The mysterious boy with the black sunglasses.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Igang
En mystisk ukendt dreng vender pludselig op og ned på Ella Nielsons dødsyge familieferie. Et møde fik hendes tanker i gang omkring den søde dreng med det brune glasfulde hår og markerede ansigt. Han gjorde noget ved hende ved deres første møde, og selv samme dag møder han hendes 1 år ældre storebror, Tyler, som har en kæmpe hemmelighed, som ikke andre end ham selv kender. Denne mytiske dreng får ubevist følelserne i gang hos Ella, og han får Tyler til at komme ud med hans store hemmelighed. På kun 3 dage forandrer denne dreng deres liv, uden at de egentlig ved, hvem han er. *Dette er en movella, hvor der kun er 3 kapitler + prolog og epilog. Denne historie omhandler hemmeligheder, kærlighed og en uforglemmelig rejse..Justin er ikke kendt*

66Likes
55Kommentarer
2698Visninger
AA

4. Et farvel og et kys.

Kapitel 3 - det sidste kapitel.

 

Tylers synsvinkel.

 

Jeg lå i min seng helt til kl. 13:45 den næste dag, jeg lå og tænkte over det, som jeg havde fortalt min forældre samt min lillesøster, som altid syntes, jeg var cool. Men så hun mig stadig som en cool dreng, selvom jeg var til mit eget køn? Ja, det vidste jeg ikke. Da jeg havde fortalt dem det, løb jeg op på mit værelse, låste døren og satte min høretelefoner i øjerne. Jeg ville ikke snakke med nogen. Jeg ville ikke høre på, hvad deres meninger var, da de sikkert kun var negative. Jeg skulle mødes med Drengen nede ved haven om et kvarter, og det var jeg ikke nervøs over, for jeg følte faktisk, at han var den eneste, som forstod mig lige nu. Selvom jeg ikke anede noget om ham, følte jeg, at han var en fjert familiemedlem, som jeg aldrig havde mødt. Desværre kendte jeg hele min familie, helt ud til mine grankusiners børn til min oldemors fætre og kusiner. Sådan var det i min familie, vi kendte alle, og sådan skulle det være, havde min far altid sagt til mig.

 

Jeg rejste mig fra sengen og strakte mig lidt ud, det var ret lang tid siden, at jeg havde stået op, så min krop var helt slap og stiv på samme tidspunkt. Jeg gik mod min dør, men jeg forventede, at min søster vil springe op i hovedet på mig. Min far og kællingen var gået, det havde jeg hørt. Min far råbte til Ella, at de skulle til en anden by for at finde noget specielt kød - de var ikke hjemme før om nogle timer. Sikke en familieferie, hva?

 

Ligesom jeg forventede, kom Ella frem, da jeg åbnede min dør. Hun havde et forstående smil fremme, men jeg havde ikke tid til at snakke med min søster om det, der ventede en fremmed dreng nede ved bænken, som jeg skulle snakke med.

 

"Hvor skal du hen?", spurgte hun mig, da jeg bare gik forbi hende med et ikke-bestemt ansigtsudtryk, jeg så vist bare helt normal ud, måske var der lidt ligegyldighed over min attitude.

 

Jeg vendte mig langsom om og kiggede på hendes triste ansigt. Hun ville have, at jeg skulle snakke om mine problemer med hende, ligesom vi plejede at gøre. Men jeg måtte først acceptere, at min hemmelighed ikke længere var så hemmelig.

 

"Jeg skal bare ud at gå lidt, så jeg kan tænke lidt over tingene", sagde jeg med et lille smil til hende. Hun nikkede forstående og tog armen omkring sig, så de var formet som en kors. "Vi ses senere".

 

Jeg gik hurtigt ned af trappen, mens jeg havde et stort håb om, at hun ikke ville følge efter mig. Jeg måtte klare mig selv lige i øjeblikket, før jeg kan betro mig med hende. Og det vil jeg gøre ved at snakke med ham drengen igen, han var så forstående, som om at han kendte svarene på alt.

