Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28833Visninger
AA

7. Kapitel 5 ~ Nothing can defeat me


Mia madre = Min moder
Mia figlia = Min datter

 

Af mine lungers fulde kraft skreg jeg højere end nogensinde før. Kniven styrede direkte mod mig, og jeg flyttede mig lynhurtigt til den modsatte side af himmelsengen. Idet kniven borede sig gennem både lagener og madras, stirrede hans sorte øjne lige ind i mine. Ansigtet skjultes af nattens mørke, så intet andet lagde jeg mærke til. Mit blik gled ned på hans bryst, hvor der som beregnet sad et symbol. Deres symbol.

     Som han tog et fast greb om knivens skaft for at hive den op af sengen, styrtede vagten fra gangen ind. Hurtigt slap den indtrængende kniven og satte kursen mod altanen. Jeg nåede ikke at opfatte, hvad der skete. Alt blev et stort kaos, da vagten højt kaldte på forstærkning, stormede efter manden, der dumdristigt hoppede ned fra altanen uden tøven og forsvandt fra min synsvinkel af. Råb lød udefra, hvilket højst sandsynligt kom fra de vagter, der stod dernede. Jeg anede det ikke. Chokeret fastlåste mit blik sig på kniven, hvis mening var at sidde i mit bryst lige nu. Brevene bestod ikke blot af tomme trusler.

     Flere vagter strømmede ind på mit værelse, mens jeg forskrækket blev stående op ad væggen nærmest min seng. Hastigt bankede mit hjerte mod mit bryst, hvilket fik det til at mærkes som om, det slog hul på ribbenene. Stadig hvilede mit blik på kniven, men i det samme tog en hånd fat om min. Jeg nåede ikke at opfatte, hvem hånden tilhørte, men lod mig følge med uden at gøre nogen form for modstand.

     Angsten sad som en klump i halsen, og den påvirkede samtidig mine bevægelser. De blev kluntede, og hvis ikke personen havde haft fat i mig, ville det sikkert ikke have været mig muligt at flytte fødderne. På gangene dukkede flere af tjenestefolkene op med forvirrede ansigter, mens flere vagter løb rundt og informerede hinanden. Langsomt studerede jeg personen, der holdt om min hånd og i en fart trak mig videre hen ad gangen. Inden længe kunne jeg konstatere, at det var Lorenzo.

     Med sin gule silkekåbe omkring sig farede min mor os i møde. Jeg slap straks Lorenzos hånd og lod mig omfavne af min mors rystende arme, der hårdt trykkede mig ind mod hende. I lang tid stod vi sådan. Mor og datter. Ikke et eneste ord blev sagt, men alligevel sagde krammet mere end meget andet. Det tegnede på kærligheden mellem os, der altid havde eksisteret og altid ville det.

     "Du er okay.. Mia figlia, du er okay.. Åh, gudskelov.." gentog hun, og jeg lod hende gøre det. Formodentlig havde hun ikke hørt meget andet end, at en mand prøvede at dræbe mig. Det stod stadig som et chok for mine øjne, hver gang jeg så tilbage på kniven i hans hånd. Lettede tårer vædede min mors øjne, idet vi trak os ud af omfavnelsen. Hendes hår hang løst og krusede om ansigtet, men hun lod ikke til at tage sig spor af det. "Fortæl mig, hvad der hændte," insisterede hun i et blidt tonefald.

     "Mia madre, jeg vågnede blot op. Jeg ved ikke, hvad der skete. Det hele føles så uvirkeligt. Kniven, manden.. Åh, mia madre, jeg så det. Symbolet; på hans bryst. Jordfarverne i forskellige nuancer, der omringer det gyldne C med de tre olivenblade, som danner kronen på toppen af det. Det er dem, det er virkelig Carsante," fortalte jeg, og min mors øjne forstørrede sig, idet jeg nævnte, hvad jeg så. Jeg behøvede ikke spørge, hvad hun frygtede. Præcis det samme gjorde jeg selv. De lå så tæt på os, at det ikke kunne andet end at ville ske igen. Bare tanken om det fik min vejtrækning til at løbe ud af kontrol, mens min koncentration om nuet fuldstændig svandt hen.

     "Rolig, mia figlia, rolig.." Hun omfavnede mig igen, og jeg mærkede varmen fra hendes krop sprede sig i min. Igen trak hun sig væk fra mig, men lod sin hånd føre en tot af et vildfarent hår om bag mit øre, mens resten hang i den slappe hestehale. Hendes øjne udstrålede nervøsitet, angst og ikke mindst sorg. "Stallone kan glemme alt om at få fat i dig. Det vil jeg ikke tillade dem," forsikrede hun mig.

