Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27243Visninger
AA

10. Kapitel 8 ~ Turn the world around | Part I

 

Tvivlen overfaldt mig, idet telefonen ringede. Lamslået stirrede jeg i længere tid på det trådløse rør, eftersom den fortsat gav lyd fra sig. Inden Anne forlod huset for at tage ned i byen efter de madvarer, hun manglede, forklarede hun mig visse regler; at åbne døren blev jeg som en af tingene forbudt. Hvad jeg gjorde, når telefonen besluttede sig for at ringe, fortalte hun intet om. Måske glemte hun det, medmindre hun ikke regnede med, at nogen ville i kontakt med hende, før hun kom hjem igen. Trods alt sagde hun, at det ikke tog længere tid end en halv time. Bagefter havde hun nemlig planlagt, at vi skulle gå ned for at kigge på tøj, så snart butikkerne åbnede. Dengang viste klokken ikke mere end halv ti. Da jeg nu lod blikket glide op på uret, så jeg pludselig, at den nærmede sig halv to.

     Undrende over tidens hast rynkede jeg brynene, mens jeg studerede væguret. I mellemtiden opgav personen opkaldet, hvilket resulterede i, at ringetonen stoppede. Efterhånden var det ved at være fire timer siden, jeg så hende gå ud ad døren. Siden begravede jeg næsen i en bog, jeg kendte hjemmefra. Romeo og Juliet; En af verdens største succeser og berømte klassikere. Alle behøvede at kende den, hvilket nok også forklarede, hvorfor jeg havde læst den så mange gange derhjemme. Giovanni elskede desuden hele historien, og han gik ind for, at man kendte så mange store klassikere som muligt. Derfor stiftede jeg også kendskab til mange af de andre bøger; Jane Eyre, Pride and Prejudice, To Kill a Mockingbird og Little Women.

     Som mine tanker ledte sig hen på Giovanni og hans undervisning i de vidunderlige, klassiske bøger, mærkede jeg en varm tåre trille ned ad kinden. Roligt fjernede jeg den med en blid bevægelse, inden jeg blinkede med øjnene. Selvom jeg savnede mine forældre og alle de andre på slottet noget så inderligt, måtte jeg være stærk. Langsomt satte jeg mig ned i den sorte sofa, hvor jeg forsigtigt glattede kjolen ud, jeg iklædte mig i morges. Min natkjole kunne jeg ikke være bekendt at gå rundt i i offentligheden, så Anne valgte den mindst opmærksomhedstrækkende kjole i en fin, lyseblå farve matchende gårsdagens sko. Ganske enkel, ganske smuk. Overdelen snoede sig nærmest rundt, mens ærmerne endte ved albuerne. Da jeg tillod Anne at hjælpe mig i den, kiggede hun kun et kort øjeblik på mig med et forvirret udtryk, inden hun smilende hjalp mig.

     Igen i dag bar jeg perlearmbåndet om håndleddet. Mere konkret; håbet. Jeg smed ikke håbet om at komme hjem igen, om at se mine forældre snarest, eller om at min far og ligeså Lesley blev rask, væk. En tot af det løse hår faldt ned foran mit ansigt, idet jeg bøjede nakken for at betragte hver og en af perlerne. De forandrede sig aldrig. Sådan burde det også gå med mit håb. Det måtte aldrig ændre på sig. Så længe jeg holdt fast i det, forsvandt det ikke.

     Kort berørte jeg et par af perlerne, inden larmen fra telefonen igen begyndte. Forskrækket løftede jeg blikket, der straks limede sig fast på røret, der lå ved siden af en hvid maskine. Med opspærrede øjne stirrede jeg på den, som om den når som helst sprang til angreb på mig. I stedet for at tage den lod jeg den ringe som sidst, men denne gang lød der et højt bip, hvorefter Annes stemme flød ud i hele stuen.

     "Adelaide? Adelaide, er du der? Det er mig, Anne. Vær sød at tage røret, så jeg kan snakke med dig. Adelaide? Adelaide, er du der?" Hun repeterede sig selv op til flere gange, mens jeg overrasket forholdt blikket på den hvide svarer. Langsomt rejste jeg mig op for at vandre hen til den. Inden jeg foldede hånden sammen om telefonen, hørte jeg hende en sidste gang sige mit navn. På den måde sikrede jeg mig, at hun virkelig talte til mig.

     "Goddag, Anne," hilste jeg lavmælt, da jeg holdt røret oppe ved øret. Hun sukkede lettet i den anden ende, og jeg fornemmede hurtigt, at noget ikke var, som det skulle være.
     "Adelaide.. Gudskelov, du tog telefonen! Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke har ringet før, men jeg er først lige vågnet for en time siden, hvor de først og fremmest skulle undersøge mig,-" Fortsat forklarede hun den sene tid, men jeg forstod det knapt nok. Mange løse tråde manglede at gives mig svar på, før noget af det ville give mening. "Jeg.. Jeg ved, det er meget at forlange af dig, men jeg håber virkelig på, at du kan komme hen på Leighton Hospital. Ser du.. Jeg kom ud for en trafikulykke."