 

Da jeg kom udenfor, var det hundevarmt, og for første gang i lang tid følte jeg, at jeg havde alt for meget tøj på. Det var en underlig, men også forståelig tanke, da det var over 30 grader i solen. Jeg smed min hættetrøje på græsset og smørrede min bukser op til knæene. Jeg måtte indrømme, at jeg var ret glad for, at jeg var lidt brun i huden. Det kunne jeg takke min mor for.

 

Jeg gik ned mod byen, mens følelsen af at have en hvid T-shirt på var ret rar. Mine ben var også ret glade for den lidt kolde luft, som ramte huden. Jeg havde det faktisk tilpas, bedre, sjovere, friskere.

 

Jeg kiggede godt og grundigt, da jeg dukkede op på mødestedet til den planlagte tid, men drengen var ikke til at få øje på. Jeg satte mig sukkende ned på bænken og ventede utålmodigt på ham. Jeg vidste, at han havde et ur, da han viste det ret godt frem i går, så han havde ikke en undskyld for at glemme tiden. Den måtte havde været dyr, hvilket sagde et par ting om ham. 1) Han havde smag. 2) Han kunne være rig. 3) Han kunne have arbejdet hårdt for det, hvilket sagde, at han var en hårdt arbejdende dreng. 4) Han kunne også havde stjålet det, hvilket bragte ham i et dårligt lys. Hmm. Jeg troede mere på, at hans forældre var stenrige. Men hvis de var rige, hvorfor så tage på en ferie her? Det var altså lidt underligt.

 

"Undskyld forsinkelsen", lød det fra en stemme, som jeg kun var glad for at høre. Jeg kiggede op til min højre side, og der stod han. Ca. 1,72 cm høj, smart tøj (En grøn T-shirt med et print på og short knælange shorts) Hans brune hår, og så hans sorte solbriller.

 

"Det er okay", sagde jeg smilende til ham. Han smilede sødt tilbage, og så satte han sig ned på bænken, som havde udsigt ud over havnen.

 

"Så, sagde du det?", spurgte han mig ligeud. Jeg kiggede tilfreds på ham, mens det lignede, at han havde et forvirret blik.

 

"ja", sagde jeg tøvende. Det fik ham til at lave nogle rynker i panden. "Altså jo jeg sagde det, det er bare...", sagde jeg hurtigt, da det så ud som om, at han ikke rigtigt troede helt på mine ord.

 

"Hvad? Sagde de grimme ting til dig?", spurgte han mig undrende. Han troede nok, at det ville være det værste, men jeg havde en værre ting, og det skete.

 

"Nej, de sagde ingenting, hvilket jeg syntes er værre", lød det sukkende fra mig selv. Han nikkede lidt, og så kløede han sig på hagen, hvilket måske betød, at han tænkte sig om.

 

"De er nok chokeret, men de vil acceptere det med tiden, og snart vil det være normalt for dem" lød det klogt fra ham. Jeg nikkede forstående, mens jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, eller jeg kiggede ind i de to sorte glas, som beskyttede hans øjne fra solen.

 

"Ja, det håber jeg", sagde jeg og kiggede lidt væk, jeg kiggede ud mod havet, som så så fantastisk blå og rent ud, men i virkeligheden var der ikke noget, som var mere beskidt og klamt. "Hvor er dit ur?", spurgte jeg ham pludselig. Jeg opdagede, at hans ur var væk.

 

Han kiggede på sit bare håndled og sukkede lidt.

 

"Jeg har bare gemt det", sagde han og nikkede. Jeg kiggede lidt mistænksomt på ham, for det lød ikke overbevissende, det han sagde. Men jeg kunne jo ikke dømme ham, jeg kunne ikke beskylde ham for at lyve....men hans ord gjorde mig nysgerrig.

 

"Har det ikke være sindssygt dyrt?", jeg var ret nysgerrig omkring det ur, mest fordi jeg gerne vil vide, om han var rig, arbejdede hårdt eller var fattig. Han grinede lidt.

