The mysterious boy with the black sunglasses.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Igang
En mystisk ukendt dreng vender pludselig op og ned på Ella Nielsons dødsyge familieferie. Et møde fik hendes tanker i gang omkring den søde dreng med det brune glasfulde hår og markerede ansigt. Han gjorde noget ved hende ved deres første møde, og selv samme dag møder han hendes 1 år ældre storebror, Tyler, som har en kæmpe hemmelighed, som ikke andre end ham selv kender. Denne mytiske dreng får ubevist følelserne i gang hos Ella, og han får Tyler til at komme ud med hans store hemmelighed. På kun 3 dage forandrer denne dreng deres liv, uden at de egentlig ved, hvem han er. *Dette er en movella, hvor der kun er 3 kapitler + prolog og epilog. Denne historie omhandler hemmeligheder, kærlighed og en uforglemmelig rejse..Justin er ikke kendt*

66Likes
55Kommentarer
2701Visninger
AA

2. En forvirrende familie og en mystisk dreng.

 

 

Kapitel 1. 

Ellas synsvinkel. 

 

Jeg er ret sikker på, at mange teenagepiger kan relatere til dødsyge familieferier? Måske tager i hver sommer til jeres sommerhus i udlandet? Eller måske rejser i bare hvert eneste år? Sådan er min familie - i hvert fald fra min fars side af. Siden jeg var helt lille, har vi altid skulle på familieferier, når sommerferien startede. Som yngre elskede jeg det, men med tiden ville jeg faktisk heller være hjemme og hænge ud med mine veninder - det blev kedeligt. Men denne ferie var dog lidt anderledes. Den ændrede en masse synspunkter, meninger og holdninger. Og jeg vil faktisk sige, at vi nok aldrig vil være den familie, som vi var, da vi tog af sted. Alt dette skyldes en ukendt dreng med sorte solbriller.

 

 

Vi rejste til vores sædvandlige sommerhus nede ved Miami, hvor det ikke kunne være kedeligere. Allerede fra første dag af, vidste jeg, hvad jeg skulle lave - ligge ved poolen og ikke lave en skid, rent ud og sagt. Men tingene blev lidt anderledes..

 

"Jeg gider ikke på en familie vandretur, fat det!", råbte jeg hårdt til min fat svage far, der bare ikke kunne forstå, at jeg ikke vil andet end at slappe af og ikke lade noget som helt fornuftigt.

 

"Kom nu, det bliver hyggeligt", sagde han stille og roligt med et smil på læben. I samme øjeblik gik min storebror Tyler forbi, mens han kiggede ned i jorden. "Tyler skal også med, og det bliver ikke rigtigt uden dig", sagde han meget overbevissende. Tyler vendte sig straks om og kiggede forundret på ham.

 

"Hvad?", spurgte han, mens han lignede et spørgsmålstegn. Jeg smilede lidt skævt, han havde slet ikke spurgt Tyler, og jeg vidste da godt, hvad han ville svare - min bror var næsten ligesom mig, han var bare underligere.

 

Og med det, mente jeg virkelig underlig. Han rendte rundt i lange bukser og langærmede mørke trøjer, mens hans mørke hår ikke gjorde det bedre. Han havde åbenbart ikke fattet, hvad sommertøj var.

Han kunne god minde om en emo, han lignede bare ikke en emo, fordi han var lidt solbrun i hovedet - han fik nemt sol, idiot. Men han var meget isoleret, og han talte næsten aldrig med nogen, så, ja, han var lidt crepy.

 

"Du skal da med ud at vandre lidt med familien?", spurgte min far ham muntert. Jeg kunne kaste op af alt hans munterhed, var det overhoved et ord? Hmm. Tyler tyssede lidt, mens han kiggede chokeret på mig, som bare havde et skævt smil fremme.

 

"Hvad tror du selv?", spurgte han min far. Min far fik pludselige et forarget ansigtsudtryk. "Jeg gider aldrig med på de åndsvage ture", lød det hårdt fra Tyler, som faktisk bare opførte sig som sædvanligt - sur, ligeglad og negativt.

