Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27542Visninger
AA

11. Kapitel 9 ~ Turn the world around | Part II

 

Forvirret studerede han mig grundigt, inden han nikkede. Lidt efter malede et smil sig på hans læber, og en lav latter gennemsyrede luften mellem os. Ærlig talt forstod jeg ikke helt, hvorfor han lo. Turen til at se forvirret ud blev hurtigt min, og jeg blinkede et par gange med øjnene, mens jeg afventede et form for svar ifølge af hans stemme. Han slog kort ud med armene, i samme øjeblik en hæs røst flød ud ad mundens åbning.

     "Er det sådan, du genkender mig?" smågrinede han fortsat. Underligt mente jeg, spørgsmålet var, hvilket resulterede i, at jeg forholdt blikket hvilende på ham uden at lade det vige en eneste gang. Da han opfangede, at jeg ikke viste noget tegn på forståelse, rynkede han tænksomt brynene. Hænderne begravede han i den krøllede manke for at ryste håret igennem, så vi mistede øjenkontakten. Derefter kiggede han igen på mig med sine grønne øjne, jeg tydeligt så Anne i. "Jo. Jo, det er jeg," bekræftede han det endelig.

     Smilende betragtede jeg ham rette opmærksomheden mod den unge kvinde bag det hvide informationsbord, som gav et mindre skrig fra sig. Hastigt dækkede hun munden til med begge sine hænder, mens hun spærrede øjnene op. Hendes lille udbrud forskrækkede vist hende selv, og hun sendte et undskyldende smil i retningen af Harry, idet hun fjernede hænderne. Med et nik accepterede han undskyldningen, hvorefter han satte kursen hen mod hende. Roligt fulgte jeg ham i hælene, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Første gang, jeg vandrede rundt i England, regnede jeg ikke med, udfoldede sig på egen hånd, som det desværre endte med at gøre. Heldigvis fandt jeg da frem til målet, hvilket jeg følte mig ret stolt over. Længere end dertil, forklarede Anne nu ikke.

     Harry kløede sig kort omme i nakken, før han lænede sig en anelse ind over det høje bord, der forårsagede en vis adskillelse mellem ham og kvinden. Sødt smilede hun til ham, mens hun førte en tot af det blonde hår om bag øret. Først derefter forhørte hun sig om, hvad hun kunne hjælpe med. "Jeg søger Anne Cox. Ved du, hvor de har lagt hende hen?" Ved nogle få klik på tasterne af computeren ved sin side, kom hun frem til et svar.

     "Anden sal, værelse 408. Du kommer frem ved at fortsætte ned ad gangen og tage trapperne lidt længere nede, medmindre du vælger en af elevatorene. Når du står på den rigtige sal, skal du følge skiltene, der peger mod sengeafdelingerne, hvor du bagefter bare skal se på numrene, så du kommer hen til det rigtige værelse. 408, husk det," repeterede hun for en sikkerheds skyld. Harry takkede hende kort, men nåede ikke at gå, før hun tog fat om hans håndled. "Kan jeg få et billede?" Bedende skruede hun op for charmen, og han spejdede sig omkring ud af øjenkrogen, før han stillede sig klar. Jublende hoppede den unge kvinde, mens hun snakkede om, hvor stolt hele Holmes Chapel var af ham.

     Efter takkescenariet gik han hen mod en metaldør. Naturligvis varede det ikke længe, inden jeg stod og ventede ved hans side. Kort tillod han sig at skæve mod mig, hvorefter han klikkede på en grå knap med en pil opad. Tavsheden mellem os generede mig ikke spor. Hjemme blev jeg opdraget til, at man ikke altid behøvede snakke. Nogle gange passede det bedre at holde munden lukket og lade stilheden tale. Det betød dog mest, at det ikke altid var nødvendigt at snakke om ligegyldige ting, men jeg holdt af at lytte til stilheden som talemåde. Den sagde mere end så meget andet, hvilket blot beviste dens budskab.