 

"Jeg fik det i fødselsdagsgave af mine forældre, men jo jeg regner med, at det var temmelig dyrt", bing! Hans forældre var rige, hvilket også gjorde ham lidt rig, eller meget! I don't know. 

 

"Kommer du fra en rig familie?", spurgte jeg ham. Han kiggede ned på sine fingre, som legede lidt med malingen. Det så faktisk ud som om, at han ikke var den eneste, som gjorde det.

 

"Tjoo", sagde han, mens han grinede lidt.

 

"Hvorfor kommer i så her?", spurgte jeg ham undrende. Det fik ham til at kigge op, og han havde sikkert et undrende udtryk, det var svært at se for solbrillerne. "Altså, hvis i er så rige, hvorfor holder i så ferie her og ikke er federe sted?".

 

Han fik pludselig et stort smil fremme, som om at han havde en point med det. Jeg ventede kun på, at han åbnede sin mund, så jeg kunne høre det.

 

"Det er en lille pause, vi skulle kun være her i 2 dage, og så rejser vi videre til storbyen", lød det fra ham. Jeg nikkede forståeligt, så gav det jo endelig mening.

 

"Hvornår rejser i?", spurgte jeg ham. Han fik pludselig et usikkert træk i ansigtet.

 

"I aften", sagde han lidt trist. Det fik også mit triste ansigtsudtryk frem, så var det måske sandt, jeg ville aldrig se ham igen.

 

"Mine forældre har faktisk fortalt mig, at jeg kun måtte gå i en halv time, fordi jeg skulle pakke", sagde han og sukkede.

 

"Ja, jeg burde nok også se at snakke med mine forældre", sagde jeg og sukkede ligesom ham. Jeg var såret over, at han skulle rejse allerede i aften. Så jeg havde lyst til at græde, men ikke når han var her. Jeg ville ikke være her mere, så jeg fandt på en undskyld om, at jeg skulle snakke med mine forældre, men de var jo ikke hjemme.

 

Der var lidt tavshed mellem os begge, jeg tror lidt, at vi var lidt usikre på situationen. Skulle vi til at sige farvel? Skulle vi blive? Hvad skulle vi nu?

 

"Men...", sagde han og rejste sig op fra bænken, jeg gjorde det samme. Vi stod overfor hinanden, mens vi begge havde et trist smil fremme. "Så er det vidst farvel", hørte jeg ham sige. Han var bare en dreng, han var bare en dreng, han var bare en dreng. Jeg prøvede at få mig selv til at tænke på, at han ikke var andet end en fremmede dreng, men jeg følte, at han var som en ven.

 

"Tror du vi mødes igen", spurgte jeg ham.

 

"måske", lød det fra ham.

 

"Jeg kunne faktisk godt tænke mig at sige farvel til din søster også, kan du ikke få hende til at komme herned kl. 6 i aften?", spurgte han mig, mens han havde et nervøst smil. Havde han nu også fået følelser i gang? Det var ikke specielt godt, når han skulle rejse.

 

"Det skal jeg nok", sagde jeg smilende til ham. Han nikkede taknemmelig.

 

"Nå, men jeg håber, vi ses en dag", det lød som en sidste sætning. Jeg nikkede.

 

"ha' det godt", sagde jeg og gik små skridt væk fra ham.

 

"I lige måde", med de ord gik jeg lidt stærkere hjem. Jeg var faktisk lidt usikker, om jeg skulle fortælle Ella, at hun skulle møde ham i aften. Måske vil det såre hende, at han rejste? Hun havde jo lidt følelser for ham, måske vil det være bedst at lade være med at sige noget?

 

 

 

 

 

5 minutter efter Tyler var gået.

 

Ellas synsvinkel.

 

Jeg satte mig ved spisebordet og ventede på, at Tyler kom hjem igen. Der var gået lang tid siden han gik, og jeg havde kun ventet på ham, okay der var nok gået 5 minutter, but anyway. Jeg var bekymret. Han måtte have det så dårligt, eller noget værre. Det han sagde i går til kællingen og vores far, var alvorligt. Det ændrede så mange holdninger og meninger omkring Tyler, men min kærlighed til ham ændrede sig ikke, og sådan tænkte vores far også, det vidste jeg. Men Tyler var bange, og det var da også forståeligt. Jeg ville bare ønske, at han snakkede til mig, eller at han bare sad hos mig, i stedet for at gå en tur.