 

Min far sukkede opgivende ud i luften, og i samme øjeblik kom bitchen gåen med hendes vandretøj - en stram top og meget tætsiddende shorts, oh yeah.  Hun gav os alle et smil, men det var faktisk kun min far, som gav hende et smil tilbage.

 

"Så er i klar?', spurgt hun os frisk. Jeg kiggede bedende på min far, og jeg håbede på, at han ville lade mig slippe. Jeg hadede virkelig, at sige min stedmor imod.

 

"Næh, gider ikke med", med de vise ord fra Tyler smuttede han indenfor, hvor han sikkert vil sidde på hans værelse og glo hele dagen, mens solen vil skinne ind af hans vindue. Min stedmor, Katie, kiggede forbavset efter ham, mens hun gispede lidt - der blev hun sku fornærmet.

 

"Ved du hvad, det bliver bare os 2", sagde min far med et stort smil til Katie. Yes, han ville lade mig slippe. Jeg elskede min far.

 

"Skal du ikke med?", spurgte hun mig undrende. Jeg kiggede bange på hende, mens jeg ville prøve at finde en god undskyldning.

 

"Nej, jeg skal købe...skumfiduser!", lød det overraskende fra mig selv. En lille stemme sagde inde i mit hoved 'why, Ella why?'. Hun kiggede undrende på mig, det samme gjorde min far. "Altså, så vi kan sidde ved et bål, når det bliver mørkt og hygge, som en rigtig familie", den redede jeg da meget godt, right?

 

"Det lyder som en glimrende ide!", sagde Katie smilende, mens hun slog min far blidt på skulderen. Jeg gav hende bare et falsk smil, som hun tog på den rigtige måde, thank god. "Men så skal du da have nogen penge, ikke?", hørte jeg hende sige, og hun var lige ved at flytte hendes fødder for at hendes pung, i guess.

 

"Nej, jeg har penge", nåede jeg lige at sige, før hun var smuttede ind. Hun vendte sig smilende om imod mig, mens hun nikkede. "glimrende, skal vi så gå?", spurte hun min far, mens hun så spændt ud. Okay, i skulle ud at vandre, ikke til bryllup!

 

"Ja, det må vi heller", sagde han hurtigt til hende. "Vi ses i aften El", lød det glad fra ham, da de var ved at gå. Jeg gav ham bare et smil og gik indenfor, mens de gik over mod havedøren, og de ville nok ikke være tilbage før aften, fedt!

 

¤¤..¤¤

 

"Hey, dovenhoved", sagde jeg, da jeg var gået uventet ind på min brors værelse, som lignede alle andre værelser. Vores værelser var indrettet med ting og sager, inden vi ankom, det var ret fedt. Han lå i sin seng og læste i en bog, wow, han nød godt nok vejret!

 

"Du må gerne banke på næste gang", sagde han bestemt til mig, men han vidste udemærket godt, at jeg ikke tog det seriøst. "Ja ja, right", jeg satte mig på sengekanten og kiggede dybt seriøst på ham.

 

"Hvad skal du bruge?", spurgte han mig sukkende. Jeg grinede lidt. Det spurgte han om hver eneste gang, jeg sad og kiggede på ham på den måde - var det virkelig så tydeligt?

 

"Penge til skumfiduser, jeg har lovet at købe nogle til i aften", sagde jeg med et stort be be smil. Han lagde hans uinteressante bog fra sig og kiggede på mig med et lille smil.

 

"Lad mig gætte", sagde han og satte sig ordentlig op. "Du sagde til Katie, at du ville købe skumfiduser, så du kunne slippe for vandreturen?", spurgte han mig. Jeg nikkede, mens jeg ikke kunne holde mit grin inde. "Og du fortalte hende, at du havde penge, så du ikke skulle låne af hende?", Katie havde det meget med, at hvis man lånte penge af hende, ville hun bruge det imod en, når man skændes med hende. Fx, hvis jeg sagde, at hun var nytteløs, så ville hun sikkert sige, at hun lånte mig penge, hvilket ikke gjorde hende nytteløs.