     "Sergio giver ikke op. Han kommer igen." Min stemme bævede, og jeg følte stort set, jeg allerede var død. Familien Stallone gav ikke op. Det gjorde de aldrig. Før havde min far og Kong Sergio været i krig, og det endte som det rene blodbad. Carsante led under fattigdom, da den kongelige familie, Stallone, indkrævede for høje skatter. Ikke om det måtte ske for Santemoné. Fjendskabet lå nu engang bare mellem vor to familier, og anderledes blev det nok aldrig. Sandsynligvis forblev Stallone tørstige efter magt og penge, mens vi, Cecere, ønskede det bedste for vort folk. Sergios to sønner, Antonio og Enrico, så i hvert fald ikke ud til at skille sig meget ud fra sin far.

     Min mor kastede et blik mod soveværelset, inden hun begyndte at gå ned ad gangen. "Følg med, mia figlia." Hurtigt kiggede også jeg mod den lukkede dør, der på sin anden side gemte min far. Derefter fulgte jeg min mor ned ad gangen, mens uroen fortsatte omkring os. Som jeg overvældet kiggede rundt, lignede det mere eller mindre kaosset, der herskede i mit indre.

     Ned ad trappen støttede jeg mig til det mørkebrune gelænder, da mine ben stadig ikke lod til at fungere helt, som de burde. Jeg kunne gå, men noget sagde mig, at jeg lige så yndigt kunne falde inden længe. I et hastigt tempo gik vi gennem den store sal, forbi flere forvirrede tjenestefolk, der forvildet løb rundt, og ind i den mindre dagligstue, vi sjældent brugte. Der lukkede min mor døren, trak gardinerne for og bad mig tage plads i en af de fire sofaer.

     "Ved padre, hvad der foregår?" forhørte jeg mig stille om. Svagt smilede min mor, inden hun åbnede munden.
     "Nej. Han fik tilfældigvis smerter for nogle timer siden, og Doktor Mancini foreslog, at han blev givet nogle sovepiller. Han ved ikke noget," svarede hun, og jeg åndede lettet ud. Krigen startede først rigtigt, hvis min far fandt ud af, hvad der stod på. Smilet fra min mors læber forsvandt, og en dybt alvorlig mine erstattede det. "Adelaide, jeg må bede dig om at lytte godt efter. Alt, jeg siger nu, er yderst vigtigt. Forstår du det, min kære?" Efter et enkelt nik fra mig, sukkede hun kort.

     "Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op for at beskytte dig. Som du siger; Stallone giver ikke op. Det ved vi begge. Som landet ligger, kan vi ikke spørge din far til råds. Det her er noget, vi må finde ud af på egen hånd." Alvoren gemte sig bag hvert eneste af hendes ord, og sorgen påvirkede mig. Naturligvis ønskede min mor ikke, at jeg døde. Det pinte mig at vide, hendes hjerte led grundet mig, og det var ikke ligefrem en følelse, der faldt i god jord blandet med de mange andre, der fyldte kroppen op på nuværende tidspunkt.

     "Lad mig fortælle dig en historie," smilede hun, og jeg lyttede opmærksomt. "Engang for 25 år siden, før jeg overhovedet havde stiftet bekendtskab med din far, boede jeg i Rom. Dengang var livet her i Santemoné ikke andet end fantasi for mig, der levede livet som alle andre sekstenårige inde i byen. Hvem skulle have troet, at din far og jeg stødte på hinanden?" Drømmende så hun ud i luften, hvilket frembragte et lille smil i min mundvige.

     Kort efter røg hun tilbage til virkeligheden og fortsatte sin fortælling med alvorens stemme. "En dag spurgte en ung pige mig om vej til sit hotel. Hun var på ferie med sine forældre, og jeg opfangede med det samme, hun oprindeligt kom fra England. Jeg viste hende naturligvis vejen derhen, og jeg fandt på vejen ud af, at hun havde været ude for at se byen alene, da hendes forældre begge lå sløje på hotellet. Da jeg fornemmede, hvor venligsindet en pige hun var, tilbød jeg at vise hende rundt de sidste dage af hendes ferie, og vi blev inden længe tætte veninder. Hun blev mere end blot en ferieveninde, og igen næste år rejste hun ned for at besøge mig."