 

Han skulle klare problemet alene, og det kunne jeg ikke klare. Han følte sig sikkert nede, måske kom han aldrig hjem igen? Måske flygtede han væk? Det bragte bekymring i mig, mere end før. Måske skulle jeg gå ud og lede efter ham, men på den anden siden, så ville han være alene. Han skulle tænke over tingene. Ohh. Han ville måske hade mig, hvis jeg gik ud for at lede efter ham?

 

Jeg burde faktisk være sammen med ham drengen nede fra byen. Jeg burde snakke med ham, for jeg vidste, at han lyttede. Han var faktisk den eneste, som jeg ville snakke med lige nu. Han var den eneste, som jeg ville være sammen med, lige bortset fra min bror, men han vil bare være alene. Det var også en god undskyldning, hvis jeg så Tyler på vejene. Jeg skulle ikke finde dig, jeg skulle ned til drengen 

 

Jeg rejste mig hurtigt op og gik udenfor. Jeg ville ikke spilde min tid på en, som måske ikke kom tilbage igen. Jeg måtte snakke med drengen med de sorte solbriller, jeg måtte høre, om han havde vidste, hvad jeg skulle gøre.

 

Jeg gik mod den sti, som jeg altid brugte, når jeg gik ned til byen. Jeg tror faktisk, at jeg var den eneste, som kendte den sti. Jeg havde aldrig set andre benytte den, de gik altid på vejen, hvor der var andre mennesker. Men stien var et sikkert og beroligt sted for mig, og der kom næsten aldrig mennesker her. Det var rart. Jeg burde fortælle Tyler om den her sti, så han kunne gå her i fred, for jeg vidste, at han ikke kendte denne sti.

 

Jeg gik med krydsede arme ned til bænken, hvor jeg inderligt håbede, at han ville sidde og vente på mig. Hvis ikke, så ville jeg blive og vente på ham, jeg måtte se ham. Jeg havde faktisk ikke tænk på andre end ham hele natten. Tyler kom til mine tanker, da jeg vågnede, men drengen var i mine tanker hele natten. Jeg havde ikke sovet meget, fordi han gjorde, at jeg havde sommerfugle i min mave. Han var bare...Han var...Han var alt, hvad jeg ville have. Ja, jeg sagde det overfor mig selv, eller jeg indrømmede det i mine tanker.

 

Nu håbede jeg bare, at han var der, så jeg kunne fortælle ham det.

 

Havnen kom til syne, det samme gjorde bænken. Der kom et stort lykkeligt smil på mine læber, da jeg så en brunhåret dreng sidde på bænken. Jeg gik hurtigt over til bænken, og jeg glædede mig til at se hans smil igen, jeg havde længtes efter det i lang tid.

 

"Hey", sagde jeg smilende til ham, da jeg stod foran ham. Han rejste sig op, og så gav han mig et kram, hvilket kom helt bag på mig. Men jeg krammede ham tilbage, og det var vidunderligt.

 

"Godt du kom, men jeg regnede med, at du kom senere", sagde han, da vi havde trukket os fra hinanden. Jeg kiggede undrende på ham, og det fik ham til at sige noget mere. "Arg det er lige meget, jeg er glad for, at du kom". Vi satte os ned på bænken, som stadig havde udsigt ud over havnen.

 

"selvfølgelig vil jeg komme", sagde jeg smilende til ham. Vi kiggede på hinanden, og jeg følte, at jeg burde fortælle ham, at jeg havde tænkt meget på ham, og jeg muligvis var faldet for ham.

 

"Jeg har faktisk savnet dig", lød det fra ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvilket betød, at det gjorde mig glad, at han havde savnet mig. Men det var skam også sandt, jeg var glad for det.

 

"Jeg har ikke kunne lade være med at tænke på dig siden i går", indrømmede jeg over for ham. Han smilede sødt til mig, og jeg vidste, mine ord gjorde ham glad.

