Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
28293Visninger
AA

9. Kapitel 7 ~ Another me


Che cosa = Hvad?

 

"Tror De virkelig, dette er nødvendigt?" Mine øjne fokuserede i dobbelt størrelse på spejlbilledet af mig selv. Roligt redte Anne det våde hår med blide bevægelser, mens jeg frygtede hendes svar. Spørgsmålet stillede jeg kun i håb om, at hun måske ændrede mening. Desværre nikkede hun på hovedet, før hun kiggede ind i spejlet og så på mig. Jeg sank en klump, der modstræbende satte sig fast i halsen, inden jeg lukkede øjnene. "De må tilpasse det, som De vil," hviskede jeg.

     Uden at åbne et eneste øje hørte jeg saksen, som klippede totter af mit ellers så lange hår. Gennem hele min levetid havde jeg ladet det vokse ved kun at få klippet spidserne i ny og næ. Jeg elskede det, og nu røg det af. Hvor meget der lå på gulvet, når jeg besluttede mig for at åbne øjnene, turde jeg slet ikke tænke på. Det virkede som om, at Anne tog alle min mors ord dybt alvorligt, hvilket jeg inderst inde takkede hende for.

     På den noget lange hjemtur til Holmes Chapel fortalte hun mig alt, hvad hun vidste om min situation. Det lød ikke som om, at min mor sparede på oplysningerne om hverken brevene eller mordforsøget. Dumt ville det nok også være, da Anne jo var den eneste, der lige nu kunne hjælpe mig. Til gengæld havde min mor også sagt, at jeg ikke måtte være for genkendelig. Først og fremmest behøvede jeg en ny frisure, mente Anne, hvilket vi derfor startede ud med.

     Hvert et klip gjorde mig mere og mere nervøs for resultatet. Ængstelig ventede jeg med øjnene lukket, og tiden føltes uendelig lang. Lige så stille bankede trætheden på, eftersom søvn ikke var det, jeg fik mest af i nat, men jeg formåede at holde mig vågen. Selv hvis jeg tillod mig selv at sove, lykkedes det højst sandsynligt ikke. Episoden med manden, der holdt om kniven, poppede stadig op som en film for mit indre en gang imellem.

     En susen lød, og varme ramte både hovedbund, kinder og pande. Da vi gik ud af lufthavnen for nogle timer siden, mødte jeg en ubehagelig kulde, ikke engang sjalet holdt på afstand. Anne trak mig med hen til bilen, selvom jeg regnede med, at hun hentede den i starten. Det viste det sig så, hun ikke havde i tankerne at gøre. Når jeg tænkte nærmere over det, kendte jeg formodentlig også grunden. Blev jeg stående for at vente, frøs jeg i længere tid. Kufferten lagde hun ind bag i bilen og åbnede døren for mig, inden vi begav os hjem til hendes hus, der lå dejlig fredeligt. Nu blæste varmen sig i hovedet på mig, hvilket jeg nød. Italiens temperatur var noget højere end Englands, det vidste jeg fra geografitimerne, men det ændrede ikke på, at jeg stadig brød mig mest om sol og varme.

     Lyden stoppede, og den varme vind svandt hen. "Adelaide.. Lad mig høre, om du kan lide det," sagde Anne lavmælt med den kærlige undertone. Dybt trak jeg vejret, inden jeg langsomt slog øjnene op. Straks glippede jeg med dem, så vipperne malede tynde streger i luften. Anne lignede sig selv med det kønne smil og de grønne øjne, mens en fremmed pige stirrede tilbage på mig. Øjnene genkendte jeg. De gråbrune øjne jeg altid så, når jeg kiggede mig i spejlet. Forsigtigt løftede jeg hånden for at berøre min kind, inden jeg tog fat om en tot af det brune hår.

     Målløs sad jeg uden at sige et eneste ord i længere tid. Godt og vel tyve centimeter hår var forsvundet fra den normale længde, hvilket jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Det lignede mig stadig, men.. alligevel ikke. Jeg følte mig fremmed, når jeg så ind i spejlet. Let hvilede Annes hænder på mine skuldre, mens hun bukkede sig ned, så hendes hoved ikke hævede sig over mit. På den måde kiggede vi sammen ind i det store spejl, der hang og pyntede på væggen ude på det minimale badeværelse.

