige tidligere?", spurgte jeg ham.

 

"Ja, det har jeg faktisk, for cirka 15 minutter siden", svarede han mig. Jeg nikkede ivrigt. Så det var ham, Ella snakkede om. Ja, han var da...sød.

 

"Er du hendes bror? Hun fortalte nemlig om en, som faktisk minder om dig?", spurgte han mig. Jeg blev pludselig nysgerrig. Snakkede hun om mig til en fyr, hun kunne lide? Det undrende mig meget, for det gjorde hun jo normalt ikke. Jeg var jo ikke lige en, som man pralede med.

 

"Snakkede om mig? Hvad sagde hun?", spurgte jeg ham ivrigt. Han blev pludselig usikker, hans smil gjorde det indlysende, men jeg vidste ikke helt med hans øjne, fordi hans sorte solbriller gjorde det svært. Bro, the Sun is gone take the fucking sunclasses of.

 

"Måske vi skulle sætte os og snakke om det?", forslog han. Var det så alvorligt? Ella sagde jo, at han lyttede, måske fortalte hun dårlige ting omkring mig?

 

"Jo, det kan vi godt", sagde jeg usikkert.

 

Vi fandt en hvid bænk i nærheden, som havde udsigt ud over bådehavnen. Jeg lagde skumfiduserne ved siden af mig og min pakke smøger åbnede jeg og tog en op. Jeg fandt derefter en lighter i min lomme, som jeg tændte smøgen med.

 

"Altså, vi snakkede faktisk bare om hendes familie, og så kom du på tale", sagde han og kiggede lidt på hans hænder. Ja, han var nervøs, det var helt sikkert. Når man snakker med en person, som pludselig kigger på ens hænder, betyder det, at personen er nervøs.

 

"Hvad sagde hun om mig?", spurgte jeg ham. Han sukkede lidt, og det gjorde mig bange. Sagde hun grimme ting om mig, til en fremmede dreng?

 

"Altså, hun sagde blandt andet, at du havde ændret dig, og at du var blevet en del mystisk", startede han ud. Jeg regnede med, at han snakkede videre. "At du var meget isoleret, og i ikke snakkede så meget mere, og at du går klædt, som du nu gør".

 

Tænk at hun havde sagt det til ham? Altså, måske behøvede hun et samtaleemne, men behøvede hun at bruge mig?

 

"Selvom jeg ikke kender dig, så bekymre det mig faktisk en del", lød det overraskende fra ham. "Så, hvad er der galt".

 

Jeg tænkte lidt over det, og jeg overvejede faktisk, at fortælle ham sandheden. Jeg vil måske aldrig se ham igen, så det vil ikke gøre nogen skade.

 

"Der er måske noget, som er ændret ved mig", indrømmede jeg, mens jeg sænkede smøgen nedad. Han nikkede forstående. "Det er bare...Jeg er bange for, hvad folk skal tænke om mig, når jeg fortæller dem, at jeg er anderledes", sagde jeg sukkende.

 

"Det er okay at være anderledes, og det er svært at stå alene med det", lød det klogt fra ham. Jeg nikkede, mens jeg kiggede nedad. "Hvor alvorligt kan det være?", spurgte han mig, mens han grinede lidt.

 

"Så alvorligt, at ingen vil kunne se på mig, uden at tænke, hey han er anderledes", jeg løftede mit hoved op og kiggede såret på ham. Det fik hans smil til at vende sig om, så det var nedad.

 

"Hvorfor er du anderledes?", spurgte han mig. Jeg kløede mig lidt i panden, fordi jeg var i tvivl. Skulle jeg virkelig til at fortælle en fremmed dreng min store hemmelighed?

 

"Det er noget, som jeg har holdt inde med i lang tid. Og ja, det har gjorde mig meget anderledes", lød det fra mig selv. "Jeg ved ikke, hvordan min familie og venner vil tage det".

 

Jeg kiggede på hans fortvivlede ansigtsudtryk, jeg kunne sagtens se det, selvom han havde solbriller på. Jeg skulle bare fortælle ham det. Måske kunne man hjælpe? Who knows?

 

"Jeg er...", jeg stoppede, det var sværere end jeg troede. Han gav mig et opmuntrende smil, som hjalp lidt. Han virkede som en dreng, der ikke dømte folk. "Jeg er bøsse".

 

Jeg kiggede godt og grundigt på hans ansigt, men der kom intet grin eller andre forventede ansigtsudtryk. Det eneste var, hans normale ansigtsudtryk. Han lignede faktisk en, som var stolt.

 

"Der er intet i vejen med at være bøsse", sagde han overbevissende.

 

"Nej, men det er der lidt, når man er mig", sagde jeg sukkende. "Jeg vil gerne fortælle mine forældre og venner det, men jeg kan bare ikke".

 

Han nikkede forstående. Jeg begyndte langsomt at tro på Ella, han var jo en fantastisk lytter.

 

"Jeg kan godt forstå, at du har svært ved det", indrømmede han. "Men de skal acceptere det. De venner, som forlader dig, er ikke dine venner. Og din familie kan ikke smide dig ud", lød det fra ham. Hans ord fik mig til at smile. Han havde ret. På en måde.