     Uden at sige noget lyttede jeg blot nervøst til hendes længere tale. "Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg nåede vist ikke engang ned til supermarkedet inden. Så vidt jeg husker, kørte en bil ud foran mig, men.. så bliver alt også sort. Lægerne siger, at jeg har været her i en tre timer, men har sovet de første to. Det er derfor, jeg ikke har kunnet informere dig. Forhåbentlig er du okay?" skyndte hun sig at spørge mig om.

     Jeg nikkede let, inden jeg adskilte læberne. "Jeg har det udmærket, Anne. Hvad sker der med Dem?" Bekymringen skjulte sig ikke godt i min stemme, så højst sandsynligt lagde hun mærke til det.
     "Jeg har det helt fint, min pige. Der er ikke sket noget meget alvorligt med mig. Jeg overlever med nogle skræmmer og et knust knæ. Til gengæld er det nok til, at vi får et problem. Tidligere har jeg haft nogle få skader med mit knæ, og det viser sig nu, at jeg har slidgigt i det samme, der er knust. Jeg skal have et nyt, kunstigt knæ. Det kræver genoptræning, og jeg tror hellere, at jeg må tage hen til nogle, der kan hjælpe mig her i starten." Hun holdt en kort pause, mens jeg opmærksomt spidsede ørerne. "Du kan nok ikke bo hos mig alligevel."

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Skræmt kiggede jeg mig konstant omkring. Jeg anede ikke, hvor jeg befandt mig. Anne oplyste mig op til flere gange med præcise instruktioner om, hvordan jeg bar mig ad med at komme hen til hospitalet. Indtil videre formåede jeg at gå lige ud, hvilket jeg i mit indre roste mig selv adskillige gange for. Panikken oversvømmede mig, idet Anne fortalte, at jeg muligvis ikke kunne bo hos hende som planlagt. Sendte hun mig hjem igen? Hurtigt sank jeg den klump, der samlede sig i halsen på mig. Min fornuft sagde mig, at det var noget pjat at forestille sig. Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Til gengæld så jeg bare ingen andre udveje.

     Med et ængsteligt sind lod jeg blikket glide ned på kortet i min hånd. Anne guidede mig hen til en lille kommode med tre skuffer, inden jeg lukkede døren til huset. Der lå både nøglen og et rejsekort, jeg ikke havde nogen anelse om, hvad brugtes til, før Anne forklarede det. Åbenbart lød det til at være nødvendigt at rejse med en bus, som jeg aldrig prøvede hjemme. Da jeg derfor stoppede op ved et rødt og hvidt skilt, vidste jeg i begyndelsen ikke, at det var stoppestedet for busserne.

     Undrende studerede jeg det for til sidst at opdage de hvide bogstaver under stoptegnet, der tilsammen dannede de to ord; Bus stop. Tilfreds over at være nået frem til første mål, smilede jeg stort og vandrede helt hen til skiltet, der tårnede sig en meter op over hovedet på mig. Roligt foldede jeg hænderne rundt om kortet, mens jeg sørgede for ikke at udvise for megen tvivl og forvirring. Kjolens skørt blafrede let i vinden, mens jakken om mine skuldre dækkede for det meste af kulden. Anne ønskede, at jeg lånte hendes jakke, der hang på en af knagerne derhjemme, og jeg adlød hende blot. Normalt var det mig, der gav ordrerne, men da min mor stolede på hende, gjorde jeg det automatisk også.

     Langsomt trissede en hund hen mod mig uden snor. Straks råbte en mand nogle meter fra mig, at den skulle tage og 'skride,' hvad det så end betød. Forskrækket over hans ubarmhjertige reaktion hvilede mit blik for en kort stund på ham, inden jeg bukkede mig en smule. Forsigtigt aede jeg hunden, der næsten rystede. Om det var af skræk for den knapt så rare mand eller grundet kulden, vidste jeg ikke.

     Før jeg nåede at reagere, løftede den bagbenet. En tynd, gul stråle sigtede direkte mod min ene sko, der ramtes, inden jeg hastigt trak foden til mig. Uoverskueligt for mig blev det hurtigt, da manden begyndte at grine højlydt. Hårdt mod brystet bankede hjertet, da jeg stirrede på min ulækre sko. For ikke at rynke næsen af væmmelse rømmede jeg mig lavmælt, rettede ryggen og smilede hen til manden. Han sad stadig og lo, som om det var det sjoveste, han nogensinde havde været tilskuer til. Et vindpust førte hans skulderlange, sorte hår med sig, inden det igen lagde sig uglet om ørerne på ham.