     Jeg vidste, der var en mening med den historie, hun netop sad og delte, men jeg havde svært ved at se pointen. Tålmodigt ventede jeg på, at den viste sig og lyttede fortsat. "Man kan vel sige, vi blev bedste veninder. Hun deltog også i din fars og jegs bryllup senere hen, men siden da har jeg ikke set hende. Hun fik sin familie at se til, såvel som jeg fik min. Det er derfor, I aldrig har mødt hinanden. Jeg undrer mig ærlig talt over, hvorfor jeg ikke har nævnt hende tidligere. Det har vel ikke fundet sig nødvendigt før nu. Vi har skrevet breve til hinanden gennem årenes løb for at holde kontakten, og jeg ved, jeg kan regne med hende. Hun er den eneste, jeg stoler på, når det kommer til dig."

     Forvirret kiggede jeg ind i min mors øjne, der mindede utroligt meget om mine egne. Hun blinkede ikke, hvilket fik mig til at åbne munden for derefter at lukke den igen. Sammenhængen stod mig ikke helt klar. Med de mange billeder af kniven i sengen som last, forsøgte min hjerne ihærdigt at gennemskue, hvor min mor ville hen. Desværre lykkedes det ikke, og jeg sendte hende et spørgende blik.

     "Du er ikke i sikkerhed her. Sergio ved, hvor han kan finde dig. Tager du til England, vil han ikke vide, hvor han skal lede," forklarede hun, og jeg spærrede straks øjnene op. Hastigt rejste jeg mig fra sofaen, foldede hænderne foran mig og rettede ryggen en anelse. Derefter hørte jeg min egen stemme i det lave tonefald.
     "Jeg forstår, mia madre. Dog nægter jeg at forlade Santemoné."

     Min mor rejste sig med et undskyldende smil, hvorefter hun lagde armene omkring mig. Jeg mærkede angsten for at flygte pumpe rundt i blodet, og det blev næsten for meget, når frygten for Sergio og hans mænd også gravede sig dybere og dybere ind. I et stykke tid holdt vi om hinanden, hvilket jeg pludselig bemærkede, jeg havde brug for. Det lagde på sin egen måde et tyndt lag af ro over mig. Da hun igen trak sig væk, knækkede det over.

     "Jeg ville ønske, jeg kunne lade dig blive. Du må nu engang bare forstå, at jeg gør det for dit eget bedste. Jeg lover dig, du igen kan komme hjem, så snart vi har fået styr på Stallone. Forhåbentlig går der ikke lang tid. Indtil da må du være stærk og klare dig selv. Jeg ved, du vil være i gode hænder," prøvede hun at overbevise mig, men jeg ville under ingen omstændigheder rejse derfra.

     "Dine hænder er gode for mig." Jeg tog fat om dem for at understrege det, men min mor rystede bare langsomt på hovedet.
     "Adelaide, du må stole på mig. Jeg ved, du vil være i sikkerhed derhenne. Bliver du inden for Italiens grænser, vil jeg ikke kunne finde den mindste smule ro i min krop." Dybt trak jeg vejret, mens hun holdt en pause. "Spørgsmålet er bare om du stoler på mig?"

     Trods de mange nægtelser, der kørte rundt i mit hoved, måtte jeg nikke. Jeg stolede på hende. Selvfølgelig gjorde jeg det. "Så må du af sted. Jeg får Charles til at køre dig til lufthavnen hurtigst muligt," sagde hun stille. Ned ad min kind banede en tåre sig vej, inden jeg igen krammede min mor.
     "Jeg er bange," hviskede jeg uden for hendes øre. Hun aede mig på ryggen, og jeg mærkede en fugtig tåre fra hende mod min hovedbund.
     "Det ved jeg, mia figlia. Det ved jeg."

     Et enkelt snøft sneg sig ud, idet jeg gav slip på min mor, der opmuntrende smilede til mig. Jeg prøvede at gengælde det, men det blev ikke til meget. Pludselig kom jeg i tanker om noget, der fik mit hjerte til at gå helt i stå. "Hvad nu hvis jeg ikke når hjem til at se padre igen? Hvis han er.." Jeg sank en klump, inden jeg afsluttede min sætning. Ordene smertede mere, end kniven ville have gjort, hvis den havde ramt mig. "..hvis han er død?" hviskede jeg.