 

"Jo, så har du nogen?", spurgte jeg ham seriøst. Jeg ville faktisk gerne af sted, jeg havde slet ikke været nede i byen endnu. Han sukkede opgivende og fandt nogle småpenge i hans lommer.

 

"her", sagde han og gav mig 40 kr. Jeg smilede sødt til ham og gav ham et søskende kram, som han selvfølgelig tog imod - vi havde et godt forhold. "smut så", sagde han, mens han havde et stort smil fremme, oh han elskede mig.

 

"Okay..Tak for pengene", med de ord rejste jeg mig op og smuttede ud af døren. Nu skulle jeg bare nå ned til byen, ind i butikken og købe de skide skumfiduser, inden de kom tilbage. Altså, hvordan skulle jeg ikke kunne nå det? De vandrede altid i 6 timer, om jeg fattede det? Næh!

 

Vejret var uendeligt fantastisk. Fantastisk til en lille gåtur ned til købmanden. Ja købmanden, vi havde sommerhus i en rigtig fiskerby, hvor det lignede noget fra 1960'erne - altså gammeldags. Men det var på en måde også hyggeligt, men det var mest kedeligt. Der var absolut ingen drenge i denne by, kun gamle mennesker, som levede livet med gulerødder og tærte! Det var forfærdeligt.

 

"Hej Ella, hvordan går det?", hørte jeg Mrs. Musson sige sødt til mig, mens hun havde hendes gamle søde damestemme, som gamle damer nu havde. Jeg smilede sødt til hende, da jeg mødte hende på vejen. Hende kendte jeg ret godt, hun var som en bedstemor for mig her i byen.

 

"Oh hej, jeg har det fint. Hvad med dig?", spurgte jeg hende sødt, men faktisk ravede det mig ikke en skid, men det kunne jeg jo ikke sige.

 

"Jeg har det fantastisk. Jeg har lige været nede hos købmanden, hvor han havde tilbud på nogle æbler, og så var jeg lige inde hos....", ohh gamle mennesker og der uendelig lange historiefortællinger. Man forsvandt langsomt, mens de blev ved og ved.

 

"Nå, men nu skal jeg ikke spilde din tid, du skal sikkert ud og male byen rød", sagde hun smilende og gik forbi mig. Jeg kunne ikke lade være at smile, male denne by rød? Altså wut?

 

"Ja, pas på dig selv Mrs. Musson", med de ord fortsatte jeg ned til byen, hvor der var en masse andre gamle mennesker, der også kendte mig, men de stoppede ikke op og gav mig et foredrag om, hvad de havde lavet i løbet af dagen, nej, de nøjes bare med et hej. Det havde jeg det sku også fint med.

 

Det var underligt at være tilbage, der havde trods alt gået et helt år siden sidst, men intet havde forandret sig. Altid lille og kedelig.

 

Da jeg stod 10 meter fra købmanden, sukkede jeg irriteret ud i luften. På det store aflange vindue hang der en lille gul seddel, hvor jeg udemærket godt vidste, hvad der stod på. Den havde jeg set alt for mange gange. De store sorte blokbogstaver..

 

HOLDER PAUSE, ER TILBAGE KL. 15

 

Jeg opdagede pludselig en bænk tæt ved mig, hvor jeg ligeså godt kunne side og vente, indtil den midaldrende mand vendte tilbage. Med lange skridt gik jeg mod den fine lyseblå bænk, som havde en smuk udsigt ud over de mange både, som holdte ved den store havneplads.

 

Jeg satte mig ned, mens jeg havde mit blik på det smukke, blanke blå vand, som var helt stille - der var overhoved ingen vind. Herfra kunne jeg se de mange glade familier, som sejlede væk fra byen for at tage hen på et rigtigt feriested - og jeg overdrev skam ikke. Når folk havde chancen, tog de af sted og lod de gamle overtage byen.