     "Undskyld mig, Mr.." prøvede jeg mig frem, men han hørte mig tydeligvis ikke. Endnu et latterudbrud farede ud af munden på ham og rungede i hele min øregang. Voldsomt klaskede han sig på lårene, hvilket jeg fandt utroligt uhøfligt. Lige så stille fugtede jeg mine læber, snerpede dem sammen, inden jeg igen adskilte dem for at give lyd fra mig. "Mr, De må meget undskylde.." Da han igen blot grinede endnu højere, tog jeg et skridt tættere på ham for at skaffe mig hans opmærksomhed. Til mit held virkede det. "Hør, undskyld ulejligheden, men De har vel tilfældigvis ikke et par sko med Dem?"

     "Det har jeg tilfældigvis, jo," gryntede han, inden han igen brød ud i latter. Tålmodigt afventede jeg ham finde dem frem og tilbyde mig en plads på bænken ved hans side, men ingenting skete. Leende pegede han på mig med sin runde pegefinger, inden han rettede dens spids mod sine egne sko. "Jeg har dem på, din kælling. Tror du selv, jeg går rundt med et par sko i lommen til en luder som dig, der er så uheldig at blive pisset på af en gadehund? Har man set mage til en blondinedum so!" Hans latter fik fornærmelsen til at stige inden i mig. De ord var jeg aldrig nogensinde blevet kaldt før i hele mit liv. Hjemme I Italien tiltalte alle mig høfligt og med respekt. Hvorfor ændrede det sig, bare fordi jeg kom til England?

     Tankerne om mit hjemland ledte mig hen til minder om mine forældre. Min mors stemme dansede rundt som den sødeste melodi, som hun nynnede, mens hun gennemlæste nogle få breve. Ansigtet badede som sædvanlig i skønhed, og min far lagde armen rundt om hende. Et kys plantede han blidt på hendes kind, inden han sendte mig et stort, varmt smil. Nu lå han syg i sengen. Forhåbentlig levede han endnu. Jeg ønskede virkelig at få lov til at se ham smile igen, og det pinte mig ikke at vide, om det gjorde fremskridt.

     Savnet til dem voksede sig pludselig enormt. Et lag af tåge dækkede for mit syn, som om nogen hev mig ind i en anden verden. Sorgen føltes stærkere og stærkere, hvilket forårsagede, at endnu en klump satte sig fast i halsen på mig. Fem gange i sekundet blinkede jeg med øjnene for at skubbe alle tankerne omkring både min mor og min elskede far væk. Tidspunktet passede ikke specielt godt lige nu. Alene i Englands gader behøvede jeg at vise min indre styrke frem. Ikke mindst for nogen andre end jeg selv.

     "Fancy kjole, forresten! Halloween er godt nok først om nogle uger." Jeg kiggede hen mod manden, der med sit smørrede grin blinkede til mig, inden han trådte ind i en rød vogn. Efter nogle få sekunder opdagede jeg, at det var bussen. Idet den satte i gang med at køre, tog jeg fat om skørtet på kjolen, hvorefter jeg småløb for at nå den. Inderligt håbede jeg på, at den så mig og stoppede, men det virkede mere eller mindre som om, den skruede op for hastigheden.

     "Er De venlig at stoppe? Undskyld, men kan De måske ikke stoppe Deres vogn?" Desperat prøvede jeg på at overdøve larmen fra motoren, men min stemme druknede ensomt. Forpustet standsede jeg på gaden for at trække vejret og til min store overraskelse sænkede bussen rent faktisk farten. Da den holdt stille, steg folk ud, og jeg skyndte mig derhen for at komme med denne gang. Et busstoppeskilt pyntede også der, men mere opfangede mine øjne ikke, før jeg smilede til en ældre mand, der sad ved rattet.

     "Ja?" spurgte han efter lidt tid. Jeg forklarede ham, at jeg gerne skulle hen til Leighton Hospital, men han stirrede bare træt på mig. "Kan jeg se dit kort?" Forvirret glippede jeg med øjnene, før jeg forstod, at det måtte være det, Anne sagde, var nødvendigt.
     "Selvfølgelig, nu skal De se." Jeg rakte ham kortet, jeg havde holdt i hånden hele vejen, men han nikkede blot, inden hans tag om rattet blev mere fast. Med et lille skub, der væltede mig ind i den nærmeste dame, fortsatte turen mod hospitalet. Undskyldende beklagede jeg mig over for kvinden, der kiggede på mig med store, grønne øjne, der gemte sig bag et tykt lag mascara.