 

"Det er godt, at jeg ikke er den eneste", hans ord gjorde mig glad. De fik mit hjerte til at hoppe og danse. Han fik gløden inde i mig til at brænde op, og derved lavede den gnister mellem os.

 

Jeg ville snakke med ham omkring min bror, men jeg følte, at det ville ødelægge det perfekte øjeblik. Det øjeblik, som vi havde lige nu.

 

"Der er noget, som jeg skal fortælle dig", sagde han, og hans smil forsvandt pludselig. Det kunne kun betyde, at det var dårligt, det som han ville sige. Jeg kiggede trist på ham.

 

"behøver du?", spurgte jeg. Jeg kunne se, at der kom rynker i hans pande, hvilket betød, at han kiggede forvirret på mig. "Hvis det er dårligt, vil jeg ikke vide det". Han nikkede forstående.

 

"Du skal vide det på et tidspunkt, men det behøver ikke være nu", sagde han smilende til mig. Det fik mig til at smile igen, hans smil. Jeg havde lyst til at spørge, men jeg vidste ikke, hvordan han ville tage det. Måske vil han sige nej og gå, og så vil jeg blive til grin.

 

"Må jeg kysse dig?", det var som om, at han læste mine tanker. Det spørgsmål, som jeg ville spørge om, spurgte han mig om. Jeg smilede stort.

 

"okay", sagde jeg uden tvivl. Jeg var måske desperat, men jeg havde heller ikke tænkt på andet end hans læber hele natten.

 

Han rykkede sig tætter på mig, og mit hjerte hamrede sig løs. Han holdte blidt min kind, mens hans læber kom tættere på mine. Jeg lukkede øjnene, så jeg kunne nyde øjeblikket i mørke. Jeg mærkede spidsen af hans læber, og der manglede kun et lille skub, og så kyssede vi. Jeg holdte om hans nakke, da jeg besluttede mig for, at jeg ville tage skubbet. Vi kyssede. Jeg kyssede en dreng, som jeg knap kendte. Hans læber var præcis, som jeg forventede. Bløde og varme. Kunne det være bedre? Svaret var vidst nej. Intet kunne ødelægge øjeblikket. Kysset udviklede sig en smule og blev mere heftigt, men kun lidt, vi sad jo midt i mængden af mennesker. Folk stirrede sikkert på os, men de kunne da ikke være chokeret, kun glade for, at kærligheden overvandt alt. Right?

 

"Hvad fanden laver i?", han trak sig væk fra mig, og vi kiggede begge på den person, som sagde det. Han stod foran os og kiggede overraskende på os, på en dårlig måde. Min bror Tyler, hvorfor var det dårligt at jeg kyssede ham?

 

"Er det ikke tydeligt?", spurgte jeg ham smilende. Jeg forstod ikke helt, hvorfor Tyler så rasende ud. Burde han ikke være glad på mine vegne? Han kiggede på drengen med et forvirret blik.

 

"Har du ikke fortalt hende det?", spurgte Tyler ham bestemt. Drengen kiggede på skift mellem mig og Tyler. Jeg havde et undrende blik på dem begge, for jeg forstod intet.

 

"fortalt mig hvad?", sagde jeg og rystede svagt på hovedet og kiggede på Tyler. "Hvor kender du ham fra?", spurgte jeg Tyler.

 

"Jeg snakkede med ham i går, det var ham, som sagde jeg skulle fortælle min hemmelighed", svarede han mig. Jeg var i chok. Hvorfor havde ingen af dem fortalt mig det? Hvorfor holdt de det hemmeligt?

 

"Okay, hvorfor har ingen af jer fortalt mig, at i har snakket sammen?", spurgte jeg dem begge. Tyler så misfornøjet ud, mens jeg ikke helt kunne se, hvordan drengen så ud på grund af hans solbriller.

 

"Jeg ville, men jeg kunne ikke", sagde Tyler. Jeg nikkede forståligt, han kunne umuligt have fortalt mig det, da han skulle fortælle noget andet, som var en del vigtigere.