 

"Du skal bare stille dig op foran dem og sige sandheden, og du vil have det så rart, når du har gjort det, tro mig", jeg nikkede.

 

"Tak, dit råd hjælper måske", hørte jeg mig selv sige. Var jeg virkelig klar til at ændre alt?

 

"Du skal ikke være ked af det, hvis de tager det hårdt. Du må også prøve at stå i deres sted. De vil acceptere det på et tidspunkt, bare giv det tid", jeg kunne ikke være mere glad for ham, han gav så gode råd!

 

"Du har ret", sagde jeg smilende til ham. Han nikkede lidt, og så kiggede han på hans guldur, og det lignede, at han havde travlt, hvilket jeg også havde.

 

"Ved du hvad. Du kommer herned kl. 14 i morgen, og så fortæller dig mig, hvordan det gik med at fortælle dine forældre det", lød det bestemt fra ham. "Hvis du kommer, og du ikke har sagt det, bliver jeg skuffet", med de ord rejste han sig op. Jeg gjorde det samme.

 

"Tak, og jeg lover dig, at i morgen vil jeg fortælle alle detaljerne", sagde jeg smilende til ham. Han nikkede.

 

"Hils din søster", med de ord drejede han sig om og forsvandt. Jeg stod tilbage med et forvirret ansigtsudtryk. Havde jeg lige lovet en frememde dreng at komme frem med min største hemmelighed? Wut?

 

¤¤..¤¤

 

"her", jeg lagde skumfiduserne på køkkenbordet. Ella stod og lavede mad, og da hun så mig, blev hun glad. Hun kiggede lidt ned i gryden, og da hun opdagede, at det sagtens kunne stå alene lidt, gik hun over til mig, mens hun havde et smil fremme.

 

"Det tog noget tid", sagde hun bestemt til mig. "Far og kællingen er kommet hjem", lød det fra hende. Jeg sukkede irriteret ud i luften, mens jeg ikke kunne lade være med at grine over hendes kælenavn til vores stedmor. Selvom vi begge faktisk kaldte hende det. Ingen af os kunne lide hende.

 

"Ja, der var kø", sagde jeg. Men jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun vidste, at jeg løj. Det ville da også være dagens joke, hvis der var kø hos købmanden. "Du behøver ikke vide det", sagde jeg vrængende til hende. Hun smilende bare, mens hun nikkede forstående.

 

Jeg vendte mig om og gik ind i stuen, hvor min far og kællingen sad og slappede af efter deres dødssyge vandretur. Jeg forstod virkelig ikke, at de gad gå i flere timer, mens solen stærke stråler skinnede ned på dem. Jeg ville falde død om, det var også grunden til, at jeg ikke tog med. Der var faktisk en gang, hvor jeg var med. Der gik ikke en halv time og så ville jeg hjem. Jeg huskede tydeligt, at jeg var ved at besvime, og hvis min far ikke have båret mig hjem, var det sikkert sket. Siden dengang havde jeg sagt nej til de dødsyge vandreture, som ikke gavnede noget godt.

 

"Hey, hvor har du været?", spurgte min far mig undrende, mens han dog havde et smil fremme. Sådan var han jo. Han undrede sig sikkert over, hvorfor jeg ikke var hjemme, da de kom hjem. Ja, selvom min far var opslugt af arbejde og kællingen, så bekymrede han sig faktisk også om hans børn, selvom det var svært at indse en gang imellem.

 

Han fik pludselige et bekymret ansigtsudtryk, mens han rettet sig lidt op og kiggede på mig. Han kunne tydelig se, at der var noget galt, da jeg ikke så helt okay ud. Ja, jeg skulle jo ud med min store hemmelighed, som jeg havde haft i noget tid. Et hemmelighed, som helt sikkert vil ændre meget mellem os. Jeg var jo ikke den, som de troede, jeg var.

 

Min hjerte hamrede af sted med 120 km/t, så nervøs var jeg. Jeg havde længtes efter at fortælle ham det, siden den dag, jeg fandt ud af det. Men så begyndte han at tale om børnebørn, bryllup og at jeg snart burde finde mig en sød pige, så det var det lidt svært.

 

Men det var bedst at fortælle dem sandheden.

 

"Hvad er der galt", han rejste sig bekymret op og gik hen til mig, kællingen fulgte med ham, for hun bekymrede sig jo også om mig - jeg var jo som hendes egen søn, om jeg ville have det heller ej.

 

"Jeg har noget, som jeg gerne ville fortælle jer", sagde jeg usikkert til dem. Jeg kunne se på dem, at de blev urolige. Hvordan mon de vil være, når jeg har fortalt dem det?

 

Sandheden.

 

¤¤¤

 

Det var så andet kapitel, hvor i fik et indblik i Tylers lille verden. Blev i overrasket over hans seksualitet? Eller havde i regnet det ud? Hvordan tror i, at hans forældre tager det?

Og hvad mon der sker i næste kapitel, som er det sidste kap?

 

Husk at like den, så jeg bliver glad, hihi.

 

Btw, jeg har publiceret en ny movella, som hedder "my heart is a muscle", og det er en 2'er. Så tjek den ud.

 

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...