     Menneskemængden var uudholdelig. Selvom flere forlod bussen for hvert stop, stod dobbelt så mange på hver eneste gang. En lugt af sved blandede sig med den klamme, fugtige varme, der langt fra mindede om den friske luft nede i Italien. Hvor meget jeg end flyttede mig væk fra de andre, pressede nye sig op ad mig for at kunne være der, og jeg erkendte til sidst, det ikke var muligt at holde sig ude af klumpen.

     "Det er nu, vi skal af, Rue," sagde en mand tæt på mig til sin lille datter. Han tog hende i hånden, og jeg genkendte let sorgen, der tegnede sig rundt omkring hans øjne. Højst sandsynligt skulle de besøge en af deres bekendte på hospitalet, da stoppestedet viste sig at være det. Anne forsikrede mig om, at hvis jeg talte stoppene, kom jeg det rigtige sted hen. Præcis 14 stop, hvilket jeg naturligvis hele vejen koncentrerede mig om. Nu blev udfordringen bare at komme ud.

     "Undskyld, kan De måske lige gøre plads? Jeg skal ud her, ser De," prøvede jeg at forklare, men de færreste rykkede sig. Da bussen igen begyndte at køre, panikkede jeg. "Nej, vent lige, min gode herre, jeg skal af her!" Min stemme hævede sig højt, og jeg åndede lettet ud, da han bremsede. Uden at skubbe for meget til folk prøvede jeg at komme forbi de mange mennesker, der stadig nægtede at flytte sig mere end et par centimeter.
     "Gør lige plads for den unge dame," rungede en høj stemme fra nogle højtalere. Folk flyttede sig lidt mere, og jeg formåede at komme af bussen. Friheden omfavnede mig i samme øjeblik, jeg trådte ned på jorden, og jeg lukkede for en kort tid mine øjne i for at nyde det.

     Da jeg igen slog dem op, så jeg den hvide og sorte bygning foran mig. Den røde farve ved nogle af dørene fangede klart mest min opmærksomhed, mens ambulancer holdt stille rundt omkring. Jeg fornemmede, at jeg var kommet det rigtige sted hen, præcis som Anne lovede. Omkring hele stedet hang der en stor sorg, en stor smerte og et stort håb. Hurtigt kastede jeg et blik ned på armbåndet omkring mit håndled, Lesley forærede mig, inden jeg gik hen mod hoveddøren.

     Forbavset over synet, der mødte mig, spærrede jeg øjnene op. I mine hænder holdt jeg stadig rejsekortet, men jeg kunne meget vel have tabt det. Hjemme i Santemoné ejede vi ikke sådanne indgange. Døren snoede rundt. Det lignede mere eller mindre nogle små trekanter, man stillede sig ind i. Søgende efter hjælp spejdede jeg rundt, men jeg endte med at tage en dyb indånding, før jeg tog skridtet hen mod døren, der langsomt bevægede sig. Lige inden jeg satte foden inden for, trak jeg med lynets hast hele benet til mig igen. Jeg turde ikke.

     "Kan De ikke stoppe døren?" spurgte jeg højt ud i det blå. Intet svar. Jeg gentog mig selv endnu en gang, men der kom intet ud af det. Nervøst bed jeg mig i læben, inden jeg opdagede, hvad jeg foretog mig. Hurtigt gav jeg slip med tænderne på læben, hvorefter jeg råbte op mod et af vinduerne. "Hør, jeg skulle meget gerne ind. Kunne De ikke være så venlig at stoppe døren for et øjeblik?"

     "Du ved godt, der er en anden dør lige derhenne, ikke?" Forskrækket rettede jeg blikket mod drengen, der med et hævet øjenbryn kiggede tilbage på mig. Han nikkede i retningen bag mig, og jeg fulgte langsomt hans blik. På den anden side, lidt længere væk, var der en helt almindelig dør. Den røde farve blussede op i kinderne på mig, og jeg smilede undskyldende til ham.

     "Tak, skal De have." Jeg vandrede i et normalt tempo hen mod døren, inden jeg stoppede op og vendte mig om. Det virkede som om, at jeg havde set ham et sted før. Idet han kom gående hen mod mig for at slentre lige forbi og åbne døren, genkendte jeg ham. De brune krøller, øjnene.. Annes karaktertræk. Jeg satte farten lidt op og nåede akkurat ind ad døren, før den lydløst lukkede sig bag mig. Lidt foran mig gik han med kursen rettet mod Informationen.

     Blot ved nogle få skridt formåede jeg at nå helt op til ham. "Undskyld, må jeg spørge Dem om noget?" Han sukkede lydløst, inden han træt kiggede på mig. Derefter smilede han modvilligt og gjorde tegn til, at jeg kunne spørge, som jeg lystede det. Et smil bredte sig hen over læberne på mig. "De er Anne Cox' søn, er De ikke?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...