     "Hvad siger du så?" prøvede hun igen at spørge mig om, da jeg ikke svarede før. Jeg drejede hovedet en anelse, så vi skabte øjenkontakt for en kort stund, inden jeg igen studerede min nye frisure. I prioriteten havde den ikke ændret sig meget. Endnu ejede jeg samme brune farve og den samme tykkelse. Længden forkortedes blot, mens der pludselig kom en smule fald i håret.

     "Det er anderledes," konstaterede jeg. Annes nysgerrighed skinnede fortsat ud af både øjne og smil, mens hun afventede et mere uddybende svar. Efter at have betragtet det lidt, bredte der sig et smil hen over mine læber, før de skilte sig fra hinanden. Jeg erkendte, at det slet ikke var så tosset. Anderledes, ja, men jeg vænnede mig forhåbentlig til det. Allerede nu følte jeg faktisk, at jeg ikke længere så den fremmede pige, men mig i spejlet. "Jeg synes, det er smukt."

     Halvstolt smilede Anne til mig, inden hun rettede sig op og roligt fik håndklædet, der var lagt om mine skuldre, af mig. Hår faldt til jorden, men hun reagerede ikke direkte på det. I stedet viftede hun med hånden som tegn på, at jeg kunne rejse mig fra stolen. "Jeg fejer lige alt det her op. Du kan gå lidt rundt og se dig omkring, hvis det er. Så ser vi på, om du har nok tøj med. Ellers kører vi ned efter noget i morgen." Hun sendte mig et sidste smil, før hun bukkede sig ned og begyndte på arbejdet.

     Lige så stille betragtede jeg hende samle mine lange totter hår op, inden jeg roligt vendte mig om og satte kursen ud af badeværelset. Egentlig rummede hendes hus meget mere plads, end Italiens befolknings gjorde. Så meget kendte jeg da til mit land. Nysgerrigt trådte jeg ind i noget, der lignede en stue. Sofaer stod placeret i den ene ende af rummet, mens et ovalt bord fyldte, hvor jeg kom ind. Gulvtæpper spredte sig på gulvet, alle i en vinrød farve, lamper strakte sig op mod loftet og hang ned derfra, mens malerier gjorde sig til på væggene.

     Uden at gå mere i dybden ved det rum, vandrede jeg tilbage for at tage et kig på det, der lå ved siden af. Et gulvtæppe skjulte fuldstændig det rigtige gulv, mens endnu et bord stod derude med stole omkring sig. Tallerkener og glas skimtede jeg inde i glasskabene, mens et højt, hvidt køleskab tårnede sig op lidt fra det, jeg gættede på, var et komfur. Bag al det ydre gemte en vis hygge sig, og jeg trak let på smilebåndet ved følelsen. Mon ikke jeg hurtigere faldt til end forventet?

     "Så er det klaret," informerede Anne mig om, idet hun trådte op på siden af mig og kiggede ind i køkkenet. Kort lagde hun hovedet på skrå, mens hun betragtede det, inden hun vendte blikket mod mig. "Hvad siger du til, at vi kigger på indholdet i din kuffert? Bagefter kan du få lov til at hvile dig. Jeg ved, at det har været en lang nat." Beroligende sendte hun mig et smil, som jeg svagt gengældte.

     "Jo tak, Mrs.. Anne," rettede jeg mig selv, før jeg fortsatte. "Det lyder som en storartet idé." Trygheden, Anne ubevidst fyldte alt omkring sig med, mærkede jeg efterhånden tydeligt. Sammen gik vi gennem stuen, hvor en trappe førte videre op på næste etage. Usikkert studerede jeg den for at sikre mig dens holdbarhed, inden jeg fulgte efter hende op. Skridt for skridt tog jeg forsigtigt og hev som altid en anelse op i natkjolens skørt for at undgå ødelæggelse af den eller et fald.