 

"Jeg ville have fortalt dig det i dag", sagde drengen. Jeg nikkede. Jeg ville ikke kunne vide svaret på det, men jeg følte, at han ikke løj.

 

"Der er vidst også noget andet, som du ikke har fortalt hende?", lød det fra Tyler. Jeg kiggede undrende på drengen, som så trist ud. Hans smil var væk, og det så ud som om, at det hele var alvorligt.

 

"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle hende, at du rejser i aften? Efter du var kommet ind i hendes hjerte?", mit hjerte stoppede i et øjeblik, så det lige kunne sluge det, som Tyler lige sagde. Rejse? I aften? What?

 

"Hvad?!", sagde jeg surt til drengen, som sad og så såret ud. Men jeg kunne ikke fatte, at han kyssede mig, før han ville sige sandheden. Ville han såre mig?

 

Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede rasende på drengen, mens jeg havde min bror ved min side.

 

"Nu ved jeg vidst, hvilken type du er", sagde jeg lavt, men højt nok til de begge kunne høre det. "Du brugte mig bare, og så vil du rejse væk", sagde jeg surt, og jeg havde lyst til at slå ham hårdt, men jeg kunne ikke.

 

Han rejste sig op og stod direkte foran mig, mens han lignede en, som ville forsvare sig. Jeg glædede mig til at høre det, for det var nærmest umuligt.

 

"Jeg ville have sagt det, men du stoppede mig, du ville ikke vide det". Jeg tænkte over det, som han sagde. Han havde ret. Jeg åndede irriteret ud og kiggede forstående på ham.

 

"Så det var et afskedskys?", spurgte jeg ham, mens jeg havde et alvorligt blik.

 

"Ja, jeg ville ikke bare rejse uden at sige ordentlig farvel", sagde han og smilede lidt. Jeg begyndte også at smile igen. Det hele var bare en misforståelse, eller noget i den stil.

 

"Så det her er farvel?", spurgte jeg ham. Han nikkede svagt, mens han så såret ud.

 

"Det har været hyggeligt at snakke med dig", sagde jeg og smilede sødt til ham. Han kom ind i mit hjerte, og nu rejste han væk? Ja, det sårede mig, men i det mindste fik jeg et kys af ham, før han rejse. Mere ville jeg ikke have.

 

"I lige måde", med de ord krammede han mig. Og jeg elskede det.

 

"Jeg må afsted nu, ellers bliver mine forældre sure", sagde han hurtigt. Jeg nikkede, og jeg kunne mærke, at tårerne pressede på. Han ville virkelig være væk, når jeg kom herned i morgen, i overmorgen og de andre dage. Jeg vil måske aldrig se ham igen.

 

"Jeg håber, at vi ses en dag", sagde han og kyssede mig på kinden. Jeg gav ham et sødt smil, da han gik forbi mig for at gå hjem.

 

"Det håber jeg også", sagde jeg til ham. Jeg vendte sig om og gik baglæns over vejen. Ja, det virkede farligt, hvis man boede et sted, hvor biler var noget, som var opfundet. Her var ben og cykler det eneste transportmiddel.

 

Vi smilede til hinanden, indtil vi ikke længere kunne se hinanden. Da han var væk, fattede jeg det rigtigt. Tyler lagde armene om mig, og nu forstod jeg også noget andet. Denne dreng havde ændret vores liv, og vi vil aldrig komme hjem, som den familie vi engang var.

 

Jeg vil aldrig se ham mere. Jeg fandt ikke engang ud af, hvad hans navn var, eller hvilken farve hans øjne var. Han vil bare være den mytiske dreng med de sorte solbriller.

 

Well, han gjorde da denne ferie uforglemmelig.

 

¤¤¤

 

Det var så det sidste kapitel, men den er ikke slut. Der mangler en epilog, som snart kommer.

 

Jeg håber, at i har nydt at læse den, og jeg håber, at i har givet den et like, da den er med i en konkurrence, som jeg gerne vil vinde.

 

 

 

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...