Også de udødelige skal dø en dag - one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne historie har jeg skrevet til en skole opgave, men ville gerne lige dele den med jer. Håber i kan lide den.

Den handler om det at miste dem omkring sig og pludseligt være helt alene.

Det ville betyde mega meget hvis i vil smide en kommentar om hvad i syntes<3

0Likes
0Kommentarer
394Visninger

2. One shot

Jeg ligger og kigger på den lille sorte plet i loftet. Mit værelse er mørkt og næsten stille, det eneste man kan høre er den svage lyd af Samanthas, min værelseskammerat, snorken. Der er sket så meget her de sidste dage, at jeg ikke kan sove om natten.

Katrine var den første, der forsvandt, siden er mange flere forsvundet. Lærerne snakker ikke til os mere, bare af frygt for at tale over sig. De ved noget vi ikke ved og jeg er bange for at blive det næste offer! Alle ved at der vil være flere der forsvinder, det er indlysende.

Siden Katrine forsvandt, er folk blevet pludselig skadet og nogle banket, når ingen så det. Jeg er så bange for at forsvinde, at jeg har lavet tusinde nødplaner, mens jeg har ligget her. Nat efter nat og kigget op i loftet, på den lille sorte plet.

Samantha er også bange det ved jeg, for hun vrider sig hver nat og græder af og til i søvne, hun mumler ting jeg ikke forstår og når jeg fortæller hende om det, næste morgen husker hun intet. Alle omkring os er bange. Meget bange. Vi stoler ikke på hinanden og når jeg går på skolens lange gange, kigger jeg bare ned i gulvet fordi jeg er bange.

Bange for at kigge andre i øjnene, jeg ved ikke hvorfor. Der er bare en stemme inde i mit hoved, som siger jeg skal, det er også stemmen der siger at jeg er den næste. Stol ikke på nogen, hold dig for dig selv, det er dig de går efter nu PAS PÅ Diana, pas på... Det er det stemmen siger, det den gentager hver nat, hver gang jeg kigger nogen i øjnene og hver gang jeg sidder for mig selv. Jeg er bange for stemmen, det er jeg men hvad skal jeg gøre. Jeg kan ikke gøre noget!

Denne nat var som alle andre. Jeg tænker alting igennem igen og igen. Uvirkeligt, ja måske men det sker. Det sker lige her, lige her hvor jeg er.

Vi er alle sammen forskellige og har forskellige meninger. Men på denne skole, er vi måske forskellige på en anden måde. Vi er nemlig alle sammen forskellige fra jer. Jer mennesker. Nogle vil måske kalde os særlinge, outsider eller nørder.

Det er vi ikke, vi er bare alle sammen født anderledes. Denne her skole er for os. Dem med de røde øjne og det sorte lange hår, os som altid har været udødelige. OS VAMPYRE. På denne skole lærer vi at være almindelige mennesker. Vi formindsker lysten til blod og lysten til at dræbe. Her lærer vi at gå ubemærket gennem gaderne, at skjule vores ellers røde øjne og at bevæge os langsomt lige som jer mennesker.

Vampyrer har altid været udødelige, men det er de ikke mere. Nu er der nogen som kan dræbe os, nogen som vi ikke kender til. Alle forsvinder, alle omkring mig. De venner som virkeligt betød noget, de venner som jeg holdt aller mest af. De er væk og det er derfor jeg ved det er min tur næste gang, det er derfor jeg ved at de nu går efter mig. Jeg tror at stemmen i mit hoved, har noget med dem som dræber at gøre. Det er jeg sikker på.

"Dig, dig, det er dig de vil gå efter, det er dig!" Stemmen i mit hoved er tilbage. Jeg presser blyanten lidt hårdere mod papiret, det papir med regler, for hvad man må i den virkelige verden, og hvad man ikke må. Jeg sidder i klassen og min lærer er i gang med at forklare, os om hvordan man må opføre sig i det virkelige liv. Det liv vi snart skal ud at leve, efter at have været spæret inde på denne her skole i alle de år.

Efter alle de år er vi endelig snart klar, til at komme ud i det virkelige liv. Vi har gennemgået de regler så mange gange før, men lærerne ved at de regler hurtigt er glemt. Jeg kan dem uden ad, de handler alle om at vi ikke må slå ihjel.

"Jeg ved du hører mig! De venter på dig... Du er den næste gør dig klar, tal ikke med nogen stol ikke på nogen!" Stemmen er der igen, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.I ren refleks banker jeg min højre hånd hårdt ned i bordet. En stor smerte rammer mig pludseligt, jeg kaster et blik ned mod min hånd, som er begyndt at blive rød. "Hahaha, er lille Diana bange nu?" Lyder stemmens hånlige ord i mit hoved.

I det øjeblik ved jeg, at det ikke er en person, der har dræbt dem alle sammen. Det er stemmen, stemmen som vandre fra vampyr til vampyr. Den får os til at gøre ting ved os selv, får os til at føle os svage og til sidst er der ingen der kan klare presset mere. Stemmen vinder og vi giver efter. Gør som stemmen vil have, vi dør, tager vores eget liv bare for at komme væk, væk fra stemmen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...