     Kufferten stod uden for en hvid dør, Anne trykkede håndtaget ned på. Mens hun bar kufferten ind, gled mit blik ustyrligt rundt. Væggenes himmelblå farve, den halvstore seng uden hverken dyne eller pude.. Mente hun virkelig, at jeg skulle sove der? Ligegyldigt hvor jeg blev lagt, måtte jeg vel vænne mig til det. England skilte sig nu engang ud fra mit hjem i Italien. Forandringer skadede sjældent, som folk ofte udtalte sig. Hvor enig jeg var med dem, fandt jeg nok ud af om nogle dage.

     "Jeg ved godt, det ikke ser ud af meget," lød det pludselig fra Anne. Hastigt rettede jeg blikket mod hende, der naturligvis opfangede mig gennemsøge rummet for alle dets materialer kort før. Smilet så ikke ud til nogensinde at forsvinde helt fra hendes mørke læber. "Det har været min søns, men jeg er ved at lave det om til et gæsteværelse. Derfor er her ikke så meget.. Egentlig har jeg overvejet det lige siden, han flyttede herfra, men.. Det er bare svært at give slip. Men lad os se på, om vi ikke kan gøre det mere hyggeligt i morgen, hvis vi alligevel skal ned i byen og købe tøj. Det vil være passende også at kigge efter nogle ting til værelset, nu vi i forvejen er dernede. Jeg gætter på, du er vant til noget lidt mere luksuriøst derhjemme end dette?"

     "Jeg er vant til noget andet," svarede jeg hende og bekræftede det med et lille nik. Hjemme var mit værelse noget større, men det kom vist heller ikke bag på hende.
     "Det tænkte jeg nok. Jeg kan ikke tilbyde meget andet, men du kan jo hjælpe mig med at finde ting, der også vil kunne bruges til gæsteværelset efter dit besøg," foreslog hun, og jeg smilede venligt. På sengen placerede hun min kuffert, mens jeg tavs dækkede den ene hånd til med den anden foran mig. Stillingen brugte jeg ofte, eftersom hænderne ikke havde ret til at fare rundt. Om man ramte nogen, kunne ingen jo forudse.

     Uden at forhaste sig lynede Anne kuffertens ene lynlås op, hvorefter hun åbnede den. Hårbørste, spænder, cremer og andet tilhørende samme kategori lå og hyggede sig. Overrasket betragtede hun de mange ting, jeg selv genkendte som en meget lille del af den oprindelige samling. Igen lukkede hun kufferten for at vende den om, så vi kunne få et overblik over, hvad den indeholdt på den modsatte side. Også her lynede hun den roligt op, og jeg så det øverste af den lyserøde kuffert forsvinde, idet hun åbnede den.

     Langsomt tog hun fat om en af de sammenfoldede kjoler og holdt den med begge hænder op foran sig. Vinrød, såvel som hendes gulvtæpper i underetagen. Det var ikke mere end nogle få måneder siden, Stiliantés designede og syede den, men to gange havde jeg dog haft den på. Op om halsen snoede stropperne sig sammen bag nakken, når man iførte sig den, mens broderede mønstre livede overdelen af den op. Meget af ryggen blottede sig, hvilket derfor krævede en rigelig varm dag, hvis jeg planlagde at tilbringe tid udenfor.

     Annes blik tydede jeg ikke let. Først da hun løftede øjenbrynene og lagde den fra sig ved siden af kufferten, forstod jeg, at hun måske ikke brød sig om den. Som sædvanlig kommenterede jeg ikke meget og forholdt derfor også min skuffelse tilbage. Selv syntes jeg, Stiliantés gjorde et fantastisk stykke arbejde med den, men jeg bebrejdede hende ikke for at mene noget andet.

     Næste kjole, hun foldede ud, strålede i en lysegrøn farve. Hurtigt lagde hun den fra sig, inden hun gennemså de sidste tre. Sukkende satte hun hænderne på hofterne, mens hun kiggede på de fem kjoler, der i hver sin farve gav den ensomme seng mere liv. Lydløst tog jeg et par skridt hen mod hende og afventede nogle ord fra hendes mund. Inden længe flød stemmen da også ud i værelset.