     "Han vil ikke dø," besvarede hun mig, hvilket fik mig til at rynke brynene. Hun førte min hånd op til brystet, og jeg kiggede på den med et forstående blik. "Han vil altid leve videre herinde." Roligt fjernede hun sin egen hånd derfra, og jeg så endnu en tåre trille ned ad hendes kind. Bedre blev det ikke af, at tårer også lige så stille begyndte at pible frem fra mine egne øjenkroge. "Jeg går ud og finder Charles. Bliv herinde, hvis en af Sergios mænd stadig er i nærheden. Når I er taget af sted ringer jeg og fortæller min veninde, hvad der er sket. Hun vil forstå det. Så godt kender jeg hende nu engang."

     Selvom jeg mest af alt følte en trang til at modsige hendes plan, gjorde jeg, som jeg fik besked på. Idet hun lukkede døren bag sig og forsvandt, satte jeg mig til rette på en af de beige sofaer. Ryglænet behagede min ryg, mens jeg med blanke øjne betragtede rummet. Billeder pyntede på væggene, planter blomstrede på bordene, i vindueskarmene og i krogene, bøgers rygge stak ud på reolen, der fyldte en hel væg, og en globus stod for sig selv på et brunt egetræsbord henne i hjørnet.

     Efter at have siddet ned et godt stykke tid rejste jeg mig op og vandrede langsomt hen mod den blå og grønne globus. Dens farver faldt mig i god smag. Blå og grøn havde jeg altid kunnet lide. Udover den smukke farve i sig selv, stod deres betydning også for noget, jeg ironisk nok virkelig måtte tage til mig lige nu. Grøn var blandt andet håbets farve. Uden håb nåede jeg ikke langt. I den blå farve lå troen som en af dens mange betydninger. Hvis jeg mistede troen på, at jeg ville overleve alt dette her, behøvede jeg ikke engang gøre forsøget.

     Roligt berørte jeg globussens overflade med fingerspidserne, hvorefter jeg roligt drejede rundt på den. De mange lande sammengjorde et genkendeligt mønster, og jeg lagde min ene pegefinger på Italien. I lang tid studerede mit blik omridset af landets grænser, før jeg placerede fingeren på England i stedet. Der var et godt stykke vej derhen. Som min mor sagde, fandt Stallone mig nok ikke lige med det samme.

     Jeg fornemmede mig selv begynde at acceptere hendes plan. Hvis det gjorde hende mere tryg, at jeg rejste ud af landet, var det præcis, hvad jeg ønskede at gøre. Trods alt vidste hun bedre end jeg, og hendes veninde lød til at ville tage sig godt af mig. Alligevel kunne jeg ikke benægte, hvor meget jeg frygtede at træde inden for grænserne til England. Hvad, der ventede mig, anede jeg jo ikke.

     Det bankede på døren, og jeg vendte mig hurtigt med front mod den. Pulsen steg, som jeg frygtede, hvem der kom ind, og jeg glemte helt at svare. Det føltes alt for langsomt, som det runde håndtag drejede rundt, og det lettede derfor ubeskriveligt megen vægt fra både hjerte, lunger og skuldre, da min mor trådte ind. Bag hende fulgte Charles, og han bukkede let i ryggen efter at have lukket døren bag sig.

     "I tager af sted med det samme. Marina har pakket det mest nødvendige, og Charles kører ikke tilbage, før han ved, du sikkert sidder på flyet," fortalte min mor. "I mellemtiden ringer jeg og forklarer alt til min veninde." Hun gik helt tæt på mig og tog fat om min hånd. Blidt gav hun den et lille klem, og vi smilede begge til hinanden. Afskeder brød jeg mig ikke om. Da slet ikke, når de skete på denne måde. "Du skal være forberedt på ikke at kunne komme i kontakt med mig. Du må ikke skrive eller ringe. Jeg ved ikke, om der ville ske noget ved det, men jeg risikerer intet, nu din far ikke er frisk. For en sikkerheds skyld må du hellere lade være."

     Forstående nikkede jeg, og hun bukkede min nakke for at kunne give mig et kys på panden. "Jeg elsker dig meget højt, mia figlia," hviskede hun. Jeg smilede op til hende, da hun ikke længere blidt holdt fast om mit hoved.
     "Jeg elsker også dig, mia madre." I et stykke tid kiggede vi blot på hinanden, inden vi en sidste gang lagde armene om den anden i et kram, og jeg med en underlig følelse i maven fulgte efter Charles, der venligt holdt døren åben for mig.

     Mit eventyr til England begyndte. Eventyret, der tog start i en silkenatkjole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...