     Forskrækket hoppede jeg en smule, da døren pludselig åbnede sig. Ud trådte en mand, hvorefter en yngre dreng skubbede til en kørestol, hvor en dame sad. Hun så ikke meget ældre ud end Anne, men noget knækkede ved hendes øjne. Håbet manglede. Det utroligt vigtige håb man under ingen omstændigheder måtte lade slippe væk. Hvad end hun fejlede, bekymrede jeg mig inderligt for hende. Kort lod jeg mit blik følge hendes ryg, mens jeg lydløst bad til, at hun snart igen samlede troen op.

     "Skal du med ind, eller skal jeg bare..?" Hurtigt drejede jeg hovedet, så mine øjne kiggede direkte på Harry, der spørgende pegede på nogle knapper. Jeg smilede svagt, inden jeg bevægede benene ind i metalboksen. "Hvad sal skal du op på?" spurgte han venligt, hvorefter han klikkede på to-tallet.
     "Anden sal," svarede jeg uden at tvivle, hvilket fik ham til at trække hånden til sig. Smilende betragtede han mig, før et grin bredte sig i mundvigene, og smilehullerne dukkede frem.

     "Er der en bestemt grund til, at du er klædt så fint på?" forhørte han sig omkring. Jeg kiggede på ham, før jeg bukkede nakken en anelse for at se, hvad jeg bar, hvorefter jeg løftede blikket. At dømme ud fra det han havde på, fornemmede jeg godt, at jeg gik klædt i det forkerte tøj. Som Anne påpegede, passede mine kjoler måske ikke ligefrem ind i England, selvom jeg foretrak dem frem for, hvad jeg hidtil havde set andre have på. Godt nok var mere end skørtet af min kjole ikke synligt grundet jakken, men alligevel faldt hans opmærksomhed nu engang stadig på den.

     "Nej. Det er mit hverdagstøj," fortalte jeg med en lav stemme. Overrasket hævede han brynene for derefter at studere mig hele vejen ned. Bagefter nikkede han blot, og i en fart overvældede tavsheden os igen. Jeg førte en tot af det løse hår om bag øret, eftersom Anne mente, jeg burde vænne mig til det, før jeg satte det op. Mærkeligt føltes det også, da håret forsvandt ud af mine hænder meget hurtigere, end hvad det plejede.

     Igen sprang alt rundt inde i mig, idet døren åbnede sig med en lille, lys lyd som tegn derpå. Som den første trådte Harry ud, hvilket jeg ærlig talt fandt noget uhøfligt. I stedet for at sige noget blev jeg stående et kort stykke tid, inden jeg tog det første skridt mod den åbne dør. Jeg nåede dog aldrig ud, da døren i samme øjeblik besluttede sig for at lukke. Forvirret stirrede jeg på den med ængsteligheden siddende i halsen som en af de sædvanlige klumper, jeg efterhånden skabte mig et større og større kendskab til.

     Desperat trykkede jeg på de mange knapper, og der gik ikke lang tid, før jeg mærkede et sus i maven. Bange for at være spærret inde for evigt, fortsatte jeg med at trykke rundt omkring på de mange forskellige taster. Til sidst begyndte der at lyse en rød knap, og det hele stoppede. Hastigt drejede jeg omkring for at se, om der skete noget, mens jeg så småt erkendte, at jeg aldrig kom ud derfra.

     Tre ord, der farede rundt i mit hoved, ramte mig hårdt. Min vejtrækning forøgede sit tempo, mens jeg langsomt bakkede for at stille mig helt op ad en af væggene.

     Jeg var fanget.

 

 

Annes synsvinkel

 

Snart vidste jeg ikke, hvor mange gange jeg havde tænkt det igennem. Trafikuheldet forårsagede nu engang en knust knæskal, der viste sig ikke at være den eneste skade deromkring. Slidgigten resulterede i, at jeg blev nødt til at få mit eget knæ erstattet med et helt nyt og kunstigt et. Robin ringede jeg ikke til før lidt senere, hvor tiden forhåbentlig passede. Jeg måtte fortælle ham, at jeg tog hen på et center i starten af perioden, så træningen tog en god start på den helt rigtige måde. Forhåbentlig klarede Adelaide sig uden mig. Hvis Harry sagde ja til at have hende boende, ville jeg ingen bekymringer have. Jeg håbede på, at han magtede det, selvom turneen først sluttede i går.