     "Jeg er ked af at sige det, Adelaide, men det er ikke den slags tøj, der vil få dig til at falde ind i mængden her. Du vil skille dig alt for meget ud," forklarede hun mig. Fortsat forholdt hun blikket hvilende på kjolerne, som jeg automatisk kastede et kig hen på. På trods af det lille stik i hjertet, jeg følte, da jeg syntes at skulle ændre alt for meget på én gang, nikkede jeg blot som et tegn på min forståelse.

     Hun smilede kærligt til mig, inden hun let berørte min ene arm. "Kom.. Vi ser på det i morgen. Nu laver jeg os noget te. Jeg kan mærke, at jeg har det stærkt tiltrængt. Hvad med dig? Tror du, du kunne klare en kop?" Skævt blev der igen trukket op i mit smilebånd.
     "Jo, det lyder dejligt. De behøver nu ikke anstrenge Dem for min skyld." Smilende rystede hun på hovedet, hvorefter vi forlod det blå værelse.
     "Det er ingen anstrengelse at lave te. Om det så er til en eller til to, det gør vel ikke den store forskel," klukkede hun lavt og så igen på mig, før vi trådte ned på første trin af trappen. "Og prøv at være dus med mig fra nu af. Det ville nok ikke være en tosset øvelse."

     "Jeg skal prøve," forsikrede jeg hende om, og hun smilede venligt til mig. Derefter gik vi lige så stille ned gennem stuen, hvor Anne bad mig sætte mig ned på en af de bløde, sorte sofaer. Ganske behagelig konstaterede jeg hurtigt, at den var. På et lille hjørnebord mellem denne sofa og en anden stod et billede af Anne med armen om en mand. Nysgerrigt undersøgte jeg det, hvilket ledte mig ind i en iagttagende trance. Da Anne derfor pludseligt spurgte mig om noget, hoppede alt inden i mig af skræk. Til mit held formåede jeg vist at holde beviset i øjnene.

     "Undskyld, hvad sagde De?" Igen glemte jeg alt om det med at være dus. Anne grinede kort, rystede på hovedet og pegede hen på billedet.
     "Finder du det interessant?" spurgte hun mig, og jeg nikkede næsten utydeligt. Et smil bredte sig på læberne af hende, inden hun adskilte dem som før. "Det er min mand. Robin," fortalte hun. Jeg undgik ikke at smile stort, da jeg så hendes kærlighed til ham springe frem i hendes blik.

     "Hvor er han nu?" forhørte jeg mig nærmere om. Hun sukkede smilende, kiggede ud mod køkkenet, hvorefter hun gik hen til en reol i den anden ende nær spisebordet.
     "Han er på forretningsrejse i USA. Der går lidt tid, inden han vender tilbage, men jeg klarer mig. Det er svært at være så langt fra hinanden, så jeg ved, hvordan du må have det." Medfølelsen fornemmede jeg straks, men den hjalp ikke på andet, end at savnet voksede sig større. I stedet for at svare hende sad jeg stille og betragtede hende komme tilbage med en bog i hånden. "Se engang.." Hun satte sig ned ved siden af mig og åbnede den tykke bog. Idet samme dukkede billeder op af både hendes ægtefælle, Robin, og hende. "Her var vi på ferie i Caribien. Det er et meget smukt og afslappende sted." Der hørtes et klik ude fra køkkenet, hvilket førte til, at Anne rejste sig op. "Kig du bare lidt videre. Imens kan du tænke over et navn."

     "Che cosa? Et navn?" Undrende løftede jeg blikket fra det, der nu viste sig at være et fotoalbum. Anne forsvandt ud i køkkenet, men lod høre fra sig derude.
     "Vi bliver nødt til at kalde dig noget andet end Adelaide. Det går ikke. Din mor ville have dig skjult så godt som muligt. Vi kan ikke have, at de kender dig så snart, de opsporer dit navn," forklarede hun. Egentlig forstod jeg det udmærket godt, men jeg fandt det alligevel mærkværdigt. Aldrig var jeg blevet kaldt andet end Adelaide udover Prinsesse eller Deres Højhed, og nu skulle jeg igennem en masse forandringer på én gang. Tog man og ændrede på det ene, kunne man vel egentlig lige så godt ændre på det hele.

