Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27243Visninger
AA

8. Kapitel 6 ~ Never be confused

 

     Hvor De end befinder Dem, vil vi altid vide, hvilken retning vi skal kigge i.

     Bered Dem på at hilse Deres forfædre. Meget snart vil De gøre dem selskab.

     Solen skinner ikke hos de døde.

     Pris Dem lykkelig for de få dage, De har tilbage.

     Ikke eng..-

Erindringerne af de mange breves ord rungede for mine ører, til de blev slynget ud, idet en mand skubbede mig ind i den nærmeste væg. Forfærdet kiggede jeg på ham, og han kastede et kort blik tilbage på mig, inden han fortsatte videre med resten af mængden fra flyet. Tre timer tilbragte jeg på et fly fra Bari til Liverpool. Utroligt nok fløj det kun et par timer senere, end vi ankom til lufthavnen, og jeg sagde taknemmeligt farvel til Charles, inden jeg gik ombord. Nu, hvor passagererne forlod flyet, maste folk for at komme forbi. Ikke engang en undskyldning forærede den travle mand mig, før han skyndte sig videre.

     Overrasket over de uhøflige manerer, alle viste sig at have, stod jeg stille og ventede. På hvad vidste jeg ikke. Roligt drejede jeg armbåndet om mit håndled rundt, mens jeg betragtede de smukke perler. Lesley dukkede op som et indre billede, hvilket resulterede i, at jeg faldt ind i en let trance. Allerede nu savnede jeg min far utroligt meget for slet ikke at tale om min mor. Det føltes som om, de befandt sig på den anden side af jordkloden. Langsomt løftede jeg hånden op, så jeg bedre kunne se på armbåndet. Egentlig så de hvide perler ikke mere specielle ud end alle andre. Deres betydning, til gengæld, den var mere værdifuld end meget andet. En varm følelse bredte sig i brystet på mig, som jeg forholdt blikket på det fine armbånd.

     Håb. Hver og en af de blanke perler stod for håb. Det håb Lesleys øjne strålede af, og det jeg ejede med hensyn til min far.

     Lige så stille sænkede jeg min hånd, skubbede skuldrene en anelse tilbage og sørgede for at rette ryggen, inden jeg begav mig ud af den smalle gang til den store sal. På trods af det tidlige klokkeslæt myldrede mennesker frem og tilbage. Alt ved det forvirrede mig grænseløst. I Bari havde jeg haft Charles ved min side, og jeg lagde derfor ikke mærke til alt omkring mig. Om det derfor var det samme, kunne jeg ikke rigtigt svare på.

     Afventende stillede jeg mig med hænderne foldet foran og lod blikket glide rundt. Jeg forventede min bagage ankomme inden længe, da Charles afleverede den hos en utroligt flink dame i Baris lufthavn. Tilfældigt kiggede jeg ned på mine sko. Inden jeg tog af sted, hentede Marina et par sko, der nu pænt sad omkring hver fod. Deres isblå farve matchede sjalet, der lå over mine skuldre og dækkede overarmene til. Små remmer krydsede sig ind over de bare fødders rygge, så der blev dannet nogle knapt så almindelige sko.

     Først nu opdagede jeg, at jeg stadig gik klædt i min gråhvide silkenatkjole. Røde nuancer blussede op i kinderne på mig, og jeg skyndte mig at lade som ingenting. Dens skørt nåede heldigvis næsten ned til mine ankler, men jeg følte mig alligevel flov over det. Diskret prøvede jeg at dække mig mere til med sjalet, da flere sendte mig mærkelige blikke, som jeg stod og ventede alene.

     Et ur hang på væggen, hvor jeg tydede klokken til at være lidt over seks. Havde det ikke været for den gruopvækkende oplevelse i nat, sov jeg stadig derhjemme i min bløde seng. I flyet hvilede jeg mig ikke det mindste. Charles skaffede mig en vinduesplads uden nogen sidemand, men jeg kunne ikke engang se ud for at komme på andre tanker. Alt var mørkt, og stjernerne befandt sig højere oppe på himlen, end vi fløj.