 

"Hård dag?", mine tanker blev pludselig forstyrret af en fremmed stemme, som jeg aldrig havde hørt før - og jeg forventede heller ikke at høre den slags stemme her, den var jo lys og ung?

 

Mit blik faldt på en høj dreng, ca. 1,72 centimeter. Han havde et sødt, imødekommende smil fremme, hans hænder var begravet nede i hans lommer, og han så faktisk både cool og sød ud. Hans sorte solbriller gjorde så, at jeg ikke kunne se hans øjne, mon ikke de var brune, nu når han var brunhåret? Misforstå mig nu ikke, man kunne sagtens have blå øjne og mørkt hår, for det havde min bror - de fleste mørkhårede drenge havde bare brune øjne.

 

"Må jeg joine dig?", spurgte han mig, mens hans hvide tænder kom til syne, hvilket gjorde ham endnu mere perfekt. Hans smil, hans hår, hans tænder og så hans stil, wow, en lyseblå skjorte og en stribede undertrøje indenunder, men lange sorte bukser, var måske lidt for varmt, men jeg måtte indrømme, at det passede så godt sammen - han havde sku stil.

 

"Bænken er vel stor nok til os begge?", sagde jeg med et lille smil på læben. Jeg var ikke god til at være imødekommende, ligesom ham. Jeg havde det faktisk med at skræmme folk væk, når de ville snakke med mig. Hmm.

 

Med et lille sødt grin satte han sig ned ved siden af mig. Han tog hans hænder op af lommerne, og det første jeg lagde mærke til, var hans Gucci guldur. Var han nu også rig? En rig, sød og stillet dreng? Jeg var heldig.

 

"Jeg troede, at jeg var den eneste teenager i denne by", lød det forundrende fra ham. Han kiggede ud mod havet, i guess, det var lidt besværligt at se, hvor han kiggede hen, da han havde solbriller på. Men nu skinnede solen også, så.

 

"Sjovt - det troede jeg også",

 

Han kiggede smilende på mig, og hans smil smittede langsomt. Hvem var han? Jeg havde aldrig set ham før, og jeg havde altså været her hver sommer i 12 år.

 

"Du ser ret irriteret ud. Har du ikke fået din fredagsslik?", spurgte han mig, mens han grinede lidt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Men tænk at det var så tydeligt, normalt var det kun min bror, som kunne se, når jeg var irriteret, eller andre former for humør.

 

"Nej, købmanden er lukket, og han kommer først tilbage om 30 minutter", sagde jeg enkelt og ligetil til ham. Han nikkede forstående, efter han havde kigget over mod butikken. Han klemte sine hænder sammen og gav mig et elevatorblik, hvilket gjorde mig lidt ubehagelig.

 

"okay", sagde han og rettede sig op. Kedede jeg ham? Jeg havde det faktisk med at kede folk, fordi jeg ikke anede hvad jeg skulle snakke om.

 

Der var lidt pinlig tavshed mellem os, mens vi begge sad og kiggede ud mod havet. Jeg dræbte mig selv. Det var lidt pinligt, når ingen af os sagde noget, jeg hadede stilhed. Det var så akavet.

 

"Men Øhh", hørte jeg ham sige. Jeg lystrede pludselig helt op og kiggede på ham. "Hvem er du her med?", spurgte han mig, og det virkede faktisk som om, at han interesseret sig for det. Sødt.

 

"Min fat svage og irriterende lorte far, min klamme, bestemmende og luderagtige stedmor og min dovne, underlige og forstående bror", lød det overraskende fra mig selv. Jeg lød ikke glad, da jeg sagde det, hvilket nok betød, at jeg havde et problem med dem, hvilket betød, at jeg fortalte en fremmede dreng om mine problemer. Altså what?