     For mig selv bladrede jeg igennem albummet et godt stykke tid. To kopper te blev stillet på bordet, hvorefter Anne igen satte sig ved siden af mig. Jeg stoppede ved et billede af en ung mand med kort, strittende hår. "Han hedder Adam. Det er min datters ven. Hun hedder Gemma." Med en pegefinger viste hun mig et billede af sin datter, og jeg tænkte mig en smule om, mens jeg beundrede den brunhårede piges udseende. Karaktertrækkene mindede rigtigt nok om Annes.

     "Adam lyder ganske henrivende," endte jeg ud med at sige. Igen slog Anne en lille latter op, hvilket fik mig til at se undrende på hende.
     "Det er nok ikke lige det bedste navn til dig," fnes hun, og jeg nikkede. Derefter bladrede jeg videre, hvor jeg fandt flere billeder af både Robin, Anne og Gemma. Et billede af en dreng med brunt, krøllet hår, der smilede stort, viste sig for mig.

     "Hvem er dette?" tillod jeg mig at spørge. Anne smilede straks og glattede det beskyttende plastic ud for at se, om det hjalp på, at vi bedre kunne se billedet.
     "Det er min søn. Harry. Han kommer hjem fra Australien i dag. Efterhånden trænger han nok også til bare at vende hjem. De har været i gang med at turnere, ser du.. Ham og hans band. De har givet koncerter i hele Europa, USA, Australien, Kina.. Nærmere hele verden, ser du, men den sekstende oktober, ja, i dag, der kommer de alle hjem. Jeg glæder mig til at høre det hele, selvom han selvfølgelig har ringet til mig. Det husker han altid," fortalte hun mig med et smil omkransende læberne.

     Kort studerede jeg billedet af ham, hvor jeg nemt så, at han lignede sin mor såvel som Gemma. Krøllerne skilte sig blot ud fra hans mor og søster. "Det er ellers nogle yndige krøller, han har," roste jeg. Anne nikkede et par gange på hovedet, mens hun kiggede ned på billedet af Harry.
     "Han er den eneste i familien, der har dem. Heller ikke hans far har haft krøller, så det er lidt af en gåde, hvorfor han netop har dem."

     Fortsat kiggede jeg på billedet af ham, inden jeg løftede blikket, så det mødte hendes. Straks vidste hun hvilke tanker, der flød rundt oppe i mit hoved. "Han og Gemmas far hedder Des. Det er også derfra, de har sit efternavn. Styles. Det gik nu engang bare ikke, så.. Vi blev skilt. Senere fandt jeg Robin, som jeg nu er mere end lykkelig sammen med." Hun smilede let. "Nogle gange går det bare ikke, som man troede." I stedet for at spørge mere ind til det, sendte jeg hende et lille smil, før jeg igen kiggede ned på billederne.

     Langsomt gled mit blik videre til den næste side, hvor jeg i længere tid beundrede en kvindes nydelige hår. "Det er Claire, min gode veninde," lød det ved siden af mig. Forsigtigt stillede Anne koppen fra sig på bordet, hun havde taget en tår af. Claire.. Jeg smilede kort, inden jeg skilte læberne fra hinanden, mens jeg endnu smagte let på navnet.
     "Det er vel nok smukt."

     "Jamen, der har vi det da!" udbrød Anne pludseligt, hvilket fik det til at gibbe i mig. Uforstående så jeg på hende, mens hun blot smilede, som om det da var indlysende, hvad hun netop tænkte. "Dit nye navn. Claire Adams.. Hvad synes du om det?" For mit indre gentog jeg det et par gange, inden jeg indrømmede, at det slet ikke klingede så dårligt. Begge navne brød jeg mig om. Idet jeg smilende nikkede, klukkede Anne og rakte mig min kop med te. "Lad os byde dig velkommen med en skål.. Claire Adams."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...