     At der foran mig sad en dame, der lænede sig tilbage, så stolen formindskede min benplads, regnede jeg dog ikke med. Det skete, og jeg måtte pænt sidde og rømme mig, til jeg opgav og lod som ingenting. Jeg brød mig ikke om den tanke, der sagde, jeg jo kunne vække hende. Normalt plejede folk at høre min mindste lyd, og det overraskede mig derfor, at hun intet hørte. Jeg kom i de to resterende timer frem til, at det måtte have noget at gøre med, hun var opdraget anderledes. Måske søvnen hos hendes familie kom i første række?

     "Adelaide?" Alle mine tanker forsvandt som dug fra himlen. Forsigtigt nærmede en smuk kvinde sig fra siden og studerede mig grundigt fra top til tå. "Adelaide, er det dig?" Jeg svarede hende ikke. Kunne det være mig, hun talte til? Hvordan hang det sammen, at hun tiltalte mig, som var vi dus? Utilpas rømmede jeg mig lavt og rettede lidt på sjalet, hvilket førte til, at hun smilede undskyldende. Store, hvide tænder dukkede op, og jeg beundrede skønheden, der strålede ud af det. "Prinsesse.. Adelaide?" forhørte hun sig i stedet om, og jeg nikkede undrende. Inden længe omfavnede hun mig, hvilket jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere på. Uden at gengælde det, lod jeg hende holde om mig for en kort stund, til hun trak sig ud af det akavede kram.

     "Du ligner virkelig din mor," konstaterede hun, mens hun blidt lagde sin hånd på min kind. Jeg stirrede fortabt på hende, da jeg fandt dette noget usædvanligt. Først og fremmest var vi allerede dus. Jeg kendte hende ikke engang, og derhjemme plejede ingen at kalde mig 'du.' Der kaldte ingen hinanden ved det, medmindre de var utroligt tætte. For kvinden foran mig virkede det som om, at det forekom hende helt naturligt.

     "Undskyld, hvem er De?" Endelig flød ordene ud over mine læber, og damen lo let. Selv forholdt jeg blikket på hende og betragtede det brune hår, de trætte - dog glade - øjne, hendes yndige karaktertræk og det leende smil.
     "Det må du meget undskylde! Jeg er simpelthen så træt efter opkaldet fra din mor," startede hun ud med at sige, og langsomt gik det op for mig, hvem denne kvinde var. Hun rømmede sig kort, før hun fortsatte. "Anne Cox; din mors veninde," præsenterede hun sig med et smil, og jeg gengældte det for første gang svagt. Udmattelsen efter den lange nat tegnede spor i mit indre, mens jeg gjorde mit yderste for ikke at vise det frem. Anne lignede heller ikke en, der nåede at få den søvn, hun behøvede, før telefonen ringede.

     "Prinsesse Adelaide Raimonda Clio Pietra Cecere." Jeg rakte hende hånden, men hun tillod sig i stedet at kramme mig igen. Overrasket glippede jeg med øjnene, inden jeg igen blev frigjort fra hendes favn. Det kom bag på mig, at hun imødekom mig på så anderledes en måde end folk hjemme i Italien. Langsomt ledte mine tanker sig hen på mine forældre, og jeg stirrede tænksomt ud i luften. Mon jeg snart fik dem at se igen? Jeg kunne ikke andet end at håbe. Savnet borede sig dybt ind i mig, som indre billeder af dem dukkede frem i mit hoved. Mest af alt bad jeg blot til, at min far overlevede, og at han ikke fik nys om noget af det, der foregik i mellemtiden.

     "Er der noget galt?" spurgte hun lavt om, hvilket hev mig tilbage til nuet. Hun fangede bekymret mit blik, hvilket fik mig til at studere hendes øjnes grønne farve. Den skar sig nærmest ud i fine ringe, mens der lå så meget gemt dybt inde i dem. Roligt smilede jeg til hende, inden jeg besvarede det før stillede spørgsmål.
     "Jeg er ikke vant til alt dette," indrømmede jeg, hvilket forårsagede en blød latter fra Annes side. Hun rystede blot på hovedet og gav min skulder et klem.