 

"wow", sagde han chokeret, mens han faktisk så lidt bekymret ud, men alligevel, så tvivlede jeg på grund af hans sorte solbriller. "Hvorfor syntes du det", spurgte han mig.

 

Jeg kiggede undrende på mig. Han kunne da ikke bare spørge ind til det på den måde, det er jo personligt, og jeg kendte ham jo ikke.

 

"Ja ja, jeg ved det godt, det er privat", sagde han hurtigt på en lidt sjov måde. "Men du har tydeligvis meget tid, så vi kan jo ligeså godt starte en samtale. Desuden er det faktisk bedst at tale med en fremmede om ens problemer, fordi man ikke kender personen", lød det fornuftigt fra ham. Han havde jo ret, jeg rendte nok ikke ind i ham igen.

 

"Well...", sagde jeg sukkende og skulle til at starte en rigtig historiefortælling, men da jeg selv hadede sådan nogen, besluttede jeg mig bare for at gøre det kort. "Min far fatter ikke en skid, han aner ikke, hvad jeg går rundt og laver. Det eneste han tænker på er hans åndsvage job og tudegrimme kæreste", jeg holdte en lille pause, så han kunne få det hele med. "Altså....nej, du gider ikke høre det", mumlede jeg og kiggede ned i det grønne græs.

 

"Hvad, jo jeg vil. Kom nu, du kan ikke bare stoppe midt i det hele", sagde han irriteret, mens han havde sit søde smil fremme. Jeg kiggede sukkede på ham, og selvom jeg ikke kunne se hans øjne, kunne jeg alligevel se, at han virkelig gerne vil høre det.

 

"Okay. Min stedmor kom ind i billedet for 4 år siden, og siden der har jeg bare hadede hende, fordi hun altid skal være så fandens perfekt. Hun har ingen børn, så hun tror, at hun kan komme ind i vores liv og lege vores mor. Min far ser ingenting, fordi han er opslugt af sit arbejde, og han er dybt forelsket i hende, men min bror og jeg hader hende. Det er bare så irriterende", sagde jeg sukkende og kiggede ned på mine fingre, som legede lidt med hinanden. "Jeg savner min gamle far. Den han var, før hun kom til".

 

Der var lidt tavshed mellem os. Han skulle sikkert lige tænke over alt det, som jeg lige havde siddet og fortalt ham. God, aldrig havde jeg fortalt det til andre end min bror.

 

"Så din far er helt væk, din stedmor er en bitch, og din bror er der ikke for dig, eller hvad?", spurgte han mig undrende. Han var næsten med.

 

Jeg kiggede lidt op på ham, mens jeg smilede lidt. Hvor var det sødt, at han faktisk interesserede sig for det. "Min bror plejede at være der for mig. Vi plejede at være gode venner og snakke sammen all the time. Men pludselig blev han så indelukket, og jeg føler, at der er noget, som han ikke fortæller mig", sagde jeg sukkende.

 

"Hvad hedder han?", spurgte han mig. Jeg grinede lidt. Spillede han bare interesseret, eller var han virkelig det?

 

"Tyler, og han er 19. Så det er ikke sådan, at han er i puberteten. Der er man jo lidt underlig, men den tid er han ovre", sagde jeg sukkende. Han nikkede forstående til mig.

 

"På hvilken måde har han forandret sig?", spurgte han mig. Jeg rettede mig lidt op og kiggede direkte ind i de to sorte glas, som beskyttede hans måske-brune øjne fra solen.

 

"Altså han er indelukket, han pjækker tit fra skole, og han plejede at være god i skolen. Han går altid i meget tøj, specielt om sommeren. Han er bare anderledes", sagde jeg og kiggede lidt på hans smukke markeret ansigt. Uh.

 

"Kunne man være emo? De er jo meget indelukket og sådan?", spurgte han mig bekymret. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for det var bare overhoved ikke sandt.

 

"Han minder overhoved ikke om en emo. Overhoved", han nikkede forstående.