     Når man snakker om solen, skinner den. Let bankede det på døren, og Harrys hoved tittede frem. Da han sikrede sig, at det var det korrekte værelse, åbnede han den helt for derefter at lukke den igen. "Hej, mor," hilste han kærligt, idet han bukkede sig for at kysse mig på kinden. Hurtigt trak han en stol hen til sengen, hvorefter han lydløst kiggede på den tynde, hvide dyne, der gemte på mine ben. Bekymringen lå som et tykt lag maling hen over hvert øje, så det undrede mig ikke, at han gik direkte til sagen. "Hvordan skete det?"

     Jeg kærtegnede kort hans kind, inden der bredte sig et smil hen over mine læber. Straks ledte mine tanker og følelser sig hen på alt andet end det, de tidligere havde været på. Min lille dreng var hjemme igen. Glæden brusede frem i mig, og jeg undgik ikke tårerne, der sammen dannede en tåget hinde for mit syn. Uden at sige noget spredte jeg armene, og inden længe omfavnede jeg min dreng. Min søn, der endelig udlevede sin drøm. Intet gjorde mig mere glad end at vide, at han rejste rundt med fire, fantastiske drenge, der alle brændte for det samme som ham. At de alle blev så venligt modtaget over alt og pludselig var verdensberømte.. Det, at ens barns drøm gik i opfyldelse, betød mere end noget andet.

     "Hvor er det godt at have dig hjemme igen.." snøftede jeg ufrivilligt, men han virkede ikke til, at det generede ham. Kort klemte han en af mine hænder, før han trak sig lidt tilbage og sendte mig et stort smil.
     "Jeg har sådan savnet dig, mor.. Det har været den bedste oplevelse i hele mit liv, men jeg har virkelig, virkelig savnet dig. Drengene hjalp da lidt på det, men når jeg slet ikke havde mulighed for at komme hjem i de måneder, vi var i Australien.. Jeg er så glad for at være tilbage!"

     Endnu en gang krammede vi hinanden i et godt stykke tid, før Harry igen satte sig ned på stolen, og jeg tørrede mine øjne. Tårer samlede sig i løbet af krammescenariet også hos Harry, så han fjernede som jeg selv også de sidste tårerester. Lykkelige for at se hinanden igen smilede vi begge, og jeg rakte ud efter hans hånd for at holde om den. Der gik noget tid, inden vi vendte tilbage til det alvorlige.

     "Så.. Mor, hvad lavede du?" I hans øjne strålede nu en blanding af både glæde og bekymring. Beroligende klappede jeg hans hånd et par gange, mens jeg fastholdt grebet om den. Som sædvanlig krøllede hans hår vildt, og jeg kunne ikke modstå at række hånden frem for at tage fat om en af dem. Jeg vidste udmærket godt, at jeg blev glad for at se ham efter så lang tid, når vi før i tiden altid tilbragte meget tid sammen. Alligevel kom det bag på mig, at glæden boblede sådan frem i mig, at jeg ikke havde mulighed for at koncentrere mig om andet end ham.

     "Mor, hold nu op," grinede han og rystede på hovedet, hvorefter han kørte en hånd gennem sit hår. Undskyldende lavede jeg en lille grimasse, der fik os begge til at grine i kor. Hvor havde jeg dog savnet ham! "Fortæl mig nu, hvad der skete.." forlangte Harry for tredje gang. Jeg fugtede let mine læber, inden jeg adskilte dem for at lade stemmen finde vejen ud.
     "Jeg bliver nødt til at bede dig om en tjeneste, Harry."

     Han blinkede uforstående med øjnene, mens han så småt rynkede på brynene. "En tjeneste?" Roligt nikkede jeg på hovedet. "Fortæl." Han rykkede stolen en smule tættere på, men formåede at holde fast i min hånd imens. Lige så stille betragtede jeg vores hænder, der holdt om hinanden. Jo. Jeg følte mig sikker på, at han var den rigtige til at huse Adelaide. Diana stolede ikke på andre end mig, når det kom til sin datter, og når jeg skulle sende hende videre.. Så blev det nødt til at være hos den person, jeg stolede mest på.