     "Det er også noget andet, end du formodentlig er vant til derhjemme. Jeg skal nok hjælpe dig med at falde til. Din mor har givet mig besked på flere forskellige ting, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det sammen. Her er du i hvert fald i sikkerhed, det kan jeg godt garantere dig for. Jeg lader dig ikke ske noget," lovede hun, og jeg tydede, hun talte sandt. Naturligvis. Min mor stolede på hende, hvilket jeg derfor også måtte gøre.

     "Det er forresten en smuk kjole, du har på," komplimentere hun mig, og jeg mærkede igen en blussende fornemmelse tage til i kinderne.
     "Mange tak, skal De have. Oprindeligt er det kjolen, jeg sover i," forklarede jeg, mens jeg sendte hende et forsigtigt smil. Hun nikkede forstående, men roste mig derefter for måden, den var syet på. Endda fortalte hun, at den mere lignede en almindelig kjole, end noget man sov i, som den foroven formede sig efter min krop. Jeg takkede, men holdt ikke tilbage, hvem der stod bag al æren. Stiliantés syede stort set alt mit tøj, til tider med lidt hjælp fra Santemonés andre dygtige syersker. Dem havde vi faktisk mange af, men vi brugte kun nogle bestemte oppe på slottet. De bedste af de bedste, udtalte min far sig.

     Brat sluttede vores samtale, da en yngre pige med åben mund tog plads ved siden af os. Hele hendes ansigt strålede som en klar stjerne på nattehimlen af bar glæde, mens hun stirrede på Anne. I en høj hestehale hang det yndigste, lyse hår, der svang sig fra side til side i takt med hendes bevægelser. Efter at have måbet et stykke tid, bredte der sig et stort smil hen over hendes lyse læber. Bagefter burde jeg have holdt mig for ørerne, eftersom hun lukkede et højt skrig ud og hoppede ind i Annes favn.

     "Tænk, at jeg møder Harrys mor!" Endnu et skingert skrig lød, før hun gav slip på Anne, der endelig havde mulighed for at trække vejret igen. Grinende hoppede pigen op og ned, mens hun plaprede løs om, hvor meget hun elskede denne Harry og fire andre drenge, hvis navne jeg ikke helt fik fat i. Det hele gik simpelthen så hurtigt, at selv hendes mund arbejdede hårdt for at kunne følge med.

     Efter kort tid løb en hel pigeflok hen til Anne, der overvældet lyttede til deres taler i munden på hinanden. Selv stod jeg og fandt det noget så uhøfligt, at de ikke talte en ad gangen. Hvis de ønskede, at hun skulle have mulighed for at høre dem alle, gjorde de måske klogest i at skiftes. Det var hende på ingen måde muligt at få fat i et eneste ord, hvis de fortsatte sådan her. Papirer og telefoner blev hevet frem, og Anne måtte både skrive ned på papirer og leve med, at nogle få tog billeder af hende, inden de takkede hende og forsvandt. Alle undtagen pigen, der først opdagede os.

     "Må jeg ikke nok få et billede med dig? Sig nu ja, sig nu ja, sig nu jaaaa!" bad den lyshårede pige, så Anne ikke gjorde andet end at smile til kameraet. Klik. Billedet blev taget, og pigen skreg igen. Det lød næsten lige så højt, som da jeg tidligere vågnede op til en mand, der prøvede at slå mig ihjel. Angsten klumpede sig sammen inde i mig, og jeg kæmpede for at skubbe den væk. Oppe i halsen satte den sig fast, hvilket umuliggjorde det for mig at sige noget. Heldigvis lykkedes det mig til sidst at vende tilbage til Anne og den skrigende pige, der stadig poserede foran kameraet klokken halv syv om morgenen.