"Jeg tror bare, at han er blevet forvirret, og måske bliver han sig selv på et tidspunkt", sagde jeg smilende. Jeg gad ikke snakke om ham mere.

 

"Okay. Han virker faktisk som en flink fyr", kom det meget seriøst fra drengens læber. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Han var flink, men de ting, som jeg havde fortalt, mindede da overhoved ikke om flink?

 

"Hvad med din mor?", spurgte han mig undrende.

 

"Hun forsvandt, da jeg var 9, og jeg aner ikke, hvor hun er", svarede jeg ham.

 

"Åh, det er jeg ked af", sagde han og kløede sig i nakken. Hmm. Hvad er det nu, man siger om drenge, der klør sig i nakken? De er nervøse. Uhh

 

"Det behøver du ikke være, jeg er lidt ligeglad nu", sagde jeg og trak på skulderne. Mange syntes, at det var underligt, at hun bare forsvandt. Ja, det var det også, og det vil nok også være et mysterium i et stykke tid endnu.

 

Drengen kiggede pludselig over skulderne på mig, hvilket jeg fandt lidt irriterende. Hvad var det, som var bag ved mig, som var så interessant? Jeg orkede ikke at kigge, thi.

 

"Det ser ud til, at købmanden er tilbage", sagde han smilende til mig. Jeg kiggede bagud, og han havde ret, han var ved at stille nogle varer udenfor.

 

"Hmm, jeg ville faktisk hellere sidde her og snakke med dig", sagde jeg smilende til ham. Han grinede lidt og kiggede ned i bænken. Vi havde begge drejet vores hoved og kroppe mod hinanden, så vi kiggede direkte på hinanden, i stedet for, at vi hele tiden skulle dreje hovedet lidt.

 

"Hvor er du sød, du er faktisk også rar at snakke med", sagde han til mig. Ohh, jeg kunne rødme, problemet var bare at sådan noget gjorde jeg ikke. Men det var vist en god ting. Mange af pigerne fra min klasse blev røde i hovedet, når de sagde noget dumt i timerne, but not me.

 

"Du er faktisk også rigtigt sød, jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville møde en som dig her", sagde jeg grinede til ham. Det bragte et lille smil på hans læber. Jeg ville ønske, at jeg kunne se glæden i hans øjne, men det ville kun være ondt, da han sad med hovedet mod solen, mens jeg havde solen i nakken.

 

"Ja, jeg havde heller ikke regnet med, at denne ferie kunne være sjov", sagde han ærligt. "Da mine forældre fortalte mig, at vi skulle hertil, tænke jeg bare fuck hvor røvsygt", jeg kunne ikke lade være at grine over hans ord. Ikke kun fordi de var sjove, men også fordi, hans tanker mindede om mine!

 

"Jeg hader at komme her. Jeg kommer her hver sommer, og jeg kan bare ikke lave en skid", sagde jeg sukkede til ham, mens jeg sad og pillede noget af den hvide maling af bænken, så man kunne se noget af det brune træ - uh, i'm a badass.

 

"Ej, der er da lidt hyggeligt", sagde han og kiggede rundt, men da han kiggede på mit dumme ansigtsudtryk, ændrede han mening. "Okay, selvfølgelig ikke hvis man er her hver sommer, det kan godt være lidt kedeligt. Og så med din familie, ej altså".

 

Grin efter grin kom ud af vores læber, og vi havde det faktisk ret sjovt. Jeg var seriøst glad for, at jeg havde mødt ham, ellers var jeg bare gået hjem og kedede mig ihjel.

 

"Så har du en kæreste?", spurgte han mig lige pludselig, og den kom uventet. Jeg kiggede dumt på ham. "Hey, det kunne da være rart at vide, om jeg snakkede med ens kæreste", sagde han meget seriøst til mig, mens hans smil gjorde det lidt useriøst.