     "Min bedste veninde ringede til mig forleden. Hun spurgte, om jeg ikke kunne have hendes datter boende et stykke tid, hvilket jeg naturligvis sagde, at jeg godt-"
     "Vent." Harry afbrød mig, før jeg nåede videre i min forklaring. "Mary har da ingen datter?" For en stund kiggede jeg bare på ham, da jeg ikke forstod, hvorfor han bragte Mary på banen. Senere gik det op for mig, at han intet kendte til Diana og nok troede, jeg snakkede om Mary, eftersom hun var den, jeg brugte mest tid sammen med.

     Jeg smilede mildt. "Nej. Men det er heller ikke Mary, jeg snakker om. Ser du, min bedste veninde bor i Italien, og du har aldrig mødt hende. Selvom vi ikke har set hinanden i lang tid, vil jeg selvfølgelig hjælpe hende alt det, jeg kan, når det er, hun har brug for det. Det forstår du vel. Du har trods alt selv mange gode venner, som jeg ved, du ville ofre dig selv for, hvis det blev nødvendigt!" Skævt smilede han, mens han fortsat koncentrerede sig om at høre godt efter.

     "Som du ved, kørte jeg galt. Jeg tror ikke, at ham, der forårsagede ulykken, lagde mærke til mig. Han snakkede i hvert fald i mobiltelefon. Mere nåede jeg ikke rigtigt at observere, før alt blev sort. Bagefter vågnede jeg op herinde. Lægerne fortalte mig om ulykken. Det viser sig, at manden også selv er kommet til skade med en brækket arm og en mast fod. Alligevel kommer han nok hurtigere hjem end mig, da jeg skal have et nyt knæ. De har opdaget slidgigt ved samme knæ, der er knust, og jeg skal blive liggende på hospitalet en uge efter operationen, de slet ikke har foretaget endnu. Derefter tager jeg i første omgang hen på et center, der kan hjælpe mig bedst muligt i gang med genoptræningen," fortalte jeg ham.

     "Jamen, jeg kan da bare hjælpe dig," skyndte Harry sig at tilbyde. Jeg smilede hurtigt. Altid holdt han af at byde ind med sin hjælp. I dette tilfælde passede det nok bare bedst, hvis han lod mig tage hen på det center og i stedet husede Adelaide.
     "Mange tak, Harry. Det ved jeg, du kan, og det glæder mig, at du gider. Men.. jeg tror, det vil være bedst, hvis det ikke er dig, der hjælper til denne gang. Min venindes datter ankom i går. Jeg kan ikke fortælle dig meget, men du må stole på mig, som jeg sætter al min tillid til dig. Vær sød at tage hende med dig hjem og giv hende tag over hovedet. Hun har brug for en masse støtt-"
     Igen brød Harry ind med et spørgsmål. "Skal jeg tage en fremmed pige med mig hjem? Jamen.. Hvem er hun?"

     "Undskyld, men De har besøg," hørte vi pludselig en klar kvindestemme sige. Den lyshårede sygeplejerske førte en noget forvirret Adelaide ind i rummet. Mest af alt lignede det, at hun var blevet skræmt og stod i chok. Først da jeg prøvede på at bevæge benene mod sengekanten, huskede jeg på mit knæ. I stedet vandrede Adelaide langsomt hen mod Harry og jeg med store, stirrende øjne.

     "Hvad er der sket, søde?" spurgte jeg hurtigt om. Jeg lagde mærke til, at hun rystede, hvilket jeg blot fik bekræftet, da jeg tog fat om hendes hænder og dermed gav slip om Harrys. Stammende prøvede hun at få ordene på gled, men der lød ikke mere end nogle få stavelser. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt, inden hun igen slog øjnene op.
     "Jeg sad fast i den der metalboks. Elevatoren, tror jeg nok," hviskede hun, og jeg mærkede tydeligt, hvor chokeret hun var.

     "Er hun.. Er hun hende?" Harry kiggede spørgende på mig med fingeren rettet mod Adelaide. Roligt smilede jeg, inden jeg nikkede på hovedet. Stille foldede jeg hans hånd sammen, så han ikke længere pegede. Efter lidt tid rettede han blikket mod mig. "Hvad hedder hun så?"
     "Hvorfor spørger du hende ikke selv?" klukkede jeg let. Flovt rømmede Harry sig, før han sendte Adelaide et lille smil.