     Efterhånden undrede det mig mere og mere, hvorfor hun sådan skreg over at se Anne, og angsten forsvandt efter lidt tid. Inderst inde skjulte den sig stadig, men jeg prøvede ihærdigt ikke at huske mig på det. Jo mere jeg tænkte på noget andet, jo nemmere blev det for mig at leve videre med livet i behold. Endnu en gang hoppede pigen et par gange, før hun til sidst kastede et blik på mig. Hun skabte øjenkontakt for en kort stund, men skiftede hurtigt tilbage til at give Anne opmærksomheden. Da hun efter et farvelkram forlod os, lignede det mere, at hun ikke vidste, om hun skulle grine eller græde.

     Spørgende kiggede jeg på Anne foran mig, der undskyldende trak på skuldrene. "Lad os finde din kuffert," sagde hun efter at have ført en tot af sit løse hår om bag øret.
     "Den kommer om kort tid, går jeg ud fra. De behøver ikke anstrenge Dem," forsikrede jeg hende om med et smil pyntende på læberne. Undrende rynkede Anne på brynene, indtil hun opfangede, hvad jeg mente. Igen grinede hun lavt, før hun tog fat om min hånd. Automatisk trak jeg den lidt til mig, så hun i stedet kiggede mig i øjnene.
     "Undskyld. Det er du måske heller ikke vant til?"

     "Det må De undskylde," svarede jeg blot. "Det var en skræmt refleks." Det så ud til, athun udmærket godt forstod det, og hun lagde denne gang hånden frem som et spørgsmål. Jeg smilede let, inden jeg valgte at ligge hånden i hendes. Første skridt til en dybere tillid skulle jo starte et sted. Da hun begyndte at gå, fulgte jeg efter med et uforstående blik. "Hvad skal De, Mrs. Cox?"

     Hun førte mig videre gennem salen, og jeg snittede flere mennesker på vejen, der ikke gav sig tid til at undvige mig. Uroligt holdt jeg stramt om sjalet, så det ikke faldt af, og jeg derved mistede det. Turen føltes lang, som jeg uden stop bekymrede mig om hver eneste lille ting. Idet vi derfor endelig stoppede op, lettede det mig godt og grundigt. Anne nikkede hen mod nogle få kufferter, der kørte rundt på noget lignende et sort bånd. Langsomt transporterede det bagagen rundt og rundt, mens folk tog fat om sine ejendele.

     "Mrs. Cox.. Hvad skal alt dette forestille?" Normalt stillede jeg ikke spørgsmål uden tilladelse, men jeg kendte intet til det, der kørte rundt foran mig. Anne vandrede hen til transportbåndet, hvor den sidste kuffert ensomt færdedes. Let greb hun fat om den pyntede, lyserøde kuffert i to lag, der tilhørte mig. Forundret over at se den køre rundt på et usædvanligt bånd, kiggede jeg længe på den, inden jeg spørgende lod blikket glide op til Annes ansigt.

     "Kufferterne kommer alle herned. Man finder selv sine egne ting. Der er ikke nogen, der leverer dem." Smilende blinkede hun til mig, før hun gjorde tegn til, at vi kunne gå. I hånden længst mod mig bar hun kufferten, og jeg kastede et sidste blik tilbage på det nu tomme bånd. "Forresten," lød det fra Anne, hvilket forårsagede, at jeg igen kiggede på hende. "Jeg ved, det er normalt at være Des med alle i Italien. Jeg har jo selv været dernede flere gange." Jeg nikkede en enkelt gang, mens jeg fortsat lyttede. "Men her i England er det en smule anderledes. Du bør nok vænne dig til at være dus med selv folk, du møder på en gåtur."

     I lidt tid tænkte jeg over, hvad hun netop havde givet mig af informationer. Allerede der fornemmede jeg, at det blev lidt af en udfordring at bo i England. Jeg ville nu alligevel forsøge at gøre mit yderste. "Jeg skal gøre mit bedste, Mrs. Cox," lovede jeg, og hun smilede tilfreds.
     "Du kan bare kalde mig Anne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...