 

"Okay okay, men nej, det har jeg ikke", sagde jeg ærligt til ham. Jeg havde ikke haft en kæreste siden...aldrig. Yep, jeg var en 18 årige pige, som ikke havde mødt den rigtige endnu, eller bare en. "Hvad med dig?", spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet, og det her kunne føre til noget godt. Måske kunne han være en sommerflirt? Sådan en havde jeg aldrig haft, men jeg havde hørt om dem fra mine veninder.

 

"Så sidder der 2 singler her og snakker, det’, sku rart", sagde han smilende til mig. Jeg nikkede bare. Nu når jeg faktisk lagde mærke til det, var der faktisk mange gamle mennesker, som kiggede sødt på os.. Uhh. Det måtte de da gerne, vi var da søde, han var temmelig sød.

 

"Ja, men vi er forhåbentlig ikke singler for evigt?", spurgte jeg ham, mens jeg havde et stort smil. Han kiggede genert ned i bænken, jeg kunne tydelig se, at han blev genert, fordi han var en af de drenge, som blev en smule kindrød og som havde et specielt grin, når de blev genert - et genert smil er altid nemt at kende.

 

"Nej, de fleste møder jo en på et tidspunkt", sagde han og smilede sødt til mig. Nu var det mig, som blev lidt genert. Ohh.

 

Vores samtale blev forstyrret af min telefon, som havde fået en sms. Jeg tog min hvide iPhone 5 op af lommen og tjekkede beskeden, det var min far.

 

-Hej skat. Kunne du ikke starte på aftensmanden, vi er hjemme om 30 minutter. Knuzz

 

Jeg sukkede irriteret ud i luften, da jeg havde læst beskeden igennem et par gange. Om jeg gad gå hjem nu? Nej, jeg ville blive her. Ihhh.

 

"Jeg skal hjem", sagde jeg irriteret og lagde min telefon ned i lommen. Han kiggede såret på mig, århh, han var såret over, at jeg skulle gå. Cute.

 

Vi rejste os begge op fra bænken og kiggede på hinanden. Det var så hyggeligt at snakke med ham, mens solen skinnede ned på os, og nu skulle jeg hjem, øv!

 

"Måske ses vi en anden dag?", sagde han forhåbningsfuldt til mig. Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde allerede lavet en aftale med mig selv, at jeg ville gå ned i byen hver dag, bare for at se, om jeg ville møde ham.

 

"Det håber jeg", sagde jeg meget bestemt. Han nikkede forstående.

 

"Men jeg må hellere...du ved", sagde jeg og begyndte at tage nogle små skridt væk fra ham.

 

"Ja, jeg håber vi ses igen. Bare kom hen til bænken ved samme tid i morgen, så kan det være, at vi møder hinanden?", lød det fra ham. Jeg vendte mig smilede om og nikkede ivrigt til ham.

 

Vi vendte os begge om og gik hver vores vej, det lignede, at han skulle over i købmanden, Ihh, han var så sød. Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen hjem. Jeg havde mødt den perfekte fyr, som faktisk havde nydt at lytte til mine problemer? Han havde hele pakken! Jeg håbede virkelig, at jeg ville møde ham igen.

 

Nu skulle jeg hjem og fortælle alt til Tyler, fordi det her kunne jeg ikke holde kæft med.

 

Jeg havde mødt en dreng. Hmm, men jeg vidste ikke, hvad han hed? Drengen med de sorte solbriller? Hmmmm. Nej.

 

Den mystiske dreng med de sorte solbriller. Hell yeah!

 

¤¤¤

 

Det var så det første kapitel, hvor i lærte lidt om Ellas familieliv, og hvor i hørte lidt om hendes møde med den mytiske dreng. Og hvad mon der sker næste gang? Hun skal hjem og fortælle at, hvad der skete til hendes bror, men mon der også sker noget andet? Følg hellere med.

 

Hvad syntes i om kapitlet? Skriv gerne alt, hvad i har lyst til. :)

 

Husk at like den, da denne movella er med i en konkurrence, som kunne være rar at vinde. :) Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...