     "Eh.. Hvad hedder du?" Jeg kiggede på Adelaide, der tydeligvis stadig følte sig overvældet af episoden med elevatoren. Hvordan det gik til, at hun pludselig sad fast i den, anede jeg ikke, men jeg tænkte godt, noget sandsynligvis endte galt. Elevatoren skænkede jeg dog slet ikke en eneste tanke. Afventende forholdt både Harry og jeg blikket på Adelaide.

     "Ad.." Hun stoppede tidsnok sig selv, hvilket frembragte et svagt smil hos mig. "Adams," rettede hun det til. I stedet for at kigge på Harry, lod hun sit blik glide ned på mig. Tilfreds nikkede jeg til hende, hvorefter hun skiftede tilbage til at kigge på min søn. "Claire Adams," afsluttede hun sin præsentation.
     "Harry Styles," præsenterede Harry sig selv og rakte hende hånden. Adelaide gav et lille nik fra sig, mens hun forvirret betragtede hans hånd, han efter lidt tid trak tilbage igen.

     Man kunne nemt se, at Adelaide ikke kom fra samme kultur som os andre. Selve Italiens lå langt fra Englands, men samtidig voksede hun op som prinsesse, hvilket ikke forbedrede det meget. Bare det at se, hun sjældent gav hånd, klargjorde det for alle. Som jeg forestillede mig det, plejede hun nok at få et kys på hånden. Sådan gik det da til på de fleste film, og det oplevede jeg også til Dianas bryllup for flere år siden. Hvad, jeg alligevel også bemærkede, allerede da jeg hentede hende i lufthavnen, var, at hun udstrålede noget helt specielt. Endnu vidste jeg ikke helt præcist, hvordan det skulle forklares. Hun ejede i hvert fald en stærk personlighed, det turde jeg godt gætte på.

     "Claire.. Søde.. Vil du lige lade mig snakke med Harry alene?" bad jeg. Forstående nikkede Adelaide på hovedet, hvorefter hun med nogle få skridt havnede i den anden ende af værelset. Jeg vendte hovedet mod Harry, der kløede sig bag nakken. "Hun har brug for støtte," forklarede jeg ham. Langsomt lagde han hånden ned i skødet, mens han opmærksomt lyttede til, hvad jeg sagde. "Jeg kan som sagt ikke fortælle dig meget. Du må bare stole på mig. Jeg har brug for, at du tager hende til dig og passer godt på hende. Det er utroligt vigtigt. Hun er fra Italien og har derfor nogle lidt andre normer end os." Det med, at hun rent faktisk var prinsesse, valgte jeg at holde hemmeligt. "Lad være med at spørge for meget ind til hendes familie, da hun savner dem meget. Hun har det virkelig hårdt."

     I et stykke tid så vi blot på hinanden uden at mæle et eneste ord. Igen blev det mig, der åbnede munden, mens jeg alvorligt kiggede ind i Harrys øjne. "Hendes mor sagde, jeg var den eneste, hun stolede nok på til at lade Claire rejse herhen." De sidste to ord lød mest som om, at Adelaide selv bad om at tage turen til England. Mere kunne jeg desværre bare ikke fortælle Harry, hvor meget jeg end ønskede det. Hvis ikke han vidste noget, kunne det være, det sikrede Adelaides liv endnu mere. "Nu jeg ikke kan have hende boende hos mig, sender jeg hende hen til dig. Du er den eneste, jeg stoler nok på."

     Tænksomt hvilede hans blik på mig, hvorefter der til sidst malede sig et smil hen over hans læber. "Mange tak, Harry. Jeg elsker dig utrolig højt," erklærede jeg, og han gengældte hurtigt ordene. Lige så stille rakte jeg min hånd ud efter hans, men han rejste sig i stedet for at kramme mig igen. Mens vi omfavnede hinanden, gled mit blik hen på Adelaide, og jeg kom i tanker om en ekstra ting. "Forresten, Harry.. Hun har brug for noget nyt tøj. Jeg skal nok betale dig tilbage for det, hun bruger af penge," lovede jeg.

     Da vi trak os fra hinanden, lo han lavmælt. "Ingen problemer der. Jeg skal nok tage mig af hende." Han holdt en kort pause, mens smilet voksede sig større. "Det lover jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...